Der er ikke mange steder, der bliver bygget så meget som i Tirana; lugten af beton, der er ved at størkne, er udtalt.
Hvor pengene til byggeriet kommer fra, skal jeg ikke kunne sige, men der går kraftige rygter om, at en del
stammer fra lyssky virksomhed. Det er også ret sandsynligt i betragtning af den meget omfattende
albanske kriminalitet, man kan finde i Italien og andre europæiske lande.
Kriminaliteten samler sig om prostitution, smuglerier og narkohandel, og der er ikke kun tale om »hyggelig« kriminalitet på amatørbasis, men om mere udviklede og organiserede former - og om meget store summer. Så udviklet og så omfattende og så brutal, at selv den amerikanske mafia føler sig presset.
Men om byggeriet bygger på sort finansiering eller ej, så vil det have en række positive virkninger på det albanske samfund, for det trækker beskæftigelse med sig i mange led. Det er vist dét, som økonomer kalder multiplikatorvirkningerne. Og samtidig skifter tingene farve: Det kan starte sort, blive gråt undervejs og ende med at blive helt hvidt.
Går man rundt i Tirana - selv på en søndag - er der gang i den. Forretninger og boder har åbent. Der er byggepladser, der er i gang. Der er liv og bevægelse. Der bliver gået til makronerne.
Selv om man kan se mange albanere sidde på den blanke eftermiddag og drikke kaffe på én af de utallige fortovsrestauranter, så er det ikke udtryk for ren og skær dovenskab. Det er meget almindeligt, når man har haft en forhandling - eller når man vil afvikle et interview, at den albanske vært siger: Lad os gå hen og få en kop kaffe. Det er ofte under kaffen, at tingene rykker.
Mange af cafégæsterne - som næsten alle er mænd - har dog ikke noget arbejde, der kalder på dem. Hjemme kan de ikke være, for der er ikke plads, og det er heller ikke dér, at livet leves, hvis man er albaner.
Albanerne har ét stort ønske. De vil med i det gode selskab. De vil have gang i hjulene. De vil leve lige så godt som grækerne, italienerne og alle os andre. De vil med i NATO og EU. Problemet er bare at det er svært at tiltrække udenlandske investeringer, at det er svært at banke et eksportoverskud op, at det er svært at få det politiske liv til at fungere overbevisende europæisk.
Der er langt igen, men der er ingen vej udenom: Albanerne må selv gøre, hvad der er ødvendigt, ellers kommer de ikke indenfor.
En meget dygtig og professionel albansk kvinde sagde til mig: Vi vil aldrig lykkes. Ikke med dé politikere. Hun så ualmindelig traurig ud, da hun sagde det; hun følte sig svigtet af både Berisha og Nano og overvejede at emigrere.
At sige til hende at det hele afhang af, at man lokalt tog de nødvendige konsekvenser, at man lokalt stillede krav til politikerne, at man selv skulle engagere sig, var på én eller anden måde det helt rigtige at sige og samtidig fuldkommen malplaceret.
Der er undertiden en voldsom larm - og ikke altid for det gode. Strømforsyningen er utilstrækkelig. Store
dele af Tirana lider af, at der ikke produceres strøm nok, og derfor lukkes der for den i flere timer ad
gangen. Hvad gør man så, når man skal arbejde? Enten må man lave noget andet end at sidde med sin computer, eller også må man skaffe sig strøm på anden vis. Forretning efter forretning, hus efter hus, virksomhed efter virksomhed har én eller flere generatorer kørende. Larmen er infernalsk, forureningen er mærkbar. Man kan hurtigt komme i tvivl om økonomien i dén måde at skaffe strøm på, og sådanne vilkår skræmmer desuden mange investorer langt væk.
Albanerne vil gerne have de samme ting som os andre, men de gør en fejl. De nedvurderer dét, de selv producerer. Mange moderne restauranter kan hele repertoiret af hollandsk og tysk øl: Heineken er ikke
et ukendt mærke, og selv Carlsberg kan fås visse steder, men man skal til de ydmyge etablissementer
for at få den lokale, den ganske udmærkede Birra Tirana.
Det lokale supermarked leverede alle tænkelige udenlandske whisky-mærker, cognac, vodka, gin - men
den lokale Skanderbeg cognac og den lokale raki-brændevin stod på nederste hylde; dén man får ondt i ryggen af at bøje sig ned til.
Møbler. Præcis det samme. Man kan få alt i italiensk design - både af den mere elegante type og af den mere robuste type, som man på det nærmeste kan bo i. Forretning efter forretning er leveringsdygtige. Og langt ude mod øst står man så over for én, der også kan på skandinavisk. Men jo flere italienske og skandinaviske møbler, albanerne køber, desto større bliver importoverskuddet.
For mange år siden - da Enver Hoxha var chef for det hele - var der ikke nogen der stjal biler, for der var
ikke nogen. I dag er trafikken tyk i Tirana. Mercedes efter Mercedes ruller afsted. Nogle er købt på
regulær vis i Tyskland - og til ganske andre priser end vi kender, men det er dog på grund af vores egne
beskatningsregler. De har måske kørt 100.000, men som en taxachauffør sagde: Alle mennesker burde have en Mercedes, for det er en god bil, der kan klare de 300.000. Det er muligt, at europæiske forsikringsselskaber kunne have udbytte af at udstationere nogle »opdagere«, for nogle af bilerne er ikke købt på legal vis.
Trafikreguleringen er interessant. Der er trafiklys - jeg talte mig frem til et halvt dusin. De fleste steder går trafikken på fornemmelse - som fodgænger må man kaste sig ud i det, og langt de fleste overlever. Nogle steder er der en trafikbetjent, der dirigerer, dvs. når han ikke går i infight med en bilist, der ikke fulgte fløjten, men sin egen musikalitet. Så må trafikken klare sig selv, mens der drøftes og skrives unoder på den tykke bødeblok.
Én af dagene kom der vejspærringer op rundt om Tirana. En fange - der netop skulle have sin dom på 16-17 års fængsel forkyndt - stak af. Ud af salen, ned ad trappen. Pludselig var han bevæbnet. Nogle hørte et skud. Nogle så et hul i loftet. Pludselig stod der en motorcykel parat. Der var mange myndighedsfolk, der hang med skuffen - og der var en del albanere, der sagde: Ikke at det undrer os, han må have haft en medskyldig - måske en politibetjent, der skyldte en tjeneste, eller som var parat til at lade sig betale.
En katolsk biskop og en engelsk sognepræst
I midten af november var der en konference i Tirana, som blev omtalt vidt og bredt og på de fleste af TVkanalerne. Man var samledes for at diskutere religiøs tolerance. Her havde man noget, som mange andre kunne lære noget positivt af, for selv om der er mange forskellige religioner i Albanien, så er religionsforskelle ikke noget problem. Som én af de albanske konferencedeltagere sagde: Jeg kan blive spurgt om, hvor jeg kommer fra, hvem min familie er, men jeg er aldrig blevet spurgt om min religion.
En af de amerikanske deltagere havde forsket i, hvordan man havde tacklet jødeproblemerne op til og
under 2' Verdenskrig. Ikke én var blevet udleveret, ikke én var blevet dræbt; alle var blevet skjult - nogle i uger eller måneder, nogle i år. Der kendes ikke ét eneste tilfælde af, at
jøderne havde måttet betale for dén gæstfrihed, de havde fået. Ikke ét.
Én af de lokale katolske prælater foreslog, at præsidenten skulle tilhøre én trosretning, premierministeren en anden og parlamentsformanden en tredje, men det var der absolut ikke stemning for. Det almindelige indtryk var, at det ville være et klart politisk tilbageskridt og fuldstændig unødvendigt.
Religionsproblemerne er så få, at der er nogle der har spurgt: Hvorfor holde en konference? Er der ikke massevis af problemer, man kunne bruge tid på? Men det er nok vigtigt engang imellem at rette sig lidt op og sige: Dét her, dét kan vi. Her er en albansk model, der kan bruges.
Der er desværre også andet, man kan. Myndighederne prøver at sætte sig igennem, at implementere ny lovgivning, som man siger. Men det lader sig ikke gøre uden videre. Nogle af myndighedspersonerne er af og til mere optaget af at gøre mere for baglandet end for hele samfundet. Måske ved at skaffe en kontrakt til en bekendt, måske ved at skaffe et job til en slægtning. Måske bliver der fuppet med en udbudsforretning i Danmark fra tid til anden, men det er vist efterhånden en sjældenhed. Sådan er det ikke i Tirana. Det er sket mere end én gang, at en udenlandsk donor har forlangt, at en udbudsforretning skulle gøres om på grund af irregulære omstændigheder.
De gamle slægtsfejder er heller ikke uddøde. Mens jeg var i Albanien, var der én, der blev offer i en fejde - denne gang var det sangeren og musikeren Mark Zef Nikolli på 46, der måtte lade livet. Han stod for tur. En albansk bekendt fortalte mig, at der var tale om en lang historie, og han frygtede for en fortsættelse.
