|
bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk Ludvig Holberg: »Gert Westphaler« Version 1.1 - 30.08.2004 |
|
|
Stykket er omarbejdet af Holberg
»Mester Gert Westphaler« var oprindelig længere - mere omstændeligt - og opdelt på 5 akter. Denne første udgave var ingen succes, og Holberg foretog derfor en kraftig - og meget gavnlig - opstramning.
Én af de ting der røg ud var nogle passager hvor Tobias Procurator påtog sig at føre sag både for og imod Mester Westphaler. Tobias Procurator mente nok at han kunne håndtere etikken. Nu om stunder accepteres en sådan dobbeltrolle ikke, men det er vist ikke så mange år siden at sælger og køber i en ejendomshandel brugte samme advokat?
Stykket som det er nu
Temaet er klart og gennemspilles konsekvent.
Déngang var det tilsyneladende almindeligt at en pige af stand blev forlovet og gift i 15-16 års alderen - og oftest med en mand der var langt ældre, for ellers kunne han jo ikke forsørge pigen der forventedes at skulle styre husholdningen (med mindre mandens mor var i funktion dér).
Tonen er - til tider - en anelse pikant.
Duellen i Ermelundsskoven
Da stykket blev opført på Det Kongelige Teater i 1900 med Robert Schyberg i én af rollerne, skrev teaterkritikeren Edvard Brandes en anmeldelse hvori han indflyttede noget - ikke særlig nydeligt - om Schyberg:
»Hele forestillingen havde et elevagtigt præg med hr. Schyberg som en Leander, der havde den underligste, forsigtige gang (man tør slet ikke antyde, hvad man kom til at tænke på).«
Schyberg opsøgte Brandes og gav ham en lussing. Brandes havde tidligere fået »på hovedet«, men havde bidt det i sig - det gjorde han ikke denne gang; han udfordrede Schyberg til duel.
Duellen blev gennemført på pistoler 10. februar 1900 i Ermelundsskoven, nær Dyrehaven uden for København. Det regnes for at være den sidste rigtige duel i Danmark.
Illustration i »Puk« 20.2.1900 (udsnit). Brandes tv.
Begge d'herrer skød forbi.
Der var delte meninger om duellen. Nogle holdt med Schyberg. Nogle med Brandes. Mange syntes der var tale om drengestreger. Brandes var på dette tidspunkt i begyndelsen af '50-erne, Schyberg i slutningen af '20'erne. Retssystemet takserede »drengestregerne« til en måneds fængsel.
At anledningen til duellen var et stykke af Holberg er en anelse ironisk, for Holberg var stærkt kritisk over for dueller.
Han involverede sig af og til i fejder, men det var på pen og blæk eller via retssystemet. Således blev der ikke lagt fingre imellem i slagsmålet med historikeren Andreas Hojer. Hvem der vandt er svært at sige, men Holberg havde ikke ære af sin rolle - han optrådte bestemt ikke med moderation. En anden »duel« havde han med én af sine fogeder; måske havde han ret i dette tilfælde, men han tabte dog sagen.
Man kan læse om Ermelundsduellen flere steder, bl.a. i:
Kristian Hvidt: »Edvard Brandes. Portræt af en radikal blæksprutte«, Gyldendal, Kbhvn. 1987 (og senere udgaver).
Sune Christian Pedersen: »På liv og død. Duellens historie i Danmark«, Gyldendal, Kbhvn. 2003.
MESTER GERT WESTPHALER
Eller
DEN MEGET TALENDE BARBEER
Comoedie i een Act
Af
Ludvig Holberg
Hoved-Personerne udi Comoedien
MESTER GERT WESTPHALER
GUNILD
GILBERT
LEONORA
PERNILLE
LEONARD
HENRICH
GOTTARD
SCEN. 1
Henrich. Pernille.
HENRICH:
God Morgen lille Pige! Jeg saae, at hun kom ud fra Apotheket. Har de ogsaa Piger der?
PERNILLE:
Ney, du tar fejl, Kammerat! jeg er ingen Pige, jeg er kun en Apotheker-Krukke. Hvilket forbandet Spørsmaal!
HENRICH:
Gid I var en Apotheker-Krukke.
PERNILLE:
Hvi saa? du skulde nok smørre dig derpaa.
HENRICH:
Jeg skulde nok practisere min Finger derudi. Ney ret Alvor: Er hun Pige her i Huset, eller noget andet?
PERNILLE:
Jeg er noget andet til Tieneste.
HENRICH:
Hun er maaskee en Recept?
PERNILLE:
Ja jeg er en Clysteer. Jeg troer, den Dreng er ikke rigtig i Hovedet.
HENRICH:
Om Forladelse, at jeg skiemter; Jeg skulde her ind at kiøbslaae for min Herre.
PERNILLE:
Hvo er din Herre?
HENRICH:
Monsieur Leonard Distillereren her lige over.
PERNILLE:
Jeg kiender ham. Det er en smuk ung Karl.
Er han ikke vel?
HENRICH:
Ney, han har faaet en Scavank; og der er intet, som kand curere ham, uden en Recept udi jer Apothek.
PERNILLE:
Har du Opskriften paa Recepten?
HENRICH:
Ja jeg har.
PERNILLE:
Hvilken Doctor har skrevet den?
HENRICH:
Doctor Cupido.
PERNILLE:
Det er Løgn. Doctor Cupido er for nogle Aar siden reist herfra.
HENRICH:
Gid han faae en Ulykke saa sandt som han er her endnu.
PERNILLE:
Er det ikke som jeg siger, at den Dreng er gall? Lad see Recepten.
HENRICH:
Recepten heeder Leonora Apothekerens Datter. Kand I nu fatte, hvor jeg sigter hen?
PERNILLE:
Ha ha! din Hosbond er, maa skee, forliebt i vor Jomfrue?
HENRICH:
Ja det er omtrent saa.
PERNILLE:
Da er han at beklage den Stakkel; thi den eeneste Recept, som kand curere ham, er betinget af en anden, som han, maa skee, nok selv har hørt.
HENRICH:
Ja jeg veed det nok. Hun er lovet bort til Mester Gert Westphaler Chirurgus her i Staden.
PERNILLE:
Men hvorfor kom ikke din Hosbond før? Han havde gierne faaet hende; thi han er en skikkelig Person.
HENRICH:
Han havde ikke kunnet bilde sig ind, at Apothekeren skulde ville give sin Datter saa tilig bort. Han har haft længe Øye paa hende, men har ikke turdet ladet sig merke dermed, efterdi hun var saa ung.
PERNILLE:
Hvor er din Herre født?
HENRICH:
Her i Byen.
PERNILLE:
Det kand ikke være mueligt.
HENRICH:
Hvi saa?
PERNILLE:
Efterdi han ikke kiender bedre vor Stads Fruentimmer, og veed, at de fleeste skiøtter ikke om at bære paa deres Jomfrudom længer end til deres femtende Aar. Det maa jeg forstaae.
HENRICH:
Men er Partiet gandske sluttet?
PERNILLE:
Det er sluttet mellem Forældrene, men ikke mellem dem selv.
HENRICH:
Hvor længe er det siden?
PERNILLE:
Forældrene har sluttet Partiet for en Maaned siden; men Mester Gert selv har endnu ikke talt med Jomfruen derom, hvorudover Forældrene paa begge Sider ere meget fortrødne.
HENRICH:
Er da Partiet sluttet mod hans Villie?
PERNILLE:
Ney vist, han har selv faaet sin Moer til at frie for sig.
HENRICH:
Det kand jeg ikke begribe; thi jeg seer ham ikke an for at være saa meget undseelig.
PERNILLE:
Han er ikke mindre end undseelig. Han er snarere næseviis.
HENRICH:
Hvad Pokker vil det sige? han er forliebt, han er dristig, og dog endnu ikke har talt med sin Kiæreste. Maaskee hun er kaaldsindig mod ham, og ikke vil give ham Audience?
PERNILLE:
Ney aldeeles ikke. Hun er fornøyed med hendes Fars Villie, og venter hver Dag paa, at han selv skal giøre Forslag.
HENRICH:
Jeg merker nok, at I er bleven vred, fordi jeg skiemtede i Begyndelsen, og nu vil betale mig med samme Mynt.
PERNILLE:
Ney jeg er ikke saa hevngierig. Jeg skal forklare dig, hvori det bestaaer. Hvert Menneske har sin Orm: Mester Gerts Orm er at dræbe got Folk med u-nødig Snak.
HENRICH:
Hvad kand han da snakke saa meget om? Er han saa riig paa Materie?
PERNILLE:
Han har 3 eller 4re Materier at snakke om. Den første er om en gammel Bisp i Jylland, som heeder Arius, hvilken blev forfuldt for en Bog, han lod udgaae. Den anden er om Kreds-Greverne eller Palts-Førsterne udi Tydskland. Den 3die om Tyrken. Og den 4de om en Reyse, han har giort fra Harslev til Kiel. Saa at hvad man begynder at tale med ham om, saa veed man ikke Ord af, førend man er midt i Tyrkiet eller Tydskland op til Ørene.
HENRICH:
Det er en synderlig Orm.
PERNILLE:
Som for Exempel: Om een vil kun sige: det er got Veir i Dag, svarer han: Saadant Veir havde jeg engang, da jeg reisede fra Harslev; og derpaa væver han om den heele Reise, indtil han blir hæs, saa at om man trækkede ham efter Haaret udaf Huset, saa holdt han ikke op at præke om Reisen, førend han var kommen til Kiel. Saaledes forfalder han i Snak, hver gang han skal tale med Jomfruen, saa at Apothekeren mangen gang har haft i Sinde paa en høflig Maade at viise ham Fanden i Vold, men hans Moer giør det altid got igien.
HENRICH:
Men hvordan er Jomfruen fornøyed dermed? thi de Folk, som snakker saa meget, duer gierne ikke i Gierningen.
PERNILLE:
Hun er taalmodig, og vil ikke være sin Far ulydig; i sær som Mester Gert ellers er en skikkelig Karl, og flittig i sit Embede.
HENRICH:
Det er Skade, at Jomfruen er saa taalmodig og ikke engang bryder over tvert med ham. Derved
skeede min Hosbond en stor Tieneste; thi jeg kand forsikkre, at han har været ligesom fra sig selv, siden han hørte, at hun var lovet bort. Men der er han selv.
SCEN. 2
Leonard. Henrich. Pernille.
LEONARD:
Henrich! hvem taler du med?
HENRICH:
Det er Apothekerens Pige.
LEONARD:
Ach lille Pige! er det sandt, at jer Jomfru er forlovet?
PERNILLE:
Ja hun er, Monsieur.
LEONARD:
Jeg har haft Tanke til hende udi et heelt Aar, og nu sat jeg mig for at begiere hende; men just som jeg lavede mig dertil, hørte jeg mumle om, at hun var lovet bort til Mester Gert Westphaler, hvilket smerter mig, endeel for hendes skyld, der skal bindes til en kiedsommelig Karl, der alle Mennesker skyer formedelst hans Snakketøy; men besynderlig for min egen skyld, at jeg uformodentlig skal see mig skildt ved det, som jeg længe har haft inderlig Attraae til. Henrich! du veedst, hvor ofte jeg har talt om hende.
HENRICH:
Ja jeg veed det nok, og jeg har tit sagt: Monsieur, smæk til i Tiide; I veed ikke af, førend een har Prioritet paa hende.
LEONARD:
Ach jeg tænkte, efterdi hun var saa ung.
HENRICH:
Ej Monsieur! hun er jo femten Aar. Spør kun denne Pige, hvad Respect femten Aar har i disse Tider.
PERNILLE:
Monsieur! Det giør mig hiertelig ondt baade for hendes og hans skyld; thi jeg tviler aldeeles ikke paa, at vor Jomfrue var jo bedre holden med ham. Men der seer jeg hun kommer.
SCEN. 3
Leonora. Leonard. Pernille. Henrich.
LEONORA:
Pernille! du skal ind til min Far. Men hvad er det for Personer du taler med? Ej see, det er Monsieur Leonard!
LEONARD:
Ach min hierte Jomfrue! Jeg kand ikke see hende uden Alteration.
LEONORA:
Hvi saa, min Herre? Har jeg da saadant fælt Aasiun?
LEONARD:
Ney tvert imod; jeg vilde ønske, at hun saae hæslig ud i mine Øyen.
LEONORA:
Det er et særdeeles Ønske. Jeg vilde gierne vide Aarsag dertil.
LEONARD:
Aarsagen dertil, skjønne Jomfrue, er denne - - - Ach hvad hielper det mig at give Aarsagen tilkiende? Adieu smukke Jomfrue! gid det altid gaae hende vel!
De gaaer.
SCEN. 4
Leonora. Pernille.
LEONORA:
Hvad vil den Tale sige? Pernille!
PERNILLE:
Det vil saa meget sige: Gid Mester Gert var paa Bloks-Bierg.
LEONORA:
Skammer du dig ikke ved i min Nærværelse at ønske min tilkommende Kiæreste ont?
PERNILLE:
Jeg veed ikke, hvad det er for en Kiæreste, som i Steden for at tale om Kiærlighed, staaer og præker for en ung Jomfrue om Stats-Sager. Her vil, min Troe, andet til end saadan Snak, naar man skal den Vej.
LEONORA:
Den Snakke-Syge vil nok forgaae ham.
PERNILLE:
Ej ej Jomfrue! tal ikke derom. Jeg troer at om man syede Munden til paa ham, saa lærde han sig at tale med Næseborene.
LEONORA:
Lad nu den Snak fare, og siig mig, hvortil Monsieur Leonards Tale sigtede.
PERNILLE:
Han blev gandske desperat, da han hørte, at hun skulde giftes, thi han har været forliebt i hende et heelt Aar.
LEONORA:
Jeg undrer mig over, at han tør understaae sig at komme med saadan Snak.
PERNILLE:
Men hvorfor sukker hun saa dybt?
LEONORA:
Det er ikke sandt du siger. Jeg sukkede slet ikke.
PERNILLE:
Hør, nu sukkede I jo igien.
LEONORA:
Pernille! lad mig være i Roe.
Hun gaaer ud, og holder Tørklædet for Øyene.
PERNILLE:
Taarene stod hende min Troe i Øyene. Jeg merker nok, at om det stod til hende, saa tog hun heller den anden. Men jeg hører Apothekeren raabe, jeg maa ind.
SCEN. 5
Gunild.
GUNILD:
Det er forskrekkeligt med Mester Gert. Nu har han udi en heel Maanet hver Dag lovet mig at ville giøre det klart. Han har været over ti gange i Apothekerens Huus, og haft alle de Leiligheder, nogen kunde have, at tale om Sagen, og begiere hans Datter; ja Apothekeren har selv til den Ende ført sine Døttre neer i Stuen til ham. Men hver gang han kommer tilbage, og jeg spør ham, om Partiet er giort, svarer han: i Morgen vil jeg vist nok giøre det klart; thi i Dag kom jeg i saadan vitløftig Snak med nogle fremmede Folk, som jeg fandt i Apotheket, at jeg ikke fik Stunder at forrette mit Ærende. Saa at Apothekeren derover er bleven gandske vred, og spør mig, om jeg og min Søn vil fixere ham; thi Sagen er alt af giort imellem os Forældre, der fattes ikke andet, end at han skal tale et Ord med Mammesellen. I Dag har han dog svoret mig til at giøre det klart. Jeg vil derfore gaae for i Vejen til Apothekeren, og stille ham tilfreds først. Men der seer jeg han kommer.
SCEN. 6
Gilbert. Gunild.
GILBERT:
Hør I vel, Karle! seer nu vel til, at alting er curiøsk til Doctorerne kommer. Apotheket skal visiteres i Eftermiddag. Jeg meener dog, at, naar Gyldenvandet og Aqvaviterne ere gode, saa spør de ikke meget efter andet. Doctor Herman har udi 10 Aar aldrig examineret mit Apothek anderledes. Det eeneste, han spør mig om, er dette: Haben sie gut Salvolatile itzund? Das müssen wir probiren, ihr Herren Collegæ. Naar saa 7 à 8te Bouteller Rhinsk Viin er tømmet, saa er Visitatzen giort. Men der seer jeg Gert Westphalers Moer. Hendes Tiener, Madame!
GUNILD:
Det er mig kiært, at jeg fandt Apothekeren; jeg vilde gierne tale med ham om det andet.
GILBERT:
Vil hun noget andet, Madame, saa er intet bedre, end at hun tager Seneps-Blader ind. Men jeg veed ellers nok, hvad hun meener. Jeg har ti og ti gange sagt, at Svogerskabet staaer mig an. I lover, at jer Søn skal komme til mig, og giøre det af. Han kommer ogsaa, men staaer hver gang og præker om noget andet Sladder til den mørke Nat. Jeg har aldrig min Livs-Tid seet saadan Frier. Jeg lar mig, min Troe, ikke fixere længer; vil han have min Datter, saa maa han giøre Ende derpaa, at Sagen engang kand faae Hull, som man siger.
GUNILD:
Hun faaer nok Hull, Hr. Apotheker! Det er, min Troe, ikke af Koldsindighed; thi han er saa forliebt, som nogen kand være.
GILBERT:
Hvorfor Fanden frier han da ikke i Steden for at præke Eventyr for os? Hvad bryder mig at vide, hvilken Mand Doctor Arius var? Jeg har nok at giøre med de Doctorer og Barberer, som vi nu have. Det er jo en Mand, som er død for over halv anden hundrede Aar siden, og er færdig at staae op igien. Hvad bryder mig ogsaa at vide, hvor mange Paver og Chur-Førster der nu er til? mit Apothek kand jo meget vel staae, om der aldrig var een i Verden.
GUNILD:
I Dag har han svoret mig til at giøre det af.
GILBERT:
Det er got, Mutter! Min Datter skal være da hiemme; han maa spørge efter hende, thi jeg faaer selv ikke Lejlighed at tale med ham, formedelst en Visitatz, som skal holdes i mit Huus i Dag. Adieu. Lad ham kun komme strax.
GUNILD:
See! der er min Søn selv, om Hr. Apotheker vil tale med ham.
GILBERT:
Ney jeg faaer ikke Stunder at tale med ham; I maa sige ham kun, hvad jeg har sagt.
SCEN. 7
M. Gert. Gunild.
GERT:
Mutter! hvi gik Apothekeren saa hastig?
GUNILD:
Hør, mit Barn! denne gang har jeg endnu stillet ham tilfreds, hvorvel ikke uden stor Møye. Manden meen, man vil fixere ham. Han har ikke stor Uret derudi. Det er jo over to Maaneder, siden Partiet blev sluttet, saa at intet stod tilbage uden at tale med hende selv; men den eene Dag gaaer bort efter den anden med din forbandet Snak, som ikke er fire Skilling værd; hvad meener du Folk er forlegen at vide, hvad du bestilte paa din Reise til Kiel, hvor mange Kroer du var udi under Veis, hvor mange Piger du følede paa Knæerne udi hver Kroe, og hvor mange Piber Tobak du smøgede paa Vejen? Her er jo en stor Deel Folk i Byen, der har været længere frem i Verden; Anders Christensøn har jo været 3 à 4 gange i Bordeus og Roven i Frankerig, ja Fanden i Vold hen i Trapezund, eller Cattesund, men fortæller ikke nær saa meget om sine Reiser.
GERT:
Det er, min Troe, ikke Pakketeller, jeg fortæller om min Kielske Reise, hvor mange Potter Øll jeg drak, og hvor mange Piber Tobak jeg smøgede; men adskilligt, som er værd at høre. Vil nu kun Mutter give agt paa, om det er Pakketeller, saa vil jeg kortelig repetere den heele Reise - - -
GUNILD:
Ej gak til Bloksbierg med din Snak. Hen og forret dit Ærende, eller siig reent ud, at du har ingen Lyst dertil, saa kand der blive en Ende derpaa. Flux hen samme Øyeblik.
SCEN. 8
M. Gert. En Apotheker-Svend.
GERT:
Ja jeg maa ind for Alvor at giøre Ende paa dette. Men der seer jeg Apothekerens Svend. Serviteur, Monsieur! et Ord.
SVENDEN:
Hans Tiener, Mester Gert! han vil nok til vores?
GERT:
Ja jeg skulde tale med jer Jomfru. Er han ikke Svend her i Apotheket?
SVENDEN:
Jo jeg er, Monsieur.
GERT:
Jeg har dog ikke seet ham længe her i Huset.
SVENDEN:
Ney jeg har kun været her i Tieneste i 8te Dage; men jeg har tient i 9 Aar i et Apothek i Harslev.
GERT:
Ej er det mueligt, har I tient der?
SVENDEN:
Ja jeg har. Er Monsieur ellers kiendt i Harslev?
GERT:
Ja vist er jeg kiendt i Haderslev; Jeg reiste engang derfra til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Blant andre, som var i Følge med mig, var en Hattemager-Svend, et brav stykke Karl, som endnu boer i Kiel, og holdes for den beste Mester, (alle Hatter, jeg har brugt udi lang Tid, er af hans Arbeid; thi han giør dem saa ærlige og trofaste, som nogen udi Jylland.) Summa Summarum: Vi reiser sammen til Kiel, hver paa sit Handverk, for at forsøge vor Lykke der; thi Kiel er en meget god Stad at komme fort for Handverks-Folk; jeg veed, at mange af mine Kiendinger er kommen did hen med tomme Hænder, men inden nogle Aar have staaet sig som Ulfs-Klinger; thi Sagen er denne, der er faa Arbeidere, og Folket i Byen er velhavende, og betaler vel; derforuden er der got Kiøb paa alting. Jeg skal fortælle Monsieur kortelig, hvorledes Kiøbet var paa Madvarer i min Tiid; først gav man for det beste Pund Flesk, som nogen ærlig Mand vilde komme i sine Erter, ikke meer end en Lybsk Skilling.
SVENDEN:
Ach Monsieur! det blir for vitløftig at fortælle.
GERT:
For det andet, for et Pund Oxe-Kiød ikke meer end en Søsling.
SVENDEN:
Ach! det kommer jo ikke Reisen ved.
GERT:
Tredie, for en halv Tønde Smør ikke meer end fire Rigsdaler.
SVENDEN:
Hør, Landsmand, jeg vil sige reent ud, jeg har ingen Taalmodighed at høre paa alt dette.
GERT:
Fierde, for en Snees Æg ikke meer end en Lybsk Skilling.
SVENDEN:
Ej! hvad har jeg med jer Æg, Smør og Flesk at bestille?
GERT:
Femte, for en Potte Fransk Brændeviin ikke meer end - - - - Ej Monsieur, bliv ikke saa u-taalmodig; nu vil jeg da gaae dette forbi, og fortælle om Reisen: Vi fandt udi den første Kroe paa Vejen en Mand, som saae meget vel ud, med støbte Sølv-Knapper i sin Kiole, og sorte Fløyels Buxer; den samme Mand talede os meget venlig til, og sagde: Mossiørs, skal vi ikke drikke sammen? Vi takkede for den Ære, han vilde giøre os, og drak med ham det eene Kruus efter det andet in bona charitate, indtil vi blev (reverenter talt) halv drukne; da bød han sig omsider til at drikke duus med os; vi bukkede og krummede os, og drak duus med ham. Foermanden sad imidlertid og smilede udi en Krog; vi spurdte ham nogle gange: Swager! warumb lacht er? men han svarede altid: nichts. Endelig, da vores nye Duus-Broer var gaaen bort, fik vi at høre, at det var Bødelen af Slesvig. Nu vil jeg forestille Monsieur, om Folk med Billighed kand blamere os derfor; thi først - - - om Permission, jeg har saadan hiertelig Hoste, jeg maa vende mig lidt fra ham.
Imidlertid sniger den anden sig bort. Gert taler og hoster imellem, medens han har saa vendet sig om.
Først, siger jeg, vidste vi jo ikke,
Hoster imellem.
at det var Bødelen af Slesvig,
Hoster igien.
og posito
Hoster igien.
vi havde vidst det,
Hoster igien.
saa var vi jo derfor lige gode; thi naar vi ret eftertænker, hvad en Skarpretter er,
Hoster igien, og vender sig derpaa om til den anden
saa er det jo ikke andet end Øvrighedens Fuldmægtig. Men hvor blev han af? Mon Fanden tog Hadersleveren? Hei Monsieur Harslever! Hei Landsmand Harslever! Var det ikke uforskammet at løbe saadan fra en ærlig Mands Tale? Jeg skal, min Troe, sige det til Apothekeren, hvilke høflige Svenne han har. Den Knægt maa virkelig være en af de Harslevske nobles venetiens, eftersom han er saa modig. Jeg veed ikke, hvor det kommer, jeg har en slet Skiæbne udi denne Bye; hvis jeg boede paa et andet Sted, kunde jeg fortiene Penge ved min Tale. Jeg troer ikke, noget Menneske, end ikke mine U-venner, skal sige, at jeg nogen Tid har ført Snak paa Bane, at man har hørt mig tale om Veirligt, om Giftermaal, om Barsel-Stuer. Jeg fører lutter Politiske og Udenlandske Discourser, som ikke findes udi mange Bøger, og hvis Værdie ikke kand opvejes med det røde Guld. Men vilde nogen sige: Hvorfor kaster du da Perler for Sviin? hvorfor spilder du u-nyttig kostbare Ord for Folk, som have Esel-Ørne? Jeg svarer dertil: Naar jeg har begyndt en Discours, maa jeg fuldende den. Det er saa min Natur; thi jeg kand aldrig ærgre mig meer, end naar en har hørt Begyndelsen af min Tale, og ikke vil holde ud til Enden. Men hillement! Jeg forsømmer mit Ærende. Jeg maa banke paa.
SCEN. 9
Apothekerens Dreng. Mester Gert.
GERT:
Serviteur, Jesper! Er Apothekeren hiemme?
JESPER:
Jo han er nok hiemme, men er ikke at faae i Tale; thi den heele Doctor-Grad er her i Dag.
GERT:
Hvad er da at bestille?
JESPER:
Her holdes Visitatz. Men Hosbond bad mig, at, naar Mester Gert kom, at jeg skulde kalde paa Mammesellen.
GERT:
Got nok, siig, at jeg er her at opvarte hende.
SCEN. 10
Leonora. Mester Gert.
LEONORA:
Tiennerinde, Mester Gert!
GERT:
Skyldigste Tienner, Mammeselle! Jeg er bange, at jeg kommer i ubelejlig Tid.
LEONORA:
Hvi saa?
GERT:
Jeg hører, at her holdes Visitatz i Dag.
LEONORA:
Det gaaer mig ikke an. Naar der holdes Visitatz hos min Mama, saa er jeg geskæftig. Men dette angaaer kun eene Mandfolkene.
GERT:
Jeg hørte, der var saadan Stojen og Allarm i den store Stue, som der kunde have været holdet en Rigs eller Kreds-Dag.
LEONORA:
Hvad vil det sige: Kreds-Dag?
GERT:
Det er mig kiært Mammeselle, at hun spør mig derom - - -
LEONORA:
Jeg vil dog ikke bemøye ham med at fortælle det denne gang.
GERT:
Thi jeg veed saa vel Beskeed derom, som nogen her udi Byen.
LEONORA:
Jeg tviler ikke derpaa. Men jeg ønsker dog, at det maa blive til en anden gang.
GERT:
Man maa giøre vel Forskiæl, min hierte Mameselle, paa Reichs-Tagen und Kreids-Tagen.
LEONORA:
Ja jeg troer det nok; thi der er stor Forskiæl paa et Rige og et stykke Kride.
GERT:
Ney, det kommer ikke deraf. Jeg skal fortælle hende først, hvad en Reichs-Tag er: En Reichs-Tag kaldes sammen af de 7 Chur-Førster.
LEONORA:
Det kand nok være, Mester Gert. Jeg har ikke den Ære at kiende nogen af de gode Mænd.
GERT:
Der ere 7 Chur-Førster i alt.
LEONORA:
Jeg merker det.
GERT:
Tre ere geistlige, og 4re verdslige; thi de verdslige ere een sterkere.
LEONORA:
Det giør mig ondt paa de Geistliges Vegne. Men hvad kand jeg dertil?
GERT:
Den første er Erke-Bispen af Trier - - -
LEONORA:
Det maa han.
GERT:
Derefter følger Erke-Bispen af Cøln - - -
LEONORA:
Men Mester Gert - -
GERT:
Den 3die er Erke-Bispen af Mentz - - -
LEONORA:
Er det mueligt?
GERT:
Det er saa sandt som jeg staaer her for hende, Mammeselle; thi hvad Fordeel skulde jeg have af at lyve?
LEONORA:
Han har ingen Fordeel af enten at lyve eller sige sandt for mig om saadanne Sager.
GERT:
holdende paa hende
Disse 7 Chur-Førster regierer det fierde Monarchie; thi der har været 3 tilforn, nemlig det Phrygiske, Elamitiske og Mesopotamiske, og dette er det sidste. Naar Chur-Førsterne gaaer under, skal ogsaa Verden forgaae, efter Sybillæ Spaadom; derfor passer man saa nøye paa, at, saa snart Aanden gaaer af en Chur-Første, vælger man strax en anden ud i hans Sted, paa det at Verden ikke skal forgaae, og har det stedse været saaledes practiseret siden Keiser Augusti Tider, hvilken berømmelig Keiser stiftede det fierde og sidste Monarchie efter Sybillæ Begiering, som raadte ham til at grunde det paa 7 Støtter. Hvorpaa samme store Keiser giorde to berømmelige Ting: Først, i det han udskrev all Verden til Skat; for det andet, i det han indstiftede de 7 Chur-Førster. Paven var vel derimod, og sagde: Ihro Keyserl. Majestet, warum so viele weltliche Fürsten auf einmahl zu machen? Men Keyser Augustus, som var en Mand, der ikke lod sig pirre noget ved, blev vred og svarede: Ihr Papstliche Excellentz! Ich will es so haben. Hvorudover Paven strax faldt til Fode, og bad om Naade, ved hvilken Ydmyghed han saa meget udvirkede, at Keyseren tilstædde ham at giøre 16 Cardinaler paa eengang, hvilke ere ligesom geistlige Grever eller Baroner; thi Cardinalatskabet falder alleene til den ældste Søn, men aldrig til Datter, thi hvis en Cardinal døer, og efterlader sig alleene Datter, falder Cardinalatet til Paven igien.
LEONORA:
Monsieur! Jeg har ikke Stunder at høre meer. Vil I være saa god og besøge os oftere, skal det være os kiært, besynderlig, om I kand treffe paa de Tider, som jeg ikke er hiemme; ellers vil jeg bede, I er saa god at fortælle min Kat Resten af Historien, thi han forstaaer den ligesaa vel som jeg. Adieu.
GERT:
Det var, min Troe, reene Ord for Penge. Jeg seer nok, at jeg giør mig forhadt i denne Bye ved min Tale; Jeg skal forsvære at lukke min Mund op oftere, thi disse Folk her i Byen er det ikke værd. Man blir forhadet just for det, som man burde elskes og æres for. Jeg maa hiem, og sige Mutter, hvor haanlig jeg blev modtagen.
Gaaer ud.
SCEN. 11
Gunild. Leonora.
GUNILD:
alleene.
Nu maa jeg hen at høre, hvordan min Søn har forrettet sit Ærende. Det er noget underligt med den Karl. Familien staaer ham an. Han er forliebt i Mammesellen. Hans Person staaer hende an. Forældrene har banet Vejen. Han har været paa Vejen saa ofte at frie, og dog altid med uforrettet Sag er kommen tilbage. Jeg vil ikke haabe, at det er ogsaa saaledes denne gang tilgaaet. Men der seer jeg Mammesellen. Tienerinde min hierte tilkommende Sviger-Datter!
LEONORA:
Den Titel tilkommer mig aldeeles ikke. Hun behager kun at skiemte med sin Tienerinde.
GUNILD:
Hvi saa? Min Søn har jo været her efter Begiering?
LEONORA:
Det er sandt nok.
GUNILD:
Og, som jeg haaber, forrettet sit Ærende?
LEONORA:
Det kand jeg ey heller negte. Han havde sat sig for at komme hid for at underrette mig udi den Tydske Stat, og viise, paa hvad Fod Regimentet staaer i Tydskland. Det samme forrettede han saa meget vel, saa at jeg aldeeles intet kand klage, uden derover, at Discoursen varede for længe.
GUNILD:
Talede han da intet om Kjærlighed?
LEONORA:
Ney Madame! saa længe han talede med mig, var han paa den anden Side af Rhin-Strømmen, og gik alt dybere og dybere ind i Tydskland, saa jeg derover, af Frygt for at blive omsider bragt hen til Tyrkiet, maatte tage Flugten, og bede ham fortælle min Kat Resten. Men der er Vatter; nu kand Madame høre hans Betænkende derover.
SCEN. 12
Gilbert. Gunild. Leonora.
GILBERT:
Madame! hun maa forlade mig, at jeg taler noget plumpt. Jeg vil aldeeles herefter ikke have hverken hendes eller hendes Søns Gang i mit Huus, saasom vi har ikke i Sinde at lade os tage ved Næsen oftere, og tilstæde, at vort Huus blir giort til en Fabel.
GUNILD:
grædende.
Ach Hr. Apotheker! Jeg kand ikke beskrive, hvormeget dette gaaer mig til Hierte. Jeg tilstaaer, at min Søn har den Feil, at, naar han kommer paa sin gamle Snak, glemmer han alt andet, hvad han skal forrette. Men naar man undtager den Skrøbelighed, Hr. Apotheker, saa er der meere got end ondt hos ham. Han er from, en god Huusholder, har heele Aar ikke en Ruus paa, spiller og ikke, er flittig i sin Profession - - -
GILBERT:
Jeg tilstaaer alt dette Madame! derfore tilstæder jeg ham gierne at omgaaes med mine Svenne, som han kand holde Collegium eller Lectie for; men min Datter skal han blive fra, thi det staaer hende ikke an at gaae paa Lectie.
GUNILD:
lader som hun daaner.
Ach! Ach!
GILBERT:
Hillement! Konen faaer ondt. Spring ind Leonora, og tag den Flaske Nummer 3, som staaer paa den fierde Hylde.
Hun kommer ind med Flasken, som man flyer hende at lugte til.
GILBERT:
Hør, Madam! tag sig da dette ikke saa nær.
Hvad vil det sige, om jer Søn ikke faaer min Datter? han kand jo altid giøre ligesaa got Parti.
GUNILD:
Ach Hr. Apotheker! giør mig dog den Tieneste at have Taalmodighed end engang for at undgaae Folkes Snak. Troe mig, han skal ikke blive fixeret oftere.
GILBERT:
Nu nu, Madam! giv jer da tilfreds. Lad ham da komme end engang, og giøre Alvor deraf.
GUNILD:
Tak, Hr. Apotheker! Løber han end engang med Liimstangen, skal jeg ikke kiende ham for min Søn meer.
GILBERT:
Adieu da.
De gaaer bort.
SCEN. 13
Gunild. Mester Gert.
GUNILD:
Ach jeg elendige Menneske! den Søn bringer mig i Graven. Men see! der er han. Tør din liderlige og vanartige Karl understaae dig til at møde for mit Ansigt? Jeg er gall, at jeg legger saadant paa Hiertet; thi jeg burte have slaaet Haanden af dig for længe siden. Hvorledes har du forrettet dit Ærende ogsaa denne gang hos Apothekeren?
GERT:
Vel nok Mutter, alleene at Mammesellen var noget for hastig.
GUNILD:
Det er at sige, hun vilde ikke sidde heele Timer og høre paa din forbandet Snak. Din vanartige Skielm!
Gir ham et Ørefigen.
siig mig,
Gir ham et paa den anden Side.
hvorfor gik du hen til Apothekeren? var det for at tale om Stats-Sager?
GERT:
Mammesellen spurdte mig, hvad en Kredseller Rigs-Dag var i Tydskland, saa veed jeg jo, at jeg maatte underrette hende derom, hvilket man ikke kand giøre, uden man beskriver Chur-Førsterne, og viser, at de ere 7 in alles, nemlig 3 Geistlige og 4re Verdslige. Som for Exempel: De Geistlige ere Chur-Førsten af Cøln - - -
GUNILD:
gir ham et par Ørefigen igien.
See! der har du et par af de Geistlige og Høylærde efter Cølns Vegt. Vil du nu holde din Mund?
GERT:
Ach Mutter! vær dog ikke saa vred paa mig. Still Apothekeren end engang tilfreds. Jeg skal, min Troe, ikke opholde Jomfruen oftere med Snak, og gaae uden om, men strax lige til, saa at hun skal være fornøyet med mig.
GUNILD:
Hør, Gert! den Vrede, jeg lader see mod dig, reiser sig af lutter Kiærlighed. Jeg har end engang, dig u-afvidende, stillet Apothekeren tilfreds; gak derfor nu paa staaende Fod lige derhen, men viid derhos, at dersom du fører dig ogsaa denne gang op, som tilforn, skal jeg aldrig kiende dig for min Søn meere.
Gaaer bort.
Mester Gert gaaer strax hen og banker paa. Mammesellen kommer selv ud.
SCEN. 14
Leonora. Mester Gert.
LEONORA:
Velkommen tilbage min kiære Mester Gert!
GERT:
Ydmygste Tienner min hierte Jomfrue! Jeg beder tusind gange om Forladelse, at jeg fortørnede hende sidst med min lange Tale.
LEONORA:
Det er ham alt forladt min kiære Mester Gert!
GERT:
Jeg beder, Jomfruen ikke vil regne mig det til onde.
LEONORA:
Aldeeles ikke. Hans gode Moer har stillet min Papa og mig tilfreds igien.
GERT:
Jeg bekiender, min hierte Jomfrue, at jeg snakker undertiden noget meget.
LEONORA:
Ja det har jeg og merket.
GERT:
Mange legger mig det til en Lyde, men der findes dog visse brave Folk, som skiønne derpaa.
LEONORA:
Det vil ikke sige, Mester Gert, naar man ikke taler så meget i u-tide.
GERT:
Men har da Jomfruen af Hiertet forladt mig min forrige Forseelse?
LEONORA:
Ja jeg har, Mester Gert, af mit gandske Hierte.
GERT:
kysser paa hendes Haand.
Jeg vil tiene hende, min hierte Jomfrue! vi, som har reist Udenlands, har gierne den Syge eller Orm, hvad man kand kalde det, at vi vil fortælle, hvad vi har hørt og seet paa fremmede Steder, for at lade see, vi ere ingen Hiemfødinger.
LEONORA:
Har da Mester Gert reist Udenlands? det har jeg, min Troe, aldrig vidst.
GERT:
Jo mænd. Jeg reiste engang fra Hadersløv til Kiel, men glemmer aldrig den Reise, etc.
LEONORA:
Monsieur! Slipper I mig ikke, saa faaer I et par Ørefigen.
Gaaer bort.
SCEN. 15
MESTER GERT:
alleene.
Jeg tilstaaer gierne, at jeg taler meget; det har jeg efter min Far. Men han førte ingen Sladder, og det giør jeg ikke heller. De got Folk her i Byen vil nok savne mig engang, naar jeg er død, og sige: Fanden fare i Gert Westphaler, han var dog bedre Mand, end vi holdt ham for at være; thi siden han døde, er her ikke een i Byen, der veed saa at tale om Udenlandske Sager. Ja de vil sige: Gid vi kunde grave ham levende op af Jorden igien. Saa længe Folk lever, agter man dem ikke, men de ere ikke død, førend det fortryder dem. Avindsyge er ogsaa maa skee til deels Aarsag derudi. Man seer, at jeg fører Discoursen alleene i alle Selskabe. Andre vil gierne tale med, men kand ikke, og derfor lider ikke at høre mig tale.
Hvorfor hader Jørgen Handskemager mig meest af alle? just fordi han heldst af alle Folk her i Byen vil give et Ord i Lavet med, men tør ikke føre nogen polisk Tale, naar jeg er tilstæde; thi han veed, at jeg hugger ham strax i Flanken, saasom jeg forstaaer mine Politica bedre end han. Jeg har ofte mærket det, at, saa tit jeg kommer i hans Selskab, stiller han sig gandske taus an, ligesom han vil indbilde Folk, at han er af de kloge Mænd, der taler lit, og grunder meer.
Det er saa en gammel Stræg af visse Dosmere, der intet forstaaer, og derfor giør sig en grundig Mine, og tier, naar lærde Folk, som jeg eller andre, er tilstæde; da de dog med all deres Grunden tænker ikke meer end en Hest eller et Faar. Skal jeg nu derfor lade mig Munden binde? Ney jeg vil heller være misundet end foragtet. Jeg vil heller, Folk skal sige: der sidder en carnaliøsk Tunge paa den Karl, end at de skal sige: den Karl sidder som en dum Fæhund eller Skabhals, der har hverken Maal eller Mæle. Men hvad skal jeg giøre i denne Sag? Jeg tilstaaer, at jeg kom noget for dybt udi Snak med Jomfruen. Men kunde hun sagte ikke høre min Tale ud? Skulde hun derfor true mig med Ørefigen? Jeg er vis paa, at Apothekeren nu vil hæve Partiet op. Men han skal give mig Sag. Jeg skal bevæbne mig med Lands Lov og Ret.
Gaaer bort.
SCEN. 16
Gunild. Gilbert. Leonora. Pernille.
GUNILD:
Jeg skal ikke kunne bilde mig andet ind, end min Søn har efterlevet mine Formaninger, og engang for Alvor giort Ende paa det, som ligger mig saa meget paa Hiertet. Men der seer jeg Apothekeren komme med hans Datter alleene. Ach mit heele Legeme skielver af Redsel, jeg er bange - - Hans Tienerinde, Hr. Apotheker! hvor er min Søn?
GILBERT:
Hør, Madam! Jeg vil ikke overfuuse hende. Hun er en skikkelig Kone, og uskyldig derudi.
GUNILD:
Ej! hvad er nu paa færde igien?
GILBERT:
Hendes Søn har denne gang forrettet sit Ærende som tilforn. Han har ikke kunnet tale et Ord om Kjærlighed for andet forbandet Snak om Aviser og Stats-Sager.
GUNILD:
Ach jeg elendige Menneske!
GILBERT:
Giv jer tilfreds, Madam!
GUNILD:
Vil da Hr. Apotheker ogsaa tilgive ham det denne gang?
GILBERT:
Ney Madam! Vi kand ellers være gode Venner. Min Datter kand nok blive gift. Monsr. Leonard, Distillereren her i Gaden, har stor Kjærlighed til hende. Jeg har ikke behov at trænge min Datter paa nogen.
GUNILD:
Jeg tviler aldeeles ikke derpaa. Men Hr. Apotheker - -
GILBERT:
Men min kiære Madame! hun er saa god herefter at lade mig være med Fred.
GUNILD:
Ach jeg sørger mig virkelig ihiel over den Søn. Ach! Ach!
GILBERT:
Det giør mig hiertelig ondt for hendes skyld, Madam!
GUNILD:
Men Hr. Apotheker! det er dog en ringe Fejl, som vil forgaae med Tiden. Han er ellers saa skikkelig, saa jeg i ingen anden Ting har at klage over ham.
GILBERT:
Han maa være saa skikkelig som han være vil; jeg lar mig ikke oftere narre.
GUNILD:
Ach min Herre! Jeg beder med grædende Taare, forlad ham endnu denne gang. Jeg svær en dyr Eed, at jeg aldrig skal oftere tale for ham. Giør det dog formedelst det Venskab, der har været mellem os.
GILBERT:
Madam! Jeg kand ikke bære det over mit Hierte, at see hende saa sørge. Kom an Madam, jeg pardonerer ham endnu, men eengang for alle.
GUNILD:
Jeg skal, min Troe, aldrig lukke min Mund oftere op for ham.
GILBERT:
Lad ham da komme Klokken 5 i Aften, saa skal Notarius være der, paa det at, saa snart han har givet sin Kierlighed tilkiende, vi strax kand slutte Ægteskabs Contract. Saa har man Ende derpaa.
GUNILD:
Nu gaaer jeg strax hiem og præker for min Søn, saa det skal dundre efter.
SCEN. 17
Gilbert. Leonora. Pernille.
GILBERT:
Nu min Datter! han skal ikke fixere dig meer end denne gang.
Leonora sukker.
GILBERT:
Hvorfor sukker du saa?
PERNILLE:
Jeg sukker, Hosbond, hvorvel jeg skal ikke have ham. Hvad maa hun ikke da giøre? Om Hosbond havde 10 eller 12 Døttre, som han maatte gifte bort for Armod, saa kunde jeg nogenledes begribe det, men - -
GILBERT:
Nu Mammeselle, holdt du din Mund. Nu vil jeg saa have det. Der er jo ellers aldeeles intet ont at sige paa Karlen.
PERNILLE:
Det er, min Troe, en brav vittig Karl, dersom han ikke var saa gal.
GILBERT:
Hvad har du andet at sige paa ham, end at han snakker noget for meget? Det er jo en almindelig Fejl hos Folk af den Profession.
PERNILLE:
Det er sandt nok, Hosbond. Men denne er som Capitain for alle Verdsens Barberere udi at snakke. Jer Datter i Steden for at gaae til Brudeseng, vil gaae om Aftenen paa Lectie med ham. Nætterne vil han drive bort med at fortælle Aviser, hvilket en ung Jomfrue ikke er tient med. Jeg troer virkelig, at hun inden et Aar blir forvandlet til en Avis. Jeg tog ham, min Troe, ikke, det er alt hvad jeg kand sige, uden saa er, at jeg kom til Skade at miste mine Ørne, at han kunde præke uden at incommodere mig.
GILBERT:
Ja nu hielper ingen Raisonnering. Hvad jeg har lovet hans Moer, det holder jeg.
Gaaer ind.
SCEN. 18
M. Gert. Tobias Procurator.
M. GERT:
Saa raader I mig da paa jer Samvittighed, Hr. Advocat, at føre Process med Apothekeren?
TOBIAS:
Monsieur! Jeg har aldrig raadet nogen ærlig Mand fra Process; thi ellers maatte jeg ilde forstaae min Jura, ligesom det var en slet Chirurgus, der raader en Patient fra at aarelades.
GERT:
Men meener I, at jeg kand vinde Sagen?
TOBIAS:
Vil I ikke føre Process uden for at vinde Sagen? Hvad er det for Snak?
GERT:
Hvorfor skulde jeg da føre Process?
TOBIAS:
Monsieur! I kand være en god Chirurgus, men forstaaer slet jere Jura. Mon en Syg tar ikke en Doctor an, omendskiønt han er vis paa, aldrig at blive cureret? alleene fordi Folk ikke skal legge ham til Last, at han døde uden Doctor ligesom et u-mælende Beest. Ligesaa er det, naar een lader fare en Process. Folk siger jo om ham: Den Kryster, den Gnier, han vilde ikke staae paa sin Ret. Tvert imod, naar man taber ærlig en Sag, kand man sige: Jeg har en god Samvittighed; thi jeg har giort alt hvad jeg kunde. Tilmed saa er dette en Sag, som I aldrig kand tabe.
M. GERT:
Men Hr. Advocat! I har endnu ikke hørt, hvorudi Sagen bestaaer.
TOBIAS:
I siger jo, at det er mod en Apotheker?
GERT:
Jo det er.
TOBIAS:
Det er alt nok, Monsieur! Der har I min Haand paa, at I skal vinde Sagen. Det er min ringeste Konst at feje en Apotheker af. Og lad være, at I taber, saa forsikrer jeg, at I skal tabe med Respect. Hvori bestaaer ellers Sagen?
GERT:
Min Moer og Apothekeren har sluttet Ægteskab mellem mig og hans Datter. Jeg var der henne i Dag for at tilkiende give min Kierlighed for hende. Men førend jeg kom til at frie, faldt jeg hen udi en anden Materie, hvilket er hendt mig nogle gange tilforn; saa at hun blev u-taalmodig, og truede mig med Ørefigen.
TOBIAS:
Vil I lade den Sag fare, saa maa I være en Slyngel. Forlad jer paa mig som en ærlig Mand; jeg vilde ønske, at I sad paa Livet, og skulde henges, paa det jeg kunde viise, med hvilken Nidkierhed jeg vilde føre jer Sag.
GERT:
Jeg takker skyldigst. Man tillægger mig som en Feil her i Byen, at jeg taler for meget; men det er ikke Slidder Sladder jeg fører. Jeg taler om lutter Stats-Sager og Aviser, hvilket man burte give mig Penge for at høre. Folk er her ikke uden for at æde og drikke og spille en Forkeering eller Lanter. Ney da lover jeg mit Fødeland Westphalen. Min Far har fortalt mig, at der er i hver Gade Snakke-Forsamlinger, hvor man kommer ikke fra, førend man er gandske hæs.
TOBIAS:
Talen er det, hvorudi vi skilles fra Besterne. Men ellers har alting sin Tid. Naar man skal frie, saa maa man sætte anden Snak til side.
GERT:
Det er sandt nok. Jeg kommer tit i saadan Snak mod min Villie. Jomfruen førte mig halv paa gang; thi engang spurdte hun mig om hvad en Kreds-Dag var i Tydskland, og en anden gang om min Reise til Kiel, hvilket hun syntes jeg forklarede alt for vitløftig. Men vil der ikke Tid til saadant Hr. Advocat?
TOBIAS:
Der kand jo ikke meget siges om en liden Reise til Kiel.
GERT:
Ikke det? Jo, jo. Det var, min Troe, en merkværdig Reise. Jeg reisede fra Haderslev for 3 Aar siden den 20. Februarii, om jeg mindes ret - - -
TOBIAS:
Ja Monsieur, jeg forlanger ikke at vide noget derom. Jeg har selv været nogle Gange paa Kieler Omslag.
GERT:
Ney, naar jeg tænker mig om, saa var det d. 19. Februarii - - -
TOBIAS:
Nu er ikke Tid at tale derom. Nu maa vi tale om Processen.
GERT:
Blant andre, som var i Følge med mig, var en Hattemager-Svend - - -
TOBIAS:
I skal strax, inden Soel gaaer ned, lade Apothekeren beskikke.
GERT:
Ney hør nu lidt først: Samme Hattemager var et got stykke Karl - - -
TOBIAS:
Klagen skal opsættes paa den Maade - - -
GERT:
Han boer endnu i Kiel, og holdes for en af de beste Hattemagere; thi - - -
ADVOCATEN
continuerer sin Tale saaledes, medens M. Gert ogsaa fortæller sin Reise:
Saasom Seign. Gilbert, Apotheker her i Staden, af velberaad Hu har accorderet mig sin Datter til Ægtefelle, men hans Datter nu med Foragt har forviset mig sit Huus, og vil uden skiællig Aarsag ophæve Partiet: Da, saasom det er bleven bekiendt over den heele Bye, at jeg er forloved med hende, tillader min Reputation ikke at fordøye saadan Foragt, men tilskynder mig at paastaae min Ret, og at søge Øvrighedens Bistand i denne Sag; thi hvis saadant skulde have Gænge, stod det herefter et hvert Fruentimmer frit for at spille med en brav Mands Reputation.
Mester Gert holder for hans Mund, og Advocaten gir ham et Ørefigen, hvorpaa de komme i Haar sammen, og Mester Gert driver Tobias ud.
SCEN. 19
Gunild. M. Gert.
GUNILD:
Hvad Pokker er dette for Allarm? Jeg tænkte at finde ham hiemme begrædende sine Synder, og just treffer jeg ham udi Klammerie.
GERT:
I skulde beklage mig Mutter, dersom I vidste min slette Skiæbne.
GUNILD:
Din slette Skiæbne? Ney du maa sige din slette Conduite. Jeg har alt hørt, hvordan du har bæret dig ad sidste gang for Apothekeren igien.
GERT:
Jomfruen visede mig bort med Foragt, og truede mig med Ørefigen.
GUNILD:
Du havde fortient at prygles med Stok af Huset.
GERT:
Hvorpaa jeg vilde raadføre mig med denne Advocat for at høre, hvad jeg skulde giøre med denne Sag. Men han var ligesom han var gall; Jeg kunde ikke faae et Ord frem for ham.
GUNILD:
Vil din Slyngel tænke paa at føre Process med got Folk, som du har fixeret saa ofte?
GERT:
Hvad skal jeg da giøre, Mutter? Jeg er gandske modløs.
GUNILD:
Du skal hen og henge dig selv; thi du est ikke værd at leve.
GERT:
Ach! skulde der ingen Middel være til at stille Apothekeren tilfreds igien?
GUNILD:
Ney tænk kun aldrig derpaa, hverken at stille ham eller mig tilfreds igien.
GERT:
Farvel Mutter! Jeg troer, at I faaer mig aldrig meer at see.
GUNILD:
Jeg vil dog ikke friste ham længer. Hør, Mester Gert! hvor vilt du hen?
GERT:
Ach! Jeg er ganske desperat.
GUNILD:
Jeg har end engang med stor Arbeide stillet Apothekeren tilfreds.
GERT:
Ach min allerkiæreste Moer! er det sandt?
GUNILD:
Ja, men vær forsikret paa, at det aldrig skeer oftere. Apothekeren har bestilt Notarius at være den Tid tilstæde, at, om du bær dig ret ad, og faaer ja af Jomfruen selv, Ægteskabs Contracten strax kand sluttes.
GERT:
Ach vær forsikret om, min hierte Moer, at jeg skal tage mig vare.
GUNILD:
Du kand giøre, som dig lyster. Jeg vil aldrig have meer dermed at bestille. Kom hiem saa længe.
De gaaer.
SCEN. 20
Leonard. Henrich.
LEONARD:
Det er nok, at du alleene faaer fat paa Pigen for at høre, hvordan Sagerne staaer, og om det Giftermaal endelig skal gaae for sig.
HENRICH:
Men hvad got giør det, at I endelig vil vide det?
LEONARD:
Ach! det er jo naturligt, at man vil vide det, hvorudi all ens Lykke bestaaer. Giør dig et Ærende, og gak ind og see, at du kand bringe hende herud.
Henrich gaaer ind.
LEONARD:
Ach Ach! jeg havde kunnet forekomme all denne Fortræd. Det vinder man ved Blufærdighed. Havde jeg kun dristig begieret hende, den første Tid jeg følede Kierlighed, saa havde hun nu været i mine Hænder. Jeg troer dog aldrig, at hun selv kand give sit Hierte til saadan Karl. Hvad hun giør, det giør hun for at føye sin Far. Men hvordan det er eller ikke er, saa er Ulykken lige stor for mig, efterdi hun gaaer mig qvit. Men der kommer Henrich tilbage med Pigen.
SCEN. 21
Leonard. Henrich. Pernille.
LEONARD:
Ach lille Pige! siger I Dommen af for mig, eller kand jeg reddes?
PERNILLE:
Min Herre! Jeg kand sige jer en Ting, at Jomfruen er lige saa ilde til Mode som I. Mester Gert har været her siden, og ved sin forbandet u-rimelige Snak giort sig Jomfruen saa vederstyggelig, at hendes Hierte vil briste, naar hun tænker paa, at hun skal bindes til saadan Mand. Apothekeren blev ogsaa gandske vred, og vilde ophæve Partiet, i sær da han hørte af os, at I havde Kierlighed til hans Datter. Men han har siden af Moerens Suk og Graad ladet sig overtale at forsøge end engang, stevnet Mester Gert hid med Notarius Klokken 5 for at slutte Ægteskabs Contracten, i fald han bær sig skikkelig ad.
LEONARD:
Men vil Jomfruen skikke sig derudi?
PERNILLE:
Hun tør ikke sige sin Far imod, thi han er en haard Mand; men hun har aabenbaret sit Hierte for sin Farbroder Seignr. Gottard, hvilken ynker hende, og har lovet at bringe ham i Discours om Stats-Sager igien. Og naar det skeer, maa I være ved Haanden, for strax at begiere hende, naar Apothekeren blir vred.
LEONARD:
Men jeg er bange, at han tar sig nok vare.
PERNILLE:
Hvis saa er, og hun merker, at det skal blive Alvor af, giør hun sig heftig syg for at opholde Bryllopet, og give os Tid at pønse paa anden Raad. Jeg viskede til Jomfruen, at I var der uden for; jeg troer nok, at hun strax kommer hid. See her er hun med hendes Farbroder.
SCEN. 22
Leonard. Henrich. Pernille. Leonora. Gottard.
LEONARD:
Allerkiæreste Jomfrue! hendes Pige letter mit Sind, i det hun siger mig, at Jomfruen har faaet Afskye for Mester Gert.
LEONORA:
Det er sandt min kiære Monsieur Leonard! men jeg har en haard Far at trækkes med.
LEONARD:
Men min hierte Jomfrue! jeg haaber dog, at, naar hun holder Stand, hendes Far ikke tvinger hende med Magt.
LEONORA:
Jeg vil nødig underkaste mig min Fars Vrede, førend jeg har forsøgt, om Sagen kand jevne sig selv. Men hvis det ikke skeer, maa jeg være ulydig.
GOTTARD:
Gir jer kun tilfreds Børn lille. Lad kun Mester Gert komme, og blir I, Monsieur, ved Haanden Klokken 5, som ikke er langt til. Jeg haaber nok, at jeg skal bringe Mester Gert i Snak igien, og komme ham gandske at forspilde sin Credit, og hvis det gaaer ikke an, vil vi være betænkte paa andre Midler. Jeg kand ikke negte, at dette Partie jo aldrig har staaet mig an, og at jeg jo tusind gange heller seer, at min Broer-Datter falder i Monsieurs Hænder. Min Broer selv ønskede det samme. Det staaer ham kun for Hovedet, at han ikke vil bryde sit Løfte. Gaaer I kun til side saa længe og forlader jer paa mig. Nu vi maa ind igien.
SCEN. 23
Mester Gert.
GERT:
alleene.
Nu staaer det paa, Mester Gert, om du kand giøre Prøve, eller blive en Slyngel all din Livs Tid. Jeg veed, at jeg jo sagte kand holde mig fra at snakke om lærde Sager en Times Tid.
Knytter Næven mod sin Mund.
Hør, Monsieur Mund! Du skal faae en Verdsens Ulykke, hvis du taler andet end kortelig om Kierlighed i Aften. Naar jeg betænker dette alligevel, saa er det forskrækkeligt, at een skal blive hadet alleene fordi man fører lærde Discourser. Men jeg maa lade det fare, thi all min Lykke dependerer deraf. Jeg haaber nok at skal staae Karl, undtagen nogen fører mig selv paa Snak; thi jeg kand ikke negte det, at, naar nogen spør mig om de Materier, som jeg er dreven udi, at det jo er min Verdsens Vellyst at forklare dem saadant. Men jeg maa øve mig lidt for desbedre at modstaae saadan Fristelse. Men der seer jeg Notarius kommer. Nu er det Tid.
SCEN. 24
Notarius. Mester Gert.
NOTARIUS:
Serviteur, Mester Gert! Jeg er hidkalden i Dag for jer skyld.
GERT:
Jeg veed det nok Hr. Notarius! Jeg har været her nogle gange tilforn, men har maat gaaed bort med uforrettet Sag.
NOTARIUS:
Hvi saa?
GERT:
I veed, Hr. Notarius, at jeg læser curieuse Bøger iblant, og at jeg gierne vil lade høre i Selskabe, hvad jeg har læset. Jeg er nogle gange her udi Huset ved Anledning forfaldet udi saadanne Materier, da jeg dog alleene burte tale om Kierlighed. Jeg vil dog haabe, at jeg skal skikke mig bedre denne gang.
NOTARIUS:
Jeg veed, I kand jo tvinge jer en Times Tid.
GERT:
Hr. Notarius! vil han ikke være af den Godhed at exercere mig lidt, stille sig an som han er Jomfruen, og spørge mig om en og anden curieuse Materie, for at see, om jeg kand holde Stand? Det er saa vanskeligt for mig at skiule mit Pund, heldst naar nogen gir mig Anledning at tale.
NOTARIUS:
Hiertelig gierne. See nu er jeg Jomfruen.
GERT:
Ydmygste Tienner min hierte Jomfruel
NOTARIUS:
Tiennerinde, Mester Gert.
GERT:
Jeg kommer skielvende til hende denne gang.
NOTARIUS:
Hvorfor det?
GERT:
Fordi jeg fortørnede hende sidst med min lange Tale.
NOTARIUS:
Ej det vil ikke sige. Han taler jo altid vel. Men hvad got nyt Mester Gert?
GERT:
Ingen Ting hierte Jomfru!
NOTARIUS:
Har han ikke læset Aviserne?
GERT:
Jo jeg har, min Troe.
NOTARIUS:
Er der intet nyt i dem?
GERT:
Ikke uden at - - Ney det er sandt, jeg har, min Troe, ikke læset Aviserne, siden jeg reiste udenlands.
NOTARIUS:
Har Mester Gert da reist udenlands?
GERT:
Jeg reiste engang fra Harslev til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Der var i Følge med os en Hattemager - -
Han slaaer sig paa sin Mund.
Vil du tie dit Beest!
NOTARIUS:
Hvad vil han ellers sige om den Hattemager?
GERT:
Intet uden at det var en Skurk, som er ikke værd at tale om.
NOTARIUS:
I bær jer vel nok ad.
GERT:
Ja jeg troer nok, at jeg skal staae Karl. Vil I nu gaae ind Hr. Notarius, og sige, at jeg er her.
Notarius gaaer ind. Mester Gert gaaer og exercerer sig, mumlende ved sig selv, slaaer sig for sin Mund.
SCEN. 25
M. Gert. Gottard. Leonora. Pernille. Notarius.
GERT:
Ydmygste Tienner min smukke Jomfru!
LEONORA:
Tiennerinde.
GERT:
Jeg kommer skielvende til hende denne gang.
LEONORA:
Giør han det?
GERT:
Jeg beder ydmygst om Forladelse for sidst.
LEONORA:
Naar min Far har forladt ham det, maa jeg ogsaa forlade ham.
GERT:
Jeg haaber, at Jomfruen og selv af Hiertet forlader mig min Forseelse.
LEONORA:
Jeg er aldrig min Far gienstridig.
GERT:
Hendes gode Far, saavelsom hun selv, har haft Aarsag at være vrede paa mig.
LEONORA:
Det er sandt i visse Maader.
GERT:
Men min hierte Jomfrue! det er ogsaa min eeneste Fejl; thi for Resten er jeg ædrue, og tar vare paa mine Sager.
LEONORA:
Det er sandt nok.
GERT:
Jeg vil ikke undskylde min Opførsel mod dem, men gierne kalde det en Forseelse, hvorvel det holdes for en Dyd paa andre Steder.
LEONORA:
Det kand nok være.
GOTTARD:
I got Folk ere ogsaa noget delicate. Jeg vilde, min Troe, ønske, at jeg kunde have Mester Gert altid hos mig; thi jeg er en Elsker af Discourser, og saa viit som jeg har hørt, fører han ingen Pølse-Snak.
GERT:
Jeg takker min Herre skyldigst for de gode Tanker han har om mig.
GOTTARD:
Men hvad er det Folk støder sig saa meget over? fører han nogen u-sømmelig Tale?
GERT:
Det skal ingen sige mig paa. Jeg taler kun om lærde og curieuse Sager.
PERNILLE:
Jeg vil tienne Farbroder, Mester Gert er en Mand, som har reist udenlands. Paa saadanne Reiser lider man ondt og sætter Penge til. Den eeneste Nytte der ved er, at man kand fortælle sine Reiser, naar man kommer tilbage.
GOTTARD:
Saa har da Mester Gert reist?
GERT:
Ney ikke saa synderlig.
PERNILLE:
Jo mig synes, jeg har hørt, at han engang reiste til Kiel.
GERT:
Ja det er endelig sandt. Jeg reisede for nogle Aar fra Harslev til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Der var med os paa Vejen - -
Han tier og stikker Tørklædet i Munden.
GOTTARD:
Hvo var med ham paa Vejen?
GERT:
med Tørklædet i Munden.
Ingen.
GOTTARD:
Hør, Monsieur! efterdi han taler ikke uden om Reiser og Historier, kand jeg ikke see, hvor nogen kand legge ham saadant til Last.
PERNILLE:
Jeg min Troe ikke heller.
GOTTARD:
Og jeg skal reprimandere min Broer, fordi han har stødt sig derover.
GERT:
Jeg takker skyldigst. Men de forlader mig, at jeg maa forrette mit Ærende hos Jomfruen.
GOTTARD:
Jeg kand sige for min Part, Pernille, at der ere visse Ting i Aviserne, som jeg vilde give Penge for at høre forklare. Jeg har tit læset om de Torys og Wigs udi Engeland, men veed ikke Grunden dertil, og ingen udi heele Byen kand give mig Underretning derom.
MESTER GERT:
som midlertid har staaet og giort Cour til Jomfruen, spidser sine Øren, og siger:
Da kunde jeg give ham Underretning, hvis jeg havde stunder dertil.
GOTTARD:
Jeg tviler hiertelig derom Monsieur; thi ingen her i Byen veed ret Beskeed derom.
GERT:
Gid jeg faae en Ulykke, Monsieur, om jeg ikke veed det paa mine Fingre.
GOTTARD:
Ja jeg veed ogsaa noget løsligt derom. Jeg veed, at Torys ere de Folk, som sloge Hovedet af Kong Jacob.
GERT:
I farer vild, Monsieur, det er gandske anderledes. Men jeg skal forklare det siden, nu maa jeg først - -
GOTTARD:
Ha ha ha! Jeg hører strax, at I ikke veed Grunden dertil. Torys ere de, som sloge Kongen ihiel. Det veed jeg vist, vidste jeg saa vel Beskeed om det øvrige.
GERT:
Ney, er det ikke, Monsieur! Ney. Der ere 4re Hoved-Secter i Engeland: Torys, Wigs, Mannister og Anabaptister - - -
PERNILLE:
sagte.
Nu har vi Spillet vundet. Nu løber jeg efter Apothekeren og Monsieur Leonard.
GERT:
continuerer.
De Torys ere de fornemmeste, som altid holde Kongens Partie, og som figtede for Kong Jacob, da han førte Krig udi Engeland mod de Wighs, som rebellerede under Cromwels Anførsel. Denne Cromwel, som paa Latin heeder Massaniello, var en Slagter-Søn, men bragte det saa vit, at han blev Ridder af Hosebaandet, og Generalissimus til Lands og Vands. Thi der var et forbandet Hoved paa ham; tænk engang, Monsieur! han var saa dygtig, at han kunde give Audience, læse, skrive og dictere 4re Breve paa eengang. (Det er noget utroeligt, men det er saa sandt som jeg staaer for hans Øyen.)
Apothekeren kommer ind i det samme, trækker paa Axlene, har Bud efter Leonard, hvilken blir copuleret til Jomfruen mens M. Gert taler.
Kong Jacob derfor ophøyede ham fra en Æres Post til en anden. Men da Erke-Bisp-Stoelen i Canterborg blev ledig, og Kongen gav den bort til en ved Navn Fairfax, da dog Cromwel havde recommenderet sin Svoger dertil, blev han ophidset, at han rebellerede mod Kongen, fik en Armee sammen af lutter Wighs, Mannister og Anabaptister, overvandt Kong Jacob udi et stort Feltslag, fik ham fangen, og lod ham om Aftenen halshugge. Derpaa komme de Wighs paahøyeste Spidse. De Torys bleve undertrykte, og Cromwel blev udraabt for Protector af Engeland. Men da han havde regieret nogle Aar, kom Kong Jacobs Søn tilbage, conjungerede sig med de Torys, og slog de Wighs adskillige gange, saa de fik en ævig Ulykke, og endelig udi det sidste Slag fik min gode Monsieur Cromwel fangen, som han lod sønderrive af 4re Heste. Derpaa komme de Torys i Veiret igien, hvilke besluttede gandske at udrødde de Wighs og deres Tilhengere, de Anabaptister og Mannister. Men som deres Antall var alt for stor, forandrede man det Forsæt, og lod alleene forbyde dem under Livs-Straf at have Gevær i deres Huus. Dette er Aarsag til den Had, som er mellem de Torys og Wighs, og at de første altid maa holde de sidste Tommelfingeren paa Øyet - - Men ach Himmel! jeg staaer her og snakker saa meget; hvor er Jomfruen?
PERNILLE:
Hun er alt fløyten. Hun blev copuleret til denne unge Person, medens Mester Gert var i Engeland.
GERT:
Hvad? Er det sandt Hr. Apotheker?
GILBERT:
Ja Monsieur! Jeg har holdt mit Løfte og stevnet jer endelig denne gang hid for at giøre Sagen af. Men som jeg seer, at der er intet ved jer at giøre, saa har jeg givet min Datter bort til denne gode Mand, som har længe baaret Kierlighed til hende.
GERT:
Ach! gid I faaer en Ulykke, som bragte mig i denne Tale. Ach Hr. Apotheker! kand det ikke forandres igien?
GILBERT:
Ney, vær saa god at hilse jer Moer. Her er nu intet for jer at hente, uden I vil have min Pige Pernille.
PERNILLE:
Faae den Skam, der vil have ham, Vatter. Jeg kand ikke lade mig nøye med Snak alleene.
M. GERT:
Men Hr. Apotheker - -
GILBERT:
Men Monsieur! Her er nu intet ved at giøre. Nu er Contracten sluttet.
M. GERT:
Ach jeg vil ikke være længer i denne Bye, men reise hen andensteds, hvor Lærdom er meer agted.
GILBERT:
Lykke paa hans Reise! Kommer, lader os gaae ind.