FORELØBIG UDGAVE. 19.7.2005. BA - http://bjoerna.dk





Det benyttede eksemplar af »Mellem Siljan og Sorrent« var ejet af den for længst hedengangne Studenterforeningen, der havde et stort bibliotek og som i tidens løb holdt mange store litterære arrangementer. Siden er eksemplaret kommet til Odense Universitetsbibliotek (hvor det er registreret under nummeret 68-2583).

Dette uddrag af »Mellem Siljan og Sorrent« består af tre prosastykker og af bogens afsluttende digt. Det første af stykkerne vedrører den danske maler, Albert Küchler, der var konverteret til den katolske tro - og som senere var blevet franciskanermunk. Han døde i Rom og er begravet der.

Bøgh citerer et sted Marstrand's ret barske kritik af Küchler's person og levevis: Det kan kun gå galt, når man lever så asketisk som Küchler, mener han.

De to næste stykker drejer sig om nogle besøg som Nicolaj Bøgh gjorde sammen med H.C. Andersen, dels hos maleren Kaulbach, dels hos forfatteren Fritz Reuter. De er medtaget netop fordi de beskriver Andersen. (Der er også en munter passage om Andersen i Küchler-stykket).

Det afsluttende digt er ret dårligt; formentlig »faldt det igennem« allerede ved udgivelsen i 1883. Når det alligevel er medtaget her, er det for at supplere billedet af Nicolaj Bøgh.

Nicolaj Bøgh fortjener at blive husket. Ikke så meget for sin egen digtning, men for sin store indsats som formidler af litteraturen og som støtte for andre danske kunstnere, H.C. Andersen ikke mindst.

Denne internetudgave forsøger at følge Nicolai Bøgh's originale ortografi m.v., fx når han skriver dér og dèr, og når han skelner mellem aa og aâ; det første å er helt trykløst [det var så dét], det andet har større eller mindre tryk [han 'så på hende]. Det er tydeligt at Bøgh har indrettet sin tekst til at den skulle høres - dvs. høres rigtigt.

Bøgh har spatieret en række personnavne (og enkelte andre ord) for at fremhæve dem; her er i stedet brugt kursivering.


Bjørn Andersen
sommeren 2005





Nicolaj Bøgh

Se nærmere på Frederiksberg Bibliotek's hjemmeside: http://www.fkb.dk/page1831.asp




Mellem Siljan og Sorent


REJSEBILLEDER

AF

NICOLAJ BØGH.


KJØBENHAVN.
ANDR. SCHOUS FORLAG.
1883.




INDHOLD



Prolog   1
Staden og Landet   4
Hverken Munk eller Nonne   7
Et Gjensyn   9
Et Firkløver  12
Til Sæters  16
Skatten  21
Rimbrev til Fru Julie Sødring  30
Rimbrev til danske Rejsevenner  40
Giessbach  48
En Aften i Brunnen  52
Kusken synger  54
Morgensang paa Alperne  56
Fra Bellagio  58
En passant  60
Til H.V. Kaalund  63
Küchler i Rom  66
Pinsehilsen til Danmark 110
Fra Kapri 113
Rejsesang mod Hjemmet 115
Kaulbach i sit Hjem 118
Et Besøg hos Fritz Reuter 139
Goddag til Danmark 155






Küchler i Rom.


I.

Jeg tror, det vil gaa de Fleste, der komme til Rom, saaledes, at de strax blive skuffede. Naar man fra Jærnbanegaarden skal kjøre ind i Byen, f. Ex. til et af Hotellerne paa »Spanske Plads«, vælger man sig maaské, i stor Forventning om Det, der skal vise sig for Ens Øjne, Pladsen hos Kusken oven paa Omnibussen, og iagttagende spejder man saa til alle Sider. Man kan næsten ikke tilbageholde et beklagende Ud-raab: »Er det Rom? Alt ser ud som i en temmelig moderne By, og Hotellet, man stiger af i, har ikke en Smule Antikt ved sig. Gaar man saa ned gjennem Via Kondotti til Korsoen, træffer man de eleganteste Butikker, som tænkes kan, Alt saa moderne, saa nyt som muligt. — Hvor er da det gamle Rom? Ja, det er ikke saa let at finde Vej i »den evige Stad«; man maa derfor helst tage sig en Vogn og kjøre en Tur rundt i Byen. Kommer man da ud til Kolosseum, til Konstantins og Titus' Triumfbuer, til de udgravede Kejserpaladser, til Forum Romanum og Kapitol, ja, saa undres man og føler sig hensat i Oldtidens Herlighed. Men faar man først orienteret sig lidt, vil man snart komme til den Mening, at der dog vel ikke — - som det ofte siges — behøves Aaringer til at gjennemstudere Rom. Der skal gaa nogen Tid, inden man bliver enig med Goethe i hans Udtalelse, at det forholder sig med Rom ligesom med Havet: i Begyndelsen, naar man gaar ud i det, synes man, at man sagtens kan bunde; men naar man bliver ved at gaa frem, bliver det dybere og dybere, Bølgemasserne slaa op omkring En, og man drukner.

Den, der gjærne vilde se Rom i dets pavelige Skikkelse, faar aldrig dette Ønske opfyldt. Da jeg første Gang kom der ned i Vinteren 1873 — 74, sagde en dansk Maler til mig: »Rom, det gamle erkekatolske Rom, existerer ikke mere. Her hænger ikke længere om Aftenen i Halvmørke en enlig Tranlygte i en Jærnkjæde midt over Gaden; nu har vi faaet Fortove, Gas og Politi, saa vi gaar ikke længere i den interessante Spænding for at blive myrdede. Naar jeg saa bliver vemodig over, at det Gamle er forbi, gaar jeg ud i Küchlers Kloster og i hans Klosterhave; dér lever det endnu med hele Duften over sig, dér bliver jeg i godt Humør.«

Jeg hører til den Klasse Mennesker, som midt i de store Ruiners prægtige Skjønhed, midt i den maleriske Virkning af Lysbrydninger i Buer og gamle Klostergange, imellem afstumpede Søjler og skjønne Antikker, dog føler en hemmelig Længsel, en utilfredsstillet Trang efter det pulserende Menneskeliv. Jeg bliver træt af at gaa paa Gallerier, jeg bliver tilsidst kjed af at læse i Bøgerne. Menneskeaandens Værker staa der men uden Bevægelsen, uden Lyden, uden Livet. Det følte jeg midt imellem Oldtidens rige Levninger, midt imellem de udgravede Kejserpaladsers storslaaede Pragt. Jeg vendte mig da mod de Steder, hvor Mennesker endnu levede og virkede, og jeg saâ paa Skrænten over Ruinerne det gamle Bonaventura-kloster, hvor jeg vidste, at min Landsmand, Maleren Küchler, var Munk. Her kunde jeg altsaa midt mellem Oldtidsaabenbaringerne besøge et Nutidsmenneske og midt i det fremmede Rom træffe en dansk Mand, der paa én Gang havde bevaret sin nationale Karakter og dog optraadte som ægte Romer. Den førnævnte Malers Ord randt mig paa samme Tid i Hu, jeg vidste altsaa tillige, at jeg i Küchlers Kloster kunde finde det pavelige Roms Karakter, og da jeg endvidere var saa heldig at have Küchlers gamle Venner til Rejsefæller, søgte jeg hurtig i deres Følgeskab op til ham.

Naar man er kommen ned fra Kapitol forbi Forum Romanum, viser sig lige foran Ens Øje Titus' Triumfbue og bag ved den det mægtige Kolosseum. Lige før man gaar igjennem Buen, ser man en lille Sidevej skraane op tilhøjre, smal som en Markvej; man kommer forbi et Nonneklosters Have, og igjennem Portens Gitterværk rødme Roserne i de mørke Cypressers dunkle Skygge. Dobbelt tillokkende er Alt derinde, fordi man véd, at det er hemmeligt og utilgængeligt. Man vandrer videre, og paa Bankens Top ligger tilvenstre Küchlers Kloster, som fra denne Side ser ubetydeligt ud. Ensomt og stille er her, som om det var langt fra Mennesker og den store Stad. En lidt nysgjerrig gammel Munk kommer frem i den lave Dør; hans Bestilling er at være Portner, og vi spørge ham, om Fra Pietro er hjemme. Han nikker venlig og fører os ind i Forstuen. Paa en bestemt Maade trækker han i en Klokkestræng og beder os tage Plads. Vi faa Lejlighed til at betragte Stuen. Væggene ere fyldte med religiøse Malerier, og under disse er der rundt i hele Rummet anbragt Træbænke med en afgrænset Plads til hver Munk, og paa denne Plads ligger en Bønnebog, der med en Jærnlænke er fastgjort til Sædet. Her holdes altsaa Bøn. — Vi vente i nogen Tid; men Fra Pietro kommer ikke. Vi formode, at han sover til Middag. Atter ringer Munken i samme Taktslag som før, og langt om længe aabner sig en Sidedør. Ind træder da den elskværdigste Munk, jeg har set, gammel og mild, med en ikke meget sikker, men rask Gang. Han er af Middelhøjde og iført sin brune Kutte med hvide Uldstrømper og Sandaler paa Fødderne; paa Hovedet har han meget faa hvide Haar og i Munden endnu færre Tænder. Hans Hud er fin og klar som en ung Piges. Øjnene straale ungdommelig og med meget Skjælmeri; ser man ham fra Siden og han ler lidt, svinde de næsten ind i Hovedet. Underlig lyder det, naar denne ægte romerske Skikkelse tiltaler En paa jævnt Kjøbenhavnsk, en Smule læspende og med et noget bredt Eftertryk paa Ordene. Man er strax kjendt med ham, og det ejendommelig Tiltalende, som den ægte Kunstneraand udstraaler, saa sandt, saa frit, saa naturligt, saa hjemligt og dog saa løftende, er meget betegnende for ham og gjør, at man føler sig vel hos ham og ikke kan undlade at være sig selv. Man kommer strax i Samtale med ham, og han er helt inde i Livets Begivenheder hjemme i Danmark, han har alle vore Talemaader og Ejendommeligheder; han ser nemlig omtrent hver Dag danske Rejsende og omgaas stadig med danske Kunstnere, som tilbringe længere Tid i Rom.

Han indbød os strax til at følge med i hans Atelier. Op ad mange, smalle Trapper gaar han foran os til tredje Etage, og stadig vender han sig konverserende. Vi passere en lang Gang. »Her ligger de syge Brødre«, siger han varlig og gaar selv saa sagte, at vi gjøre det Samme. Han peger i Forbigaaende paa en Dør og siger: »Han derinde lever næppe til iaften; det er Tæring.« — »Ja, De skal endnu højere!« fortsætter han strax efter. Der løber en lille Hønsetrappe op, han aabner en Dør, og nu staa vi i Studiet: et stort, firkantet Rum, som Etatsraad Puggaard i sin Tid fik Klosterets Tilladelse til at opbygge for sin Landsmand. Klosterreglerne tillade ikke, at her er nogen Komfort. Paa de kalkede Vægge ser man nogle enkelte Fotografier efter Küchlers egne Billeder, midt paa Gulvet staar et Staffeli med et næsten fuldført Madonnabillede og ved Siden heraf et Stillads, som Kunstneren bruger, naar han maler store Billeder; i et Hjørne staar et Bord, bedækket med Malerrekvisitter, endelig findes der et Par Stole og tilsidst en Kakkelovn. »Den kunde være god«, siger Küchler, »naar der bare var Rør til den; men dem mangler jeg, og saa kan den ikke brænde.« Han nævner en dansk Dame, som havde foræret ham den, da Kaminen, som findes midt paa den ene Væg, ikke vilde, give videre Varme fra sig.

»Her er jo koldt, Küchler; De maa fryse!« sagde min Ledsager.

»Ja, synderlig varmt er her ikke«.

»Faar De da ikke Hvad De skal bruge til at lægge i Ovnen?«

»Ja, vi faar Hvad den Frater, der er ansat dertil, kan finde paa Gaderne: derfor ser De, at her ligger Stumper af Vognhjul og Bohave; men det er saa haardt, man kan ikke saa let faa Ild i det. Forresten er Frateren meget god mod mig, han lægger altid rigelig uden for min Dør.« Küchler aabner nu Døren og siger: »Her skal De se, her ligger flere Stoleben.«

Vi betragtede Madonnabilledet paa Staffeliet. Det var næsten ikke muligt at gjenkjende den unge, talentfulde Küchler, hvis Billeder pryde vore danske Gallerier og private Folks Vægge. Nu mangler han Sandhed, Natur og navnlig Liv. Han sagde selv: »Det er jo lidt vanskeligt for mig at male nu, da jeg ikke kan faa Modeller. Jeg kan jo nok bruge Brødrene her i Klosteret; men de er ikke saa gode Modeller til Madonnabilleder.« Han maler stadig meget, men kun katolske Billeder, og det sælges Alt til gode Priser; Indtægten er Klosterets. Vi bemærkede, at det egentlig var en Skam, at Klosteret skulde have al Indtægten. En saadan Ytring syntes han ikke om.

»Nej, hvorfor det? Hvorfor det?« sagde han ivrig. »Paa ingen Maade! Vi er jo én Familje, og Hver har sit Arbejde; vi tjener Enhver for Underholdet, det er, som det skal være!« 1).

Han lod dog til sommetider at savne Penge; skal han f. Ex. kjøbe Pensler eller Farver, betaler han ikke, men maa lade sende Regning til Klosteret.

»Maa De da aldrig have Penge hos Dem?« spurgte jeg.

»Nej«, svarede han, »naar De giver mig to Soldi, skal jeg gaa hjem og give dem til Klosteret. Der er tit Ting, jeg kunde have Lyst til at kjøbe. naar jeg gaar forbi Butiksvinduerne, f. Ex. Cigarer; men det maa jeg nu engang give Afkald paa.«

Han er en stor Ynder af gode Cigarer, og omtrent enhver Dansk, som besøger ham, bringer derfor gjærne nogle med til ham; dem har han saa Lov til at bruge for egen Mund.

Hovedsagen ved Küchlers Atelier er Udsigten derfra. Der er til tre Sider Vinduer, som kunne dækkes ved indvendige Skodder, alt eftersom han vil bruge det ene eller det andet Lys. Jeg stiller mig midt ved Vinduet i Midtervæggen. Aldrig har jeg set Mage! Tilvenstre troner Kolosseum i hele sin mindeværdige, maleriske Storhed, foran den Konstantinsbuen, lige for mine Øjne Lateran-Kirken og -Klosteret, bag disse de gamle Aqvædukter, baarne af murede Kæmpebuer, endvidere Højde ved Højde med Klostre og Villaer, i Forgrunden en offentlig Have, tilhøjre de storartede Udgravninger af Kejserpaladserne og Karakallabadene og bag disse alt det Minderigste af Rom; ved Foden af Klosteret ligger Haven med Grønsager, Blomster, Vandspring og de berømte store Palmer, de skjønneste dernede. I Horizonten ser man blaanende og blinkende Kampagnen med en Rand af Albanerbjærgene, der forneden ere violblaa, foroven snebeskinnede. At se dette Landskab i funklende italiensk Lys, og at se det hver Dag, kan nok give Kjærlighed til Stedet, og derfor siger ogsaa Küchler ganske vemodig: »Ja, det vii være svært at drage herfra.« Hans Dage i Klosteret siges nemlig at være talte. Det skal snart rives ned, og dets Grund skal udgraves; thi det er bygget over Resterne af Kejserpaladserne, som allerede langs dets ene Side ere udgravede og yde noget af det Interessanteste, Rom indeholder. Naar man har set Küchler i dette Kloster, tænker man ham med Sorg sidste Gang gaaende ud derfra. Hans Pension bliver 25 Øre dansk om Dagen, og det kan han umulig leve af. En Ven af ham, en italiensk Maler, har tilbudt ham frit Ophold i sit Hus; men han synes ikke at have rigtig Lyst til at gaa ind herpaa.

»De skal komme til Danmark!« siger min Rejsefælle.

»Ja, hvor kan jeg det? Der skal jo Midler til; og jeg i denne ... denne ... smukke Uniform, jeg vilde jo faa alle Drengene efter mig derhjemme.«

»Aa, De kunde jo tage civil Dragt paa; derfor kunde De godt beholde Deres Anskuelser.«

»Nej,« sagde han; »det har jo nu engang været mit Ønske at blive Franciskanermunk, saa vil jeg ogsaa være det 2). Og nu er jeg gammel; hvordan skulde jeg finde Vej hjem paa alle disse Jærnbaner? Dem kjender jeg ikke Noget til.«

»De kan sagtens faa en dansk Kunstner til Rejsekammerat, og han vil sørge godt for Dem.«

»Jeg vilde heller ikke kunne taale Klimaet derhjemme; og hvordan skulde jeg kunne ernære mig dèr?«

Min Rejsefælle tilbyder ham at sørge baade for hans Bolig og Underhold. Küchler ryster paa Hovedet og siger lidt efter: »Ja, det er ikke for det, jeg kunde nok have Lyst til at besøge Danmark.« —

Da vi havde været en halv Timestid i Atelieret, spurgte vor Vært os, om vi havde Lyst til at se hans Sovecelle. Han førte os tilbage gjennem den lange Gang og ind tilhøjre. Der er to smaa Rum. I det forreste staar en Del Kasser, det er som et Slags Pulterkammer, l det bageste er der foruden Sengen et lille Bibliotek.

»Maa De læse Alt og have alle Slags Bøger hos Dem?« spurgte jeg.

»Jo-o, dem, der er passende for os. Vi har jo ogsaa et Bibliotek her i Klosteret; men det er der ikke noget Videre ved. Det er kun gamle, religiøse Bøger, og de er ikke saa morsomme.«

Hans Seng er meget god. I Klosteret La Certosa ved Florens havde jeg i en Munkecelle set en Seng, som var opredt kun med en Majsmatras og et Tæppe; der var ikke Tale om Hovedpude; tværtimod gik Matrassen nedad dèr, hvor Hovedet skulde hvile, og hvor vi Andre altsaa pleje at have den opad. »Saaledes er det ikke hos os,« sagde Küchler; »baade Hovedpude og lige saa mange Tæpper, vi vil have, maa vi faa; men vi skal ligge i Munkekutten; nu, da det er koldt, er det meget rart, men om Sommeren er det for varmt; — saa kan vi ogsaa nok skubbe den lidt tilside,« tilføjede han med et polisk Glimt i Øjet.

»Den Munk, jeg talte med i La Certosa, beklagede, at han fire Gange om Natten skulde op for at møde til Gudstjeneste; lige saa snart han havde faaet sig puttet sammen og var falden i Blund, ringede Klokken, og han skulde saa atter ud i Kulden. Gaar det Dem paa samme Maade?«

»Nej,« svarede han, »jeg bliver udmærket behandlet; jeg har mine smaa Friheder, fordi jeg tjener saa mange Penge til Klosteret, og de er Allesammen gode imod mig. Jeg faar Lov til at blive liggende om Natten, jeg skal ikke gaa med bare Fødder 3) — som De ser, har jeg baade Strømper og Sandaler paa — jeg har ogsaa Lov til at komme lidt for sent til Maaltiderne, og jeg kan gaa ud, naar jeg vil, og arbejde, naar jeg vil. Det Eneste er, at jeg naturligvis skal være hjemme til Ave Marie.«

»Har De ogsaa Lov til at tage mod Indbydelser?« »Jo, hvorfor ikke ? Jeg kommer i flere Familier, f. Ex. hos Piniatellis; men ene maa jeg ikke gaa, jeg skal altid have en Frater med mig.« —

Fra Sovecellens Vindue havde man Udsigt til Klosterhaven. Han førte os ned i den. Jeg tror aldrig, jeg har været paa et Sted, der saa meget som dette bar Præget af Fred og Hvile; »Verden« var udelukket, her kunde man samle sig selv og sit Liv, her kunde man forstaa, at Küchler havde faaet Lyst til at blive Munk. At sidde her en Sommeraften i Palmernes Skygge og høre Vandspringets melodiske Fald, medens Klosterklokken ringer og det vidunderlige Landskab aabner sig for Ens Øje, maa være noget af det Skjønneste, Rom har at yde.

Der stod en stor, kraftig Buxbombusk, næsten et lille Træ, som under sin Opvæxt var dannet i Form af en Lænestol. Küchler satte sig i den, og i Munkedragten tog han sig udmærket ud med den grønne, bladrige Baggrund, der slog sin Skjærm helt op over hans Hoved og indfattede ham malerisk, som han sad der i Kutten.

»Denne Stol er hellig,« sagde han, idet han atter rejste sig op; »sæt Dem i den, det er et udmærket Sæde.«

Jeg tog Plads og maatte give ham Ret; ingen Fjedre kunde have været mere elastiske, end Buxbomgrenene her.

»Hvorfor er den hellig?« spurgte jeg.

»Jo, i den har Paven siddet; han besøgte mig for fire Aar siden. Da han havde været lidt hernede, sagde han: »Naa, men hvor maler Du nu Dine Billeder?«

»Ja, det er for højt til, at Deres Hellighed kan naa derop.«

»Nej, vist ikke, jeg maa se Dit Atelier.«

»Saa førte jeg ham op i Studiet. Jeg undskyldte, at Trapperne vare saa snævre; saa sagde han: »Det gjør Ingenting; men har Du Lopper oppe hos Dig, det er værre, dem vil jeg ingen have af.« Jeg forsikrede, at jeg havde ingen; men saa sagde han: »Ja, Hvem kan tro Jer! I er slemme med de Lopper; hver Gang I har været oppe hos mig, faar jeg nogle af Jer.« Han er nu altid saa spøgefuld; han kalder mig sin »Rafaello di Monte Palatino.« Nu kommer han her ikke mere; men jeg besøger ham jo tit oppe i Vatikanet.«

Et saadant Besøg som dette af Paven bidrager meget til Küchlers store Anseelse i den romerske Klosterverden. Det har ogsaa hævet ham, at vor Konge og Dronning have gjæstet ham. Herom fortalte Küchler med synlig Glæde. Kongen havde været der to Gange, først kun med sine Kavallerer; han havde da medbragt en Kasse ypperlige Cigarer som Gave til Küchler. Det var Skærtorsdag, og Munkene havde netop faaet en udmærket Vin foræret til Paasken. Küchler spurgte da, om Kongen vilde smage den. »Ja gjærne!« En stor Fogliet kom frem. »Kom nu med Glas!« sagde Kongen, »saa skjænker jeg«. Da han igjen satte Foglietten af tyndt Glas mod Bordet, revnede den, og Vinen sivede ud gjennem Straafletningen. Kongen blev temmelig ulykkelig herover og viste sig meget hensynsfuld. Klosteret fik strax tilsendt en rigelig Erstatning for det Spildte.

Ved sin Hjemkomst fortalte Kongen Dronningen om sit Besøg hos Küchler, og hun fik da megen Lyst til at komme der; men — det er et sydligt Jomsborg: der er ikke Adgang for Kvinder 4). En fransk Hertuginde havde engang bestilt et stort Alterbillede hos Küchler; hun kjendte godt Paven og Antonelli og bad om Tilladelse til at maatte se Maleriet i Atelieret. Paven lod svare, at hvis hun vilde derud for at tilbede den hellige Franciskus's Billede, skulde det være ham en Fornøjelse; men han kunde ikke bryde Klosterreglerne for at give hende Lov til at gjæste en Malers Atelier. Man ser altsaa, hvor vanskelig Kvinder have ved at komme derind, og det forekommer mig, at Küchler sagde, der aldrig før havde været saadanne derude. Saa meget større Opmærksomhed viste Paven altsaa vor Dronning og Prinsesse Thyra ved strax at give dem Tilladelse til Besøget, da han hørte, de ønskede det. I Følge med Kongen toge de derud og fik Alt forevist. De kom da ogsaa i Køkkenet; men den Munk, der var Kok, blev saa forskrækket over at se Kvinder inden for disse Vægge, og tilmed en Dronning og en Prinsesse, at han strax løb bort, da de traadte ind.

»Hvor er Kokken?« spurgte Dronningen.

»Han løb bort nu, da han saa Dem.«

»Jamen, det gaar jo ikke, Maden bliver jo sveden.«

Saa rørte Dronningen i Gryden, og da Kongen kaldte paa hende, overtog Prinsessen Arbejdet. Det morede Küchler meget. Han fortalte dette, som alt Andet, med stort Lune; glad og gemytlig var han og sagde, at han havde det godt i Klosteret. Det Eneste, han klagede over, var, at Gadedrengene undertiden smed Snavs og Stene paa ham, saa han ikke havde rigtig Lyst til at gaa paa Gaden. Jeg saa selv engang voxne Mennesker staa oppe paa en Bro og bombardere Præster og Munke, der gik nedenunder, med Smaastene og Snavs.

Denne Foragt for Munkestanden, som mere og mere ytrer sig blandt Italienerne, stammer fra, at man nu, da Klostrene ere blevne hævede og komne ind under Staten, opdager de største Skandaler, som ere gaaede i Svang indenfor deres Mure. Et romersk Blad lever slet ikke af Andet end af at bringe disse Klosterhistorier for Lyset. Der blev sagt mig i Rom, at der ikke er nogen Forbrydelse, selv af den allerværste og allergemeneste Art, som ikke mange Gange er forekommen i de italienske Klostre. Vi talte til Küchler derom; han svarede ikke, men rystede paa Hovedet. Det er imidlertid Synd, at han skal lide derunder; thi et mere uskyldigt, barnligt og godt Menneske, end han er, skal vel vanskelig kunne opvises i Klostrene. Det følte jeg netop, da vi gik bort fra ham, og han saa mild og smuk stod i Døren og nikkede efter os.

Jeg har flere Gange hørt Ungdomsbekjendte af Küchler sige, at han vist var gaaet i Kloster for at undgaa det daglige Besvær med at skaffe Penge til Livets Underhold og passe paa dem. Efter at have set og talt med ham, tror jeg ikke herpaa. Han er en ivrig, troende Katolik og forsvarer til det Yderste sin Religionsbekjendelses Læresætninger. Hans Overbevisning i saa Henseende har ogsaa været sat paa en haard Prøve. Han fortalte os selv, hvorledes han, liggende sig frem, paa sin Fod havde maattet vandre fra Rom til et Kloster højt oppe i Bjærgene i Schlesien. Her maatte han tilbringe fire Aar fra 1851—55, og han havde det strængt, navnlig med Kulde; der var undertiden en Frost paa 23 Grader Reaumur og ingen Kakkelovnsvarme i Cellerne. Da dette Kloster gik overstyr, maatte han atter paa sin Fod tigge sig frem, til han med Koldbrand i Fødderne naaede Rom. Her gav Paven ham saa frit Valg med Hensyn til, hvilken Orden han vilde tilhøre. Han prøvede Opholdet i flere Klostre, men endte paa Palatinerbjærget, hvor han har været siden. Saa Meget gaar man dog vel ikke igjennem uden for en stærk personlig Overbevisnings Skyld. Siden Küchler gik over til Munkestanden, er han ogsaa bleven et helt andet, langt mere mildt, roligt og elskværdigt Menneske; han udtaler selv, at det har forædlet ham og bragt Fred og Hvile med sig; der kan aldrig være Tale om, at han skulde fortryde dette Skridt.

Snart efter vort Besøg hos ham, gjæstede han os. Tjeneren paa Hotellet, hvor vi boede, kom noget betænkelig ind og meldte, at Fra Pietro var derude. Samme Tjener saa ud, som om han mente, det var bedst at vise denne Munk bort, da han sagtens vilde tigge, og blev derfor meget forbavset, da vi fløj op og med aabne Arme toge imod Munken, og dette gjaldt da navnlig vore Damer, der jo ikke havde haft Lov til at besøge ham i Klosteret og derfor nu skulde se ham første Gang. Küchler kom ind i Stuen, glad, beskeden og elskværdig naturlig som altid. Vi fortalte ham om Tjenerens Betænkelighed ved at indlade ham, og han svarede da leende: »Ja, det var ligesom, da jeg engang hernede vilde besøge Melchiors fra Kjøbenhavn; de boede hos en italiensk Familie, hvis Datter lukkede mig op; men da hun saâ Tiggermunken, blev jeg vist bort. Jeg var allerede kommen helt ned ad Trapperne, da jeg hørte Raab ovenfra; saa havde Melchiors opdaget Fejltagelsen, og nu kom jeg ind og havde det godt hos dem.«

Vi skulde netop gaa til Frokostbordet, og der blev da spurgt ham, om han efter Klosterreglerne maatte deltage i vort Maaltid. »Jo«, svarede han, »det er jo ikke Fastetid, saa jeg maa gjærne nyde hvad det skal være«, og han satte sig da ned ved Bordet og spiste med os. Jeg begyndte at tale imod Fasten, og han syntes at være ret enig med mig i, at den ikke har Videre at betyde. »Men vi faster jo heller ikke mere saa stærkt,« sagde han; »vi faar i Fastetiden vor sorte Kaffe om Morgenen og — som ellers hver Dag — vor Suppe og et Stykke Kjød tilmaalt til Middag og saa en Smule om Aftenen.« I Bonaventura-Klosteret gaar det endvidere ikke saa strængt til som i det før omtalte Certosa-Kloster ved Florens, hvor der holdes Prædiken under hele Maaltidet, og hvor det hører til Forbrydelserne at tale sammen, medens man spiser. Da vi vare dér, traf vi to tykke, gamle Munke, som Adgangen til Kirken under Gudstjenesten var forment, fordi de havde talt sammen under Middagsinaaltidet. De saâ dog ganske gemytlige og ikke synderlig angrende ud, som de stod der udenfor og skulde skamme sig over deres Snakkesalighed. — Küchlers Middag er altid Kl. 11 ; men det er endda ikke saa tidligt, da han hver Morgen — Sommer og Vinter — maa op Kl. 4.

Efter Frokosten saâ Küchler forskjellige Ting fra Danmark, og endelig fik han i Hænderne et Album, som indeholdt lutter Tegninger og Akvareller af Maleren Sonne, alle skjønne og hjemlige Ting: huslige Scener, Slagbilleder, danske Landskaber i Sommerlys eller ved Solnedgang — Alt saa friskt, saa dansk og poetisk. Küchler satte sig hen ved Vinduet og fordybede sig i disse Billeder. Solskinnet fra Sydens Himmel faldt varmt ind over hans Ansigt og strøg Siden af hans Munkekutte. Da saâ jeg Taarerne trille ned ad hans Kinder; men han viskede dem hurtig bort, som om han ikke vilde være dem bekjendt og heller ikke vilde, at vi maatte se dem. Det var Taarer af Hjemve, fremkaldte ved Kunstens Skabermagt. Et Øjeblik efter sagde han: »Jeg bliver alligevel ganske længselsfuld, naar jeg ser alt Dette. Herregud! Den kjære, gamle Sonne! Vi var altid Jagtkammerater ude i Kampagnen. Se, hvor smukt han har gjort alt Dette! Siden jeg var i Danmark er jeg aldrig saa levende; som nu herved bleven mindet om den danske Natur; den er dog saa forskjellig fra vor. Jeg kan huske saadan ved Solnedgang, naar Klokkerne i Landsbyen ringede og Duggen faldt!« Her pegede han paa en Akvarel, som netop udtrykte den Stemning. Vi begyndte igjen at tale om, at han skulde komme hjem, om end blot paa et Besøg, og vi turde saa meget mere opmuntre ham i denne Retning, som vi havde hørt, at han efter vor sidste Samtale med ham havde spurgt den danske Konsul Bravo, om denne kunde overlade ham et Par Benklæder, naar han skulde kaste Munkedragten, hvilket havde givet Anledning til en Diskussion angaaende Küchlers Tykkelse om Livet, som man slet ikke havde noget Begreb om, saasom det folderige Draperi ganske dækkede for dens Slags Mysterier. Vi mærkede snart, at Küchler selv ikke ansaâ det for ganske ugjørligt at vende tilbage til Fædrelandet, og navnlig tror jeg, hans Tanker vare vendte mod Klosteret paa Ordrupshøj. Fru Berling havde paa et Besøg i Rom vist ham stor Venlighed og ladet Kunstneren Lorange male hans Portræt til Ophængning i det danske Kloster. Af denne Dags Samtale med Küchler syntes jeg, det fremgik, at han egentlig ikke saa udelukkende beklagede, at hans Kloster blev nedlagt; hans Følelser derved ere vistnok noget blandede, og han vogter sig for at udtale dem bestemt.

Med megen Varme gav han sig til at omtale gamle Dages Kunstnerliv i Rom, og her fortalte han flere pudsige Smaahistorier, saaledes f. Ex. om H. C. Andersen. Han sagde: »Ja, vi havde megen Morskab af ham, da han var her. Engang red vi paa Æsler ud i Sabinerbjærgene, og paa én Gang var Andersen væk. Hans Æsel hørte hjemme i en Bondegaard derude, han kunde ikke styre det, det løb hjem og midt ind i Stuen med ham. Dèr stod det, han kunde hverken faa det frem eller tilbage, og Folkene saa jo ganske forskrækkede paa den aparte Rytter, som kom dem saa nær paa Livet og gjorde de underligste Dikkedarer til dem. Aa, der var saa mange Historier! Han vilde altid, at man skulde spøge med ham, og saa vilde han altid have fat i mig. Engang sad vi paa et Osteri, og saa blev han ved med at sparke mig paa Knæerne. »Lad nu være, lad nu være med det!« sagde jeg; men han vilde ikke. Saa tog jeg fat i Benet, lige idet han sparkede, og trak i ham og fik Støvlen af, som jeg saa smed igjennem en Døraabning ind til en Del Bønder og saadan Nogen, der sad i Rummet ved Siden af. Dèr maatte han saa humpe ind og hente Støvlen; men han blev forresten ikke vred.«

Vi bragte ham direkte Hilsener fra danske Kunstvenner, og han spurgte nu ud om dem. Han endte med at bede mig bringe Gjenhilsen til »alle de gode Gamle derhjemme,« han nævnede Konstantin Hansen, Roed, Sonne, H. C. Andersen, H. P. Holst, Ludvig Bødtcher og Chr. Winther, der for et Par Aar siden fra Paris havde sendt ham »en fin Cigar,« der var bleven røgt med stor Nydelse. —

Da Küchler havde sagt Farvel og lukket Døren efter sig, gik jeg ud paa vor Altan for med Øjet at følge hans Gang ned ad Gaden. Snart kom han ud af Porten, og noget sky og spejdende gik han bort langs med Murene, lidt vaklende i Gangen, en gammel Mand. Jeg tænkte paa, hvad han havde fortalt om den Overlast, han havde lidt af Gadedrenge, og saa sendte jeg efter ham Ønsket, om, at hans Alderdom maatte blive god og glædelig, uden Harm og Besvær.

Jeg har et sandt, kjærligt og yderst elskværdigt Indtryk af ham, jeg tror, han er Katolik af Overbevisning, og for enhver sand og virkelig Overbevisning bøjer jeg mig.

- - -

Rom er de strømmende Vandes, de evige Kilders By. Den største af disse er Fontana Trevi, i hvis Midte Neptun kjører sine Heste, og paa hvis Sider Vandstraalerne strømme om Sundhedens og Frugtbarhedens Symboler. Om denne Kilde gaar der i Rom det Sagn, at Den, der skal forlade Byen, og som saa inden sin Afrejse gaar hen og drikker af dens Vande og sænker sit Guld i dens Strømme, han skal igjen komme tilbage til Staden. Dette forstaar jeg saâledes: Den romerske Gjæst, som drikker af »den evige Stads« Strømme og med Troskab sænker sin Sjæls og Aands Glæde og Nydelse i dens Vande, han skal bestandig igjen komme tilbage dertil, nemlig i Mindet. Fontana Trevi er Mindernes Væld. Enhver Romafarer vil have følt, at han fast hver Dag i sit senere Liv levede om igjen hvad han saâ dernede, og i Tanken er han paa alle de mindeværdige Steder.

Paa disse Tanke-Rejser gjæster jeg mange kjære Venner indenfor Roms Mure; men Ingen staar saa harmonisk, saa fredelig, saa mild, saa stemplet italiensk og dog hjemlig dansk, som den i Danmark saa bekjendte Maler Albert Küchler, der nu er den i Rom saa bekjendte Munk Fra Pietro.

I April 1875.

= = =

  

II.

Sagnet har Ret, Fontana Trevi har Ret. Det blev ikke Nok, at jeg med mine Minder levede i Rom, jeg kom der igjen i Virkeligheden. Der var gaaet omtrent 6 Aar, og d. 27de April 1880 stod jeg atter paa Roms Banegaard. Det er dog en forunderlig By, det er »den evige By,« den bliver ved at drage, den bliver aldrig færdig med at yde.

Man har en Historie om en Englænder, hvis Forfængelighed det var at ville kjende Rom, saa Intet dèr var ham fremmed. Han levede der i tyve Aar og rejste saa tilbage til sit Fædreland med den Bevidsthed, at nu kjendte han Alt i og omkring Rom. Da sagde en Dame til ham: »Har De ogsaa set den sorte Sten?« »Hvad er det for Noget?« spurgte han. »Men Gud bevares, kjender De ikke den? Det er det eneste Sted, hvorfra man kan overse Rom, det er det Mærkeligste i Rom!« Englænderen pakkede strax sammen og rejste derned igjen. Han var der atter i tyve Aar og begav sig da paa Jærnbane hjemad. I en Kupé traf han en Herre, som spurgte: »Saa har De vel ogsaa set Ciceros Kindtand?« Ved næste Station stod han af og rejste tilbage. Nu blev han i Rom sin øvrige Levetid, men døde i Frygt for, at der dog endnu var Noget, han ikke kjendte dernede.

Ludvig Bødtcher har Ret, naar han synger:

„Men Rom er et fortryllet Bur,
„Og ingen Fugl paa hele Kloden,
„Som holdtes fangen éngang blot deri,
„Sig følte siden ganske fri,
„Men mærker en usynlig Snor om Foden."


Denne Snor havde altsaa — som allerede sagt — atter draget mig til Kildernes By, denne Gang i Følge med min Hustru. Søndagen efter at vi vare komne, var det Küchlers 77aarige Fødselsdag. Det var et naturligt Ønske gjærne at ville lykønske ham i Dagens Anledning. Med en Del andre Danske havde vi aftalt at gjøre en Tur til Fraskati og Tuskulum, men da denne først skulde begynde Kl. 11, havde vi Morgentimerne for os. Vi fik kjøbt Cigarer som Festgave, og i en Droske naaede vi snart vort Maal.

Den lille Vej, der fører op til Klosteret, bar det samme Vidnesbyrd som hele Rom: Civilisationens Omordning spores allevegne. Vejen syntes snarere at dreje op til en Plads, hvor der opførtes nye Bygninger, end til Bonaventura-Klosteret. Man mødte Arbejdere i deres støvede og plettede Kostume, man saâ Mursten og Træværk ligge paa Siderne. Vi stode af Vognen udenfor Klosterdøren. En gammel, pukkelrygget Dørvogter betragtede os lige saa gnavent som nysgjerrig; Døren stod aaben, og vi vilde gaa ind, men da en Dame vovede at sætte sin Fod over Tærskelen, vrissede og snærrede han, og han kysede os ud, som man gjør ved Smaakreaturer. Strax efter kom der en almindelig klædt Mand, og da vi bad ham om at skaffe os Küchler i Tale, smilede han og sagde, at det var Fra Pietros Festdag. Vi stod og ventede udenfor Døren og kunde nu let se, Hvad vi forøvrigt i Forvejen vidste, at den største Del af det gamle Kloster var tagen i Brug som Bolig for de Arbejdere, der gjorde Tjeneste ved Kejserpaladsernes Udgravning; kun en lille, daarlig Del var bleven tilbage til Brug for Munkene. Ikke engang herude kunde man længere finde det gamle Rom uforandret. Küchlers Klosterfred var krænket.

Som vi stode dér og betragtede, hvorledes Fortiden maatte ofre til Nutiden, for at Nutiden igjen kunde skaffe sig Næring og Indhold ved Hjælp af Fortidens Historie, kom Küchler ud til os. Han syntes mig ganske uforandret: den samme Livlighed i Øjet, den samme fine, skære Hud med en frisk Farve, den samme milde, sandfærdige og ædruelige Maade at være paa! Hans Gang var lige saa rask som, og næsten sikrere end før. Han sagde dog, at han følte sig noget skrøbelig. Vi spurgte ham, hvori det bestod. »Aa, man bliver gammel!« Paa Spørgsmaalet, om han endnu kunde male, svarede han: »Nu har jeg helt maattet opgive det; jeg kan ikke se mere. Det ene Øje havde jeg sidste Vinter Betændelse i, og det har jeg rent mistet Synet af; jeg har ingen Smerter i det, det er bare snart ganske koldt snart varmt. Jeg prøvede paa at male, men saa mærkede jeg, naar jeg troede, jeg rørte ved Lærredet, at jeg kun malede i Luften, og naar jeg saa vilde gaa lige paa, blev det blot til en Klat; saa maatte jeg jo opgive det.« Jeg sagde ham, at hans Navn var blevet nævnet med Ære paa Kunstakademiet i Kjøbenhavn ved Aarsfesten d. 31te Marts, idet Docent Lange havde bemærket, at det den Dag var 50 Aar siden, han havde faaet den store Guldmedalje. Han lo og blev varm og rød i Kinderne. Strax efter sagde han, at det var jo mærkeligt, man endnu havde Interesse for ham derhjemme. Jeg sagde ham, at der blandt de Danske var en almindelig Sympati for hans Person, og han svarede da: »Det er naturligvis, fordi de ikke har set mig og ikke kjender mig, og saa tror de, at fordi jeg er Munk, er jeg helt anderledes, end jeg virkelig er.« Jeg bragte ham en Tak fra flere danske Kunstnere for de store Samlinger af Ungdomstegninger og Skitser, han for nylig havde sendt hjem som Gave til Kunstakademiet, og det lod til at glæde ham rigtig, at man hjemme satte Pris paa denne Gave, saa meget mere som han Intet havde hørt om, at den var bleven modtaget. Jeg spurgte ham, om det ikke havde været svært for ham at skille sig ved disse Ting; han svarede: »Nej, nu ikke; jeg kan jo ikke mere benytte dem, og det var jo rimeligt, de fik dem hjemme. Jeg maatte skaffe mig Klosterets Tilladelse dertil; men den fik jeg gjærne, for det kan jo ingen Indtægt faa af dem. Hvem vil kjøbe saadant Noget her? Da jeg gik ind i Klosteret, solgte de en Del af mine bedste Ting til Folk her i Rom; 5) men dette vilde Ingen have kjøbt.« Jeg spurgte, om han vidste, hvor de Ting nu vare henne. »De er spredte omkring, og Meget af det er vel ikke til mere. Nogle Ungdomstegninger af ham, som ere i mit Eje, nævnede jeg ham, han huskede dem tydelig, ja endogsaa Stedet, hvor de vare tegnede. »Ja, det var dengang«, sagde han; »mine sidste Arbejder vare 14 Billeder, som bleve sendte til Amerika; dèr var de bragt hen for at sættes i Ramme, og saa brændte de allesammen. Siden den Tid har jeg Ingenting malet; nu staar mit Atelier ganske tomt.« Paa mit Spørgsmaal, om han befandt sig godt i Klosteret, svarede han: »Aa jo! De har jo taget mit gamle Atelier, og der var lovet mig, at jeg skulde faa bygget et nyt; men det blev aldrig til Noget. Nu har de givet mig et lille, mørkt Rum, men det er ubrugeligt. Mit gamle Værelse har jeg dog beholdt.« —

»Er der nogen af Brødrene her, De sympatiserer med?«

»Aa ja, saamænd!« svarede han.

»Men De savner Deres Kunst?«

»Ja, jeg kan jo ikke forlange at være ung længer.«

»Kan De taale at læse?«

»Ja, det gjør mig Ingenting!«

»Og De har Lekture nok?«

»Jeg kan jo faa fra Foreningens Bibliotek, og vor Konsul laaner mig ogsaa Bøger.«

»De kan ogsaa læse de lange Vinteraftener?«

»Saa er jeg mest i min egen Celle, og saa læser jeg. Vi er oppe Kl. 6 om Morgenen, Sommer og Vinter; før var det tidligere, men nu er det blevet formildet; før spiste vi jo Middag Kl. 11, nu er det først 12; saa gaar jeg i Almindelighed ud fra 3 til 5. En Time i Natten (efter Ave Marie) spiser vi altid til Aften, derefter samles vi i Kirken og takker Gud for Dagen, og saa gaar vi i Seng Kl. 10.«

Han havde strax efter vor Ankomst bragt tre Stole udenfor Klosterdøren, og dér sad vi og samtalede. Flere Folk kom og gik forbi, det var vistnok mest Arbejdere fra Udgravningerne; han hilste venlig paa dem og tog Kalotten af. En lille, rød Kattekilling kom løbende ud fra Klosteret, den snoede sig op ad ham, han tog den paa sit Skjød, kjælede for den, sad og kløede den og holdt meget af den. »Vi har saa mange Katte!« sagde han. »Ja—a, den Lille, ja—aaa!« sagde han, idet han igjen kløede den, og saa lo han. Han beklagede til min Hustru, at han ikke kunde byde hende ind i og forevise hende Klosteret og Haven, »men —«, og saa trak han paa Skuldrene. »Her henne paa Siden, hvor mit gamle Atelier laa, kunde jeg nok vise Dem en dejlig Udsigt; men det er ikke saa rart at gaa derhen.«

»De mener, det er vemodigt?«

»Ja, det er vemodige Minder«, svarede han resigneret.

Han klagede over de nye fornægtende Tider og spurgte, om det var saa galt i Danmark som i Rom; »for her er det slemt , sagde han. Dog fortalte han, at han nu personlig ikke saa meget blev insulteret paa Gaderne. »Jeg bryder mig jo heller ikke om det; jeg beklager kun Dem, der gjør det.« — Han var kjed af, at der lige op ad Klosteret var kommet en Kaserne; »naar man sidder i Haven eller Cellen, forstyrre Soldaternes raa Sange Klosterfreden.

Jeg spurgte, om han savnede sin gamle Pave. »Ja, han var jo altid saa mild og spøgende; men det var jo Naturens Orden, han maatte dø. Denne skal jo ogsaa være en mild, elskværdig Mand. Jeg har aldrig set ham; jeg kunde jo nok forlange Audiens, men — jeg véd ikke — jeg bryder mig dog ikke om det. Paa Gaderne eller i Kirken ser jeg ham ikke. Han holder sig inde ligesom Pio nono paa det Sidste, kommer aldrig ud af Vatikanet.«

Da vi spurgte Küchler, om han ganske havde opgivet at komme til Danmark, mærkede vi til vor store Forbavselse, at han virkelig endnu tænkte derpaa og havde Længsel derefter. Han havde faaet sendt et Kaart over Kjøbenhavn, som han nøje havde studeret og var optagen af Byens mange Udvidelser og Forandringer. Det var endnu Dragten, der generede ham, paa Grund af den Opsigt, han hjemme paa Gaderne vilde gjøre med den. »Og der er jo intet Kloster, jeg kan være i«, sagde han. Han syntes ikke længere at være begejstret for det paa Ordrupshøj. »Det er jo, som jeg hører, ikke længere noget Kloster, det er jo en Skole«, sagde han.

Han begyndte at spørge ud om forskjellige af sine gamle danske Venner. Ligesom for flere Aar siden dvælede han med særlig Forkjærlighed ved Sonne og fortalte, at det egentlig var denne Ven, der var Skyld i, at han blev Maler. Hans Fader, en gammel Snedkermester, vilde ikke tillade det; men saa gik Sonne, hvem den Gamle holdt meget af, og paa hvis Dom han stolede, op til ham og forestillede ham, at Sønnen havde et virkeligt Talent, som det var Synd ikke at bringe til Udvikling, han kunde jo i alt Fald spørge Eckersberg om hans Mening, og hvis den var god, saa burde han give sin Tilladelse til, at Sønnen fulgte sit Kald. Eckersberg var enig med Sonne; saa gav den Gamle efter, og Küchler havde sejret. Man kunde i Küchlers Omtale af Sonne mærke denne Sympati fra Ungdommen, der kaster et saa fortryllende Skjær over de gamle Dage. Fra Pietro blev glad ved at tale om sin bedste Kunstfælle. »Han maler vel endnu og er ung endnu?« spurgte han. Jeg sagde, at han malede meget og smukt, og at man ikke paa hans lette Gang og Fodskifte skulde se, at han var næsten 80 Aar, og Küchler eftergjorde da med dramatisk Evne hans Gang og Maade at bevæge sig paa, medens han lo ved Minderne.

Han spurgte nu om forskjellige Danske i Rom. Vi sagde ham, at der var Flere, som gjærne vilde besøge ham, men vare bange for at komme til Besvær. »Sig dem, at det netop opliver mig, naar de kommer, og jeg vil saa gjærne se dem; naar de Danske holder meget af mig, hvorfor skulde jeg saa ikke være glad ved at tale med dem!«

Vi vilde til at gaa. Han sagde, at han kom og besøgte os, hvad vi bad ham om at lade være med, da vi boede helt oppe paa Spanske Plads, og det saaledes i Varmen vilde blive altfor trættende for ham at gaa den lange Vej. Han vilde alligevel komme og bad os at besøge sig igjen, »men ikke mellem 1 og 3, for saa bliver Klokken bunden til, der maa ikke ringes, man vil, der skal være Silentium.« Jeg véd ikke, om det var beregnet paa Middagsandagt eller Middagssøvn; men skal jeg være ærlig, hælder jeg til det Sidste. Han syntes at begynde at fryse paa sine Hænder, som han gned mod hinanden, og paa Fødderne, som dennegang vare bare, kun iklædte Sandaler, meget smukt behandlede og konserverede, som han overhovedet er Properheden selv — i saa Henseende en mærkelig Undtagelse blandt Tiggermunkene. Det syntes at genere ham, at han havde bare Fødder; naar han sad ned, gjemte han dem under Kutten, — maaské var det dog kun, fordi han frøs. Men i det Hele maa jeg sige, at han talte om flere af Klosterets Formaliteter og Særegenheder, som om han i Virkeligheden ikke med sin Overbevisning var delagtig i dem.

Venlig takkede han os for Besøget og stod vinkende med Haanden og hilste ad os, da vi gik.

Tidligere, end det egentlig havde været Bestemmelsen, toge vi til Neapel, og for at han ikke forgjæves skulde søge os, skrev jeg til ham, at vi vare rejste. Da vi atter kom tilbage til Rom, benyttede vi os af hans Indbydelse til at gjentage Besøget hos ham. Det var atter en Søndag Formiddag, vi kom derud; Klokken var henad 10. Morgengudstjenesten var forbi, og man fik intet Indtryk af, at det var Søndag. Medens vi vare der, gik flere Munke ud at spasere, og idet de kom forbi os, som atter sad udenfor Klosterdøren, nikkede de venlig Farvel til Fra Pietro. Med Hensyn til dette sit Klosternavn fortalte han, at den Dag, da han blev »iklædt«, fik han af Munken, der indviede ham, Navnet »Fra Diego di Santa Theresia«. Küchler kom samme Dag, inden han rejste til Schlesien, op til Paven for at blive velsignet, og denne spurgte da, om han havde faaet noget Navn. Küchler svarede: »Jeg forstod ikke rigtig Hvad der blev sagt; men jeg har vist et Navn. Munken nævnede det. Paven, Pio nono, stod lidt og tænkte over det, og saa sagde han: »Nej, det skal han ikke hedde! Han er bleven Munk her i Rom, saa skal han ogsaa hedde Fra Pietro di St Pio.« Saaledes fik han altsaa sit Navn. »Senere«, sagde Küchler, »glemte Paven mig aldrig. Kort inden han døde, bestemte jeg, jeg vilde hilse paa ham, og gik derop. Der sad Mange i Audienssalen, og jeg var en af de Nederste. Da han kom ind, kunde han knapt gaa og saa sløv ud. Saa standsede han, det var ligesom han opstrammede Underlæben, der hang ned, derpaa samlede han sig lidt, inden han saa sig om. Da han opdagede mig, smilede han og sagde: »Ah, deutsch, deutsch!« Han kom nu hen til mig, lo, talte venlig, spurgte mig, Hvad jeg malede, og om, hvordan jeg havde det. Det var sidste Gang, jeg saa ham«. Han gav sig nu til at fortælle om Tiden lige før han blev Munk. Han skulde da efter Thorvaldsens Anmodning have fulgt denne til Danmark. Küchler klagede over, at han ikke havde Penge til Rejsen, og Thorvaldsen svarede da, at det skulde han ikke bryde sig om; »jeg har jo Penge nok. og De kan jo male mig et lille Stykke, saa er det dermed afgjort.« — Der gik nu en Tid. Thorvaldsen vilde ikke afsted. Da udbrød der Kolera i Rom, han blev angst og vilde bort, men saa vare Smaabyerne til alle Sider afspærrede, og Ingen kunde komme videre. Imidlertid havde han ogsaa, da der virkelig var Tale om Pengeudbetaling, vist sig smaalig, og Küchler bestemte sig til at blive i Rom. Thorvaldsen gav snart efter det Løfte, at han vilde følge hjem med en dansk Fregat, og kom da atter til Küchler for at ville have ham med. »Nej«, svarede denne, »det er rimeligt, at De maa rejse, da De ikke kan holde den danske Regering for Nar; men jeg rejser ikke med!« »Hvad er det for Noget!«, svarede Thorvaldsen og vilde til at overtale; men Küchler var standhaftig. »Jeg blev«, fortalte han,« og snart efter var det saa, at jeg forandrede mine Forhold.«

Jeg sagde til ham. at det maatte være en svær Overgang at blive Munk; der maatte i den første Tid være mange Brydninger at gjennemgaa. »Ikke for mig«, svarede han; »men jeg vil ikke raade Nogen til at gaa i Kloster, hvis han ikke føler Kald dertil. Man maa have overvejet, at man tager Afsked med Livet udenom. For mig var det aldrig svært, jeg følte Fryd og Lyksalighed derved, og jeg har aldrig fortrudt det; jeg fik Fred, og den har jeg aldrig siden mistet.« Jeg kunde ikke lade være med at sige ham, at det bar han ogsaa i en mærkelig Grad Præget af, og han svarede da: »Det maa jeg jo ogsaa, naar det virkelig er Sandhed.« Han sagde endvidere, at Mange vist ikke kunde forstaa ham, og naar man interesserede sig for ham hjemme, var det vist tit af Nysgjerrighed; »de mener, at en Munk ikke er som et andet Menneske, de tror nok, det enten er en halv Djævel eller en halv Gud. Forskjellen er jo blot, at vi lever mere regelmæssig og holder vor Andagt paa mere bestemte Tider end de Andre. Jeg har ogsaa flere Gange, naar jeg har besøgt Landsmænd, mærket, at de ikke tror, jeg er noget rigtigt Menneske; de siger saa forsigtig, om jeg tør spise Det og Det, og de bliver ganske forundrede, naar jeg tager Del i et Maaltid udenfor Klosteret.« Jeg følte mig truffen, fra dengang jeg i Hotellet ikke troede, han turde spise Frokost med os. Jeg spurgte ham, hvorfor han helst havde villet være Tiggermunk. »Jo«, svarede han, »det synes jeg bedst om, det er det Simpleste og det Naturligste, og det er ogsaa det mest Evangeliske, og saa holdt jeg ogsaa meget af den hellige Franciskus. Jo, det er det Rigtigste, at en Munk er Tiggermunk, det svarer dog til Hensigten. Men det var svært at blive det: de optager ikke Folk ud over en vis Alder, og jeg var for gammel. Fem Gange maatte jeg søge om det, saa blev det mig indrømmet.« Vi kom nu ind paa at tale om Klosterlivet, og han ytrede blandt Andet, at det ikke var »Brødrene« tilladt at slutte Venskab indbyrdes eller overhovedet foretrække nogle Mennesker for Andre. »Vi skal elske alle Mennesker lige højt.« Vi protesterede derimod, sagde, at det var praktisk ugjørligt, usandt og hverken overensstemmende med den menneskelige Natur eller de guddommelige Forskrifter. Dertil svarede han: »Ja, De kan maaské elske En fremfor en Anden; men det bør jeg ikke.«

Jeg havde megen Lyst til igjen at se den smukke Klosterhave. Han fulgte mig derud, medens min Hustru blev siddende, hvor hun var. Jeg stod altsaa igjen med ham dér, hvor han for 6 Aar siden med saa megen Glæde havde vist mig Alt. Nu var han tavs og havde ingen Interesse for Noget af det. Han viste mig lidt efter, hvor ringe en Del af Klosteret de havde faaet ladt tilbage, og næsten Intet af Haven. Det Andet var lejet ud til Urtevæxt. De to Palmer stode endnu i den lille tiloversblevne Del, Buxbomstolene vare der, Springvandet pladskede, dejlige røde Roser blomstrede, men alle Omgivelserne vakte Mismod og Disharmoni. Küchler saa ikke op til sit gamle Atelier, da jeg vendte mig imod det; højt oppe ved Taget af den Bolig, der rummer de Opsynshavende ved Kejserpaladserne, laa det. »Hvad bruger man det til?« spurgte jeg. »Det staar tomt, naar de ikke tørre Tøj paa det«, svarede han. »Og dér har de ranet vores Bibliotek«, sagde han og viste op mod et Vindue i det Tiloversblevne af Klosteret. »Nu har vi en lille Spisestue, men altid stor nok til os Tolv. Mit Soveværelse er dér« — han viste op mod et Vindue lige over Udgangsdøren til Haven — »men Døren er saa lav, at jeg maa bukke mig for at komme ind.« — Det var, som han hurtig vilde afbryde Opholdet ude i Haven, og sit Værelse vilde han tydelig nok nødig vise mig. »Har De set det Maleri af mig, som er her i Sakristiet?«, sagde han og førte mig derind. Alt dér var gammelt og forfaldent. Han støttede sig til et Skrivebord, der i det Samme vippede, og som altid ved den mindste Sindsbevægelse for ogsaa nu Blodet raskt op i det finthudede Hovede og røbede det zarte Sind. Han generede sig aabenbart ved, at jeg skulde se, Bordet manglede et Ben og kun stod derved, at det støttede sig op til et andet Bord. Nu trak han Gardinet bort fra Altertavlen: det var Madonna, der svævede i Rummet med Foden paa Verdenskuglen, som Slangen vandt sig op ad; paa Siderne var der to tilbedende Helgene. Kompositionen lignede den i Rafaels sixtinske Madonna — Sidegardinerne vare ogsaa med — men det var haardt og stivt malet, derimod rent og smukt i Følelsen. »Se, det vilde de ogsaa have taget fra os«, sagde han; »de vilde jo have, at vi skulde betale Skatter, og da vi satte os imod det, bestemte de, at her skulde være Udpantning. Men jeg fik i al Hemmelighed bragt mit Billede hen til en Ven, der gjemte det. De kom saa og skrev Alt op, men videre gik det ikke; da vi bestemt nægtede at betale Skatterne, drev det over, og saa fik jeg Billedet bragt tilbage, da der ikke længer var Fare for det.« Paa Rammen kunde jeg se Mærker af Flytningen, og man havde sagtens ikke haft Raad til at restavrere den. — »Hvor Meget har De faaet tilstaaet i aarlige Levepenge?« spurgte jeg. »Ja, Nogen har jo 300 Lire 6), Nogen kun 150; det er Det, jeg har. Men det mærkes jo ikke, for det bliver jo Alt lagt sammen, og vi lever jo Alle ens. Desuden har jeg jo Pension hjemmefra«, sagde han; »det var vor Dronning, der skaffede mig den; hun har altid været saa venlig imod mig. Da hun var hernede, bad hun mig en af de sidste Dage om at kradse lidt Streger op til Minde om mig; jeg malede hende da et lille Billede, som jeg sendte hjem. Da hun saa hørte, hvorledes det gik med Klostrene hernede, og at jeg fik saa Lidt at leve af, satte hun i Værk, at Akademiet gav mig en aarlig Pension.« Han begyndte nu at tale om sin Slægt hjemme: en ugift Søster og en Del Søskendebørn. Han fører Korrespondance med Flere i Danmark med »sin gode Ven Frederik Lund« 7) og med sin Søster. Han siger: »Jeg svarer ikke saadan regelmæssig, for det er saa sjældent, Brevskriveraanden vil komme over mig.« Jeg havde hørt Tale om hans Forældre, om hvor gnaven og vanskelig Faderen var, og hvor gemytlig »jydsk-agtig« Moderen optraadte. Om hende spurgte jeg Sønnen; men han var ikke meget optagen af hendes Minde, eller ogsaa røbede sig her den Skyhed for at udtale varme Følelser, som man paastaar er ham egen. »Hvem var hun?« spurgte jeg, fordi jeg altid interesserer mig for at kjende gemytsbegavede Sønners Mødre. »Ja, hun hed nok Kathrine«, svarede han. »Jamen hendes Efternavn? »Ja, det véd jeg ikke.« »Det har De glemt?« - »Nej, jeg har saamænd vist aldrig hørt det, for ellers maatte jeg vel kunne huske det; men jeg maa kunne se det paa min Døbeseddel.« Det var aabenbart ikke af nogen Interesse for ham, af hvad Afstamning han var. I denne som i andre Henseender var han ikke i mindste Maade moderne. Et saadant lille Træk tror jeg er karakteristisk for Küchler som Munk. Denne Stand har aabenbart gjort ham temmelig ligegyldig for alt Andet end Katolicismen. Selv Statens Behandling af Klosteret i ydre Henseende gjør ham ikke egentlig harmfuld eller bitter. Det »de«, hvormed han altid benævner Klosterforstyrrerne, udtaler han ikke med vred Betoning. Man kan jo ikke forlange, han skal kunne indse, at fordi nye Udviklinger og nye Tider i al Hensynsfuldhed maa omstøde det Gamle, at der derfor er Rimelighed i, Klostrene nedlægges; det ser han ikke, blot af den Grund, at han ikke i ydre Forstand følger med Udviklingen. Er det da smukt, at han kan lade være at vredes derover? Eller er det Ligegyldighed? Maaské begge Dele! Vist er det, det klæder ham nu, da han er en gammel Mand. Var han yngre, kunde man maaske blive vred paa ham over hans Ligegyldighed for Verden, fordi man da vilde fordre den Udvikling i ham og det Liv, som kun fremkommer ved at være midt i Verdensbrydningen. Derfor kan Marstrand have Ret, naar han i et Brev til Constantin Hansen fra Rom, d. 26de Juni 1847, skriver: »Det er Snavs at leve alene .... ikke at være nødt til at tage Del i Andre; thi enten bliver man en snæverhjærtet Egoist eller et uvirksomt Hængehoved — paa Küchler er det at se, hvor hans asketiske Fornægtelse af Livet i hans Kunst har frembragt en Flovhed og slaaet al Stræben ihjel, »fordi den er syndig, naar den gaar ud fra Erhvervelyst af Ære eller Penge,« »ja, selv Kjærlighed til Kunsten er forfængelig.« »Jeg véd nu, hvorfor jeg lever,« siger han, »før vidste jeg Intet, og jeg er rolig og tilfreds.« Men jeg takker for den Ro, som det maa forekomme mig ligner en levende Begravelse; tilsidst maa det ende med, at han stikker sig i en Capucinerkutte og deri drømmer sin Tilværelse ud. Han er glad ved at være udenfor alt det Vrøvl hjemme, siger han, og bryder sig hverken om det Ene eller det Andet; men det er denne Dovenskab i Sjælen, denne egoistiske Sneglenatur, som de kalde Fromhed. Nej, slaas maa man, saa længe man har Kræfter, mod Fæiskheden, Dovenskaben og — Raaheden i de finere Cirkler.« Hvor klæder ikke en saadan Udtalelse den frisindede, djærve og ihærdige Marstrand! Men paa samme Tid: hvor klæder det den gamle Küchler at have Fred med Verden omkring sig og Fred med sig selv!

Vi vare atter komne ud af Klosteret, foran hvilket min Hustru jo havde maattet sidde og vente. Han syntes nu ogsaa, han vilde vise hende Noget, og det blev Klosterets Begravelser tilvenstre for Døren nede i Kjælderen. Vi saâ gjennem nogle Jærntræmmer ned i et Rum, som strakte sig under Forstuegulvet og ind under Kirken. »Ja, her ligger mange Brødre, jeg har holdt meget af«, sagde han; »nu maa vi ikke blive begravede her, siden alt det Nye er kommet; nu skal vi Allesammen ligge ude paa St. Lorenzo 8). Han vilde helst, naar Tiden kom, begraves under sit gamle Kloster mellem Brødrene. Forøvrigt sagde han, at det havde været svært, naar en af dem døde, at vide, at Vedkommende laa lige under Huset, hvori de Efterlevende boede. Om de sanitære Forhold er det vel slet ikke værdt at tale.

Det var en klar, men noget blæsende Søndagformiddag, som lyste over os derudenfor Klosteret. Han syntes at fryse lidt og trak Kutten sammen om Halsen og Benene. Selv holdt han aabenbart mest af at være i Solen, men sagde: »Solen generer Dem, lad os komme ind i Skyggen.« »Nej, nu idag gjør den netop godt«, sagde vi, »men om Sommeren kan De dog vel faa for Meget af den?« — »Aa, ser De, der er jo altid Skygge under Træerne her udenfor; men det har nu Rekrutterne opdaget, saa kommer de herop og staar og trutter og forstyrrer os.« Jeg spurgte, om han ikke i den hedeste Tid led af Varme. »Jo, det kan jo ske«, svarede han; »tidligere tog jeg ogsaa i de varmeste Maaneder ud paa Landet i et af Klostrene, som var forenet med dette; der var en dejlig Have, jeg kunde gaa i; nu er det forbi, det er hævet. Ja, det er nu en Del Aar siden, da fik jeg Feber og maatte sendes ned til Monte Cassino her mellem Rom og Neapel. Dèr var jeg i en 3—4 Maaneder og kom mig godt, og der var jo dejligt.« Vi havde netop for nogle Dage siden været der og havde Hilsen med til ham fra den smukke, intelligente og elskværdige Fra Bonifacio fra Schlesien. Mærkværdig nok kunde Küchler aabenbart ikke rigtig huske ham. Den lidt svigtende Hukommelse var egentlig det Eneste, der tydede paa, at han var gammel. Alt fra Ungdommen huskede han bedst, som alle Gamle gjøre, det var ham helt nærværende, og det talte han helst om, saa blev han strax gemytlig, saa kom Lunet frem. Nu var det Ludvig Bødtcher, han kom ind paa at omtale. De havde hver Dag været sammen i Rom. Küchler boede i Via Sistina og Bødtcher paa Hjørnet af denne Gade og Piazza Barberini, Thorvaldsens Plads, hvor Bødtcher selv besang det lille Skur,

„hvor Mejsler røre sig og klinge,
„som Marmorblokkens Villier betvinge
„Ved smaa, men aandig førte Slag."


dèr var det, at Bødtcher, spejdende fra sin Altan, udbrød:

„Ej sorte Øjnes Pragt, som brænder,
„min Hu staar til, nej lyseblaa,
„et Stjærneblik, som Danmark sender,
„et Nordlys, som i Bom man stirrer paa." 9)


Omkring denne Tritonens mindeværdige Plads samlede sig Küchlers Ungdomsminder, og han delte — som sagt — mange af dem med Bødtcher. »Han var elskværdig«, sagde Küchler, men han var meget doven. Var de Andre ikke i godt Humør, saa blev han altid velkommen, naar han om Aftenen mødte paa Osteriet, for han medbragte altid Munterhed og fortalte morsomt og var behagelig og omgængelig. Han var næsten aldrig til at faa udenfor Rom paa Landture. Sent stod han op, og saa gik han ned paa Piazza Navona og handlede med disse Folk, der sad dér, om udskaarne Stene, som han samlede paa; saa gik han hen og besøgte En eller Anden i et Studie, og tit fik han Bud fra Thorvaldsen om at komme hen til ham for at skrive Et og Andet. Bødtcher havde et smukt Talent, men han gjorde Ingenting ved det. Han spillede paa sin Gittar, og saa dansede han« — her gjorde Küchler Dansebevægelser og holdt Armene, som om de bar Gittaren — »og efterhaanden som han dansede og spillede, dansede hans lille Hund med; det havde han afrettet den til. Ja, det var en mærkelig Hund! Da han reiste, bad han mig tage den, og det gjorde jeg ogsaa. Jeg kom meget hos gamle Puggaards, og den løb med mig derhen. Saa rejste de til Neapel, og Hunden blev borte for mig. Men en Dag kom den rendende til dem dernede, den havde søgt dem op, og saa lod jeg dem beholde den.«

Küchler begyndte ogsaa at tale om Chr. Winther. »Han var jo meget elskværdig«, sagde han, »men han var mig noget vel exalteret, ogsaa i sin Venlighed; den kunde næsten være mig for stærk.« Winther havde, flere Gange besøgt ham i Bonaventura-Klosteret.

Da vi vilde til at gaa, sagde Küchler, at det havde meget glædet ham at se os, og han vilde nu følge med os ned ad Vejen. Han gik og beundrede Blomsterne paa Siderne og syntes ganske at dele sin hellige Franciskus's overordentlige Kjærlighed til Naturen; der fortælles jo om hin digteriske Kjøbmandssøn, at han kaldte Fuglene sine Brødre, Svalerne sine Søstre, at han broderlig hjalp Blomster og Dyr og kun dadlede Myrerne, fordi de vise sig altfor bekymrede for Fremtiden, »I enhver af hans Munkeklostres smaa Haver skulde et lidet Bed til Herrens Pris være forbeholdt de skjønneste Blomster.« Küchler havde i dette Punkt let ved at være hans Efterfølger. — Da vi kom et Stykke frem og Vejen rundede, aabnede Udsigten sig over Konstantins Basilika, Titus' Triumfbue, Kolosseum og alle de andre maleriske Ruiner. Han standsede, saa ud over det og sagde: »Se, er her ikke smukt? Saadan mod Aften, naar Solen gaar ned, maa jeg tit herhen at se ud over det Hele. Her er det gamle Rom, her er der smukkest ude!« Han følte sig landflygtig i sit eget Kloster. Jeg nævnede dets Have og dens Skjønhed ved Solnedgang; men det vilde han ikke ind paa. »Nej«, sagde han, »jeg gaar ogsaa tit ved Aftenstid her hen bag om Aventinerbjærget til St. Sabina og besøger Munkene dèr.« Jeg spurgte, om han aldrig besøgte Kunstsamlingerne. »Nu sjældent, og de fleste er saa langt borte.« Jamen, han kunde vel kjøre til dem? »Ja, jeg kunde vel nok faa nogle Soldi her fra Klosteret til at kjøre i en Omnibus for. Men jeg bliver gammel. Naar jeg har gaaet lidt, kan jeg mærke, jeg bliver træt, og det gjør saa godt at hvile, naar jeg kommer hjem. Men er jeg saa blot en lille Tid stille, kan jeg blive saa rask og glad som et Barn. Det er det, det kommer an paa, og jo ældre jeg bliver, desto mere føler jeg mig som Barn igjen og kan glæde mig over det Mindste.« Jeg nævnede ham et Citat af Welhavens Digt »Byens Kirkegaard«: 10)

„Kan Du igjennem Din Strid og Din Daad
„redde det barnlige Skjær til det Sidste,
„da har Du Regnbuen over Din Graad,
„da har Du Glorien over Din Kiste."


Han svarede: »Ja, det er smukt; men Vorherre har sagt det endnu smukkere og simplere: »Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.« Jo ældre jeg bliver, desto mindre frygter jeg ogsaa for Døden. De piller Allesammen af derhjemme, nu er Constantin 11) jo ogsaa død. Og jeg hører, Nogen af dem skal have haft saa svært ved at dø. Naar vi blot kan forsage Verden og kue Synden, som hver Dag fører Kamp i vort Kjød, saa faar Døden ingen Magt; for den er kun Syndens Barn.« Jeg svarede, at jo dog mange ædle Mennesker havde lidt svære Kampe i denne Brydning mellem Liv og Død, og den var jo saa naturlig for Mennesket; Ingen — syntes det mig — kunde unddrage sig Angsten derfor. Dertil svarede han: »Men saa har de Mennesker ikke kæmpet deres Kamp færdig. Jeg er ikke bange for Døden; 12) jeg véd, at Gud er kjærlig og at jeg gaar til det Bedre. Jeg véd ogsaa nok, han er retfærdig, og at jeg er en stor Synder; men bange for ham kan jeg aldrig sige, jeg føler mig; jeg har Fred.«

Det var omtrent det Sidste, vi talte med Küchler. Han trykkede vore Hænder og saa saa mild ud. Derpaa vendte han sig og gik op ad Bakken. Vi vandrede ned mod Forum. Endnu engang standsede vi og saa tilbage. Dèr gik han sin rolige Gang med stille Skridt op ad Højderne og svandt mellem de grønne Træer, hvor Solblinket legede paa Vejen.

I Juni 1881.




NOTER

1) Der staar i Franciskanerklosterreglerne, at Den, der forstaar en Haandtering, maa udøve den for at tjene Føden; Den, som Intet kan, maa tigge, dog ikke om Penge. Heller ikke Ordenen som Helhed maa eje Mere end det Nødvendigste. Den Munk, som, naar han er syg, utaalmodig forlanger Lægemidler, er uværdig til at være i Klosteret, fordi han bekymrer sig mere om Legemet end om Sjælen.

2) »Paa Rejser skulle Franxiskanermunkene bære deres sædvanlige Dragt, intet Andet, ikke engang Stok, og naar de falde mellem Røvere, skulle de lade sig udplyndre.« Cantus Verdenshistorie B. IV., S. 35.

3) Den hellige Franciskus begyndte sin Askese med at klæde sig af, saa han var ganske nøgen, og gjøre sig til en Søn af en Tigger, skjønt hans Fader var en velhavende Kjøbmand. Senere klædte han sig i Pjalter, og endelig bar han kun en Kutte med et Reb til at binde om Livet, og ikke engang denne Dragt regner han for sin egen. Saaledes gaar han ud. „I en Verden, der lever for Kigdom og Fornøjelse, prædiker han Fattigdom; i en Verden, hvor Vrede, Hovmod og Krig raader, forkynder han Kjærlighedens Lov." (Se Cantus Verdenshistorie B. IV. S. 34.)

4) »Minoriterne maa ikke tale i Enrum med Kvinder, men skulle prædike Bod tor dem. Den, som har Omgang med Kvinder, bliver strax jaget bort af Klosteret.« Cantus Verdenshistorie B. IV., S. 35.

5) »Hvo, som vilde indtræde i denne Orden, maatte først sælge al sin Ejendom til Bedste for de Fattige og tilbringe et Aars meget strænge Prøvetid, inden det blev tilstedet ham at aflægge Løfterne.« [...] Franciskus's Klosterregler.

6) 1 Lire er omtrent 70 Øre.

7) Maleren F.C. Lund.

8) Roms Assistenskirkegaard.

9) Se Bødtchers Digte: »Piazza Barberini«.

10) Welhavens Samlede Skrifter B. III, S. 197.

11) Constantin Hansen.

12) Den hellige Franciskus endte ogsaa med at byde »sin Søster Døden« velkommen.




Kaulbach i sit Hjem.


Jeg havde den Glæde i Sommeren 1873 at være Kaulbachs Gjæst i München, og det Følgende skal give en Skildring af, Hvad jeg saâ og oplevede i hans Familie og Atelier.

Det var min Rejsefælle, H. C. Andersen, der forskaffede mig den Nydelse at gjøre Kaulbachs Bekjendtskab. Strax den første Formiddag, vi vare i München, tog han ud for at besøge denne sin gamle Ven. Han traf kun hans Hustru hjemme, Kaulbach var inde i Byen i sit Atelier. Andersen kom tilbage og glædede mig, der imidlertid havde været i det nye Pinakotek og set Kaulbachs berømte Billeder dèr, ved at fortælle, at jeg, takket være hans velvillige Omtale, var indbudt til i hans Følgeskab næste Formiddag at besøge Kaulbachs Atelier og derefter være hans Gjæst til Middag.

Mandagen den 14de Juli om Formiddagen Klokken halvelleve kjørte vi til Kunstakademiet. Vi gik ind over Gaarden til en meget stor Dør, aabnede den og endnu én, og stode da i en meget høj Sal, fyldt med Billeder, Kartonner, antikke Figurer, Statuer o. s. v. — Kaulbach stod henne under det store Vindue i Baggrunden af Stuen foran et Billede, en Karton til Syndfloden. Han skottede til os, der kom ind. Han blev staaende, og da han saâ, det var Andersen, udbredte han Armene imod ham med et mildt, venligt Udtryk; men han gik ikke bort fra sin Plads. De omfavnede hinanden og paa tysk Vis kyssede Kaulbach flere Gange Andersen, der, bevæget ved at se sin gamle Ven igjen og desuden i Forvejen svag og anstrængt, maatte søge Plads paa en Stol. Kaulbach bød ham være rolig, lagde Haanden paa hans Skulder, stod og saâ paa ham og nikkede meget kjønt. Strax efter gav han mig Haanden og bød mig Velkommen. Han var en Mand af Middelhøjde, stærk og sund, med fyldige, rødmussede Kinder, en kroget Næse, brungraa Knebelsbarter, der næsten ganske skjulte Munden, ualmindelig kraftige, blaa Øjne med Guldbriller for og en temmelig stor, brun Paryk, der var klippet lige af over Panden. Han bar en stor, noget grov Kaskjet. Hans Dragt var meget almindelig og ikke elegant: en grov, sort Frakke, hvid Vest og graa Benklæder; hans Ben vare stærke og faste med smaa Fødder, hans Hænder ikke kjønne, med stærkt fremtrædende Aarer og meget haarede. Jo mere man saâ paa ham, desto interessantere fandt man ham, navnlig naar han talte, og det var da især de luende, spillende Øjne og den høje, af Tanker gjennemarbejdede Pande, der syntes at vidne om hans store Begavelse.

Andersen takkede ham for hans senere, smukke Billeder, navnlig for et, han havde set, fra Inkvisitionens Tid, hvor en Madonnastatue stod med gjennemstukket Hjærte. Kaulbach sagde: »Ja, hun stod dèr for at sige, at hun havde lidt meget ved alt det Onde, Katolikkerne havde gjort for at behage hende og som tværtimod havde smertet hende. For dette Billede har jeg været meget forfulgt og forhadt af Gejstligheden her i München; den har næsten villet stene mig ud af Byen; men det gjør mig Intet, det gjør mig slet Intet!« sagde han, og gjentog det flere Gange. »Dèr staar en protestantisk Kristus!« fortsatte han kort efter og viste hen til et Billede, der hang paa Væggen. Han syntes i det Hele at være Katolicismen lidet venlig.

Vi vilde til at se paa hans store Billeder, og han sagde da: »Saa trækker jeg mig lidt tilbage. Dog, det er sandt, først maa jeg forklare: Denne Karton er en Del af et stort Syndflodsbillede, jeg maler. Her ser De en Konge med hele sin Familie. Han vil ikke dø, som de Andre, ved at drukne, han vil ikke udaande i det samme Vand som de Andre, Plebejerne, derfor dræber han sig selv og sin Slægt. Og her ser De Mennesker, der kæmper med alle de mange Dyr før Syndfloden.« — Efter at have anbefalet os til en ung Svigersøn, en Advokat, som just var kommen, forsvandt han bagved et stort Skjærmbræt. Vi gik nu rundt og saâ paa hans forskjellige Billeder. Paa et stort Staffeli stod et temmelig betydeligt Arbejde: Korshæren foran Jerusalem under Gottfred af Bouillon.

I Baggrunden af Stuen hang et udmærket levende Portræt af Liszt i naturlig Størrelse og ved Siden heraf dennes Steddatter, Hertuginden af Gerolstein. Han havde nylig paabegyndt et smukt Billede: Amors og Psyches Bryllup. Af størst Interesse var Syndflodsbilledet, hvor hans dristige, indholdsrige Fantasi fik fuldt Raaderum. Jeg saâ ved dette Arbejde, at han malede sine Billeder i mange smaa Kartonner, som han da satte sammen til et Hele; men i Forvejen var hver for sig en Helhed, hvad man ogsaa vil kunne iagttage paa hans forskjellige Malerier; derfor har man altid kunnet uddrage enkelte Grupper heraf som selvstændige Billeder, f. Ex. »De Helliges Udvandring fra Jerusalem« fra det store Billede i det nye Pinakotek: Jerusalems Ødelæggelse. — I Atelieret var der stor malerisk Uorden: han var alene derinde, og der var Intet, som tydede paa, at han nogensinde havde Elever om sig paa dette Sted.

Snart kom han igjen tilsyne, og vi havde imidlertid set en Barbér færdes frem og tilbage med Sæbekop og Kniv. Kaulbach bukkede gemytlig og sagde, at da han skulde have fine Fremmede til Middag, maatte han se at gjøre sig selv saâ fin som muligt; derfor havde han ladet sig barbere. Samtalen faldt nu paa hans bekjendte Billede: Engelen, der i Nattens Stilhed flyver bort med det lille Barn, malet efter Andersens ligesaa bekjendte Historie; det er maaské det af Kaulbachs Billeder, der er bedst kjendt baade i Danmark og andre Lande. Han sagde ogsaa, at han i det Uendelige havde faaet Bestillinger paa det, og vi fortalte ham, at vi overalt i Udlandet havde truffet paa det, og hvorledes det var anvendt paa de forskjelligste Maader. Helt oppe i Schweiz's Bjærge havde Bønderne indfattet det i deres udskaarne Arbejder, og paa sin Rejse i Spanien havde Andersen faaet dets Hilsen fra de forskjelligste Butiksvinduer.

Da Kaulbach ikke længere burde forstyrres i sit Arbejde, bøde vi ham Farvel. Han fulgte os til Døren, stadig nikkende og hilsende med sin Kaskjet.

Jeg havde hørt, at han var en brutal Mand, der var kold og uforskammet mod sine Gjæster, naar de forstyrrede ham i hans Gjerning. Jeg havde fundet en i højeste Grad human og elskværdig Kunstner, der var Gjæstfriheden og Gemytligheden selv. Han var over 68 Aar, men meget sund og livsdygtig og arbejdede hver Dag i sit Atelier fra Klokken 10 til 4.

Det tiltalende Indtryk af ham forhøjedes, da vi Klokken fire spiste til Middag hos ham i hans private Bolig; denne er en Villa, der ligger lige udenfor Byen ved »Der englische Garten«. Vi modtoges af hans Hustru, som vel var omtrent 60 Aar, men endnu meget smuk, med funklende, sorte Øjne, skjønne Former og et aandfuldt Udtryk. Hun har en stærkt udpræget Personlighed, og man mærker snart, at hendes Karakter er ligesaa udviklet. Med megen Ynde og Venlighed modtog hun os ved Havelaagen og førte os gjennem en Entré ind i deres smukke Dagligstue; Alt derinde var kunstnerisk arrangeret, paa Væggene hang store Kobberstik og Fotografier efter Kaulbachs Billeder til Goethes og Schillers Historie og Digterværker, og endvidere to store Fotografier af Bismarck og Moltke med deres egenhændige Paaskrift. Værelsets ene Væg var rundet ud i en Karnap, og i denne var der mange, smukke Væxter og en stor, rund Sofa; fra Vinduerne havde man Udsigt over Haven.

Strax efter at vi vare komne, saâ vi Kaulbach, og da han opdagede, at vi vare kjoleklædte, sagde han, at vi nok ikke vidste, vi vare indbudne til Middag hos en Kunstner, hvor man ikke skulde være fin og selskabsagtig. Lidt efter lidt samledes hans Familie. Han har tre Døtre og én Søn, alle gifte, den ældste Datter med en Kontorchef i Kultusministeriet i München, den anden med Direktøren for Kunstakademiet i Nürnberg og den tredje med den før omtalte Advokat. Den Første og Sidste af disse vare tilstede med deres Mænd, og ligeledes Sønnens Hustru, en meget smuk, slank og ædel ung Kvinde, tydelig nok Svigerfaderens erklærede Yndling.

Kaulbach førte mig ud i Karnappen og gav sig i Samtale med mig. Jeg begyndte at ytre mig om hans Billeder, og han forundrede sig over, at jeg kjendte dem, og endnu mere over, at de fandtes gjengivne i Kobberstik og Fotografier rundt om i danske Huse. Da vi strax efter skulde tilbords, tog han mig under Armen, og jeg fik Plads ved hans Side. Samtalen førtes i Begyndelsen mere mellem To og To, vi kom da ganske naturlig til at tale indbyrdes sammen, og Emnet blev dansk Kunst. Han kjendte ikke meget til vore Kunstnere, dog nævnede han Fru Jerichau, Storch og Simonsen, hvem han omtalte med Agtelse. 13) Han blev meget livlig, da Jerichau kom paa Bane. Han kjendte ham ikke personlig, men havde den største Interesse for ham og ansaâ ham for Nutidens første Billedhugger. I Rom havde han med Beundring set Værker af ham og hans Portræt, som havde fængslet ham; han fandt, at han lignede Thorvaldsen. Jeg maatte fortælle om hans Arbejder, om hans Person og Liv, og han sagde da: »Det interesserer mig meget!«, hvilket han gjentog en tre—fire Gange, som altid, naar han talte opmuntrende eller beundrende. Han holdt ikke af at tale om sig selv, men roste flere Gange andre Kunstnere stærkt. Bournonville havde besøgt ham, og han mindedes ham med Glæde. — Jeg sagde til ham, at han hele sit Liv igjennem maatte have malet særdeles flittig og hurtig, siden han havde kunnet frembringe saa Meget. Han svarede: »Jeg maler egentlig ikke hurtig, og min største Flid kjender De ikke; den gaar med til Læsning; thi jeg maa studere meget til alle mine Billeder; for at holde min Aand i Bevægelse, og nu, da jeg begynder at blive gammel, følge med Tiden og faa Ideer, læser jeg saa godt som Alt, hvad der udkommer, selv daarligere Romaner; de ere dog tit et helt Livs Resultat, og jeg kan i dem finde Guldkorn, som kunne bære Frugt i mine Billeder.« — Jeg talte om den store Fantasi, han røbede i sine Arbejder, og han sagde da: »Ja, det er en Lykke, der falder mig en hel Del ind!«

Lidt efter lidt blev Samtalen mere almindelig. I Anledning af en aldeles opdigtet Historie, som en amerikansk Jurnalist havde fortalt om Andersens Bekjendtskab med forskjellige Storheder, og som netop i de Dage var citeret i det danske »Dagbladet«, fortalte Andersen, at der ogsaa engang i en amerikansk Avis var bleven meddelt en Skildring af hans Liv i Kjøbenhavn, hvor man kaldte ham »Lille Hans«, og der sagdes, at naar han kom paa Gaden, løb alle Børn efter ham, trak ham i Skjøderne og raabte: »Goddag, lille Hans! Goddag, lille Hans! Kom nu ind i en Port og fortæl os et Æventyr!« Og saa gik »Lille Hans« strax med dem derind, satte sig paa Trappen og fortalte for den stadig voxende Skare. Under denne Fortælling lo Kaulbach med stærkt komisk Sans og en smittende, umiddelbar, ikke videre høj Latter. — Andersen fortalte nu Sagnet om Liden Kirsten og Prins Buris, om den danske Soldat, der gav Svenskeren den halve Flaske Øl, om Kirkeklokken i Farum og flere andre, der morede og glædede Kaulbach, som nu udtalte sig om nordisk Mytologi og Sagnhistorie og viste stort Kjendskab hertil. Han beundrede Andersens malende Fortællingsmaade, den simple og dog dybsindige Aand, der var over Alt, hvad han meddelte. »Naar Andersen sidder saadan og fortæller, er der ikke saa Lidt, der minder om Walter Scotts Maade at meddele sig paa«, sagde han. Da Andersen fortalte om Kongen af Danmark, der under hans Sygdom havde besøgt ham og ved Afrejsen foræret ham sin egen Rejsetaske, sagde Kaulbach: »Saaledes skal en Konge behandle sine Digtere, og derfor skal han have en Skaal. Et »Hoch« for Kongen af Danmark!« Dermed tømte han sit Glas.

Kaulbach yndede aabenbart Vin og havde udmærkede Vine paa sit Bord. Selv drak han kun Rødvin af et stort, italiensk Glas. Han vilde, at Alle ved Bordet skulde nyde Vinens Glæder, tit klinkede han paa mit Glas og sagde: »Drik ud og vis, at der er Gudeblod i Dem!« Han bød ogsaa stadig sine Døtre at drikke og altid tømme Glasset helt; de vilde ikke, men han blev ved at nikke og opfordre, til de leende gjorde det. Han yndede navnlig at se sin smukke Svigerdatter drikke Vin, især Champagne; hun rødmede saa kjønt, naar hun tømte Glasset, og saa nikkede han mildt og iagttagende til hende. Han fortalte, at han flere Gange havde forsøgt at male hende; men det vilde aldrig lykkes ham at faa Billedet ret efter Behag.

Det klæder en stor Kunstner saa udmærket at have sikkert Fodfæste paa Jorden, det er nødvendigt for ham at have dyb Rod i Virkeligheden, medens hans Hjemstavn er i Aandens Egne. Saaledes var Kaulbach: sund, jævn, ligelig og naturlig i sin hele Optræden. Han vidste, at Kunsten ikke faar den rette Betydning, naar den ikke omfatter hele Menneskelivet og formaar at løfte Alting op i sin Sfære. Derfor søgte han stadig at komme paa det Standpunkt, at intet Menneskeligt var ham fremmed; han tog Del i Alt, omfattede Statslivets Rørelser, Religionens Kampe og Hjemmets Forhold med lige stor Interesse og var med Øre og Øje tilstede overalt, hvor Livet rørte sig. Netop den her omtalte Dag havde han om Formiddagen været Tilhører under en Sags Behandling i Retten, hvor en Gejstlig, der havde bedraget for Penge, efter 6 Maaneders Fængsel var bleven forhørt. Kaulbach fortalte meget morsomt om hele Retshandlingen og aabenbarede under denne Fortælling, hvor fin og træffende en Iagttager han var. Han skildrede den Gejstlige med stort Lune, sagde, at han tydelig var bleven fed af Fængslet og i den ene Mundvig sad hans egen Djævel, i den anden hans Bedstemoders; »men forresten havde han et meget forklaret Udtryk«. -— Naar han fortalte eller hørte Noget, der morede ham, havde hans smukke Øje et ualmindeligt Skjælmeri og sprudlende Lune.

Værelset, vi spiste i, var kunstnerisk udstyret. Det var rigt prydet med Kandelabre, Lysestager, italienske Glas, antikke Sølvsager, Rustninger, antikke udskaarne Møbler og Panélværk, paa den ene Side italiensk, paa den anden fra et gammelt, rigt Hus i Nürnberg. Ovenover Panelet hang der Familiebilleder, malede af Kaulbach selv. Midt paa Bordet stod der et stort, antikt Kobberbækken. Der var kun ét, meget stort Vindue, saa Lyset faldt rolig og smukt i Rummet, og udenfor Ruderne saâ man et Dueslag med mange, mest hvide Duer. Kaulbach var en udsøgt Vært, som han sad dèr med sine Ærmer lidt opsmøgede og i fuldkomment hjemlig Hyggelighed; han var ivrig med at sørge for, at hans Gjæster fik, Hvad de skulde.

Af flere Grunde tænker jeg med Glæde tilbage paa denne Dag, mest tror jeg dog, fordi der ved dette Middagsbord aabenbarede sig et ualmindelig lykkeligt Familieliv; frit og kjærligt var der, der var sunde, livsdygtige Mennesker i godt Humør, man fik Lyst til at leve der, og man var glad ved at være der.

Efter Bordet gik vi ud i Haven, hvor der var dækket Kaffebord foran et Springvand, omrandet af Forglemmigejer og derudenom en rig Rosenflor. Her var Kaulbachs lille Sønnesøn ude, og Bedstefaderen var strax færdig til at lege med ham. Han gav sig ogsaa meget af med sine Døtre, var chevaleresk imod dem, rejste sig og gav dem Plads.

Haven var temmelig stor og meget smuk. Kaulbach har i sin Tid kjøbt tre Haver og slaaet dem sammen til denne ene, som han selv har anlagt. Den lignede en dansk Præstegaardshave, løvrig og fyldig; Skoven var bragt derind og havde ført sin store Natur og ejendommelige Duft med sig, der var Bregner og Burrer, meget Græs, gamle Træer og desuden talrige smilende og duftende Blomster. Tre Karle gik omkring og vandede Buske og Træer, og Kaulbach »stod i personligt Forhold til Alt, hvad der havde Liv derinde.« Landlivets Stilhed og Friskhed hvilede over det Hele. Paa den ene Side var der et Schweizerhus, hvor Familien ofte spiste til Middag, et andet Sted var der bragt et smukt Udsigtspunkt tilveje, og i Enden af Haven havde Kaulbach bygget et Hjem for sin yngste Datter og hendes Mand. Sit eget Hus har han ikke selv bygget, han kjøbte det, da det nylig var opført, men forandrede det helt igjennem efter sin egen og sin Families Smag.

Medens Kaulbach viste mig rundt i Haven, kom vi til at tale om Danmarks Forhold til Tyskland. Han spurgte, om der hjemme hos os var meget Had til Tyskerne, hvortil jeg svarede Ja, skjønt vi erkjendte, at vi baade i Videnskab og Kunst havde faaet rig og heldbringende Paavirkning fra Tyskland. Han spurgte, om Nogen hos os talede Tysk, hvortil jeg svarede, at vi lærte det i Skolerne og tog Examen deri til Artium, hvilket lod til at forundre ham en Del. Han udtalte den faste Overbevisning, at der ikke vil gaa mange Aar, inden vi ere gode Venner; thi vi ere mere i Slægt med Tyskerne end med Franskmændene, hvilke han rev frygtelig ned og dadlede os, fordi vi holdt med dem. Jeg sagde, at vi aldrig bleve venlig stemte mod Tyskerne som Nation, hvis de ikke vilde give os Slesvig tilbage.

»Jamen, De vil jo ogsaa have Holsten?« — »Nej, der er ikke længer nogen fornuftig Dansk, som ønsker Holsten; dér ere de tyske, tale og tænke Tysk, men det gjør de ikke i Slesvig, og derfor har Preussen krænket en stor Idé ved at undertvinge dem; i Sproget ligger det fineste Udtryk, et inderligt og dybt Udtryk baade for det enkelte Menneskes og for et Folkeslags Natur; derfor synder man i Preussen haardt, lige indtil man giver os det danske Slesvig tilbage.«

(Jeg tænkte stadig paa Bismarcks og Moltkes Portrætter i Dagligstuen).

Kaulbach svarede, at Sandheden altid sejrede, og derfor vilde Slesvig vel blive dansk, hvis det skulde være det; han ønskede Venskab med Danmark, eftersom han elskede og ærede Meget der.

Medens vi talte herom, kom hans Søn, som ikke havde været tilstede ved Middagsbordet. Han er Maler, høj og mørk, ser lidt svag, men karaktérfast ud, og gjorde et stille, elskværdigt Indtryk.

Lidt efter satte Andersen sig efter Alles Opfordring til at læse: »Hvem var den Lykkeligste?« og »Kometen«. Kaulbach sad og hørte til, med meget skjælmske Øjne fæstede paa Andersen, og imedens hoppede nogle tamme Skader omkring ham og nappede ham i Benet; Duerne gik ogsaa rundt paa Jorden nær ved os og sadde i Flokke paa Taget. — Under Oplæsningen af den sidste Historie kom en berlinsk Professor med sine to Døtre; efter den lille Afbrydelse, som dette forvoldte, stillede Kaulbach sig bag Andersens Stol og hældede sig frem paa Siden af ham. Da Oplæsningen var endt, klappede han i Hænderne og sagde: »Andersen bliver altid lige ung og lige udmærket«, hvorpaa han gik med ham hen i Haven og fæstede en dejlig, rød Rose i hans Knaphul. Snart kom han igjen tilbage og sagde da spøgende til sin Hustru: »Du har ikke præsenteret mig for Professoren dèr!« (han var en gammel Bekjendt af ham), og derpaa bukkede han et Par Gange meget elskværdig. Kaulbach var en lykkelig, glad Mand.

Snart efter kjørte vi bort, og med sin Hustru ved Siden fulgte han os tilvogns udenfor Havelaagen; de indbød os til Middagsselskab næste Dag og stode og nikkede og vinkede, da vi forsvandt.

Allerede Klokken tre om Tirsdagen vare vi atter i Kaulbach Hjem; Fruen modtog os ligesom den foregaaende Dag ved Havelaagen og førte Andersen ind i sit Hus. Lidt efter lidt samledes Selskabet, hvoriblandt flere Kunstnere fra München. Snart kom Kaulbach, munter og elskværdig, i en stor, graa Frakke. Inden Bordet kom Andersen til at fortælle ham om Bravallaslaget og gjorde ham opmærksom paa, hvor godt Fremstillingen heraf vilde ligge for hans Evner. Vi gjorde ham bekjendt med Beretningen herom, og han nedskrev sine Bemærkninger; jeg saâ da hans Notitsbog, som mellem det Opskrevne stadig indeholdt tegnede Skitser. Han omtalte nu »Hejmskringla«, som han havde læst, ligesom han kjendte en stor Del nordiske Sagn og havde studeret Eddaerne, som højlig havde tiltalt ham. Motivet fra Bravallaslaget vilde han benytte, og jeg maatte love ham at sende en fuldstændig Oversættelse af Beretningen derom, hvilket jeg ogsaa senere har gjort; men Døden bortkaldte ham, inden han fik udført dette Værk.

Vi gik saa tilbords. Kaulbachs Svigerdatter var min Dame, og hun sagde mig, at jeg slet ikke kunde vide, hvor elskværdig han var. Hun udtalte sig om det Vanskelige for hendes Mand i som Maler at være Kaulbachs Søn; han havde for at undgaa altfor megen Sammenligning været nødsaget til at slaa ind i en Retning ganske modsat Faderens; han malede Billeder af Hverdagslivet.

I Samtalens Løb kom det paa Bane, hvorledes Børnene dér i Huset altid benyttede Faderen, naar de vilde have noget Vanskeligt sat igjennem. Sønnen sagde spøgende: »Ja, for Moer er den Strænge her i Huset, saa maa vi betro os til Faer.« Hertil svarede. Kaulbach: »Ja, der Vater ist ein so guter, guter alter Kerl, der Alles thut, was die Kinder wünschen, und so ist es nothwendig, dass die Mutter streng scheint; aber sie ist doch so mild und gut. Ihre Gesundheit!« Og saa drak vi og Børnene med stor Glæde den udmærket dygtige, aandrige og elskværdige Husmoders Skaal; hendes Skjønhed, Hjærtelighed og Forstand var i høj Grad tiltrækkende. Den berlinske Professor, der ogsaa giver sig noget af med Digtning og er anset i Berlins Selskabskredse, begyndte at fortælle noget Rosende om Kaulbach og vendte sig da om til ham med de Ord: »Det maa De ikke høre!«, hvortil Kaulbach svarede: »Jeg har altid kunnet taale at høre Ros; jeg véd, hvor Lidt den betyder. Dadel har undertiden villet forsøge at skade mig, men kuer mig nu ikke mere saa meget, skjønt jeg tænker over, om der er Sandhed i den. Fortæl De kun, Hr. Professor, jeg skal bøje mit Hoved!«

Professoren kom senere til at omtale, at han havde læst danske Sange, hvori Tyskerne bleve gjorte til rene Djævle, hvortil jeg svarede, at vi i Danmark havde læst lige saa skjønne tyske Sange, og saaledes maatte det vel ogsaa være. Professoren angreb nu skarpt de Danske, hvorpaa Kaulbach tog Ordet og sagde: »De mærker, at Professoren er en Berliner; i Nordtyskland er Stemningen mod Danmark ganske anderledes, end her nede hos os; her have vi beundret vore noble, danske Modstandere, og, skjønt Tyskere, æret Danmarks Sag; de vare anderledes Fjender end de franske Hallunker. For min Person og paa mit Huses Vegne vil jeg sige, at vi beklagede Frankrigs fuldstændige Tab i sidste Krig, fordi Danmark havde haabet saa meget paa dets Sejer, og Danmark ejer et Folk, der fortjener Sejer. Derfor udbringer jeg et Leve for alt det Skjønne og Ædle, Danmark har frembragt: Holberg, Baggesen, Oehlenschlæger, Thorvaldsen, Ørsted, Andersen, Gade og mange Andre, som jeg ikke her véd at nævne, og det Leve staar jeg ved.« Skaalen modtoges med megen Sympati.

Andersen tog nu Ordet og sagde, at Solen er Livsbetingelsen; Intet kan spire og trives uden Solskin, og navnlig trænger en Maler til Sol, for at Farverne kunne lyse og aabenbare sig i deres Finhed og Nuance. Det var klart, at Kaulbach fik sit rigeste, reneste og varmeste Solskin fra Hjemmet; »en Skaal for Hjemmets Sol, Fru Kaulbach!« Kaulbach blev bevæget, kyssede Andersen og sin Hustru hjærtelig og sagde, at det var Sandhed. Senere hen under Maaltidet blev der fortalt om en Mand, der, skjønt han var skilt fra sin anden Kone, dog paastod, at man altid elskede sin anden Kone højere end den første; Kaulbach sagde: »Naar han har elsket sin første Kone rigtig, saa tror jeg aldrig, man kan blive hélt lykkelig med den anden«.

Den berlinske Professor udbragte Andersens Skaal: »Jeg vil ikke tale malende, men musikalsk. Grundlaget for al ægte Musik er Folkemelodierne. Dem har Andersen som Digter lyttet til; deres Uskyld og Enfold, i Forbindelse med deres Dybsind og skjønne Livsopfattelse, har præget sig i hans Sind, han har diet af Naturens og Folkets Bryst. Ja, Naturens! Havde han levet en Maaned i Berlin, vilde han være bleven dræbt som Digter; saa lidt Natur er der. Men af Andersens Digtning kjende vi den danske Naturs Ynde og Simpelhed, og Alle forstaa Naturen som Poesiens ægte Strængeleg; derfor er Andersen elsket overalt. En Skaal for vor fejrede Fjende, som vi ville tage i Favn og kysse som vor bedste Ven! En Skaal for Danmarks Ven, som har gjort Danmarks Fjende til sin Ven! En Skaal for Hans Christian Andersen!« Andersen takkede og sagde, at de vist Alle kjendte et Digt af Goethe: »Amor som Landskabsmaler«, hvori Amor af lutter Taager lidt efter lidt kalder Landskabet frem. Han selv var i sin Tid kommen til Kaulbach uden at kjende ham, Alt om ham stod ligesom i Taager, og man havde sagt, han var gnaven og brutal mod dem, der forstyrrede ham i hans Arbejde. Men lidt efter lidt traadte han frem af disse ubestemte Taager i sin hjærtelige, kjære Person og i sine mesterlige Billeder. »Jeg behøver ikke at sige Verden Hvad Kaulbach er som Kunstner, og jeg behøver ikke at sige de her Forsamlede Hvad han er som Menneske; men én Ting behøver jeg, fordi min Trang byder mig det: Jeg maa drikke Kaulbachs Skaal!« — Kaulbach svarede: »Jeg bøjer mig og véd, at jeg har Intet uden fra min kjære Herre Gud!« Lidt efter sagde Andersen: »Nogle sige, at vi, Kaulbach, blive evige her paa Jorden.« Dertil svarede han: »Ja, vi undgaa det næppe, efter Folks Sigende; men godt er det, at vi selv slippe fra det og ikke mærke det.« »Ja«, sagde Andersen, »vi maa sige, som en Mand sagde til mig: Ewig, ach, wie lang!« Da lo Kaulbach rigtig polisk og overgivent; det morede ham.

Der var en meget lykkelig Stemning ved Bordet, og vi sad der længe; Taler vexlede med livlig Konversation, og Champagnen knaldede lystig. Tilsidst udbrød den berlinske Professor: »Nu, Kaulbach, nu maa De tegne os Allesammen og give os det med.« — »Nu her?« spurgte Kaulbach; »jamen husker De da ikke, Hr. Professor, at jeg ikke er Fotograf.«

Da vi havde rejst os fra Bordet, drak vi ligesom den foregaaende Dag Kaffe i Haven; Kaulbach kom da hen og forærede mig sit Portræt, og da han saâ, at dette glædede mig, indbød han mig til næste Formiddag at komme i hans Atelier, saa vilde han forære mig en af sine Tegninger. Jeg vilde takke ham, men han afbrød mig og sagde: »De behøver ikke at sige mig mange Ord«. »Saa vil jeg heller ikke,« svarede jeg, og derpaa gav han mig meget kjærlig Haanden. Til Andersen gav han en lille Tegning, hvorpaa han havde skrevet følgende af ham selv forfattede Vers:

Wer stets nur anhört, wird sein Lebtag Stümper bleiben;
Wer Meister werden will, muss selbst die Sache treiben.

W. v. Kaulbach.

Da Andersen var noget anstrængt, kunde han ikke imødekomme Selskabets Anmodning om at læse op. Kaulbach saâ, at han var svag, og bragte ham med stor Omhyggelighed til Hvile i sit Sovekammer. Dette var meget smukt indrettet med et stort Bibliotek, især bestaaende af historiske og naturvidenskabelige Værker, og paa Væggene hang der mange Billeder, mest fremstillende Dyr, og alle malede af andre Kunstnere, som han altid vidste at sætte megen Pris paa, naar de vare dygtige. Han lod til ogsaa at benytte dette Værelse til Studerestue, og naar han selv var træt, var hans Hustru ham altid til Hjælp og læste ofte højt for ham.

Næste Formiddag, inden vi rejste bort fra München, var jeg efter Indbydelsen i Kaulbachs Atelier, og han forærede mig da sex Blade af sin Mappe, mest fremstillende Dyr i menneskelige Situationer og alle skabte med Geniets Kjendetegn. Da jeg gik, kyssede han mig og sagde: »Rejs nu hjem, og vær sund og dygtig, og kom saa tilbage og besøg mig, sund og dygtig; De skal altid være mig velkommen!«

Det blev ikke saaledes. Næste Vinter kom jeg paa Rejsen til og fra Italien forbi München og vilde gjærne atter have gjæstet det mig saa kjære kaulbachske Hjem. Men Koleraen var saa stærk dér i Byen, at det var bedst hurtigst mulig at komme videre. Blandt sine Ofre krævede denne Pest ogsaa Kaulbach, der stod livskraftig og med rige Evner i fuldt og frugtbart Arbejde.

I Sommeren 1880 søgte jeg atter i München Fru Kaulbach, hvem jeg ikke traf. Hun bor ikke længer i den gamle Bolig; denne har Sønnen Herman Kaulbach taget i Besiddelse. Ham var jeg saa heldig at træffe i Faderens gamle Atelier, hvor han stod og malede et Billede af Lukrezia Borgia, der danser for sin Fader; for at gjøre Studier til det, havde han nylig været i Rom. Han viste os i Stueetagen det »Kaulbachs Museum«, som Enken har indrettet til Minde om sin Mand og gjort offentlig tilgængeligt for Publikum. Her var dejlige Haandtegninger, af hvilke han tit om Aftenen havde gjort flere, dels for at more sine Børn, dels for at bevare Mindet om dem i de forskjellige Aldre, her var interessante Udkast til hans bekjendte Billeder, mange Gjenstande af personalhistorisk Værd, o. s. v. — Saaledes gjæstede jeg atter Kaulbach i hans Hjem; hans Aand var der, men selv kom han mig ikke imøde i legemlig Livlighed og Ungdom, saaledes som sidst, og derfor var dette Besøg nærmest vemodigt.

Jeg vilde gjærne lægge en Krans paa Kaulbachs Grav; thi skjønt jeg kun saâ ham kort, var han bleven mig kjær. Jeg har skrevet disse Linjer til Erindring om ham, og jeg beder, at de maa blive læst med Velvilje, selv om de i og for sig ere ubetydelige. Det vilde være mig kjært, om nogle af mine Landsmænd gjennem disse løse Omrids kunde faa Indtryk af Kaulbach som et elskværdigt Menneske. Hvad hans Betydning og Ejendommelighed som Kunstner bestod i, skal jeg slet ikke her gaa ind paa. Men hvor uenig man end forøvrigt kan være i de Følelser, man nærer for hans Billeder, og hvor lidet de end maaskè i det Hele kunne siges at egne sig for den danske Folkekarakter og dens Kunstretning, jeg tror dog, at vi Alle kunne og ville sige med Claudius:

Ach, sie haben
einen grossen Mann begraben!




NOTER

13) Mærkelig nok nævnede han ikke Marstrand, som i 1836 havde kjendt ham godt, og som dog aabenbart maa have interesseret en i flere Henseender saa aandsbeslægtet Natur som Kaulbachs. Marstrand skriver om ham d. 16de Sept. 1836, at han er en udmærket Karl, ved hvis Omgang han glæder sig overordentlig. I et Brev til Eckersberg fra d. 17de Jan. 1837 skriver han, at Ingen i München har interesseret ham som Kaulbach. Efter at have skildret hans Maleri Hunnerslaget siger han: »Det er saa skjønt tænkt og tegnet, at jeg var ganske henreven deraf, og ædelt og naturligt og frit for denne Stilisering, som de tyske Historiemalere have saa travlt med. Han studerer sine Gestalter umiddelbart i Naturen og søger kun at hente det skjønneste Stof, som den tilbyder. Jeg saâ ogsaa Kompositioner af det daglige Liv af ham, flere Scener af Schillers Verbrecher aus verlorener Ehre, saa mesterlige, karakteristiske og rørende sande, at jeg glædede mig over den Triumf, som derved det saa tvetydig ansete Genremaleri vandt.«

[Se Marstrands Breve S. 16 og 24—25.] Hvor lidet Høyen syntes om Kaulbach som Kunstner, kan ses i J.L. Ussing: Høyens Levned, I, S. 224 - 225.




Et Besøg hos Fritz Reuter.


Det er en behagelig Afvexling, man fornæmmer, idet man fra den bayerske Højslette drager ind i det skjønne, minderige Thuringen. Bjærge og Skove træde i Stedet for Sletter og Kornmarker. Et af de allersmukkeste Punkter her er Eisenach; lige inden Jærnbanetoget standser ved denne By, ser man tilhøjre en Borg paa Klippen, og da jeg i Sommeren 1873 kom til dette Sted og hørte Borgens Navn, randt mig pludselig i Hu Heibergs bekjendte Vers af Reformationskantaten:

I Sachsernes Land en mægtig,
skovgroet Klippe staar,
derpaa en fordum prægtig, stor og fyrstelig Gaard.
Som ringe Fuglerede den hænger i Klippens Favn;
Wartburg monne den hedde
Wartburg er Slottets Navn.

Eisenach og Wartburg! Med Et dukker Luthers Historie op i Tankerne, og man føler Stedets Ærværdighed. Faa Timer kun, og Jærnbanetoget vilde mod Øst føre os til Weimar og Jena! Minderige Navne fra den tyske Literaturs Blomstringsperiode, Centralpunkterne for store Aanders Udfoldelse, mægtige Geniers Tumleplads! Over disse Egne lyser Schillers og Goethes Minde, Wielands og Herders Navne ere for bestandig knyttede til dem, og det kunstelskende, opvakte Hof i Wejmar udvælger sig endnu som fordum Venner blandt Digtere og Videnskabsmænd; her bor den Dag i Dag Liszt som Byens Æresborger i Slottets Ly, og Wejmar bærer stadig Navn af »Tysklands Athen«.

Jeg var altsaa kommen til Eisenach. Det Første, jeg længtes efter at se her, var Huset, hvor Fru Cotta havde boet, hun, for hvis Døre Luther som Dreng havde sunget saa smukt, at den rige Enke antog sig ham som sit Barn; han opholdt sig her som Skoledreng fra 1498 —1501. Paa Torvet fandt jeg snart skraas overfor Kirken den lave Hjørnebygning, i hvis første Etage jeg blev vist ind i et Værelse med gipset Loft, støttet af ikke meget fremtrædende Bjælker, og saa lavt, at man magelig kunde naa det med sin Haand. Det var paa to Fag, men dog meget lille og ikke dybt, næsten firkantet. En temmelig brøstfældig Glasdør adskilte det fra et andet Værelse paa ét Fag, som knapt kunde rumme mere end en Seng. Det forreste var Luthers Studereværelse, det bageste brugte han til at sove i.

Man betalte Adgangen til disse Værelser ved at kjøbe et Par af de Fotografier, der i stor Mængde laa paa et Bord derinde. Jeg tog et af dem, der faldt mig mest i Øjnene, og spurgte, hvem det forestillede.

»Fritz Reuter! Og vil De saa ikke ogsaa have hans Villa?«

»Ja, den kjender jeg ikke. Hvor ligger den?«

»Det er kun fem Minutters Vej her udenfor Byen,« svarede Madammen. »Ethvert Barn kan vise Dem, hvor den er.«

Nu gik det op for mig, at jeg tidligere havde hørt, at Reuter boede her. Jeg gik hjem til Hotellet og fortalte min Rejsefælle, H. C. Andersen, den Opdagelse, jeg havde gjort. Han var for svag til selv at kunne besøge Reuter, men vilde dog gjærne sende ham sin Hilsen, og jeg blev altsaa Den, der skulde bringe hans Kaart derud og derved faa Adgang til Digteren.

Man er knapt kommen udenfor Byen ad Wartburg-Vejen, saa aabner Egnen sig med skovklædte Skraaninger og en stor, smuk Dal. Tilhøjre gaar en bred Vej noget stejlt opad forbi skjønne Villaer og ender ved Reuters Bolig; denne er temmelig storartet i tre Etager med en stor Udbygning, der forneden danner Søjlegangen foran Indgangsdøren, og paa første Sal aabner der sig en elegant Veranda. Jeg gik ind gjennem Haven og saa da paa Døren det bekjendte:

Dr. Fritz Reuter.
Vormittags nicht zu sprechen.

Ovenover Døren stod med store gotiske Bogstaver af forskjellig Farve skrevet paa Plattysk følgende Ord, der her ere gjengivne paa Tysk og derfor mangle Rim i de to første Linjer:

Wenn Einer kommt und zu inir sagt:
Ich mach es allen Menschen recht,
Dann sag' ich: Lieber Freund, mit Gunst,
O, lehr mir doch die sohwere Kunst.

Jeg forstod jo nok, at Doktoren ikke kunde paatage sig at være venlig og gjæstfri mod Alle og Enhver, men i Fortrøstning til den Hilsen, jeg havde at bringe ham, ringede jeg paa. En Pige lukkede op; jeg gav hende Andersens Kaart og sagde, at jeg var der for at fortælle ham, at Andersen, som var syg, ikke kunde komme til ham, men da han rejste igjennem Byen og hørte, at Renter boede der, vilde han sende ham en Hilsen. Pigen kom strax tilbage og sagde, at Doktoren lige sad og læste i en tysk Journal en Anmeldelse af Andersens sidste Hæfte Æventyr, og han vilde gjærne se mig.

Jeg blev vist op paa første Sal ind igjennem en anselig, smuk og elegant Salon, hvor Kejseren af Preussens store Buste stod paa en meget fremtrædende Plads; derfra førte Fløjdøren ind til Reuters Studereværelse. Han kom mig meget jævnt i Møde, gav mig Haanden og spurgte om mit Navn, og da han hørte det, sagde han, at det jo var ligesom de Danskes karakteristiske Træ. Et Øjeblik blev han staaende op. Han var af Middelhøjde, meget rød i Ansigtet med sølvhvidt Haar og Skjæg over det Hele; af Tobaksrøg var det noget brunligt over og under Munden, ellers ganske hvidt. Øjnene vare ualmindelig lyseblaa og meget poliske, med Briller for. Næsen var plump, ligesom der i det Hele ikke var noget egentlig Smukt i hans Legemsformer. Han var sværlemmet og undersætsig. Naar man holdt hans Haand i sin, mærkede man bedst, hvor stor og fyldig den var. Hans Klædedragt var grov, landmandsagtig, hans Støvler klodsede, og hans Skjorte stod aaben, saa man saâ hans blottede Bryst. Alle hans Omgivelser toge sig altfor elegante ud i Forhold til hans Person.

Han bød mig tage Plads ved Vinduet og satte sig selv lige overfor i en Lænestol, som syntes at være hans sædvanlige Sæde, og hvorfra han havde en særdeles smuk Udsigt over den forreste Del af Haven, Dalen og de skovklædte Bjærgskraaninger i Baggrunden. Under Stolen ved hans Ben laa hans bekjendte lille Yndlingshund, som af og til ved lidt Knurren, Bjæffen eller Gøen tilkjendegav sin Tilstedeværelse, hvorpaa Reuter anvendte et Øjeblik paa dens Opdragelse i al Gemytlighed.

Strax efter at vi havde taget Plads, raabte han: »Louise! Louise!«, og nu kom hans Hustru ind. Jeg mødte hende med stor Interesse; thi jeg vidste jo, hvor forelsket han endnu, efter fireogtyve Aars Ægteskab, var i hende, og hvor stor en vækkende og oprejsende Indvirkning hun havde haft paa hans Liv. Hun saâ udpræget og godt ud, var ualmindelig levende og naturlig, talede højt og smukt for sig og var, som det burde sig Fritz Reuters Hustru, rig paa Gemyt. Den Maade, hvorpaa hun tog imod mig, viste stor Gjæstfrihed, hvilken var saa meget mere beundringsværdig, som hun var overhængt af Besøg; at Folk forøvrigt ofte havde gaaet forgjæves, viste en stor Kurv fyldt med en uendelig Portion Visitkaart; de vare vist mest afleverede ved Formiddagsbesøg paa Hjemturen fra Wartburg til Eisenach, hvor Alverdens Mennesker benyttede Lejligheden til at gjøre Reuter Ulejlighed. Dog klæder det vel ikke mig her at bebrejde Folk dette.

Vi kom snart til at tale om Andersen. Reuter sagde: »Jeg sad netop og læste en Anmeldelse af hans sidste Æventyr!«, og han tog da den tyske Journal frem og læste højt deraf. Han viste sig at være meget nærsynet, skød Brillerne op paa Panden og fæstede Øjnene lige tæt ned til Avisen. Han forelæste ikke godt, men karakteristisk, temmelig langsomt og med stærkt Eftertryk paa Ordene. — Sit første Bekjendtskab med Andersen som Forfatter havde han gjort, da han var i Fængsel, formodentlig paa Slutningen, hvor det jo blev ham tilladt at læse. Han havde da faaet fat i »Kun en Spillemand«, hvoraf han havde haft megen Glæde, og som han syntes bedst om af Alt, hvad Andersen har skrevet. »Forresten hedder nok alle Deres berømte Mænd Hans Christian,« sagde han; »det maa være et meget almindeligt Navn i Danmark; der er jo Hans Christian Ørsted, Hans Christian Andersen og Hans Christian Lumbye.«

»Jamen, saa er der heller ikke Flere; og vi har dog flere berømte Mænd.«

»Ja, jeg véd det nok; jeg kjender ret godt Oehlenschlæger, Ingemann og Henrik Hertz.«

Vi kom nu til at tale om dansk Literatur. Det forundrede mig at høre, at Forfatteren af »Landmandsliv« syntes saa udmærket om Oehlenschlægers »Correggio«; men endnu mærkeligere er det jo rigtignok, at han i den Grad har yndet Byron, at han i sin Fængselstid, da Pen og Blæk vare ham fratagne, lavede sig selv en blækagtig Vædske og ved Hjælp af den og en Pind opmalede paa Fængselsmuren en Mængde byronske Vers, som han kunde udenad. — Han havde flere Gange læst »Correggio« og fandt den »saa simpel, rig og kunstnerisk.« »Correggio« er vel ogsaa den af Oehlenschlægers Tragedier, der mest egner sig til at blive læst paa Tysk, da den, som bekjendt, oprindelig er skreven paa dette Sprog. Jeg sagde ham, at Oehlenschlægers Styrke ikke var Tragedien, men Romancen, og nævnede ham »Helge«, som han ikke kjendte. Da den tyske Oversættelse af denne Romance-Cyklus jo anses for god, anbefalede jeg ham at læse den, ligesom jeg bad ham ikke forsømme at gjøre sig bekjendt med et Mesterværk som »Aladdin«. Hertz's »Kong Renes Datter«, der jo findes omtrent i enhver tysk Boghandlers Vindue, havde han læst med stor Sympati og beundrede dette Arbejdes kunstneriske Finhed og Ynde. — Med den største Begejstring talte han om Thorvaldsen og spurgte om hans Museum. Han havde tidligere tænkt at gjøre en Rejse til Kjøbenhavn for at se det. Jeg sagde ham, at det kunde han godt gjøre endnu; det var nok Rejsen værdt, og tillige vilde han være sikker paa en god Modtagelse i Danmark, hvor han var meget læst og yndet.

»Jamen, min Ryg er jo daarlig; jeg kan ikke taale at gaa.«

»Saa kan det maaské være, der er Nogen derhjemme, der vil bære Dem paa Hænderne.«

»Ja, jeg havde megen Lyst til at besøge Kjøbenhavn. Men vi er jo Fjender! — Nej, vi er det ikke mere; det skal være forbi, vi ville være Venner!«

Hans Hustru tilføjede: »Naar vi mødes personlig, er vi ikke Fjender!«

Dette sagde hun meget højt, hvorpaa han spøgende vendte sig imod hende med de Ord: »Du skal ikke raabe det saa højt, lille Kone; den unge Mand kan nok høre det, og han vil nok høre det, uden at det behøver at raabes.«

Jeg svarede, at Reuter, hvis han vilde komme til Danmark, nok skulde erfare, at vi godt kunne holde af Personer fra Tyskland.

Han vilde nu give mig en Cigar; men jeg sagde, at jeg ikke røg.

»Naa, men derfor maa jeg vel nok ryge?« Hans Hustru kom med Nøglen til hans Skrivebord og tog Cigaren frem.

»Der ser De,« udbrød han, »jeg har en Kone, der lukker af for mig, at jeg skal være maadeholden.« Paa hvert Punkt aabenbarede det sig, hvor lykkeligt, frit og sympatetisk et Samliv de førte.

Jeg spurgte, om det var slemt med Sygdommen i hans Ryg, og han fortalte da, at han paa en Sejlads ned ad Rhinen havde forkølet sig stærkt, og det havde slaaet sig paa Ryggen, saa han led meget i den. Han kunde ikke staa længe oprejst og næsten ikke gaa, skjønt man ikke mærkede det paa hans Gang i Værelserne; men ude i den frie Luft blev han altid kjørt i en lille Vogn, som hans Hustru skød fremad.

Det havde været dette Ægtepars Bestemmelse at bygge en Villa ved Rhinen; men saa kom de til Eisenach og fandt Naturen dér saa smuk og fyldig, at de bestemte at tage fremtidigt Ophold her. Han kjendte allerede disse Egne fra sit Ophold som Student i Jena i Begyndelsen af Trediverne. De kjøbte saa udenfor Byen en stenet og udyrket Skrænt, som de drev op til Frugtbarhed og Fylde, dér byggede de deres Hus, og nu blomstrede Haven omkring dem og saa ret tilvoxen ud, skjønt de kun havde boet der i ti Aar.

»Og nu skal De se, hvorledes en elskværdig Mand indretter sin Hustrus Værelse,« sagde Fru Reuter og førte mig gjennem den store Salon ind i et Kabinet paa den anden Side. Der var ganske fortryllende med mange store, smukke Blomster og en dejlig Karnap med vid Udsigt op over de skovklædte Klipper til Wartburg. Pragtudgaver af Bøger laa paa Bordene, smukke Billeder hang paa Væggene, og flere Statuer stode rundt i Stuen; baade her og i Salen var der et stort Flygel, saa Musikken var ikke lukket ude fra dette Hjem. Alt derinde var saa nyt og elegant, at man næsten derpaa kunde se, at der ingen Børn var. Det er vist bekjendt, at Reuter i sin Ungdom vilde være Maler, og at han som ung Ægtemand foruden at give Undervisning i ogsaa levede af at male Portrætter i Pastelfarve. Denne Sans for Malerkunsten afspejlede sig rundt i Huset, hvor alle Væggene vare fyldte med Billeder — maaské var det ogsaa noget den, der bevirkede hans store Interesse for Oehlenschlægers »Correggio«, fordi han her kommer i Selskab med de største Mestere i denne Kunst. Gjennem den lille, hyggelige Spisestue kom vi tilbage til Studereværelset, hvor jeg nu lagde Mærke til et stort Billede af Hertugen af Wejmar, for hvem Reuter udtalte Venskab, og som ofte er Gjæst i hans Hus.

Medens vi vare borte, havde Reuter taget sit Portræt frem og spurgte mig nu, om jeg vilde have det, saa vilde han skrive sit Navn paa det. Fru Reuter hentede da ogsaa sit, og jeg blev naturligvis glad derved.

Han havde imidlertid ogsaa taget de danske Oversættelser af sine Bøger frem og viste mig dem. Han sagde, at han nok kjendte saa meget til Dansk, at han kunde bedømme Oversættelsen, og han skjønnede ikke rettere, end at den var god. Han havde modtaget ikke saa faa Breve fra Danmark med Tak for hans Bøger, og det havde glædet ham meget. Jeg sagde ham, at vi vare et Folk med Sans for det Komiske, og jeg troede, vi forstode ham godt. — Et Par Gange vilde jeg gaa, af Angst for at trætte ham, men han bad mig blive lidt endnu. Da vi endelig skiltes, sagde han: »Og hils nu alle Danske fra mig; men især dem, der ere gode Mennesker.« Jeg véd ikke at overbringe denne Hilsen paa anden Maade end gjennem disse Linjer; og Ingen, vil kunne fortænke mig i, at jeg ønsker, Mange maa føle sig berettigede til at tage imod den specielle Del af den.

Fru Reuter fulgte mig ud i Haven og viste mig omkring i den. Den ligger i Terrasser op ad Bakkeskraaningen bagved og paa Siderne af Huset og breder sig fladt foran dette. Med den største Omhyggelighed er den passet, dejlige Blomster, navnlig Roser, fylde den, blaa Konvolvler hænge op ad Søjlerne foran Indgangen, og overalt skygger Løvet friskt og fyldig. Henne i den ene Ende af Haven var der oppe paa en Højde, et Lysthus med Udsigt ind over Eisenach, saaledes at man vendte Ryggen til Wartburg. Fru Reuter sagde: »Naar vi har Selskab, altid kun bestaaende af nogle faa Venner, saa sidder vi saa rart her efter Bordet og drikker Kaffe.« Det var ikke det mindst Smukke ved Haven, at man til alle Sider havde den skjønneste Udsigt; navnlig præsenterede Wartburg sig i sin Højhed, hvor man saa vendte sig. Vi gik længe derude, Alt var saa stille, Duggen faldt saa blødt, i Dammene under Træerne nede i Dalen kvækkede Frøerne, og i Luften var der mild Hvile efter Solnedgang. Fru Reuter bragte atter Thorvaldsen paa Bane, og jeg fortalte om ham Alt, hvad jeg kunde. Hvert Øjeblik sagde hun: »Det maa jeg endelig huske at fortælle Reuter, det vil more ham.« Der blev køligere og køligere, og jeg bad hende om at gaa ind, da hun intet Overtøj havde paa og vist forkølede sig.

»Saadan er jeg vant til at gaa,« sagde hun; »jeg er jo fra Landet, min Fader er Landsbypræst.«

»Det er min ogsaa.«

»Saa er vi jo paa en Maade Søskende,« sagde hun og gav mig Haanden.

Da vi tilsidst stode nede ved Havelaagen ud til Vejen, takkede jeg hende for den Maade, hvorpaa jeg var bleven modtaget, og ønskede blot, at hendes Mand maatte blive rigtig rask.

»Det bliver han vist næppe,« sagde hun; »thi saa blev det altfor fuldkomment, som jeg havde det; og det har vi Mennesker ikke altid godt af. De véd ikke, hvor ogsaa jeg nyder hans digteriske Virksomhed, og hvor megen poetisk Lykke den bringer i vort daglige Liv. Han skriver saa velgjørende og befriende og tager det lige ud af Virkeligheden, det gjør mig saa godt; jeg kjender Alting igjen, derfor tror jeg paa det.«

Med et smukt, hjærteligt og glad Indtryk forlod jeg hende og gik hjem for at bringe Andersen Reuters Hilsen og beklage, at hans Helbred ikke var saaledes, at han kunde komme ind og besøge ham. Fru Reuter, som i høj Grad vidste at vurdere Andersens digteriske Frembringelser, syntes at have stor Lyst til at hilse paa ham, men var kjendelig nok bange for at genere. Jeg fortalte Andersen om Besøget, og han bestemte, at hvis hans Kræfter sloge til, vilde han næste Formiddag, naar vi havde været paa Wartburg, trodse det truende: »Vormittags nicht zu sprechen« og aflægge Reuter en kort Visit.

Det var om Søndagen Kl. 9, at vi kjørte op til Luthers Borg, der nu, paa hans Værelse nær, staar fuldt oppudset, saa man ikke længer kan kalde den en »fordum prægtig«, men derimod godt en »stor og fyrstelig Gaard«. Den interessante Vandring omkring i dens Sale og Gange varede til Kl. 11, og vi kjørte da til Reuters. Man kan ikke kjøre længer end til Haven og maa da gaa ind gjennem denne. Vi bleve hurtig modtagne, men Andersen var saa anstrængt efter Formiddagsturen, at han ikke var i Stand til at gaa op ad Trapperne, hvorfor han fik en Stol og hvilede sig ved Opgangen. Reuter kunde ikke gaa ned, men stod foroven, og Trappen drejede sig, saa de kunde ikke se hinanden. Reuters lille Hund bjæffede og gøede, og vi hørte ham staa og skjænde paa den. Endelig kom da Andersen op og ind i Dagligstuen. Det var let at mærke, at Formiddagen ikke var Reuters Tid til at være oplagt i, og skjønt han var meget venlig mod Andersen og udtalte sig særdeles anerkjendende om hans Digterværker, var han dog paafaldende stille i Sammenligning med, hvad han havde været den foregaaende Aften. Strax efter kom hans Hustru ind; hun blev henrykt ved at træffe Andersen og var meget talende. Andersen sagde til Reuter: »Det er mærkeligt, saa De minder om Victor Hugo.« Jeg tror ikke, han syntes rigtig om det; han sagde: »Jeg troede, jeg havde saadant et rigtig tysk Ansigt!« Han hader, som bekjendt, Franskmændene. Ved at tale om det plattyske Sprog, kom ogsaa Claus Groth paa Bane. Han havde besøgt Andersen i Kjøbenhavn og gjort et godt Indtryk paa ham, og Udtalelserne om ham faldt maaské noget underlig for Reuter, hvis erklærede Fjende han jo var, da Groth har frakjendt ham Digterens første Egenskaber; men det vidste Andersen Intet af; han blev ulykkelig, da jeg paa Hjemkjørselen fortalte ham det.

Fru Reuter kom frem med et stort Album, som indeholdt mangfoldige bekjendte Mænds Haandskrifter; »hver Gang her kommer Notabiliteter eller Folk, vi holde af, maa de skrive heri,« sagde hun. Andersen skrev:

Das Leben ist das schönste Märchen!

H. C. Andersen.

Deres smukke Bolig og dens dejlige Beliggenhed blev omtalt. Han sagde: »Ja, her er smukt; men Klimaet er ikke godt for min Reumatisme, da det snart er koldt, snart varmt, i de hurtigste Overgange. Men nu bliver jeg her, nu vil jeg ganske slaa mig til Ro.«

Andersen var altfor syg og træt til, at han kunde blive længere. »Jamen, vores Have maa De se,« sagde baade Værten og Værtinden og fulgte os ind gjennem den lille Spisestue, hvor der stod dækket et tarveligt Middagsbord med to Kuverter lige overfor hinanden. Paa Grund af at Haven skraanede opad i Terrasser, kunde man gaa lige derud fra denne Stue, skjønt den var beliggende paa første Sal. Reuter blev staaende oppe paa Skrænten, medens hans Hustru fulgte os nedefter; han vinkede og nikkede efter os, og de sidste Ord, vi hørte af ham, vare: »Se paa mine Blomster, se dog endelig mine Klematis!« Strax efter sad vi i Vognen og kjørte bort.

Reuter og hans Hustru gjorde et smukt, velgjørende Indtryk paa mig, hun for sit glade, taknemmelige og livfulde Væsens Skyld, han fordi der over hans Fremtræden var en sjælden Fordringsløshed, et rigt Gemyt, der ofte fandt sit Udtryk i en fri, bred Latter, og en jævn Naturlighed, der klædte ham godt. Det var Synd at sige, han vilde være aandrig eller opstyltet, han gav sig selv aldeles som han var; det ene Menneske har en medfødt Sans for, hvad der er Sandhed hos det andet, og jeg tør sige, at Reuter var grundærlig i sin Maade at være paa. Hans bedste Livsperiode var forbi, og skjønt han ikke var meget over 60 Aar, gjorde han ikke Indtryk af, at han vilde faa Kræfter til i Fremtiden at skrive noget Betydeligt. Og saaledes blev det; akkurat Aaret efter dette Besøg døde han. Hans Skrifter havde indbragt ham Meget, saa at han, der begyndte sit Ægteskab under saa tarvelige ydre Forhold, nu byggede som en rig Mand i den skjønneste Bolig ved en ypperlig Hustrus Side. Tiderne havde forandret sig for ham, det maatte han selv erkjende, naar han sammenlignede sin nuværende Tilstand med den, han havde været underkastet, da han mange Nætter laa i sit Fængsel paa en Straasæk i 10—12 Graders Kulde. Og det Bedste, det Lykkeligste af det Hele var, at han skyldte sig selv sin Existens; thi det ønsker ethvert dygtigt Menneske at være sig bevidst, hvis han skal føle sig lykkelig og tilfreds. Livet har et smukt Indhold og en naturlig Udvikling overalt, hvor gode materielle Forhold voxe frem af ædelt aandeligt Arbejde.




Goddag til Danmark.

Nu er det længe siden
jeg aandede Din friske Duft,
Du blomstersvangre danske Luft,
Du fulde Kløvervang!
Saa er det da paa Tiden,
jeg Hilsen bringer Dig i Sang
af sønligt Hjærtes Trang.

Hvor Dine Lunde blaane
i Somrens Sol, mit Fædreland,
og Kornet gulner mod Din Strand,
og Dine Lærker slaa;
men Dine Minder graane,
og Tvedragts mørke Skyer gaa
for Lykkens Himmel blaa.

Ud over Eng og Slette
gaar Tanken frit og Synet langt,
men vore Aanders Syn er trangt,
og Hadets Hegn er tæt.
Naar skal dog Taagen lette,
og Brødre mødes frit og let
med frejdigt Aandedræt?

Din Skov har Moderbøge;
men hvor er Tidens Gambaruk?
Paa Marken knejser Egen smuk;
men hvor er Ebbesøn?
Vor Kamp vi daglig øge;
men hvor er Daniel Rantzaus Bøn,
og hvor er Kampens Løn?

Gid Din Natur maa føde
en Fremtidsslægt, som er Dig værd,
mit Land, der staar i Ungdomsskjær,
som om Du var en Brud!
Gid Kraft og Ynde møde
hinanden med Bedrifters Bud
i Folkets unge Skud!

Jeg elsker Dig, mit gamle,
mit minderige Fædreland,
og Alt, hvad Godt jeg gjøre kan,
jeg ofre vil Din Sag.
Jeg al min Kraft vil samle
og kæmpe for Dit Navn og Flag
indtil min sidste Dag.