A force de m'aimer, tu me rends miserable.

[Din store kærlighed gør mig ulykkelig]

Dette vil jeg dog lade staa ved sit Værd: iligemaade den Gisning, som en Landmand af mine Venner haver giort over denne Qvægsyge, nemlig at kullede Køer beginge sig bedre end hornede: Vist nok er det, at han alleene af Curiositet og ved et Indfald havde tillagt sig en Besætning af kullede Køer uden Horn, og at Sygdommen i nogle Maaneder rasede allevegne rundt omkring hans Gaard, uden at beskadige et eeneste Høvde af Gaardens kullede Besætning. Jeg for min part reflecterede dog intet derpaa, men tilskrev denne Conservation en pur Hendelse [=en ren tilfældighed]; og visede endelig Udfaldet, at jeg ikke tog feil.

Jeg holder mig alleene til det som beviises af daglig Erfarenhed, nemlig, at de fleeste Contagioner angribe ikke uden visse Species af Dyt, og at man derfore letteligen kand bevæges til at følge den Hypothesin om giftige Insecter, hvilke enten maa være af den Natur, at de søge alleene Hornqvæg, som deres rette Føde, eller efterdi deres Gift er alleene dødelig for Øxen: thi man veed, at der er adskilligt, som dræber et slags Dyr, og derimod er en Føde og Lægedom for andre.

Herimod indvendes vel [trende] Ting:

1.) Hvorledes det kand være mueligt, at Insecter, der ere saa smaa, at de ikke med Menneskets Øyne kand sees, paa nogle Timers Tid kand fælde stærke Qvæg, og som er bevæbnede med tykke Hude,

2.) Spørges, hvi Sygdommen, hvis den er foraarsaget af saadanne Insecters Marche, som foregives, i en Hast er sprungen fra et Sted til et andet, saa at visse imellem liggende Districter ere blevne urørte.

3.) At den mest raser om Vinteren, der ellers dræber Utøi.

Til det første kand svares, at disse Insecter kand trækkes ind med Qvægets Aande, saa at Indvoldene dermed i en Hast kand blive opfyldte, og at de derfore ikke have fornøden at bore sig igiennem Huden.

Hvad den anden Indvending angaaer, da styrkes heller derved, end svækkes denne Thesis: thi hvis Sygdommen kom af Luftens Forraadnelse, kunde saadant Spring ikke giøres fra et Sted til et andet uden at befænge de imellem liggende Steder.

Derimod, naar statueres saadanne flyvende Arméer udi Luften, er dette Phænomenon let at begribe, ja lige saa let, som man kand fatte, at en Bande af Rovfugle kand, efterat den har giort Nederlag paa Høns og Giæs udi een Landsbye, flyve den nesthosliggende forbi, og falde paa nye ned udi en anden langt fraliggende Landsbye.

Tilmed kand saadanne giftige Insecter, som udi Mængde hænge udi uldene Klæder, være med saadanne Klæder bragte til et langt bortliggende Sted, hvor Hornqvæget af dem er bleven infesteret.

Alt dette bestyrkes af det som fortælles om et Hæstedekken, der blev ført fra et befænged Sted, hvilket da nogle Køer lugtede til, bleve de strax anstukne og døde; item af visse blaae Skyer eller Taager, som nogle foregive sig at have seet nedfalde af Luften, og at mortalitet strax derpaa er fulgt.

Thi det er gandske rimeligt at slutte, at slige Taager have bestaaet af en Sværm af saadanne Insecter.

Hvad den 3die Indvending angaar, nemlig, at denne Sygdom mest har raset om Vinteren, som ellers dræber alt Utøi, da kand disse Insecter være af saadan Natur, at Kulden ikke skader dem: Thi man seer jo utallige smaa Dyr, helst udi Vandet, at conservere sig om Vinteren.

Ja denne Meening om giftige Insecter, hvorved visse slags Contagioner foraarsages, grunder sig ikke alleene paa probable Gisninger, men endogsaa paa Erfarenhed.

Chevalier de Forbin anfører udi sine Memoires herpaa et merkeligt Exempel: nemlig, at, da han paa sin Reise fra Siam til Europa var henved 8. Miile fra Massulipatan, blev man var ved Kysterne en sort tyk Skye, som man frygtede at være Tegn til Storm: Da den nærmede sig til Skibet, blev den befunden at være en Sværm af utallige Fluer, hvormed saavel Skibsdækket som det heele Hav blev bestrøet. Fire Miile fra Staden saae man en Skye, som skiulte alting saaledes, at man ikke kunde see uden Spidsen af Biergene. Da man landede [=tog land, stødte mod grund] merkede man at det og var en Sværm af Fluer, skiøndt de udi Skikkelse differerede fra de forrige. Chevalier de Forbin som med nogle Folk udi en Sluppe lod sig sætte udi Land, fandt ved sin Ankomst Staden fast øde, og fik han da at vide af de Overblevne, at saadan Desolation var foraarsaget af Pest. De fleeste af hans Folk som havde været med udi Sluppen, døde og strax derpaa: Han selv med nogle faa cureredes igien ved stærk Sveeden, men alle de som brugte Aareladen, omkomme. [Chevalier de Forbin = Claude de Forbin-Gardanne, 1656-1733, fransk admiral; se nærmere i Engelsk Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Claude_de_Forbin; herfra er der link til Fransk Wikipedia]

At andre Contagioner ikke kand sees som denne, maa reise sig deraf, at Insecterne maa være mindre, ja saa smaae, at de end med Microscopiis ikke kand sees. Man beloe udi den sidste Kiøbenhavnske Menneske-Pest een af vore Medicis, som betienede sig af et Microscopio udi de Syges Kamere, for at see om hand enten udi Atmosphæra Corporis eller de Syges Aande kunde distingvere noget Utøi: Men Ukyndighed foraarsager at man beleer alt hvad som rimeligt er, naar det er usædvanligt.

Naar man nu legger alt dette ovenanførte sammen, bestyrkes deraf den Hypothesis om giftige Insecter, der søge Hornqvæg alleene som deres ret og behageligste Føde, eller som ere eene giftige for de samme. Derimod synes denne Meening at til intet giøres, naar man betragter alle de Symptomata, som ved denne grasserende Qvæg-Syge have været mærkede; thi derudaf kunde man slutte, at det ingen Pest har været, men at man kunde heller henføre Sygdommen til ordinaire Svagheder, som ere enten samlede af forderved Foer eller andre Aarsager, og som aarligen paakommer Qvæget, men udi disse Aaringer har været meere almindelige, end de pleie. Det slette Foer, som førend Sygdommen begyndte, her i Landet blev indhøstet, synes og saadant at bestyrke. Thi man kunde holde for, at Qvæget deraf har samlet paa den Svaghed, hvoraf det Tid efter anden er bortdøed. Sygdommens Langvarighed, som paa visse Steder udi nogle Aar har raset, synes og at tilkiendegive, at det ingen Pest har været, saasom Erfarenhed viiser, at Contagioner og saadanne hidsige Sygdomme ere gemeenligen lige saa korte som de ere hidsige, og at de ikke regiere længere end nogle Maaneder paa hvert Sted.

Saasom nu denne Qvæg-Syge har været af saadan Beskaffenhed, og den haver haft Symptomata, som baade give og ikke give tilkiende Pest, saa have vore Medici og Naturkyndige været gandske raadvilde, og tilstaaet et non plus ultra for deres Videnskab, og derfore lidet eller intet befattet sig med Lægedom derimod; hvorudi de syntes ingen Uret at have, saasom de af Sygdommens Irregularitet ingen Definition have kundet give derpaa, og man maa lære at kiende en Fiende, førend man bevæbner sig imod ham.

Men, saasom gemeenligen størst Activité findes hos Folk, som intet forstaar, og som ingen ævne have til at giøre noget retskaffent, saa have derimod alle Markskriere og u-graduerede Doctores været i Bevægelse, og Landet er bleven opfyldt med Recepter, hvoraf enhver fører Titul af tilforladeligt og experimentered Medicament, skiønt da experimenterne skulle giøres, intet vilde holde stik. Vel er sandt, at nogle ved Attester kunde viise, at deres Recepter paa et og andet Sted havde haft nogen god Virkning: men Ulykken var, at de ingen Kraft havde paa andre Steder; saa at Landmænd omsider besluttede at lade alting komme an paa Guds Forsyn, og alleene at tage den præcaution at separere deres Qvæg fra andre, hvorved adskillige ere blevne hidindtil reddede.

Hvad man med nogen Sikkerhed herom kand dømme, er dette, at denne Sygdom har været en Samling af en extraordinaire Contagion, enten den maa tilskrives giftige Insecter, Luftens Forraadnelse, eller Damper af Jorden etc. og af ordinaire aarlige Svagheder tillige, saa at et Høvde udi en Besætning er død af Pest og et andet af Lændeblod, Forstoppelser eller anden sædvanlig Svaghed, eller og af begge tillige; hvilket bar givet Anledning til den Forvildelse, som i alle Præcautioner have været tagne, og at mange Penge paa Recepter forgiæves ere spildte, efterdi adskillige have meenet, at de Recepter, som med nogen Virkning ere brugte for de ordinaire Svagheder, skulde og hielpe for Contagionen, hvorudi Hoved-Ulykken har bestaaet; Thi man maa giøre saa mange Indvendinger herimod, som man lyster, saa giver dog den store og hastige Mortalitet, som paa visse Steder er merket, hvor en heel gandske frisk Besætning udi 24. Timer er styrtet, tilkiende, at det maa være en stærk og hæftig Pest tillige med de ordinaire Svagheder, som dermed concurrere, for at befordre en totale Destruction. Jeg siger en totale Destruction: saasom der neppe skal findes Exempel udi Historien paa en saa hastig og stor Mortalitet, der ligesom en Kræft udbreder sig i alle Landets Parter, og fast intet levner, hvor den kommer.

Udi den trykte Recept, som kom for Lyset den 22. Novembr. tales om Sygdommen, som paa et og andet Sted har yttret sig her i Landet. Om Recepten er probat kand jeg ikke sige: Erfarenhed alleene viiser des verre, at Historien ikke er grundet paa gode Memoires, thi paa samme Tid, som der mentioneres om Sygdommen som har yttret sig paa et og andet Sted udi Landet, fandtes allerede paa min Catalogo over 60. Herregaarde, hvor fast alle Besætninger vare reent bortdøde; Hvorudover naar man betragter, at Siælland har kun 14. Miile udi Længden, man med Billighed kand tale om en totale Ødeleggelse, og sige at aldrig nogen Pest udi kortere Tid har stærkere raset.





Klinkenberg's komet. Illustrationen er taget fra Wikipedia. Her anføres flg.: Source: W. Valentiner: »Das Wissen der Gegenwart, 27. Band: Kometen und Meteore« (1884). Description: While the head of comet C/1743 X1 (Klinkenberg) was still below the horizon, multiple bright tails of the comet were visible in the predawn sky on March 8 and 9, 1744 . This sungrazing comet peaked in brightness at the end of Febuary 1744, when it was visible in broad daylight close to the sun. Copyright expired (book printed in 1884, author died in 1931)


Saasom denne store Calamitet er indfalden just paa samme Tid, da den forfærdelige Comet lod sig see, ere Folk over alt blevne bestyrkede udi deres gamle Overtroe om Cometers Betydelse og Virkning; og kand man ikke fortænke Almuen, at den ved saadan Hendelse falder paa de Tanker, efterdi man forhen har seet fornuftige Skribentere og de største Historici at giøre Cometer til Forbud eller Aarsag til langt mindre Hændelser, som til Krig, til store Herrers Dødsfald, til Vandflod, til Ildebrand og andet deslige. Thi skulde Cometer paatage sig saadanne vitløftige Reiser, for enten at foraarsage eller at tilkiendegive en Uheld, saa kunde man sige, at intet uden saadan total og almindelig Calamitet, hvis Lige udi nogle Seculis ikke er hørt, hertil kunde være nogen Motif: men herved er at mærke, at bemeldte Comete kand ansees hverken som Aarsag eller som Forbud for denne Uheld; ikke som Forbud, efterdi Svagheden paa visse Steder havde længe raset, førend Cometen aflagde denne Visite, med mindre man vilde slutte, at Cometen havde taget Feil i sin Marche-Route, og at den havde forestillet sig Veyen længere end den var: Ey heller kand den ansees som Aarsag, og dømmes, ved sin Influence saadan Uheld at have forvolder, efterdi Naturkyndige have observeret, at den var saa langt fra vor Jordkugle, at den ingen Paralaxin havde. Hvorudover man bør holde for, at hverken denne eller andre Cometer gaae i saadanne Ærinder. [Comet: Klinkenberg-kometen eller Philippe de Chéseaux-kometen kunne ses fra december 1743 til slutningen af februar 1744. Kometen kaldes officielt C/1743 X1, se: Tysk Wikipedia. Parallakse: Parallakseforskydning opstår når man ser på samme objekt fra forskellige positioner, fx fra 'søger' og 'objektiv' på et kamera. Jo større afstanden er til objektet, desto mere parallelle vil linierne forekomme at være].

Man søgte i Begyndelsen ved adskillige Anstalter at standse denne Svagheds Fremgang: Man søgte ved Posteringer at hæve et Districts Communication med et andet; utallige Recepter bleve og brugte: men intet kunde hielpe; hvorudover man omsider overgav sig udi Guds Hænder, og lod det ankomme paa den Guddommelige Forsyn. Gud er i saadant og andre Tilfælde den eeneste Læge.

Han kand udi et Øyeblik, naar Svagheden er udi sin største Force, stumpe dens Braad og giøre den gandske Magtesløs; og skeer saadant gemeenligen ved en Influence udi Luften, hvorved Sygdommen, enten den reiser sig af fordærved Luft og af jordiske Vapeurs eller af giftige Insecter, forsvinder. Saaledes mærkede man, da Holland for nogle Aar siden var plaget med Orme, som truede det heele Land med Undergang, at paa eengang alt det skadelige Utøy af sig selv bortdøde.

Det var i den henseende, at, endskiønt jeg haver haft mange Recepter, som alle holdtes for ufeilbare, jeg dog ikke har communiceret nogen til mine Bønder; jeg har formanet dem alleene at være betænkte paa hvorledes de i Fremtiden, naar Sygdommen eengang ophørde, kunde reise sig af denne Skade igien.

Mine Raad bestode fornemmeligen derudi: at holde paa deres Kalve, hvoraf mange selges nyefødde for samme Priis som et par Kyllinger; thi det er derved Horn-Qvægets Mangel igien skal erstattes, om de blive conserverede, og hvis de døe tillige med Qvæget, saa er Forliisen ikke pro tempore stoor.

Dette maa i Agt tages saavel paa de friske som svage Steder: paa de friske Steder for at have noget til at overlade til de desolerede Gaarde, og paa de svage Steder, at de kand have noget af det Overblevne til Opvext. Og, saasom Kiødet, naar Sygdommen engang ophører, vil blive dyrt, da intet udi denne Tilstand at slagte, som er ungt, men at lade alting komme til sin Vext.

I saa Maade kand Ødeleggelsen ikke blive saa stor, som man forestiller sig, alleene Slagterboderne ville præsentere andre Scener, og i Steden for Oxekiød broderes med Faare- og Svinekiød, samt med Gies, Høns, Ænder og andre Fugle. Land-Mandens Handel vil i saa Maade ey heller gandske ophøre, men heller forandre Skikkelse.

Hvis man mærker, at Landmænd og Bønder saadant ikke ville i Agt tage, er fornødent ved en Forordning, ved Markeder at erklære for contrebande Vare, Kalve, Lam, Gieslinger, Kyllinger, Griise og andre deslige smaa Creature, og det indtil man i Tidens Længde kand tillegge sig Horn-Qvæg igien, og alting kand komme udi forige Stand.

Jeg tilstaaer vel, at alle Græsgaarde, hvis Indkomster hæves meere af Stude og Hollænderie end af Korn, i denne Tilstand ville komme udi slet Priis, og at saadant Hull ikke saa hastigt kand tilstoppes. Det vil derfore blive raadeligst, at de beflitte sig paa Schæfferier og Stutterier, for ved Faarene nogenledes at bøde paa Mangel af Koe-Melk og Oxe-kiød, og ved Handel med Hæste at bøde paa den gamle Stude-Handel; Thi Græsgang vil udi nogle Aar herefter blive overflødig, og det Græs og Høe, som de mange Stude forhen har fortæret, vil komme Besterne til Pas, som de fleeste forhen maatte om Sommeren af Mangel paa Græs udsette paa Leie-Foer. Ikke at tale om at ved Heste-Møg nogenledes kand erstattes den Mangel til Jordens Giødning, som Koe-møgs Fattelse vil foraarsage. I det øvrige er den Frygt for Jordens Giødning ikke saa betydelig, som man forestiller sig; Thi Jorden kand saa hastig ikke giøres ufrugtbar, og de fleeste Proprietarier have Forraad paa Giødning til en Tidlang.

Adskillige opmuntredes af denne min Catechisation og ginge trøstede bort: Men nogle vilde ikke lade sig trøste, men raabte paa Smør og Melk, som er dette Lands Hoved-Føde. Jeg foreholdt dem derpaa, at Mennesket lever ikke alleene af Smør, og anførte Exempler af mange Nationer, som bruge lidet eller intet deraf: Een Deel efterdi de derudi ikke finde saadan Himmelsmag, som vore Nordiskt Folk, een Deel ogsaa, efterdi de holde for, at Smør formeerer Galden, og at den umaadelige Smøræden foraarsager at de Nordiske Folk ere meere choleriske end andre. Videre sagde jeg, at saasom Smør er ikke saa meget Føde, som Fødens Vehiculum, der bruges til at faae Maden til at glide ned, saa kand man til en Tid betiene sig af andre Slags Saucer, som kand have samme Virkning; Thi, ligesom man kand faa kaagt Kiød til at glide uden Smør, saa kand man og hitte paa noget Raad med steegt Kiød, om det ellers skal holdes for en absolut Fornødenhed, at Kiødet skal steeges. Vehiculum til kaagt Kiød er Roer, Rødder, Kaal, Senep, Peberod og andet Hauge-Vext.

Den store Priis, som Smørret vil komme udi, kand foraarsage, at Bønderne, som over alt forsømme deres Hauger, herefter vil blive bedre Urtegaards-Mænd: Thi Erfarenhed viiser, at Nøden har været Mesterinde udi de fleeste gode Ting. Ingen uden de som have forsøgt det, veed af hvilken Importance Urtegaardsmandskab, Biekuber og andet deslige er for Bønder og Landmænd. Og maatte jeg gierne vide, om man ikke kunde faae Brød til at glide, saavel ved Honning, Sirup og Miød som ved Smør.

Smørrets Mangel kand ogsaa drive vore Nordiske Folk til at omgaaes noget bedre deres Kiød, hvilket de gemeenligen kaage og steege saa længe, indtil al Saft og Kraft er borte, forladende sig paa Smørret, som maa bøde paa saadan Handtering; hvilket en Engellænder ikke har nødigt, efterdi hand steeger og kaager Kiødet saa, at det beholder sin Kraft, saa at derfore ved det første Skaar, som giøres derudi, Fadet opfyldes med Saft.

Disse Opmuntringer syntes de fleeste at være trøstelige; Smørrets Mangel stod dem meest for Hovedet, hvilket er som Sjælen udi de Nordiske Folkes Føde, og uden hvilket de meene Verden ikke kand bestaae: Thi de befatte under det Ord Smørrebrød alt hvad som Jorden og Havet til Veye bringer, saasom intet holdes ædendes uden det er syltet i Smør: og derfore, naar de invitere til Giestebud, byde de gemeenligen paa et Smørrebrød; Man veed ogsaa, at Smørret giør fast den fierde Deel udi en Huusholdning. Men Smørtanden maa udslaaes, og vore Smørædere maa til en Tid renoncere paa den Vellyst, og bilde sig ind, at de ere udi Frankerig, Spanien eller Italien, hvor man mærker, at de af vore Landsmænd, som reise udi samme Lande, have levet uden Smør, og med fuldkommen Helbred ere komne tilbage.

Jeg siger, at denne almindelige Mortalitet kand drive Bønder til at anlegge sig mange Ting, som hidindtil i Landet have været forsømte, som Kaal- og Frugt-Hauger, Roer, Rødder og anden Gevext, og det efter Fremmedes item vore Amager-Bønders Exempel, hvilke kand sige, af hvilken Importance saadant er, og hvad det hielper paa en Huusholdning. Den kand ogsaa lære dem til at bruge adskillige andre ædendes Varer, som man uden nogen naturlig Aarsag, men alleene af Sædvane og Indbildning haver Afskye for.

Den fattigste Bonde skulde heller hungre og tørste til døde, end betiene sig af Hoppe-Melk, som dog er en Delice for visse Orientalske Folk, ja saa stor, at de finde bedre Smag derudi end udi Koe- og Faare-Melk. Indbyggerne udi Finmarken betiene sig af Rinsdyrs-Melk, og trives deraf ligesaavel, som vi af Koe-Melk. Hvad Kiød angaar, da er og adskilligt, som kunde spiises, men af puur Vane, Indbildning og Overtroe vrages. Jeg for min Part tog ikke i Betænkning at spiise Ørne, Høge, Strandmaager, Krager, Ravne, item Ulve og Biørne etc. hvis jeg var paa de Steder, hvor de findes, og hvor de dræbes alleene for at dræbes. Ja mig synes, at det man nu med mindre Scrupel kunde slagte adskillige Creature, som vi underholde, skiønt de ere alleene til Incommoditet, end Køer, Øxne og Faar, som klæde og føde os, som giøre vor Arbeide, og som Taknemmeligheds Lov byder os helst at spare.

Naar det er Mennesket tilladt at slagte og æde Creature, saa raader Fornuften at betiene sig helst af dem, som ere meere til Incommoditet end Nytte; Thi, om Tallet af visse Dyr, hvormed ere opfyldte alle Huuse, endogsaa fattige Folkes, der neppe have Føde til dem selv og deres Børn, blev formindsket, tabte Stæder og Lande intet derved. Man vil dog ikke haabe, at Mangel paa Kiød skulde blive saa stor, at man skulde nødes til usædvanlig, skiønt ædendes Spiise. Thi hvis Gud af Naade vil conservere Bondens mindre Creature, og velsigne de Schæfferier, som Landmænd maa i denne Tilstand tillegge sig, kand man bekomme saa meget Kiød, at man til en Tid kand leve, om ikke paa Engelsk saa dog paa Fransk eller Italiensk.

Min Betænkning sigter ikke heller til at recommendere usædvanlig Spiise, men alleene til at bestride Overtroe og ugrundet Sædvane, og at viise, at der ere adskillige Ting, som Mennesker kand føre sig til Nytte, men som de have Afskye for, alleene efterdi de ikke ere brugelige. Skulde man have Afskye for nogen Føde, maatte det heller være Sviin og Blod, som er forbudet udi det gamle Testamente, og i sig selv er usundt, eller Aal, Hummer og Krabber, som ere et slags Slanger og Søe-Monstra: men saadant vrages af ingen, efterdi det er en antagen Spiise.

Jeg kand ikke see, at en Slagter kunde tabe noget af sin Valeur intrinseqve, ved at flaae en Ulv, Biørn eller Hund, meere end ved at slagte et Sviin. Jeg kand ey heller see, at en Kokkepige, der uden Skye vrider Halsen om paa Duer, Kyllinger etc. kunde holde det for en Samvittighed at expedere visse Creature som ingen anden merite har, end at skidne Folkes Stuer. Naar Mangel paa et slags Kiød kommer udi et Land, maa man examinere hvad andet som er ædende, og kand give god Føde: Naar Kyllinger og Agerhøns etc. slaaer feil, maa vi forsøge at spiise Viber, Strandmoger etc.

Naar Tælle mangler, maa vi betiene os af Tran, og naar Giødning fattes til Jorden, maa vi informere os om visse Folkes Maader, som med Succes bruges for at erstatte saadan Mangel; Thi Gud har givet os fleere Midler til Livets Ophold, end vi gemeenligen indbilde os. Dette anfører jeg ikke for at giøre Skaden ringe, helst udi denne Province, hvor Sygdommen synes at have raset sterkere end udi noget andet Land i Europa, men alleene for at opmuntre nedslagne Gemytter, og som frygte for Hunger.

Thi man kand ellers i Almindelighed sige, at denne Uheld er stor, ikke alleene for Landmænd, men endogsaa for Kiøbstedmænd, ikke alleene for dem som have lidet Skade, men end og for mange, som ere conserverede: Thi de tage merkeligen Feil, som bilde sig ind at alle conserverede Gaarde ville af denne Ulykke profitere. Nogle ville vel vinde derved: andre derimod tabe den halve Deel af deres Indkomster. Til dette at forstaae, maa man i Agt tage, at Landet bestaar en Deel af Korngaarde, een Deel af Græsgaarde.

De første som beholde deres Køer, ville ufeilbarligen derved vinde, og deres Hollænderier blive af dobbelt saa stor Importance som tilforn, og det saavel i henseende til Melk og Smør, som kommer udi stor Priis, som i henseende til Giødningen: de andre derimod, nemlig Græsgaarder, hvoraf ere fast lige saa mange, og hvis fornemste Herlighed bestaar udi Stude-Handel, ville tabe den halve, om ikke 2. tredie Deele af deres Indkomster; Thi nu ere Studene saalte, som man endnu ikke tor kiøbe eller saa hastig kand faae til kiøbs igien, saa at Græsset vil staae og raadne paa Marken, Studehandelen ophøre, og conseqventer den halve Deel af Gaardenes Afgifter forsvinde.

Vil man sige at Græsgaarde kand forvandles til Sædegaarde, da lader det sig ikke giøre, een Deel saasom mange Jorder ere ubeqvemme til Sæd, og derfor af Nødvendighed ere udlagde til Græsning, een Deel ogsaa efterdi de fleeste Landmænd have ikke fleere Hoverie-Bønder end de behøve til deres Jorders Drift, ikke at tale om, at Studene, som udi Pløyning ere Agermandens Medhielpere, ogsaa mangle. Dette har jeg holdet fornødent at erindre, saasom jeg mærker Folk almindeligen udi slige Raisonnements at vildfare.

Ellers, saasom ingen Ulykke er saa stor at der jo noget Got kand flyde deraf, saa kand derved Skovene, der udi en Tid af 100. Aar og mindre have været udi saadan Aftagelse, at man inden stakket Tid kunde vente at see dem gandske øde, igien komme til nye Væxt. Aarsagen til Skovenes Aftagelse i vor Tid, maa fornemmeligen tilskrives den store Mængde af Køer og Stude, som Landmænd have tillagt sig meer end deres Forfædre: Thi paa adskillige Hovedgaarde, hvor Besætningen for 50. Aar siden bestoed kun af 50. Køer, findes den nu at bestaae af 100., og hvor man fordum holdt 100. Stude holdes nu 200. Mange tilskrive vel Skovenes Aftagelse andre Aarsager, nemlig Forsømmelse i at plante, og alt for megen Skovhug; men den rette Aarsag er Creaturenes store Mængde, hvoraf vore Skove vrimle og hvorved al Opvæxt hindres; Thi en Stud eller Koe kand udi en halv Time fortære det som kand blive til nogle tusinde Læs.

Vore Forfædre have været ligesaa forsømmelige i at plante som Folk nu omstunder ere, og Skovhug har været større i gamle Dage, da fast alle Kiøbsted-Bygninger vare af Træ, og dog have alle Skove udi nogle tusinde Aar været ved Magt; saa at Skovenes store Aftagelse bliver et Mysterium, hvis den ikke tilskrives Creaturenes Mængde, som i vor Tid ikke haver været proportioneret efter Landets Evne. Ved denne Hændelse kand foraarsages en nye Epocha udi Skovhistorien: Thi der kand udi de Skove, hvor Grunden er frugtbar, udi nogle Aar opspire saa meget, at Skoven udi nogle 100. Aar kand holdes ved lige.

Jeg vil slutte min Betænkning over denne Uheld med en liden Opmuntring og Formaning: med Opmuntring til dem, som have lidet Skaden, at de med Taalmodighed skikke sig udi Guds Villie, og haabe, at den, som har saaret, kand og læge, at de ikke gandske lade Modet falde, men søge at betiene sig af alle de Midler, som Gud har givet Menneskene til at oprette de faldne Sager. Jeg haver foreslaaet nogle Midler, og andre, som ere meere kyndige udi øconomiske Videnskaber, kand viise fleere.

Skaden kand nest Guds Bistand igien oprettes, naar Landmænd med en særdeeles Ømhed udi de første Aar, medens Saaret endnu er aabent, blive tracterede; Thi de ere nu som skiøre Egg, der ikke taale at røres meget ved, og Landets Styrke grunder sig paa deres Velstand. Jeg siger: de ere som skiøre Egg der ikke taale at røres ved, thi saasom Kiød, Smør, Ost fattes: Have de intet at æde uden Kornet; saa at Bønderne intet kand selge til at yde deres Landgilde og Skatte.

Min Formaning er til de Conserverede, at de ikke søge at profitere af deres Medbrødres Ulykke; men heller at beviise dem al christelig Assistance: Iligemaade, at de ikke bilde sig ind, at deres Conservation er ringeste Beviis paa deres Meriter; Thi mangen Gudfrygtig Enke har mistet udi denne Calamitet sin største Velfærd, og mangen en u-barmhiertig Kornpuger er bleven conservered. Jeg laster vel ikke den Talemaade om Guds Straf: men naar jeg hører den for ofte i de sidste Folkes Munde, raader jeg ikke at giøre saadan Misbrug deraf, at Vantroe og Forargelse derved kand foraarsages. Vi have alle fortient Guds Straf: hvorudover, ligesom ingen, der geraader udi saadan Uheld, kand protestere imod Himmelen derfore, saa kand og bør ingen at regne sig sin Conservation til nogen Merite, og troe, at efterdi han har ingen Deel haft udi den almindelige Skade, han ogsaa ingen Deel haver haft udi Landets almindelige Synder.

I Anledning af denne Mortalitet er bleven omtvistet, hvilken Ulykke kunde være størst, enten saadan Sygdom havde angrebet Hestene eller Horn Qvæget. Nogle meene, at Mortalitet blant Beesterne vilde have foraarsaget størst Ulempe; og til at bestyrke deres Meening, bruge saadanne Argumenter:

1.) Efterdi man ingenlunde kand undvære Hæstene, i henseende til Jordens Dyrkning, og i sær til daglig Kiørsel; thi hvorledes vilde Bonden og Landmanden blive af med sine Vahrer, som maa føres paa Vogne, og ikke kand bæres paa Axlerne til Kiøbstæder.

2.) Vilde deres Havre, som meest fortæres af Hæste, blive til liden Nytte.

Det første Argument er heel vigtigt; thi, endskiønt man i Nødsfald kunde spende Stude for Vognene, vilde Reiser blive langvarige: Hvad det andet derimod angaar om Høes og Havres debit, da er det ikke af lige Vigtighed; Thi en stor Deel Havre bruges til Staldstude og andre Creatures Føde, og meere deraf kunde end forbruges, hvis Bønder efter Forpagternes Exempel og vilde stalde Stude. Derforuden ere de fleeste Havre-Jorder af den Beskaffenhed, at derudi kand saaes, saavel Byg som Rug og Boghvede.

Det Høe, som fortæres af Bøndernes Hæste, og som bliver ført til Kiøbstæderne at selges, kunde med større Fordeel tiene til Føde for Bøndernes Qvæg, hvorpaa de fleeste ikke legge meget Vind, skiønt den halve Deel af Bondens Velfærd derudi bestaar.

Saadant haver jeg forestillet nogle af mine nye kiøbte Bønder, hvilke alle have stor Høe Biering, men i Steden for at legge sig Køer og Stude til, have ført Høet til Kiøbenhavn, hvorved de have slidet deres Heste og Vogne, og forsømt deres Tid, saa at med al den Herlighed, som deres Gaarde besidde, deres Tilstand stedse har været slet. En fornuftig og duelig Bonde selger aldrig sit Høe, men veed bedre at føre sig det til Nytte.

Man seer heraf, hvad Uleylighed, der vilde flyde af Hæsternes Mortalitet, item hvorvit man kunde bøde paa saadan Mangel.

Horn Qvægets Ødeleggelse derimod incommoderer langt meere: thi derved tabes Melk, Smør, Ost, Kiød, Giødning, Plov-Arbeyd, Lys, Huder, som giør den halve Deel af Menneskets Føde og Klæde, paa eengang; saa at ingen fornuftig Landmand kand tage i Betænkning at bifalde deres Meening, som holde Qvægsygen skadeligst: thi det er kun Kiøbsted-Folk, Petits Maitres og Fruentimmer der frygte at bruge deres Beene, som kand falde paa den anden Meening; men de samme ere herudi ikke competente Dommere.

Ellers maa her saavel som i adskillige andre Tvistigheder distingueres imellem Tider og Steder. Om et Land udi Krigs-Tider paa eengang mistede alle Hæste, var det en ubodelig Skade, saasom en stor Deel af en Stats Styrke derudi bestaar. Hvad Stederne angaar, da ere der visse Lande, hvorudi Qvæg bedre kunde undværes end Hæste: udi Sverrig og Norge for Exempel ere Veyene af den Beskaffenhed, at man ikke kand komme frem uden til Hæst; saa at Mangel paa Ride Hæste vilde foraarsage, at paa mange Steder Kirke-Tienester vilde ophøre, med mindre Præsten vilde reise til Annexet paa en Koe eller Stud, hvilket baade var uanstændigt og ugiørligt, og at gaae til Fods, helst om Vinteren, var et Martyrium.

---

Henvisninger

Epistler: 29: Jeg lærer meget ved Omgang med Bønder • 49: Lovprisning af Landbruget • 83: Er Kvægsygen en Guds Straf? • 114: Kvægsygens Mortalitet og Skovenes Renæssance • 115: Kvægsygen og Gederne • 176: Hvorfor jeg blev Baron