Historien om Niels Klim [er] vendt mod at man vælger en teknokratisk fantasi som regent uden at slå eftertanken og følelserne til. Holberg brugte sin fortælling til at eksperimentere med, han ville se og vise, hvad der ville ske, når man gennemførte det »indlysende rigtige« og det teknokratisk overbevisende, når man ensrettede samfundet efter en overdrevent rationalistisk model, men glemte etik og moral.

Vil man spille Holberg i dag, må man tænke ham ind i nutidens problemer, og derfor har dramaturgen Niels Damkjær og skuespilleren Niels Andersen lavet en udgave, der er vendt mod moderne tankeløshed, mod at køre sit liv ud ad tangenten uden hensyn til konsekvenserne. Den er vendt mod alskens yuppier, teknokrater og spin-doktorer der sætter »nøgtern« produktivitet og kortsigtet gevinst over bæredygtighed. Den er vendt mod brutalismen fra Abernes de Forenede Stater.

Holberg kunne mange ting og var dybt seende, men han kunne ikke så godt sige at demokratisk styring måtte være vejen frem, det centrale i et nutidigt svar. Holberg var barn af Enevælden. Han var ganske vist med til at gøre Enevælden mere oplyst end magthaverne var i stand til, men tiden var trods alt ikke moden til et bredt folkeligt demokrati, til en samfundsorden hvor teknokratisk effektivitet kan holdes i ave, måske ligefrem stimuleres, af folkeligt modspil.

Hentet fra: Niels Klim i Kalundborg

Mange af børnene blev pirret eller provokeret, når der blev víst »for meget« krop; der blev fniset og grinet og skubbet til sidekammeraten, men det skulle undre mig om nogen tog anstød - alle kunne mærke at den bare mave blev vist frem i en god sags tjeneste.























Efter forestillingen stillede børnene mange, temmelig forskellige spørgsmål, alle konkrete og mest fokuseret på præstation og teknik; de fra 3' klasse var ikke de mindst spørgelystne. »Hvor lang tid har du øvet dig?«, »Må man røre ved dukkerne?«, »Hvornår skal du spille næste gang?«, »Hvad er det for et rør du spiller på?« - en anden elev kunne fortælle om det, for han havde bekendte i Australien.


»Kampen om Danmark«



Montage fra BaggårdTeatret


Efter at vi havde pakket »Niels Klim« sammen i bilen, kørte vi til Nørre Alslev for at se »Kampen om Danmark« i BaggårdTeatret's udgave. Det var meget godt spillet, sunget og koreograferet. Scenografien var flot og effektiv. Musikken velvalgt.

Det var Shakespeare på en helt ny og charmerende måde med mindelser af Bertolt Brecht's ironiske værker og af Ernst Bruun Olsen's »Teenagerlove«. Måske skulle man have holdt sig til intrigerne og magtkampen og glemt det alt-for-moralske om at give plads for kærligheden i politikken? Men gjorde man dét, ville man også give afkald på en meget væsentlig dimension hos the playwright himself?

BaggårdTeatret gjorde hvad de kunne for at få publikum med, og det lykkedes fint at få det til at rykke rundt på stolene, til at sige »Yeahh« og »Yeahh, Yeahh« på kommando, til at sige (moderat) frække ord under fnisen og grinen - og til at stemme på én af de to leflende datterstrigler, da det første valg i Lear's republik skulle afvikles.

Det var smart og elegant, næsten frækt, slet ikke at nævne intrigerne i Socialdemokratiet? Den eneste direkte henvisning til Danmark og dansk politik var en papfigur af overspindoktor Jersild, som vel egentlig er mere kendt for at afsløre spin end for selv at lave det? Men alle de voksne tilskuere og sikkert også en del af eleverne kom givetvis til at tænke på kongemordene og prinsessekåringen i Krag's og Anker Jørgensen's efterhånden noget reducerede parti. Svend Auken, Poul Nyrup, Frank Jensen og Helle Thorning var alle med - uden at blive nævnt. Måske også Christine Antorini?

Det var et spændende eksperiment, som gik fint hjem - men som også kunne trænge til en trimning hos mekanikeren. På en måde var operaen »overstyret«; den skulle samtidig være rap, inddrage nutidens spin og bevare skelet og figurer fra »Kong Lear«. Mindre havde kunnet gøre det med større klarhed og scenisk effektivitet til følge. Stykket var heller ikke blevet ringere, hvis nogle af de moralske pegefingre var stukket i lommen.


Hvad skal vi med klassikerne?

Der er to svar - og en mængde der imellem. Det ene svar - at spille så korrekt som muligt - er en mulighed. Naturligvis kan man lave historiske opsætninger med »original« dramaturgi og scenografi osv., og sådanne opsætninger kan skabes med stort talent og være interessante for de historisk interesserede. Det andet svar - at glemme dem og spille noget andet - er en meget udbredt mulighed der stærkt kan anbefales; der er trods alt løbet en del vand i åen, siden Shakespeare's og Holberg's dage, tingene er i mange henseender så helt forskellige nu i forhold til dén gang.

Men der er også en række svar i mellem de to yderpunkter.

For at finde et brugbart svar i mængden kan man stille et hjælpespørgsmål: Hvem skal det spilles for? Ikke for Shakespeare, for han er død og borte. Ikke for Holberg, han har siden længe hvilet i Sorø Klosterkirke. Ikke for traditionen eller for ministerens kánon, for den er ikke noget levende menneske. Der er kun ét svar der holder: For et nutidigt publikum.

Vil man bevare traditionen, må man forny den. Vil man bevare dansk kultur og identitet, må man følge med tiden.

Fornyer man ikke traditionen, vil ingen krumspring hjælpe. Man kan producere så mange kanon'er man vil eller udstede ministerielle forordninger og bandbuller - det vil ikke gavne, kun bekræfte børn og unge i at traditionen hører til på museum, der kan være så udmærket det ellers vil, men aktualitet og udfordring ejer det ikke.

Holberg for at tage ham, var en moderne mand for sin tid, men hverken sandhedsvidne eller profet, der kunne forudse hvad der ville ske. Han var en mand af sin tid. Et moderne teater må respektere dét og være en del af sin egen tid. Opgaven består derfor ikke i at vise at Holberg »inderst inde« var demokrat, men at lære af dén måde han i sine bøger rejste og tacklede forskellige problemer på. Noget er generelt gyldigt; noget skal oversættes til nutidigt sprog.

Holberg forholdt sig ofte helt anderledes kvalmt i det praktiske liv end når han ytrede sig i skrifterne med overblik, tolerance og overbærenhed; han var involveret i temmelig mange bataljer, og selv om han benyttede sit vid, var det ikke altid kønt det han gjorde.

- - -

Der findes en særlige genre ved siden af den historiske mulighed: Illustrationsteatret eller rekonstruktionsteatret. Frivillige kan iklædes middelalderlige dragter og agere smede, bønder og fanger bag lås og slå. Måske spilles efter drejebog, måske ikke. Det kan være rigtig glimrende og give en fornemmelse af »hvordan der rigtigt var«, men det har ikke så meget med det rejste spørgsmål at gøre.

Vil man spille klassikere i dag, skal det være for nogen der gider se teater. Det skal have et indhold, og indholdet skal vedrøre påtrængende, nutidige problemer.

Erfaringerne op gennem 1900-tallet viser at teatret skal holde sig fra den akademiske analyse og de rigtige svar, men koncentrere sig om dét som teater er bedst til: At stille spørgsmål, at provokere, at gøgle, at vise problemerne - men at holde sig fra at dissekere dem videnskabeligt og at løse dem; det første har vi disputatserne til, det sidste politikerne og praktikerne.

Der findes andre glimrende genrer som ligner teatret. Sportskampene og cirkus og meget andet. Ikke mange vil drømme om at få en fodboldkamp serveret i datidens dragter. Ikke mange vil lede efter en politisk mening i en cirkusforestilling. Fodboldkampe og cirkus er hvad de er, underholdning og for sjov - og jo bedre der bliver spillet eller kæmpet, desto mere underholdende er forløb og resultat.

Teater kan noget andet. Det er derfor man kan stille spørgsmålet om det har mening at spille klassikere og hvordan det kan gøres. Hver gang, man vil forsøge, står man over for en stor udfordring, for der er lettere måder at leve på og at spille teater på.

---

»Niels Klim«: Niels Andersen, skuespiller og producent, Niels Damkjær, instruktør og dramatiker, Søren Cip Nielsen, scenograf og maskemager og Mona Damkjær, scenograf og maskemager.

Overvejer man at købe forestillingen, er der nærmere informationer på Vandrefalkens web-site: http://www.vandrefalken.dk/vandrefalken/index.html

Forud for Niels Klim er gået opsætningen af »Holberg, hekseri og maskerade«. Niels Andersen og Niels Damkjær er initiativtagere til et nyt egnsteater: Holberg Teatret (se også nedenfor).

---

»Kampen om Danmark«: Kampen om Danmark - tragedien om hvordan ord blev magt!

Kampen om Danmark er en rhythm & poetry-forestilling med afsæt i Shakespeares klassiker King Lear, hvor tre kongedøtre kæmper om fars gunst - og magten.

I denne version er der klare referencer til nutidens magtspil i de politiske korridorer, hvor spindoktorer vejleder magthaveren udi retorikkens kunst - med risiko for at forfalde til indholdsløs facade.

Manuskript og musik: Tommy Bredsted og Nage (rap-gruppen Hvid Sjokolade)

Instruktør: Lasse Bo Handberg. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Koustumier: Birgitte Nisbeth.

Medvirkende: UFO, Natasja Saad, se også: http://bryggebladet.dk/nyheder/211205/04/, Mads Nørby, Signe Anastassia Mannov, Gaia Rosberg og dj Steen Rock

Produceret i samarbejde mellem BaggårdTeatret og Odense Teater.

---