F.J. Billeskov Jansens tale for Thomas Bredsdorff, 1999
Kære Thomas Bredsdorff.
Når Det Danske Akademi naturligt nok har ønsket at udmærke dig for dit betydningsfulde forfatterskab, er det så lykkeligt, at vi siden 1966 er forenet med Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse og derfor disponerer over Selskabets Pris.
Det smagende Selskab stiftedes 1759 og svor til Klopstock, Tullin og Ewald. Det var i dette poetiske og fremsynede århundrede, du hørte hjemme. Med hvilken menneskelig og faglig bredde du forberedte dig.
Det er ikke uden personligt motiv, du alle vegne offentliggør, at du 1953, 16 år gammel, var messedreng i ØK. 1953-56 blev du student, vel at mærke matematisk, og et år læste du matematik og fysik, før du slog over til dansk og engelsk. Og så vidste du, hvad du ville. Ingen, som har overværet din første øvelsesopgave, om en af Brorsons natursalmer, vil glemme, at elevforedraget løb af, som om hverken Billeskov Jansen eller Danmarks Digtekunst var til i verden. Og herfra går en lige linje til disputatsen om »Digternes natur«. En idés historie i 1700-tallets danske poesi, 1975, hvor Brorson får følge af Tullin, Ewald og Baggesen.
Et ekko af disputatsforsvarets muntre debat høres i titlen på Bredsdorffs festskrift til 60-årsdagen 1. april 1997. I forordet skriver redaktørerne: »Med titlen 'Digternes paryk' har vi leget lidt med 'Digternes natur' fra 1975.« Og på omslagets bagside står den parykklædte doktorand i Flemming Nyborgs tegning. En festlig fornyelse af festskriftgenren, som stemmer med forskerens glæde ved studiet. Og hans alvor. På forsiden af disputatsen står et fransk tegneblad med skitser af Voltaire, hvis skarpe tone Hans Hertel har karakteriseret i festskriftet.
Vi har ikke glemt Thomas Bredsdorffs tidlige journalistik om strejkeurolighederne i Kiruna og krigen i Vietnam. Med bøgerne »Ærinde i Vildmarken« 1974 og »Vietnam efter bomberne« 1975, samt artikler om skuespil og romaner af Per Olof Enquist. Sidstnævnte gav anledning til en metodisk spændende studie i hans digtersprogs gradvise opbygning, udgivet på svensk i Jan Stolpes oversættelse: »De svarta hålen« 1991.
I forbindelse med universitetsundervisning har Bredsdorff givet os, 1967, i nærlæsning tolkninger af danske »Sære fortællere«, 1967, i en kommenteret antologi med Lene Bredsdorff 1972, »Dansk prosa 1955-70«.
Som Poul V. Rubow og andre var Thomas Bredsdorff betaget af Carsten Hauchs tolkning af Nials saga, hvori lod sig erkende, at »en kunstforstandig Aand har været virksom« (Hauchs Afhandlinger og Æsthetiske Betragtninger 1855, s.423); og Bredsdorff henviser her til sin selvstændige analyse af islændingesagaerne i »Kaos og kærlighed« 1971. Som skarpsindig nykritiker påviser Bredsdorff, at sammenfaldet af to overmenneskelige drifter, magtdriften hos mænd og den ustyrlige elskovsdrift, fremkalder katastrofen. I forbindelse med Egils saga skriver forskeren, »at den ofte giver præmisserne til en scene længe efter scenen. Det kræver en god hukommelse at læse sagaer.« (s. 32). Vore nordiske filologer var skeptiske. For mig var synspunktet forfriskende nyt og overbevisende.
1722 udgav Ludvig Holberg skæmtedigtet, Lille Hans Dotters Gynaicologia, eller Forsvars Skrift for Qvindekiønnet; et både dristigt og moderat indlæg for kvinders ret til højere uddannelse. Det lange digt ender forsigtigt:
Jeg Sværdet ey af Skeeden tar,
Naar man kun tilstaar dette,
Hvis meere os betroet var,
Vi kunde meer forrette.
Siden da har forskningen afvejet Holbergs stilling som progressiv eller reaktionær samfundsborger, som var temaet for en debat i Danmarks Radio, 1984, ledet af Jens K. Andersen. Du har i en populær antologi, »Den radikale Holberg« (1984 og 1998) anskuet vor gamle mand som forløber for Brandes', Hørups, Scherfigs og Henningsens kulturradikalisme. Jeg bryder mig ikke om dette ords bastante politiske karakter. For mig er Holbergs store, høje fornuft af ren filosofisk karakter, og jeg foretrækker at efterprøve, hvor tæt hans filosofiske rationalisme kommer den snart efter følgende lære om menneskerettighederne.
Goethe sagde, at alle hans digte var lejlighedsdigte. Bredsdorff anser alle sine skrifter for lejlighedsskrifter. Således har vi set Bredsdorff gribe lejligheden, også til at prøve de skiftende litteraturvidenskabelige metoder. Et lærerigt eksempel har han givet i en engelsk pjece 1993, »Deconstructing Hans Christian Andersen«, hvor han konfronterer en læsning af »Hjertesorg« med nykritiske, strukturalistiske og dekonstruktive principper.
Over for livets hårde slag kan Thomas Bredsdorff gribe til at bruge sin videnskab eksistentielt. Da han på seks måneder havde oplevet syv skilsmisser på nært hold – »Vi har analyseret tilfældene sammen i lange natlige samtaler« – skriver Thomas en bog om »Tristans børn« 1982, hvor han ser den gamle historie om Tristan og Isoldes kærlighed, dens fødsel, vilkårlige afbrydelse, genopstandelse og død som typen på kærlighed og ægteskab i den borgerlige epoke. Der er fornemme analyser af europæiske værker fra Richardsons »Pamela« til P. O. Enquists »Til Fædra«, men demonstrationen når ikke til mig. Det gør derimod »Magtspil«, 1986, som giver en del af Bredsdorffs dramaturgi, samt hans vurdering af poesi i to nyere forfatterskaber: »Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog« 1996 og »Den bratte forvandling. Om digteren Sylvia Plath« 1987. Den sidste er et rent mesterværk, ved inddragelsen af vidnesbyrd fra Sylvia Plaths omgangskreds og den overbevisende brug af den imagisme, vurdering efter billedsprog, symboler og allegori, som er blevet Bredsdorffs frugtbare doktrin. En lykkebåren studie, som forskønnes af de digtoversættelser, der er foretaget af vort medlem, Uffe Harder, der desværre er syg. Bredsdorff betror os til sidst, at han sætter pris på Sylvia Plaths roman, Glasklokken: »Men digtene kan jeg stadig drømme om om natten.«
Den sidste personlige ytring fører mig til en bog fra 1979, »Om humanisme og humaniora«, udgivet sammen med Michail Larsen og Ole Thyssen. Bogen hedder »Til Glæden« og heri lyder det: »Dybest set er humaniora til glæden... for humanister og for samfundet som helhed«. Læsningens glæde går videre i din undervisning og forskning. Du har velfortjent prisen fra Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Med de dertil knyttede 20.000 kr.