bjoerna.dk     Kultursociolog Bjørn Andersen    post@bjoerna.dk


Gunnar Thygesen

Pensioneret ingeniør


Version 1.0 - 17.05.2006.

   Vil du printe teksten rigtigt ud, så hent en pdf-fil ved at klikke hér




Foto af Gunnar Thygesen

Gunnar Thygesen
Klik på billedet for at forstørre det


Bierne

I 1983 læste jeg i tidsskriftet »Haven« en anmeldelse af Eigil Holms Lærebog i Biavl; den lød interessant, og jeg ønskede og fik bogen i julegave af min kone Margot. Jeg blev bjergtaget af biernes liv, som jeg i øvrigt bliver det af naturens mangfoldighed i det hele taget.

Jeg meldte mig ind i Københavns Amts Biavlerforening og Danmarks Biavlerforening og i 1984 havde jeg mine første bier. Dette udviklede sig efterhånden fra bier i haven til også at omfatte to bigårde på naturområdet på Amager. Jeg har foruden at lytte til de erfarne forsøgt at suge yderligere viden om bier til mig ved at holde et tysk, et amerikansk og et svensk biblad tillige med, at jeg også blev medlem af International Bee Research Association og dermed fik deres blad og kunne købe litteratur hos dem.

Da jeg ikke kan holde mine uforgribelige meninger tilbage under generalforsamlinger og lignende var jeg hurtigt med i bestyrelsen. Jeg blev opfordret til at undervise i KABFs aftenskole i biavl, hvilket jeg gjorde fra 1988 til 1998. Endvidere har jeg skrevet en del artikler i KABFs medlemsblad »Vokstavlen« - oftest baseret på ny viden fra nævnte blade. Desværre måtte jeg ophøre både med undervisningen og min biavl på grund af aldersgebrækkeligheder, efterhånden 75 år gammel.

Men interessen er ikke forsvundet, idet jeg også interesserer mig for biavlens udvikling. Nogle af resultaterne heraf kan læses på http://bjoerna.dk og tillige med, at jeg bl.a. har et foredrag om »Biboliger: Alle steder og til alle tider«.


Uddannelse til ingeniør. Ansættelser

Af uddannelse er jeg Ingeniør i Elektroteknik med speciale i svagstrøm fra Aarhus Elektroteknikum i 1947 - i øvrigt i hold med de første svagstrømsingeniører udgået fra et dansk teknikum.

Efter aftjent værnepligt blev jeg ansat som ingeniør på A/S S.P. Radio i Aalborg fra 1948 til 1956 heraf de sidste seks år som driftsingeniør, hvilket i et ret lille firma dengang var lig med en altmuligingeniør. Derefter ansat i SAS' ingeniørafdeling i Kastrup til 1986 heraf de sidste 18 år som leder af kontoret med ingeniøransvar for instrumenter, elektrisk og elektronisk udstyr i flyene.


Den tyske besættelse

Min interesse strækker sig over naturen, kulturhistorie og historie. Det sidste begyndte vel især med den tyske besættelse i 1940, hvor først den slesvigske historie interesserede mig, men det har udvidet sig især til europæisk historie i det hele taget.

Efter en realeksamen var jeg i lære som elektriker fra 1940 til 1944, og en lærekammerat dér fik mig ind i modstandsbevægelsen i foråret 1944, hvor jeg blev et af de små hjul. Jeg kan ikke siges at have været den store helt, idet mine udfarende aktiviteter var deltagelse i to sabotager, hvoraf den ene mislykkedes, spionagearbejde med kortlægning af tyske telefonlinjer samt uddeling af illegalt materiale indtil efteråret. Da blev gruppen revet op af GESTAPO, dog uden at jeg kom i klemme før påskelørdag 1945, idet de dukkede ved hjemmet i deres kendte Citroën bil, lige for næsen af mig, før jeg nåede hjem med en pose morgenbrød, som så var min kost den dag, men som mine forældre og GESTAPO måtte undvære. De blev et døgn og ventede.

Jeg fortsatte min uddannelse på teknikum i Aarhus nu som 'Henning Rytter', og inden jeg så mig om, var jeg indrulleret i 2. maskingeværgruppe i stabskompagniet i Aarhus. Vi besatte rådhuset den 4. maj 1945 om aftenen, og der blev jeg et par uger, inden jeg afgjorde med mig selv, at det var bedre at uddanne sig videre end at løbe rundt med en maskinpistol og se drabelig ud. Disse uger gik med en art politiopgaver bl.a. arrestation på Aarhus banegård af en dansk GESTAPO-mand, der forsøgte at flygte til Tyskland gemt blandt tyske soldater i et tog, og redning af piger, som folk ville klippe håret af, fordi de var kommet lidt tæt på de tyske soldater.

Dog en lille tildragelse af de usædvanlige skal nævnes. Tyskerne havde kasernen vis á vis rådhuset og i en af kasernebygningerne var der indlogeret danske tysklandsfrivillige. De skød en af vore vagtposter. Vor kaptajn og løjtnant mente, at vi skulle angribe dem, gad vist hvordan det var gået, men natten inden stak de af, og den tomme bygning og området omkring skulle nu bevogtes. En tysk soldat blev sammen med mig sat på post til dette formål, og mon det er sket andre steder, at modstandsbevægelsen og tyskerne havde fælles bevogtning, om end efter den 5. maj? Vi havde skam en hyggelig stund sammen!


29. marts 1982

Jeg afskyr totalitære systemer uanset om baggrunden er politisk, ideologisk, filosofisk eller religiøs, og den indstilling er ikke blevet mindre siden 29. marts 1982, hvor jeg var heldig i højhastighedstoget Le Capitole fra Paris til Toulouse at forlade min kupé for at indtage et mindre måltid i barvognen, lidt før en bombe lige over forreste bogie flåede det meste af min vogn op i begge sider som var det en sardindåse. Fem blev dræbt og mange såret.

Til alt held holdt toget med 160 km/t sig på skinnerne, ellers var disse linjer ikke blevet skrevet

Kom ikke til mig og bed om forståelse for en sag, hvor kampen benytter sig af den form for usselhed.

Men jeg har forståelse for ofrene fra slige voldsomme begivenheder og ikke mindst de overlevende, for det sår man får i sindet efter sådan en omgang læges ikke, men dulmes måske.


Familie. Rejser

Jeg er godt og lykkeligt gift med en kone, som har skænket mig en søn og dermed også tre dejlige børnebørn, og hun har med tålmod fundet sig i mine geskäftigheder, mine jagtture til Kaas sandmose og på engene ved Øland, hun har sejlet med mig i fire somre i kragejollen Luna på Limfjorden, pragtfuldt i øvrigt, hun har flere gange måttet hente bisværme hjem, når jeg var på arbejde eller rejse. Men vi har tillige har haft mange fine rejser sammen især af kulturhistorisk art til det meste af det vestlige Europa, dvs adskillige gange til Grækenland, flere gange til Italien bl.a. en biltur på vulkanen Etna i udbrud, ja, det vidste vi først, da vi blev stoppet deroppe af de sicilianske gendarmer. Det tog nogle år med at komme til Tyskland efter besættelsen, men her har vi haft mange gode stunder. Hermed kun nævnt nogle lande, tilføjes skal lige USA, Australien, Japan og De vestindiske Øer. Vi savner ikke noget i den retning, men de egentlige tropiske lande har vi ikke haft lyst til.

For øvrigt er vi begge født, hun i 1925 og jeg i 1923, og opvokset i Nørresundby, forlovet i 1945 og gift i 1949. Hun er uddannet som sygeplejerske på Dronninglund Amtssygehus og har bl.a. opbygget og været leder af de kirurgiske ambulatorier på Frederiksberg Hospital, men ikke mindst har hun forkælet mig igennem et langt liv, hvilket jeg heldigvis har kunnet holde til!


»Sky dem, der har SANDHEDEN, følg dem, der søger den«.






Ovenstående er skrevet af Gunnar Thygesen på min opfordring. BA, maj 2006