Mahomed blev saaledes opdragen udi sin Farbroders Huus, og saa snart han var kommen til den Alder, at han kunde reise, blev han skikked med Cameeler til Syrien. Der fortælles da af hans Tilhængere, at en lærd Munk ved Navn Bahira, seende Mahomed paa Torved udi den Stad Bostra, trængede sig med Magt igiennem Folket, tog ham ved Haanden og sagde forud alle de store Ting, som ved ham skulde giøres. Det Tegn, hvorpaa samme Munk efter deres Sigelse merkede, at Mahomed var den forventede store Prophet, var det Prophetiske Lys, som skinnede paa hans Ansigt. Thi Mahomedanerne holde for, at GUd i Begyndelsen satt dette Prophetiske Lys paa Adam for at forplantes paa alle de Propheter, som skulde komme af ham indtil Abraham, og da at være bleven deelt udi tvende Lys, et paa Isaacs og et andet paa Ismaels Ansigt. Isaacs Lys skinnede paa en stor Hob Propheter af hans Efterkommere, som man har seet blant Israels Børn: men Ismaels Lys var bleven skiuled og ligesom qvalt indtil Mahomeds Ankomst, paa hvis Ansigt bemeldte Munk Bahira blev det først vahr. Dette Eventyr maa passere for en sandfærdig Historie, hvorvel man kand beviise, at Bahira ikke kom udi Kundskab med Mahomed førend nogle Aar derefter, da han handlede for den rige Enke Cadigha, som han siden fik til Ægte.

Samme Cadigha var Enke af en af de fornemste Handelsmand udi Staden, og som hun havde faaet store Midler med den samme, og agtede at fortsætte Handelen, trængede hun til en Kiøbmandssvend, som kunde gaae hende derudi til Haande. Derom blev giort Forslag til Mahomed, hvilken udi sit 25de Aar tog Tieneste an hos samme Enke, og forestod hendes Handel udi 3 Aar. Imidlertid gik han hende saaledes under Øyene, at hun omsider tog ham til Ægte. Dette Ægteskab, saasom det og lagde Grundvold til Mahomeds Rigdom og Velstand, saa lagde det ogsaa Grundvold til Hovmod og Ærgierrighed. Han vidste, at hans Forfædre havde været Hoveder af den Korashitiske Stamme, og at han alleene havde mist den høye Anseelse, som ham ved Fødselen tilkom, efterdi han havde haft den Uheld at miste sin Fader, medens hans Forfader endda levede, hvilket foraarsagede, at han intet havde faaet til Arvedeel uden Fattigdom og Foragt. Herudover, eftersom han nu ved dette lykkelige Giftermaal var bleven bemidled, og havde faaet i Hænderne det, som kunde understøtte hans Ærgierighed, søgte han at bane sig Vey til den høyeste Myndighed udi Mecca. Efter at han havde overveyet alle dertil tienlige Midler, fandt han intet beqvemmere, end at skille sig skinhellig an, foregive Himmelens Aabenbaringer, og at stifte en nye Religion, hvis Fremgang han ikke tvivlede om, naar han betragtede den Tilstand, Arabien da var udi. Thi han havde merket paa sine Reiser, saa vel der udi Landet, som udi Syrien, Ægypten, og Jødeland, den Forbittrelse, som regierede ikke alleene blant Christne og Jøder, men endogsaa blant Christne indbyrdes. Han havde ogsaa udstuderet sine Medborgeres Natur og Egenskab, og merket, at de vare begierlige efter Nyt, iligemaade at de af den Omgiengelse de havde med Jøder og Christne havde antaget mange af deres Meeninger, forladt meget af forrige grove Afguderie, og vare faldne fra Hedenskabet til den saa kaldte Zendicismum, en Vildfarelse udi Arabien, der havde Overensstemmelse med Sadducæernes Meening derudi, at den nægter Opstandelsen og det tilkommende Liv.

Alt saadant havde den underfundige Mahomed nøye betragted, og derfore begyndte at giøre et Udkast til en nye Religion, som han fandt nødig at sammenstøbe af de 3 herskende Religioner udi Arabien, nemlig den Christne, den Jødiske og den Hedniske, for derved des lettere at faae Anhang af dem alle; iligemaade at indrette den efter de Arabers Smag, i at love dem alle de Vellystigheder, som de havde størst Tilbøyelighed til. Til dette at sætte i Verk, var fornødent at giøre nogle Aars Forbereedelse ved et udvorteshelligt Levnet; thi, naar Lærdommen skal have Fremgang, maa Læreren først bringes i Anseelse. Han forlod derfor Verden udi sit 38te Aar, førdte et Eremitisk Levnet, og tog sin Boepæl udi en Grotte nær ved Mecca, som kaldtes Grotten af Hira, hvor han efter sit Foregivende hendrev den heele Dag udi Bønner, Fasten og aandelige Betænkninger, og mod Aftenen, naar han kom hiem, fortaalte sin Hustrue Cadigha adskillige Aabenbarelser, som han havde, og adskillige selsomme Røste, som han hørte udi sin Eensomhed, iligemaade, at han havde Omgiengelse med Engelen Gabriel, og andet deslige. Cadigha foragtede længe saadan Tale, og ansaae hans Opførsel, enten som en Virkning af en forvirred Hierne, eller som Fandens Fristelse. Men som han stedse fremturede, spurdte hun omsider en Munk, som da opholdt sig i deres Huus, hvad man kunde dømme om slige Aabenbarelser. Samme Munk, som han var Medvider udi det Bedragerie, som Mahomed smedede paa, talede han stort om Mahomeds Aabenbaringer, og bestyrkede hende i at troe alt hvad hendes Husbonde havde fortaalt, hvorudover hun omsider fuldkommelig bildte sig ind, at han var en Prophet.

Efter at han udi tvende Aar havde ført et meget skinhelligt Levnet, og derved forhverved sig Anseelse, begyndte han udi sit 40de Aar at give sig Titel af Apostel. Men i de første 4 Aar udstrøede han sin Lærdom hemmelig, og alleene blant sine Venner, som han havde Tillid til, og blant sine Huusfolk, af hvilke, næst hans Hustrue Cadigha, en Slave ved Navn Zayd var den første, som antog hans Lærdom, og derudover blev sat udi Frihed. Derudaf har Oprindelse den Lov, som endnu i agt tages blant Mahomedaner at frikiende Slaver, saa snart de antage Mahomeds Lærdom.

Mahomed forhvervede sig siden adskillige Discipler, blant hvilke de Fornemste vare hans Fetter Aly, som gemeenligen bliver kaldet den første Troende, efterdi han var den første anseelige Borger, der antog Lærdommen. 2.) Abubecker, hvilken, saasom han var en af de rigeste Kiøbmænd i Mecca, og tilligemed var holden for en viis Mand, styrkede Mahomeds Sager ikke lidet, og trækkede strax 5 andre med sig, blant hvilke den bekiendte Othman. Efter at Mahomed nu saaledes havde bekommed 9 Discipler, begyndte han offentlig udi sit 44de Aar at udstrøe sin falske Lærdom, gav sig ud for en Prophet, der var skikked af GUd for at udrødde det Hedniske Afguderie, og at viise det menneskelige Kiøn den rette Saligheds Vey. Hans første Lærdoms Artikel var, at der er kun een GUd, og at det er en grov Vildfarelse at sige, GUd har Sønner eller Døttre, item, at han har andre GUder til Medhielpere. Hvorved han sigtede paa 1.) de Christne, hvilke han fordømmer paa adskillige Steder udi Alcoranen, efterdi de troe den hellige Trefoldighed, item, at Christus er GUds Søn. 2.) paa de Araber, eftersom de tilbade adskillige Gudinder.

Han foregav sig ingen nye Lærdom at føre, men alleene at fornye den, som Adam udi første Skabelse havde faaet af GUD; hvilken Lærdom, da den af de første Mennesker tid efter anden var bleven forfalsked, og endeligen ligesom qvalt, GUd atter aabenbarede for Abraham, og han igien underviisede derudi sin Søn Ismael, hvilken sidste forplantede den udi Arabien, hvor da den atter igien var bleven forfalsked og endelig gandske uddøed, havde GUd omsider skikked ham, nemlig Mahomed, for at fornye igien deres Faders Ismaels Lærdom.

Han forkastede vel ikke det gamle og det nye Testamente, saasom han holdt for, at Moses og Christus vare store Propheter, men han sagde, at Jøderne og de Christne havde forfalsket den hellige Skrift, og at han af GUd nu var skikked at bringe den i sin forrige Reenhed igien. Heraf kommer det, at de fleeste Skriftens Sprog findes anderledes udi Alcoranen eller den Mahomedanske Bibel. Samme Alcoran er deelt udi mange Capituler, hvoraf et efter andet kom for Lyset, og ere de alle siden samlede udi een Bog. Mahomed foregav, at Originalen deraf ligger udi det Himmelske Archiv, og at Engelen Gabriel havde givet ham Udskrift deraf stykke for stykke, og bleve alle disse stykker forvarede udi en Kiste, kalded hans Apostolats Kiste, hvoraf de efter hans Død bleve tagne, og af Abubecker samlede udi en Bog, kalded Alcoran, hvilken Othman siden nøyere igiennemsaae og bragte udi den Form, som den nu omstunder er udi.

Udi Begyndelsen da Mahomed gav sig ud for Prophet, blev han beleed og foragted af det heele Folk. Men saadant betog ham ikke Modet; men han igiennemgik alting med en synderlig Kaaldsindighed, og derved overvandt de Vanskeligheder, som saadan nye, dristig og selsom Lærdom er underkasted, saa at han udi sit 5te saa kalded Apostolats Aar regnede henved 40 Tilhængere. Ellers hialp det ikke lidet til hans Sager, at hans Farbroder Abu Taleb tog ham i Beskyttelse; thi bemeldte Abu Taleb, saasom han var den myndigste Mand udi Staden, og Hoved for den Korashitiske Stamme, reddede han Mahomed fra adskillige Farer, ikke for Lærdommens skyld, hvorudi han havde ingen Smag, men for Personens, der var hans Broder-Søn, og opdragen udi hans Huus.

De fornemste Lærdoms Stykker, som Mahomed i sær drev paa, vare Straf og Belønning, vel vidende, at intet haver større Virkning blant den gemeene Mand. Han afmalede Paradis med en Farve, som glimrede mest udi Arabernes Øyen, og som kom overeens med de Vellyster og Begierligheder, som samme Folk fandt størst Smag udi; thi, som de vare af Naturen hidsige, vare de ogsaa synderlig hengivne til Elskovs Lyster, og som Landet udi sig selv var tørt, saa bestoed deres største Vellyst udi frisk Vand, kiølige Urtegaarde og saftefulde Frugte; hvilket altsammen den falske Prophet havde merket, og lod derfor den himmelske Lyksalighed bestaae udi deslige Vellyster, talende her og der udi Alcoranen, nu om smukke Urtegaarde, Vandede af kiølige Bekke, hvor de skulde ligge udi gyldene Senge, besatte med kostbare Steene; nu om deilige Jomfruer, som de skulde forlyste sig daglig med, uden at kiedes derved, og hvis Jomfrudom altid skulde fornyes, zc. Og ligesom han indrettede et Paradis efter sine Landsmænds Smag, saa byggede han derimod ogsaa et Helvede paa selvsamme Maade og med lige Konst, i det han skienkede i for de Fordømte gloende stinkende Vand, og truede dem med heede og tørre Vinde, som gierne ere de største Landeplager udi Arabien; saa at, hvor grove og urimelige disse Beskrivelser synes at være, saa bliver man dog derudi vaer ikke liden Konst og Behændighed, og seer man, at Mahomed har efterfuldt andre underfundige Religions-Stifteres Fodspor. Jeg vil ikke tale om fremmede Lovgivere. Her udi Norden, hvor den listige Odin havde udstuderet Indbyggernes Tilbøyeligheder, blev i det andet Liv skienked skerkt Øll, daglige Krigs-Øvelser brugte, og andet, som man udi dette Liv fandt størst Smag udi. Saa at, om Mahomed havde begyndt først at udbreede sin falske Lærdom udi Holland, saa havde uden tvivl hans Paradis bleven fuld af stoppede Tobakspiber, ligesom i hans Helvede udi Frankrig, de Fordømte skulde have været paalagt en ævig Taushed.

Hvad som allermest forvirrede Mahomed, var at Araberne paastode, at han skulde bekræfte sin Lærdom ved Mirakler; thi sagde de: Moses, Christus og alle andre Propheter havde ved Himmeltegn beviised, at de vare sendte af GUd. De bade ham derfore opvække de Døde, giøre Dumme [døvstumme] talende, og de Døve hørende, eller udi all Folkets Paasyn lade den Bog nedfalde af Himmelen, som han foregav sig at være tilbaaren af Engelen Gabriel. Men han søgte ved adskillige Svar at svække deres Indvendinger. Nu sagde han, at han alleene var skikked at prædike GUds Villie; nu at, eftersom deres Forfædre havde foragted Salehs og andre Propheters Jertegn, saa vilde Gud ikke tilstede fleere at skee. Endelig sagde han, at de, som af Gud vare beskikkede til at troe, skulde troe uden Jertegn, og de, som ikke vare beskikkede dertil, skulde fremture udi Vantroe, skiøndt de saae alle de Jertegn, som de forlangede.

Men, som alt dette fornøyede dem ikke, blev han forladt af en stor Deel af sine Tilhængere, hvilket han selv klagelig giver tilkiende udi Alcoranen. Hvorudover da han merkede, at List og Skinhellighed ikke vilde hielpe, begyndte han at føre sig op paa en anden Maade, greeb til Sværdet, foregivende, at GUd, da han skikkede Mosen og Christum til Verden, gav dem Magt at giøre Mirakler; men som Menneskene saadant u-anseed have foragted deres Lærdom, havde GUd omsider skikked ham uden Mirakler at tvinge de Vantroende med Sværd. Befoel derfor sine Tilhængere, at de, i steden for at indvikle sig i Ord-krig, skulde med Sværdet figte for GUds Sag, og derved forhverve sig Martyr-Kroner. Herudaf reiser sig da den Lærdom blant Mahomedanerne, at de ere alle forbundne til at figte for Troen, hvilken ikke bør forplantes uden ved Sværd. Og pleye derfore deres Prædikantere, naar de prædike, have et draged Sværd hos dem for at betegne, at Lærdommen bør forsvares og forplantes med Sværd.

Vel er sandt, at man har tillagt Mahomed adskillige Jertegn: nemlig, at han kløvede Maanen udi 2 Parter, at nogle Træer gik ham i møde, at der udspirede Vand af hans Fingre, at Steenene hilsede ham, at en Bielke sukkede udi hans Nærværelse, at en Cameel klagede sig for ham, og at en kogt Lammefierding advarede ham, at den var forgiven, og andet deslige. Men de troeværdigste Mahomedanske Skribentere nægte alt saadant, og Mahomed selv tilstaaer udi sin Alcoran, at han ingen Mirakler har giort. Naar man derfor spør dem, hvorved Mahomed beviiser sit Kald, efterdi han ingen Mirakler har giort, svare de gemeenligen, at Alcoranen er et Mirakel stort nok; thi de holde det for umueligt, at en ustudered Person, der hverken vidste at læse eller skrive, kunde giøre en Bog saa fuld af Lærdom og høy Veltalenhed. Mahomed fremfører ogsaa selv saadant til Beviis paa adskillige Steder udi Alcoranen, trodsende alle Mennesker og Diævle at foreene all deres Viisdom og Konster, for at see om de kand sammensette et Skrift, fuld af saadan Lærdom og Veltalenhed, som findes udi Alcoranen.

Herudaf kand sees, at de urimelige Jertegn, som tilskrives Mahomed, ere enten opdigtede siden af nogle hans Disciple, som have holdet det nødigt at tillægge ham Mirakler, for des bedre at beviise hans guddommelige Kald, og finder man derfore en Kiede af Mirakler udi hans Historie, som er beskreden af den Arabiske Prinds Abulfeda, eller af Christne Skribentere, for at giøre den falske Prophet end meere latterlig. Det samme kand ogsaa siges om de Jertegn, som fortælles at være skeede ved hans Fødsel; nemlig, at hans Moder fødde ham uden Smerte, at Barnet raabte strax efter Fødselen: Der er kun een GUd, som har udvalt mig til hans Apostel; at han blev fødd omskaaren, og andet deslige; hvoriblant intet er latterligere end det, som nogle Arabiske Skribentere fortælle ham at være vederfared af hans Skyds-Engle, hvilke forflytted ham til et Bierg, hvor de skare hans Mave op, og toede hans Tarme, indtil de bleve hvide, som Snee; item, at de toge af hans Hierte en sort Draabe, eller et Frøe, som er Diævelens Sæd, der besmitter det heele Menneske. Det er at tillegge hellige Engle Forretninger, som ingen Skarnager, end sige Vaskerkone vilde paatage sig.

Angaaende den Beviislighed, som tages af Alcoranen, da kand vel ikke nægtes, at jo Alcoranen, naar man undtager Materiens Urimelighed, og alleene betragter Stilen, er et Munster af Zirlighed udi det Arabiske Sprog, og hvad Mahomed anbelanger, da forstod han hverken at læse eller at skrive; thi Indbyggerne udi Mecca levede udi tykkeste Vankundighed, saa at, paa den Tid Mahomed begyndte at udstrøe sin falske Lærdom, der var ingen udi Mecca, der kunde læse eller skrive, undtagen Waraka en af Cadighas Paarørende, som havde været Jøde og Christen, og lærdt at skrive Arabisk med Hebraiske Bogstave. Herudover bleve Indbyggerne af Mecca gemeenligen kaldede Folk uden Skrift, de derimod af Medina førdte Navn af Skriftens Folk. Udi denne sidste Stad maatte derfor Mahomeds Tilhængere siden lade sig undervise udi Lærdom, blant andre den bekiendte Othman, hvilken der giorde saadan Fremgang, at han siden blev Mahomeds Haandskriver.

Men lad være, at Alcoranen er saa herlig stiled, og at dens Forfatter har været saa Vankundig, saa kand man spørge, om ikke andre have hiulpet ham i at sammensmede dette Verk. Og sandelig, man kand have stor Aarsag at giøre saadant Spørsmaal, efterdi Alcoranen befatter saa mange Ting af den Christelige saa vel som af den Jødiske Troe, saa at ingen kunde have sammensmedet saadan Bog, med mindre han var dreven udi begge disse Religioner, hvilket ikke kand siges om Mahomed, der var opdragen udi Afgudsdyrkelse og Vankundighed. Hvo der ellers har hiulpet Mahomed i at fuldfærdige Alcoranen, derom er ingen fuldkommen Vished. De fieeste holde for, at en Persisk Jøde ved Navn Abdias Ben Salon, item, en Nestoriansk Munk, som nogle kalde Sergius, og holde for, at han var den samme som Bahira, der saae de Prophetiske Lys paa Mahomed, hvorom tilforn er talt. Der fortælles, at samme Munk, da han var bleven sat udi Kirkens Band og udjagen af sit Kloster formedelst en Misgierning, flygtede til Mecca, og der gik Mahomed til Haande, indtil samme falske Prophet, da han ikke behøvede hans Tieneste meer, lod ham omkomme. Men i alt dette ere Skribentere ikke eenige. De Mahomedanske tale kun meget lidt derom, og de Christne formeget; hvilke sidste have taget for fulde de urimeligste Historier, som af Had til Mahomed ere opdigtede, og gived dem ud for sandfærdige. Saaledes ere alle Bøger fulde af den Tyr, som Mahomed skulde have lært at bære Alcoranen til sig paa sine Horn; iligemaade om de Duer, som han havde vænnet til at æde af hans Øren, og som han indbildte Folk var den hellig Aand, der viskede ham ind GUds Ord og Villie; og have endogsaa mange store Skribentere, som Grotius, Scaliger, Sionita og andre fæstet Troe til denne sidste Historie, hvorvel Mahomed udtrykkeligen selv giver tilkiende udi Alcoranen, at han ingen Mirakler har giordt. Det er ogsaa ikke troeligt, at han har vovet sig at øve slige grove Stykker blant de Araber, som af Naturen er spidsfindige Folk, der let vilde have grebet ham i saadant Bedragerie, og derudover kuldkasted hans heele Bygning. Man kand derfore sige, at alle deslige Historier ere ikke andet end raa Fabler, opdigtede af nidkiere Christne for at giøre Mahomed desmeere sort, og tiene ikke til andet, end at giøre dem selv foragtede blant Mahomedanske Skribentere; thi man har ikke nødigt at bruge saadanne Midler til at vise Mahomeds Bedragerie og falske Lærdom, hvilken ved dens Urimelighed igiendriver sig selv.

For at komme til Historien igien. Da Indbyggerne af Mecca merkede, hvortil Mahomed sigtede, og at hans Anhang voxede merkelig til, lode de ved en Forordning forbyde at følge hans Lærdom, dog udvirkede de ikkun lidet dermed, saa længe som hans Farbroder Abu Taleb levede. Men da han døde, og den høyeste Myndighed faldt til een af hans Fiender af det Huus Ommia, dristede sig ikke alleene ingen at antage hans Lærdom, men mange af hans forrige Tilhængere forlode hans Parti. Udi denne Tilstand døde hans Hustrue Cadigha, og da tog Mahomed 3 andre fornemme Mands Døttre til Hustruer udi hendes Sted, og derved nogenledes opreisede sine faldne Sager. Men ingen Ting opvakte ham større Foragt, og giorde hans Anhængere meere afspændige end den saa kaldte Mezra eller navnkundige Reise, som han paa een Nat foregav at have giordt fra Mecca til Jerusalem og derfra til Himmelen, som findes beskreven udi det 17de Cap. af Alcoranen, og hvorved Mahomed tænkte at stoppe Munden paa dem, som bebreidede ham, at han ingen Mirakler kunde giøre. Samme selsomme Reise fortæller Mahomed selv med efterfølgende Omstændigheder.

Udi det 12te Aar af hans formeente Apostolat, da han om Natten laae hos Ayesha, hvilken han af alle sine Hustruer meest elskede, hørdte han banke paa sin Dør, hvorpaa han reisede sig, aabnede Dørren, og fandt uden for Engelen Gabriel med 70 Par Vinger, som vare hvidere end Snee og klarere end Crystall, og tillige med ham det Dyr Alborak, som Propheterne pleye at ride paa, naar de ere i GUds Forretninger. Alborak betyder paa Arabisk Liunild, efterdi samme Dyr, efter Mahomeds Beskrivelse, løber ligesaa hastig som en Liunild. Saa snart Mahomed kom til Dørren, omfavnede Engelen Gabriel ham, sigende, at han var nedsendt for at bringe ham til Himmelens Herre, hvor han skulde see forunderlige Hemmeligheder, som intet Menneske har været tilladt at see; bad ham derfor stige op paa Dyret Alborak. Men samme Dyr, som det ingen Hoverie havde giort siden Christi Tider, var af langvarig Ørkesløshed og gode Dage bleven saa kaad, at det ikke vilde staae still og lade Mahomed bestige sig, førend han maatte love det Sted udi Paradis. Derpaa blev Dyret gandske spag, og førte Mahomed i et Øyeblik til Jerusalem. Da han kom til denne hellige Stad, gik alle afdøde Propheter og Helgene ham strax i møde, førdte ham ind udi Templet, og begierede, at han vilde bede for dem hos Gud, og derpaa forlode ham. Mahomed gik siden ud af Templet, og fandt for sig en Ildstige, hvorpaa han tillige med Engelen Gabriel gik op, ladende Alborak bunden ved en Klippe, indtil de komme tilbage. Da de vare komne til den første Himmel, og Portneren fik at høre, at det var Mahomed GUds Ven, bleve Porterne strax aabnede. Den første Himmel var af puurt Sølv, hvor han saae Stierner hænge ved Guld-kiæder, og en hver af dem var saa stor som det Bierg Naho nær ved Mecca. Saa snart han traadde ind udi samme Himmel, kom ham i møde en gammel Mand, som var vor første Fader Adam, hvilken strax omfavnede ham, og recommenderede sig til hans Bønner. Lidt længere frem, blev han vaer en stor Mængde af Engler, nogle udi Dyrs, andre udi Fugles Lignelse, og blant dem en Hane, der var hvid som Snee, og saa stor, at han med Fødderne stod paa den første Himmel, og med Hovedet rørdte den anden Himmel, som var 500 Dages Reise derfra. Engelen Gabriel forklarede alting nøye for Mahomed, og sagde ham, at disse Engle vare Menneskers og Dyrs Talsmand hos GUd, og at de som talede for Menneskerne, havde Menneske-Skikkelse, de som talede for Dyrene, saae ud, som Dyr, og endelig de som bade for Englene, vare udi Engle-Lignelse. Angaaende den store Hane, da var den Hanernes fornemste Engel, og at, naar GUd om Morgenen efter Sædvane sang en hellig Psalme, stemmede denne Hane i med, og det med et Lyd, som lod sig høre over alt udi Himmelen og paa Jorden, undtagen af Mennesker og Nympher. Men, naar Dommens Dag er forhaanden, da skal GUd befale den at slutte sine Vinger og tie. Mahomedanerne troe endnu, at denne Hane er i saa stor Naade hos GUd, at de gemeenligen sige, der er 3 Røste, som GUd finder Behag udi, nemlig l.) deres, som idelig læse Alcoranen, 2.) deres, som om Morgenen bede om Syndernes Forladelse, og endelig denne Hanes Stemme, som GUd altid hører med Fornøyelse. Det er troeligt, at den foromtalte Jøde Abdias eller Abdollah har forsyned Mahomed med den Hane-Fabel, efterdi den er tagen af Talmudisterne; thi udi det Skrift Bava Bathra af den Babyloniske Talmud findes en Historie om en ligeledes stor Engel kaldet Ziz, hvilken rekker fra Jorden til Himmelen, og, naar den udstrekker sine Vinger, skiuler Soelen aldeeles og foraarsager Formørkelse. Den Chaldaiske Forklaring over Psalmerne siger, at samme Fugl er en Hane.

Men at komme til Historien igien, da fortæller Mahomed videre, at han steg fra den første Himmel udi den anden, som er 500 Dages Reise høyere, hvilket Skillerum han setter mellem alle 7 Himle. Der blev Porterne strax aabnede ligesom udi den første Himmel, og Patriarken Noah kom ham strax i møde, som recommenderede sig til hans Forbønner. Udi denne Himmel, som var af puurt Guld, saae han eengang saa mange Engle som i den forrige, og blant dem een af en overmaadig Størrelse; thi Fødderne stode paa den anden Himmel, og Hovedet rørdte ved den tredje.

Derefter kom han udi den tredie Himmel, som var af kostbare Steene, der mødte ham i Indgangen Abraham, som ogsaa begierede hans Forbønner. Han fandt udi samme Himmel end større Tall af Engle, end udi den forrige, blant dem een af saadan Storhed, at der var 70.000 Dages Reise mellem begge hans Øyen. Men her røbes besynderlig Mahomeds Vankundighed; thi skulde denne Engel være efter Proportion saa høy som der var Skillrum mellem hans Øyen, havde han ikke kunnet faae Rum udi denne 3die Himmel, men havde strakt sig langt over alle 7. Samme havde et stort Skriverbord for sig, hvor paa han idelig skrev deres Navne, som skulde fødes, og udslettede deres, som skulde døe, og kaldtes derfor Dødens Engel.

Derfra steeg han op udi den fierde Himmel, som var af Smaragd, hvor han udi Indgangen mødte Joseph, som ogsaa tilbad sig hans Forbønner hos GUd. Der vare end fleere Engle end udi de forrige, blant andet en stor Engel udi Sørge-dragt, som ynkeligen jamrede sig. Engelen Gabriel sagde, at han græd over Menneskets Synder og den Ulykke, de derved styrtede sig udi.

Den femte Himmel, som han kom udi, var af Diamanter; der fandt han Moses, som iligemaade tilbad sig hans Beskyttelse og Forbønner. Derudi vare ogsaa fleere Engle end i den forrige.

Den siette Himmel var af Karbunkler. Johannes den Døbere mødte ham der udi Indgangen, og recommenderede sig ligesom de andre. Udi denne Himmel var Englernes Tall dobbelt saa stort som udi den forrige.

Endelig kom han udi den syvende Himmel, som var af Guddommelig Ild, hvor han fandt JEsus Christus; men her begynder Mahomed at tale i en anden Tone; thi han siger ikke, at Christus recommenderede sig til ham, men at han tilbad sig Christi Beskyttelse, og derved gav tilkiende, at han holdt Christus større end sig selv; thi det er at merke, at Mahomed udi Begyndelsen hyklede for de Christne, indtil han blev saa mægtig, at han ikke frygtede dem meere. Heraf kommer det, at paa nogle Steder udi Alcoranen han raader sine Tilhængere, at handle vel med de Christne, men udi andre Capitler siger: slaaer dem ihiel, udsletter dem. Udi denne syvende Himmel fandt han fleere Engle end udi alle de andre Himle tilsammen, og blant dem een saa stor, at han havde 70.000 Hoveder med 70.000 Tunger udi hvert Hoved, og hver Tunge førdte 70.000 adskildte Stemmer, hvormed han Dag og Nat lovede Gud. Man merker heraf, at Mahomed Lif-tall har været 70, efterdi han bruger det saa tit. Efterat Engelen Gabriel havde førdt ham et Stykke frem, undskyldte han sig, ikke at kunde gaae længer, og bad Mahomed stige op alleene den øvrige Vey indtil GUDS Throne. Der saae han omsider GUd siddende med 70 Skiul for sit Ansigt; og, da Propheten var kommen ham nær paa tvende Piileskudd, rakte GUd ham Haanden, hvilken var saa kaald, at den trængede sig ind til Marven af hans Rygg. Derefter gav GUd sig i fortroelig Snak med ham, aabenbarede ham sin Villie, og erklærede ham den Fuldkomneste af alle Mennesker. Hvorpaa han forloed Thronen, og under samme Engel Gabriels Anførsel begav sig paa Hiemreisen, og kom til Mecca igien, efter at han paa denne lange Vey ikke havde anvendet meer end den tiende Deel af Natten.

Da han nu om Morgenen fortaalte Folket denne urimelige Digt, blev han derudover af alle bespotted. Ja hans kiereste Venner og troeste Tilhængere forargede sig saaledes derover, at een efter anden begyndte at vende ham Ryggen, saa at han var bleven gandske forladt, hvis Abubeker ikke havde holdet dem tilbage, og vidnet, at alt, hvad Mahomed havde fortaalt, var sandfærdigt. Formedelst denne Troe fik han Navn af Assadik eller den Retfærdige. Og bliver ingen antagen blant Mahomedanerne, med mindre han troer denne Historie. Der er alleene eet Spørsmaal blant dem, om det var en virkelig Reise, eller alleene en Natteaabenbaring, dog de fleeste holde for at det var en virkelig Reise.

Men, førend man kunde faae denne vanskabte og latterlige Historie til Livs, som syntes paa eengang at ville kuldkaste alting, maatte Mahomed bruge alle sine Konster. Abubeker maatte derfor, som sagt er, komme til Hielp, og ved sin Myndighed og Veltalenhed giøre den hæsligste og mesk utroelige Fabel til en sandfærdig Historie. Mahomed indførte ogsaa GUd selv vidnende om denne Reises Rigtighed paa adskillige Steder udi Alcoranen, saasom udi det Capitel om Stiernen, hvor han lader GUD sværge ved Stiernen, at Historien er sandfærdig, og at ingen burdte disputere om de Ting, han havde seet, saasom de vare Hemmeligheder, hvilke Mennesket ikke kunde begribe.

Her spørge mange, til hvad ende Mahomed, som i visse Maader havde naturlig Forstand, udstrøede en Fabel, som han forud kunde see at ville opvække Forargelse. Men der er ingen Tvivl paa, at han jo har sigtet til noget dermed. Hidindtil havde han ikkun givet dem Alcoranen, nemlig den skrevne Lov, som han sagde, var ham tilbragt af Engelen Gabriel, og at han ikke understod sig at giøre nogen Forklaring derover, eller at tillegge noget af sit eget. Hvorudover, saa tit man giorde ham tvivlagtige Spørsmaal, og forlangede Forklaring over et og andet Stykke, foregav han meget viisligen, at, som Alcoranen var skreven af GUd, saa kunde ingen uden GUd giøre Forklaring derover. Men som han var bleven undervised af Jøden Abdollah, at Jøderne foruden den skrevne Lov, som GUd havde dicteret, havde ogsaa en mundtlig Lov, som paa samme Tid var given Mosi, da han talede med GUd paa Sinai Bierg, og at den samme mundtlige Lov ligeledes var af Mose forplanted paa hans Efterkommere, og holden udi lige Agt med den skrevne Lov. Mahomed derfore, som ikke vilde være mindre end Moses, opdigtede dette Eventyr om sin Reise til Himmelen, holdende for, at, hvis han engang kunde indbilde sine Tilhængere, at han havde talet med GUd, skulde han ogsaa let faae dem til at troe, at alle de Ord, han talede, vare himmelske Sandheder, som ingen Indvendinger taalede, og derfor befries for de mange Spørsmaal og Disputer, han var plaged med. Han naaede ogsaa sit Ønske derud; da hans Tilhængere havde først faaet denne Himmelreise i Hovedet, saa at hans Ord derefter bleve antagne, som GUds Ord, og med Flid samlede i de Bøger, kalded Sonnah, hvilke ere blant Mahomedanerne i Henseende til Alcoranen, ligesom den mundtlige Lov hos Jøderne i Henseende til den skrevne Lov. Heraf sees, til hvad ende denne Himmelreise blev digted, og hvad Virkning den omsider havde.

Jeg har tilforn antegnet, at mange af Mahomeds Tilhængere forlode ham, forargende sig paa denne Himmel-Reise. Hans Fiender, som tilforn havde frygted ham, fattede derover Mod, raabte ham ud for en, der gik frugtsommelig med farlige Anslag mod Staden, og joge saadan skræk udi hans Parti, at hen ved 100 Personer deraf toge Flugten til Æthiopien. Efter denne Flugt saae Mahomed sig ikke meer udi Stand at forsvare sig mod sine Forfølgere. Men paa den samme Tid, som hans Magt svækkedes udi Mecca, formeeredes den udi Medina; thi, som der reisede sig store Tvistigheder udi samme Stad blant Indbyggerne, hvoraf nogle vare Christne, andre Jøder, slog en Deel Borgere sig til Mahomed, og aflagde Huldskabs Eed til ham. Han lod udi Mecca undervise 12 af dem udi den nye Religion, og derpaa skikkede dem som Apostler til Mecca, for der at prædike hans Lærdom, hvilket de ogsaa giorde med saadan Iver, at en stor Deel af Borgerne bleve Mahomedaner.

Da Mahomed fik Tidende om denne Fremgang udi Medina, lavede han sig til at forlade Mecca, hvor hans Modstandere voxede meer og meer til, og endelig besluttede at lægge Haand paa ham. Han befoel derfor alle sine Tilhænger, at flygte til Medina, hvilket ogsaa skeede, og fuldte han selv tillige med Abubeker dem efter. Da Rygtet om denne Flugt spreedede sig ud over Staden, skikkede man strax Partier efter dem, hvorudover Mahomed maatte skiule sig i en Huule, til Faren var over. Endeligen kom han til Medina, hvor han af sine Venner med Glæde blev imodtagen. Ingen Skribent melder noget om disse Venner, enten de vare Christne eller Jøder: alleene det 5te Capit. af Alcoranen, som kom for Lyset strax efter Mahomeds Ankomst til Medina, synes at vise, at han blev didhen kalden af Christne; thi Ordene ere disse: Du skal finde Jøderne store Fiender af de rette Troende [Muhammedanerne], men de Christne skal have Venskab for dem; thi de have Præste og Munke, som ere ydmyge, og som have deres Øyen fulde af Taare, naar de høre tale om den Lærdom, som GUd har indskydet dig. Hvoraf kand sees, i hvilken elendig Tilstand Christendommen da var udi, efterdi de Christne sammesteds saa let antoge Mahomeds urimelige Lærdom.

Mahomed satt sig saaledes ned udi Medina, og forblev der indtil sin Død, hvorfor Staden forandrede sit Navn, og i steden for Yathreb, som var dens gamle Navn, blev kalden Medina Talnapi, det er, Prophetens Stad, eller slet og ret Medina, som den endnu heder. Fra denne Mahomeds Flugt begynder det store Aarstall hos Mahomedanerne, kalded Hegira eller Flugt. Men dette kom ikke udi Rigtighed, førend under Omar den 3die Saraceniske Konge, hvilken bevæged af en Gields Tvistighed imellem tvende Borgere, som var vanskelig at dømme udi, efterdi Gields-Brevet intet Datum havde, forordnede dette store Aars-Tall, som i agt tages endnu blant Mahomedanerne, ligesom Aarstallet fra Christi Fødsel blant de Christne.

Førend dette Aarstall blev satt, regnede Araberne deres Aar fra Elephanten og den ugudelige Krig. Aarsregningen fra Elephanten har saadan Oprindelse. En Æthiopisk Prinds, for at hevne sig over Indbyggerne udi Mecca, efterdi de havde vanhelliget en Christen Kirke, beleirede Mecca, og havde i Sinde at ødelegge det navnkundige Tempel sammesteds; men af Mangel paa Levnetsmidler maatte ophæve Beleiringen. Fra denne Krig derfor, hvorudi deres Tempel var trued med Undergang, have Araberne regned deres Aarstall; og, saasom den Æthiopiske Prinds havde mange Elephanter udi sin Krigshær, blev den Feide kalded Elephant-Krigen, og Aaret Elephant-Aaret.

Den ugudelige Krig, hvorfra det andet Aarstall regnes, haver sit Navn af en blodig Feide imellem de Korashiter og Kaifalaniter. Den blev kalded ugudelig, efterdi den blev fortsat end ogsaa udi de Maaneder, som man uden Ugudelighed ikke kand føre Krig; thi Araberne havde 4 hellige Maaneder udi Aaret, nemlig Moharran, Rajeb, Dulkaada og Dulhagha, udi hvilke Maaneder ingen Krig maatte føres, saa at om en mødte sin Faders eller Broders Morder paa Veyen, maatte han ikke hevne deres Død i een af de Maaneder. Saadanne vare de Arabiske Aarsregninger for Hegira eller Mahomeds Flugt. Men fra Omars Forordning haver det eeneste Aarstall været fra Hegira.

Det første Mahomed foretog, efter at han havde fæsted Boepæl udi Medina var at gifte sin Dotter Fatima med sin Fetter Ali. Samme Fatima var avled med hans første Hustrue Cadigha, og var den eeneste af hans Børn, som overlevede ham. Hvormeget Mahomed elskede hende, kand sees deraf, at han gemeenligen pleyede at sige, at der blant Mandfolk havde varet mange fuldkomne, men blant Qvinder ingen uden de fire, nemlig Asiah, Pharaonis Hustrue, Maria Christi Moder, Cadigha hans egen Hustrue, og Fatima hans Dotter. Af denne Fatima nedstamme alle de, som udgive sig for at være Mahomeds Blodsforvantere.

Her begyndte nu Mahomed at forandre sin Opførsel. Han havde udi 13 Aar søgt at forplante sin falske Lærdom ved Prædikener. Men nu blottede han sit Sværd, og anvendte de øvrige 10 Aar, han havde tilbage at leve udi, paa at udbrede sit Navn ved Magt: thi, medens han havde prædiget udi Mecca, havde han idelig været plaged med Disputer og Spørsmaal, hvilke, naar han dem ikke tilstrækkelig kunde besvare, ofte bragte ham udi Foragt blant hans Tilhørere. Hvorudover, for at blive befried for deslige Plager, han holdt det sikrere for sig at gaae frem med Sværdet udi Haanden, end med Alcoranen, befoel derfore sine Tilhængere at bevæbne sig, og at omkomme alle dem, som ikke vilde antage hans Lærdom, med mindre de beqvemmede sig til at betale aarlig Skatt. Af denne Forordning finder den skik, som endnu i agt tages blant Mahomedanerne, at alle de, som vil boe udi deres Lande uden at antage deres Troe, betale en aarlig Skatt, som til Straf for deres Vantroe, og kaldes den skat endnu udi Tyrkiet Scharach.

Derpaa lod han opreise sin Standard, som han gav til sin Morbroder eller Farbroder Hamza, til hvilken han havde mest tillid, og indrullerede sig hans Tilhængere under samme Anfører. Det første Tog skeede mod en Caravane fra Mecca, mod hvilken Hamza blev skikked med 30 Hæste for at udplyndre den samme. Men, som bemeldte Caravane befandtes alt for stærk, maatte han tage Flugten, og med uforretted Sag forføye sig til Medina igien. Aaret derefter gik Mahomed udi Marken med meer end 300 Mænd, for at overrumple en anden rig Caravane, som gik fra Mecca til Syrien. Samme Caravane, skiøndt den var bedækked af 1.000 bevæbnede Mænd, dristede han sig dog at angribe. Efter en haard Trefning erholdt han en fuldkommen Seyer, og erhvervede stort Bytte. Men samme Bytte opvakte stor Tvistighed blant hans Folk; thi, saasom hans Krigshær bestoed af tvende slags Folk, nemlig af dem, der havde fuldt ham paa Flugten fra Mecca, og dem, som han havde hvervet siden udi Medina, og det eene Parti skattede sig høyere end det andet, saa forlangede et hvert Parti Broderlodd af Byttet. Hvorudover Mahomed, for at bringe dem til Forliig, sammenskrev det 8de Capitel af Alcoranen, hvorudi han tillagde sig selv den 5te Deel af hvad Bytte, som udi Krig blev forhverved, og befoel, at de øvrige skulde deeles lige imellem Folkene.

Denne Seyer bestyrkede ikke lidet Prophetens Sager. Mahomed selv bryster sig deraf udi Alcoranen. og siger, at GUd udi Slaget skikkede ham 3.000 Engler til hielp, hvilket er vanskeligt at troe, endeel, efterdi ingen saae disse Engle uden Mahomed selv, endeel ogsaa, efterdi de hellige Skrifter vidne, at GUds Engle ere skabte til langt andre Forretninger, end at plyndre rejsende Folk, og at tage Klæder og Guldbørser [punge] fra ærlige Kiøbmænd; saa at, om Mahomed har seet ret, kand det ikke have været andet end onde Engle. Saaledes blev den Mahomedanske Troe forplanted med Tyverie og Rann mod egne Medborgere, og Røven og Plyndren maa regnes blant himmelske Jertegn. Hvo skulde troe, at en Lærdom, der har haft saadan Begyndelse, kunde have saadan Fremgang, og være holden ved lige og forsvared med saadan Nidkierhed indtil disse Tider? Deslige Forretninger skeede dog udi største Andagt, med Bønner for og Lovsange efter hvert Slag, og kand derfore lignes med den Andagt, som Comineus tillægger Kong Ludwig XI, hvilken, naar han vilde hemmelig omkomme nogle af sine Undersaatter, for at bemægtige sig deres Gods, tilbad sig paa sine blotte Knæ Himmelens Bistand dertil, og lovede Jomfrue Maria en Deel af Byttet. Det artigste er, at de af Mahomeds Hær, som omkomme udi Slaget, bleve holdne for Martyrer. Thi den Arabiske Skribent Elmancin, som tilstaaer selv, at Mahomed giørde dette Tog for at udplyndre Carravanen, siger: Ex Musliminis verò tanqvam Martyres occubuerunt 14. Det er, af de Muselmanner omkomme 14, som Martyrer, efterdi de døde udi deres hellige Forretninger, som Røvere og Stimænd.

Udi dette Aar forandrede Mahomed den saa kaldte Kebla, det er, det Sted, hvortil de Troende vendte deres Ansigter, naar de giorde deres Bønner; thi det havde altid været en Sædvane blant alle Secter i Østerlandene, at vende deres Ansigter til en vis Part af Verden, naar de bade, saasom Jøderne mod Jerusalem, Araberne mod Mecca, Sabæerne mod Nordstjernen, Persianerne mod Solens Opgang. Mahomed havde udi Begyndelsen befaled, at hans Disciple skulde vende deres Ansigter mod Jerusalem; men, som han siden fornam, at Araberne ikke kunde glemme den Ærbødighed, de havde for Templet udi Mecca, og at han kunde giøre sig behagelig for sine Medborgere, hvis han blev ved at holde samme Tempel udi Agt og Ære, befoel han sine Tilhængere at vende sig mod Mecca, og beskikkede Templet sammesteds, som paa Arabisk var kalded Caaba, det er firekanted, at være det fornemste Sted til den Mahomedanske Gudsdyrkelse, og hvorhen alle hellige Pillegrims Reiser skulde skee, som tilforn havde været brugeligt. Der meenes, at han giorde denne Forandring ogsaa endeel af Had til Jøderne. Men mange af hans Tilhængere forargede sig derover, og forlode hans Partie, saasom de merkede, at han vaklede udi sin Lærdom. For at stadfæste denne Troes-Artikel, og at bevise det Meccanske Tempels Hellighed, sammensmeddede han en Hob Fabler, foregivende, at bemelte Tempel havde allerførst været bygget udi Himmelen, og beskikked til Gudsdyrkelse for Englene, og at Adam siden der havde tilbedet GUd, da han var i Paradis, som Mahomedanerne holde for at have været udi Himmelen; men, da Adam var stødt ned udaf Paradis paa Jorden, havde han bedet GUd at forunde sig et Tempel paa Jorden efter forbemeldte himmelske Tempels Lignelse, og at GUd havde bønhørt ham derudi, og ladet bygge det Meccanske Tempel lige under det Himmelske. Derudi havde Fædrene for Syndfloden øvet deres Gudsdyrkelse; men, da det ved Syndfloden var bleven nedkasted, havde GUd befaled Abraham at bygge det op paa nye igien, og viset ham Afrisningen udi en Aabenbaring. Abraham, og Ismael dyrkede saaledes GUd sammesteds. Men efter deres Død faldte Efterkommerne til Afgudsdyrkelse, og Templet blev vanhelliged. Hvorudover han, nemlig Mahomed nu vilde rense det igien, og sætte det i forrige Hærlighed.

Saaledes forskaffede Mahomed sig de Meccanske Borgeres Gunst, ved at holde deres navnkundige Tempel udi hævd, og ved at forordne, at de sædvanlige Pillegrimsreiser skulde skee til Mecca, ligesom i de Hedniske Tider; thi, som det Meccanske Tempel var udi samme hellige Anseelse hos Araberne, som det Delphiske blant Græker, saa pleyede alle Stammer aarligen at komme didhen for at aflegge deres Andagt, hvilket forhvervede Staden baade Anseelse og Rigdom; og, som den Mahomedanske Lærdom har oversvømmet de tre Verdens Parter, kommer der aarlig en ubeskrivelig Mængde Pillegrimme fra alle Jordens Kanter didhen, hvilket giør Mecca til een af de rigeste Stæder udi Asien.

Udi dette Aar indstiftede ogsaa Mahomed den Maaned Ramadan, som er Mahomedanernes Faste; thi, da han kom til Medina, og saae, at Jøderne sammesteds fastede den 10de Dag udi deres første Maaned, som var Tisri, spurdte han, hvad det skulde betyde; og, da ham blev svared, at det var en Faste forordned af Mose, svarede han, at Moses var ham nærmere end dem, og strax forordnede en Faste den 10de Dag udi den Maaned Moharram, som er den første Maaned udi det Arabiske Aar. Men denne Forordning varede ikke længe; thi, som Jøderne satte sig ivrig op imod hans Lærdom, og plagede ham med adskillige Spørsmaal, som han ikke kunde besvare, afskaffede han af Forbittrelse den Faste, som han havde laanet af samme Folk, og, for at vinde de Christnes Gunst, beskikkede den heele Maaned Ramadan, som samme Aar faldt ind med de Christnes Martio, til en stedsevarende Faste; dog paa det han ikke skulde beskyldes ogsaa at have laanet denne Faste, foregav han at det første Capitel af Alcoranen var ham skikked af Himmelen udi Ramadan, og at han derfor til dets Erindring indviede denne Maaned til hellig Andagt. Samme Ramadan haver sit Navn af Heeden, saasom den altiid faldt ind paa den heedeste Tiid om Sommeren hos Araberne, da Aarene vare anderledes indrettede, end de nu omstunder ere; thi Araberne, endskiøndt de alletider have regnet Aaret efter Maanens Gang, saa havde de dog deres Maaneder paa visse Aarets Tider, eftersom de lagde 7 Maaneder til 19 Aar, ligesom Jøderne, og derved bragte dem til Sole-Aar. Men, som Mahomed holdt det for en Ugudelighed at forlænge Aaret, saa har han ladet det gaae efter Maanens Gang, hvorved et Aar kommer 11 Dage tiligere end et andet, og foraarsager, at Maanederne og de Feste, som falde ind derudi, ingen vis Aarets Tiid have, men udi 33 Aar løbe Vinter, Sommer, Høst og Foraar igiennem. Den øvrige Tid af Aaret anvendte Mahomed paa at røve og plyndre Indbyggerne omkring Medina.

Det vilde blive for vitløftigt at opregne alle de Feltslag, som udi Mahomeds Tid holdtes af denne nye Sect; iligemaade all den Røven og Plyndren, som blev øved. Jeg vil ikkun alleene sige dette, at Mahomed, endskiønt han var undertiden ulykkelig [=uheldig], saa dog vandt han de fleeste Feltslag, saa at Araberne, som tilforn var et u-anseeligt Folk, begyndte at forhverve sig et stort Navn, og med Tiden bleve anseede, som de allerstridbareste Folk, der ingen kunde staae imod. Saa at de Constantinopolitanske Keisere, hørende om deres Fremgang, spaaede forud Keiserdommets Undergang. De Religions Principia, som Mahomed indprentede sine Tilhængere, nemlig, at det var GUds Sag, de stridede for, og at hvo som døde med Sværdet i Haanden, gik lige ind udi Paradis; iligemaade, den sterke Meening de havde om Skiebnen, at ingen kunde omkomme udi Feltslag, med mindre han var beskikked at døe samme Tid, hiulpe fornemmelig til at giøre dem saa stridbare. Slige Religions Principia foraarsagede ogsaa fordum her udi Norden, at ingen kunde staae de Nordiske Folk imod, eftersom Odin fradømte fast alle dem Himmerig, der døede paa deres Sotteseng, uden nogle faae, der under en Soldats eller Rytters Vinger kunde blive indladene. Mange snedige Lovgivere have i agt taget det samme, og derudover af de feigeste Folk ofte have giordt de allerskridbareste. Deraf kand man slutte, at Indbyggerne paa de Marianske Øer maae være slette Stridsmænd, efterdi de troe, at de som døe udi Strid, blive fordømte. Men jeg maae begive mig til Mahomed igien.

Det ulykkeligste Slag, som Mahomed holdt, var det, som gemeenligen kaldes af Ohud, hvilket syntes gandske at ville ødelegge denne nye opspirede Sect; thi en vis Arabisk Herre, for at hevne en Skam, som ham Aaret tilforn var overgaaed, rykte mod Mahomed med 3.000 Fodfolk og 200 Ryttere. Den samme bemægtigede sig det Bierg Ohud, hvoraf han saaledes plagede sin Fiende, at Mahomed, hvorvel hans Krigshær bestoed ikkun af 1.000 Mænd maatte vove et Feltslag, for at drive ham fra samme Bierg. Udi dette Slag tabte Mahomed en Hob af sine Folk tillige med Anføreren Hamza. Han selv blev farligen saared paa adskillige Steder, og havde omkommet, dersom ikke andre i Tide havde kommet ham til Hielp.

En Mand, der paastoed at føre GUds Krige, og at have heele Skokke af GUds Engle til sin Tieneste udi hvert Feltslag, kunde da ikke andet end geraade udi stor Forvirrelse, saasom han ikke vidste hvad Fane han skulde sætte paa denne Forliis. Nogle spurdte, hvorledes det kunde være mueligt, at Herrens Prophet saaledes vendede Ryggen for vantroende Folk: andre knurrede over deres Venner og Paarørende, som vare omkomne i Slaget. For at stille de første tilfreds, hittede han paa saadant Svar, nemlig, at GUd havde tilstedet dette Nederlag formedelst nogle Synder, og for at skille de Gode fra de Onde. Og for at dempe de sidstes Klagemaal, opdigtede han den Lærdom om Skiebnen, sigende, at, eftersom GUd har foreskrevet alle Mennesker en vis Leve-tid, saa skulde alle de, som omkommes udi Slaget, have døed udi deres Huuse, og efterdi deres Timeglas var udrunded, saa var det nyttigst for deres Salighed, at de døede stridende for Troen. Denne Lærdom om Skiebnen, efterloed han ikke at prædike siden ved alle Leiligheder, saa at Mahomedanerne siden troede, at, endskiøndt deres Huuse stoede udi Brand, var det daarligt at ville redde sig med Flugten. Saa vidt gik aldrig de gamle Stoici med deres Lærdom om skiebnen, saa derfor Fatum Mahometanum er det sterkeste af alle.

Medens Mahomeds Krigshær havde at bestille med adskillige Krigstog, opreisede sig en farlig Tvistighed blant de fornemste af hans Folk udi Drukkenskab, saa at de stoede færdige til at gaae løs paa hinanden. For at forekomme slige U-leiligheder, lod han forbyde Viin og Spill, og til den ende opdigtede den Fabel om de to Engle, Arut og Marut, hvilke ophidsede af formegen Viin, vilde tage en Kone med Vold. Men samme Kone loed som hun vilde beqvemme sig til deres Villie, dersom de først vilde føre hende ind paa nogen Tid udi Paradis. De forliebte Engle tilstoede hende saadant. Men da hun kom udi Paradis, indgav hun en Klage over dem til GUd; hvorudover hun formedelst sin Kyskhed blev forvandled til en Morgenstierne: men Englene bleve ophængte ved Beenene udi en Eeg ved Babylon indtil Dommens Dag. Nu kostede det ikke Mahomed meer at binde Araberne de hæsligste og meest vanskabte Fabler paa Ærmene, efter at de allereede havde faaet Tanker om hans Hellighed.

Busbeqvius og Ricaut fortæller, dette Forbud at være skeed ved anden Leilighed; nemlig, at da Mahomed engang fandt udi en Forsamling nogle af sine Venner, som havde drukked en føye Viin, og derudover var blevne meget lystige og venlige, prisede han Viinens Dyd, som den der giorde god Virkning hos Menneskerne; hvorpaa han fortsatt sin Reise: men, da han kom tilbage igien, og fandt de samme udi stor Trætte og Klammerie, eftersom de havde faaet formeget at drikke, fordømte han Viinen igien, og forbød strengelig dens Brug til sine Tilhængere. Heraf kommer det, at ingen nidkier Mahomedan indtil denne Tid drikker Viin; og har man haft Exempel paa, at een og anden skinhellig Øvrighed har ladet overalt confisqvere saadan GUds Gave, og kaste den i Stranden. Mahomed gik herudi saa vel som i andre Ting aldrig Middelveyen, ellers havde han alleene forbudet Viinens Misbrug. Man har des meer Aarsag at forundre sig over denne Forordnings Daarlighed, efterdi det er alle Mahomedaner tilladt at bruge adskillig anden Drik, som er langt sterkere, indtil Opium, som giør Folk galne og forvirrede, og paa hvis selsomme og skadelige Virkninger M. Chardin udi hans Persianske Reise-Beskrivelse fremfører forunderlige Exempler.

Om Vinens Brug taler Mahomed saaledes udi det 5te Cap. af Alcoranen: Forlader Viin og Spill, adlyder Gud og hans Prophet. Ellers giver dette Forbud tilkiende, hvor stor Mahomeds Myndighed var, eftersom han dristede sig at udrødde det, som var den største Vellyst blant Araberne.

Aaret derefter blev Mahomed indvikled udi en farlig Krig, kalded Gravens Krig; thi adskillige Arabiske Stammer sammenrottede sig sammen mod ham, og bragte en Krigshær af 10.000 Mænd paa Beenene. Mahomed turde ikke vove sig at levere Feltslag til saadan stor Magt, og derfor forskandsede sin Hær ved en dyb Grav, hvorudaf Krigen har faaet sit Navn. Efterat han der længe havde været beleired, udfordrede en fornemme Korashit een af Mahomeds Hær til Eenekamp. Ham gik Ali i møde, og fældede ham, hvorpaa der kom en Frygt blant Fienden, saa at den heele Krigshær gik fra hinanden, og forløsede Mahomed fra en af de største Farer, han nogen Tiid havde været udi.

Derpaa førdte Mahomed adskillige lykkelige Krige, hvilke bragte ham udi saadan Anseelse, at Indbyggerne udi Mecca, da de saae ham med een Krigshær nærme sig til deres Stad, betænkede sig ikke paa at indgaae en Stilstand med ham. Efterat han havde faaet denne mægtige Stad af Halsen, lod han af de Fornemste i hans Krigshær hylde sig til Konge nær ved Medina under et Træ; hvilket Træ saavel Mahomedaner som Christne sige, strax derpaa at være bortvisned; men enhver giør sig Betænkning derover sin Religion til Fordeel.

Efterat Stilstand og Venskab var giordt med Mecca, befoel Mahomed sine Tilhængere at gaae Pillegrims Gang til samme Stad, og det af samme politiske Aarsag, som at han forordnede dem at holde det Meccanske Tempel udi Ære; thi det var ham meget magtpaaliggende at forbinde sig denne mægtige Stad, hvis Rigdom og største Indkomster bestoede udi slige Pillegrimsgange, hvilke om han havde afskaffet, havde han giordt sig samme Stads Indbyggere til ævig varende Fiender. Jeg har tilforn anført den Fabel han opdigtede om Templets Hellighed. Her, for at bestyrke den Forordning han giorde om Pillegrimsreiser, foregav han, at GUd havde befalet Abraham og Ismael, at der aarlig skulde skee Pillegrims gang til Mecca, hvilken Befalning Araberne havde længe taget udi agt, og komme eengang om Aaret til Mecca, for at tilbede den sande GUd, ligesom Jøderne komme siden 3 gange om Aaret til Jerusalem, for der at helligholde de 3 store Feste. Men, som Araberne forfaldte siden til Afguderie, og bleve ved at giøre slige aarlige Reiser for at tilbede deres falske Guder, saa havde Mahomed Befalning af GUd at sætte disse Pillegrimsgange paa forrige hellige Fod igien.

Her er besynderlig at merke, som tiener til den Saraceniske Histories Oplysning, at Mahomed, da han antog Kongelig Værdighed, skildte sig derfor ikke ved sin forrige Titel af ypperste Præst og Hoved for Religionen, men forplantede den paa hans Efterkommere, hvilke regierede siden under den Titel af Calipher, ligesom de Jødiske Konger af det Maccabæiske Huus vare Konger og ypperste Præste paa eengang. Caliphernes præstelige Embede bestoed udi at forklare Mahomeds Lov, at beskikke alle Religions Sager, iligemaade selv at forrette Gudstiennesten, at bede og prædike udi deres Templer. Udi saadan Tilstand vare Calipherne længe, og som Konger og ypperste Præste erobrede mange store Lande og Riger. Men Statholderne udi Provincierne begyndte tid efter anden at tiltage udi Myndighed, og endelig 325 Aar fra Hegira eller Mahomeds Flugt bemægtigede sig Kongelig Myndighed, saa at enhver af dem blev Konge udi sin Provintz hvorudover Calipherne intet blev tilbageladt uden Skyggen og det blotte Navn af det, som de tilforn havde været.

Thi, endskiøndt de, som havde anmasset sig Kongelig Myndighed, lode siden see en slags Lydighed og udvortes Underdanighed mod Calipherne, som til hellige Personer, ligesom Roman-Catholske Potentater til Paverne; og, endskiøndt de lode udi Templerne bede for dem, ja sætte deres Navne for sine egne, ret ligesom de endda ikke vare uden deres Statholdere: saa dog udi Statssager bevisede de dem ingen virkelig Lydighed, men tvertimod satte dem ofte af og andre igien ind udi deres Sted, ligesom de funde for got, og var det de Statholdere, der havde bemestret sig Bagdad, Caliphernes Residentz, der øvede saadan Magt. Saadan Tilstand varede, indtil Tatarene oversvømmede Morgenlandene, hvilke giorde Ende paa Caliphernes Myndighed, og reent udslettede deres Navn. Og har siden den Tid en hver Mahomedansk Potentat beklædet andre geistlige Personer med den hellige Myndighed, som tilforn var hos Calipherne: saaledes er der en Mufti udi Tyrkiet, og en Seder eller Sader udi Persien; men de samme ere Kongerne gandske underdanige, og maa blindt efterkomme deres Befalninger, enten de stride med Mahomeds Lov eller ey.

Efterat Mahomed havde fuldfærdiged sit Tempel til Medina, forrettede han selv Tienesten, og prædikede udi samme Tempel, saa ofte han var tilstede. Udi Førstningen havde han ikke uden en Pæl i Jorden, eller Stubben af et Palmetræe, hvorpaa han heldede sig. Men saa snart han havde antaget Konge-Titel, lod han oprette en Prædikestoel, hvorudi var et Sæde. Af denne Prædikestoel betienede han sig siden i Steden for bemeldte Pæl. Det er uden Tvivl denne Bielke de meene, som blant Mahomeds Mirakler opregne dette, at en Pæl sukkede for ham. Maa skee Fabelen er reiset sig af et poëtisk Indfald; nemlig, at Pælen sukkede af Bedrøvelse over det at Mahomed forlod den, hvilket nogle have forstaaet efter Bogstaven. Den Prædikestoel Mahomed lod oprette, havde da kun 2 Trappetrin, men en af hans Efterkommere ved Navn Moavia lagde 4 Trin dertil, saasom han for sin Fædme alletider maatte prædike siddende, hvorudover af Fornødenhed Prædikestoelen maatte forhøyes, at han kunde høres af Folket. Udi den Stand, som Moavia lod den indrette, findes den endnu udi Templet til Medina.

Efterat Mahomed havde erobret den Stad Chaibar, og skulde holde Aftens-Maaltid hos en af de fornemmeste Borgere sammesteds, lod Zainab Dotteren i Huset komme Forgift udi en Lammefierding, som skulde sættes for Propheten. Det er om denne Lammefierding de tale, som tilskrive Mahomed Mirakler, nemlig, at den advarede ham om Giften. Men denne gode Lammefierding maatte været saa høflig at advare ham derom i tide; thi Basher, en af hans Venner, som spisede noget stærkt [hurtigt] deraf, faldt straks død til Jorden, og Mahomed, endskiøndt han af Smagen fattede Mistanke, og strax udspyttede det Stykke han havde faaet i Munden, saa dog fik han deraf sin Hælsott; thi han havde aldrig Helbred siden den Tiid, og døde 3 Aar derefter. Da man spurdte denne Pige, hvi hun saaledes havde handled med Mahomed, svarede hun, at hun havde Lyst at forsøge om han var Prophet; thi sagde hun: hvis han er Prophet, kand han let forud sige, at der er Gift udi Kiødet, og i saa Maade lider han intet; men hvis han ikke er Prophet, da kand man ikke giøre Verden større Tieneste, end at befrie den fra en Tyran og Bedrager.

Mahomeds Magt voxede daglig til; han var allerede Mester over en stor Deel af Arabien, og havde en Krigshær af 10.000 Mænd paa Beenene; den største Deel fanatiske Folk, der gemeenligen agte deres Liv kun lidet. Anførerne vare ogsaa af samme Surdey, og derhos tillige af mange Tog havde naaed stor Krigs-Erfarenhed. Hvorudover han endelig besluttede, at i Verk stille sit store Forsæt, han længe havde gaaet frugtsommelig med, nemlig at bemægtige sig den hellige Stad Mecca, som han havde udvalt til den Mahomedanske Troes Sæde. Han rykkede mod samme Stad med saadan Hast, at han allerede stod ved Porterne, førend Indbyggerne havde Kundskab om hans Ankomst. Herudover, saasom de ingen Tiid havde at lave sig til Modstand, funde de sig tvungne til at overgive Staden: udi hvilken, da Mahomed havde giordt sit Indtog, lod han omkomme dem, som med størst Iver havde satt sig imod hans Lærdom. Alle de andre underkastede sig hans Herredom, og antoge hans falske Troe. Derpaa tog han sig for at rense Caaba, eller det hellige Tempel fra Afguds Billeder, som der vare, og at indvie det paa nye; saa det samme er nu for Mahomedanerne, ligesom Jerusalems Tempel for Jøderne.

Efterat Mahomed havde erobret Mecca, og ødelagt dens Afguder, rottede en stor Hob Arabiske Stammer sig sammen, for at giøre det yderste Forsøg mod denne tilvoxende Magt. Mahomed gik dem med 12.000 Mænd i møde, og begge Krigshærene komme udi Trefning sammen udi den Dal Hoima mellem Mecca og Tarif. Udi den første Træfning bleve Mahomeds Folk, hvorvel stærkere udi Tall, slagne og drevne lige til Murene af Mecca. Mahomed tilskrev denne Forliis den alt for store Tillid, de havde haft til deres store Mængde, samlede sine adspreede Folk tilsammen igien, og leverede med større Agtsomhed Fienden et andet Feltslag, hvorudi han erholdt en fuldkommen Seyer, og derpaa oversvømmede heele Arabien, ødelagde allevegne Afguds Templerne, og forplantede sin nye Lærdom uden Modstand.

Efterat han saaledes havde undertvunget sig fast heele Arabien, vendede han sine seyerrige Vaaben mod Syrien, hvor han erobrede adskillige Stæder, og giorde sig adskillige Førster skatskyldige, og var dette det sidste Tog, Mahomed giorde; thi han var nu bleven saadan Skræk for alle hans Naboer, saa at ingen turde dukke meere op mod ham, men de øvrige Araber, som endnu ikke havde prøvet hans Styrke, overgave sig godvilligt hans Herredom, og antoge hans Lærdom. Derpaa giorde han Anstalt til en Pillegrims Gang til Mecca, hvilken gik for sig med stor Stads og Høytidelighed. Der fandtes en utallig Mængde af alle Slags Folk fra alle Kanter udi Arabien, for at see deres nye Herre og Prophet. Han undervisede dem udi sin falske Lærdom, og derpaa reisede til Medina. Denne Pillegrims Reise kaldes Afskeds Reisen, efterdi det var den sidste, han giorde.

Men han blev mod Enden af sit Liv indvikled udi adskillige uformodentlige Uroeligheder, som ikke bleve dempede uden længe efter hans Død; thi adskillige Araber, saasom de havde merket, at han under det skin af Prophet havde anmasset sig Kongelig Værdighed, begyndte at tænke ved sig selv, om den samme Vey ikke ogsaa kunde staae dem aaben. Een ved Navn Mosoilema foregav til den ende, at han lige saa vel, som Mahomed havde Befalning af GUd at udrødde Afgudsdyrkelse, og undervise det menneskelige Kiøn. Den samme lod ogsaa komme for Lyset sin Alcoran, og fik et stort Anhæng af den gemeene Almue. Heraf kommer det, at Mahomedanerne kalde ham Mosoilema, Bedrageren, og have hans Navn udi Vederstyggelighed. Efter ham opstoede adskillige andre, som iligemaade fik Anhang, og erobrede adskillige Stæder; men ingen af dem havde Mahomeds Lykke; thi den eene efter den anden blev overvunden, og deres Lærdom undergik tillige med deres Herredom.

Efter hans Tilbagekomst til Medina begyndte han at aftage, og hans Kræfter forgik ham daglig, hvilket tilskrives den Gift, han for 3 Aar siden fik udi Chaibar. Han blev endelig tvungen til at søge Sengen, og døde efter en Svaghed af 13 Dage. Hans Svaghed begyndte med en Feber, som endelig bragte ham udi Raserie. Udi denne Raserie begierede han Pen og Blek, foregivende, at han vilde skrive en nye Bog, som skulde hindre hans Tilhængere at falde udi Vildfarelse. Men Omar vilde ikke tilstede saadant, sigende, at man havde nok udi Alcoranen, og at Mahomed var saa syg, at han vidste ikke, hvad han sagde, hvorudover det var at befrygte, at han kunde dictere noget, som Efterkommerne vilde drive Spott med, ligesom Alcoranen var skreven saa fornuftig, at enhver Febricitant udi Raserie ikke kunde væve noget sammen af lige saa god Sammenhæng. Men adskillige andre af de nærværende holdte for, at man burte lade Propheten derudi have sin Villie, og ønskede, at saadan Bog blev skreven. Saa der oprejste sig derudover stor Tvistighed blant hans Disciple, hvoraf nogle holdte med Omar: andre derimod havde anden Meening. Mahomed blev derover fortrydelig, befoel dem at gaae ud, efterdi de havde ikke meere Ærbødighed for ham, end at de turde mundhugges saaledes udi hans Nærværelse. Saaledes blev denne Bog ikke skreven, hvilket nogle Mahomedaner have siden holdet for en stor Ulykke. Mahomed klagede sig idelig udi sin Svaghed over det forgiftede stykke Kiød, han havde faaet til Chaibar, og sagde til alle dem, som besøgte ham, at han siden den Tid stedse havde følet Virkning deraf, og lidet stor Pine, besynderlig fra den Tid, han havde maatt søge Sengen. Da Bashars Moder, som omkom af samme Forgift, besøgte ham paa hans Yderste, raabte han: O Bashars Moder! det stykke Kiød, som jeg smagede til Chaibar med Eders Søn, bryder nu mit Lives Traad.

Hans Død opvakte stor Forvirrelse blant hans Tilhængere. Mange kunde ikke faae udi deres Hovet, at han var død: thi, sagde de, hvorledes kand den døe, som skal bære Vidnesbyrd om os hos GUd? det kand ikke være. Han er ikke død; men alleene skiuled til en Tid, og han vil komme til os igien, ligesom JEsus til sine Disciple, efter at de troede ham død. Derudover løbe de i Hobetall til Porten af Huuset, hvor han laae, og raabte: Begraver ham ikke; thi GUds Apostel er ikke død.

Af denne Tanke var ogsaa Omar. Han blottede sit Sværd, og svor, at, hvis nogen understoed sig at sige, at Mahomed var død, skulde han hugge den samme udi smaa Stykker; thi, sagde han, GUds Apostel er ikke Død, men han er ikkun bortvegen til en Tid, ligesom Moses Amrams Søn forlod Folket paa 40 Dage, og siden kom tilbage igien. For at stille denne Forvirring, traade Abubeker frem, og sagde: tilbeder I Mahomed eller Mahomeds GUd, hvis I tilbede Mahomeds GUd, da er han udødelig, men Mahomed er sandelig død. Han bevisede derpaa af adskillige Steder udi Alcoranen, at Mahomed burte døe saa vel som alle andre Mennesker. Af disse Ord blev Omar tillige med all hans Anhang stilled tilfreds, og alle troede, at Mahomed var død, og at han ikke skulde opstaae førend paa den yderste Dag. Hvorudover de Christne, som paastaae, at Mahomedanerne vente paa deres Prophets Tilbagekomst paa Jorden, fare vilde; thi ingen blant dem har den Tanke meer, fra den Tid at 0mar blev overbevised om sin Vildfarelse.

Efter at denne Uroelighed var stilled, reisede sig en anden angaaende hans Begravelse. De Mohageriner, det er, de som havde fuldt ham, da han flygtede fra Mecca, vilde, at man skulde føre det døde Legeme til samme Stad, hvor han var fød; men de Anfarer, det er, Indbyggerne af Medina, som strax havde antaget hans Lærdom, holdte for, at han burdte begraves der, hvor han var død. Andre igien paastoede, at Liget burdte føres til Jerusalem, for der at jordes udi Propheternes Grave. Enhver af disse Partier arbeidede paa at faae sin Villie frem, og det med saadan Iver, at man truedes med indbyrdes Krig. Men Abubeker med sin sædvanlige Viisdom stillede ogsaa denne Storm. Han fortaalte at have hørt Mahomed sige, at Propheter bør begraves paa samme Sted, hvor de døe. Han befoel derfore, at man skulde bortflytte Sengen, hvorudi han var død, og at man paa samme Sted skulde grave en Grav, hvilket de andre fandte for got, og der strax lode ham begrave.

Saaledes blev Mahomed begraven til Medina, hvor han døde, og det udi hans Hustrues Ayeshas Kammer, og ligger der endnu udi en Jern-kiste. Over Graven er bygged et lidet Chapell, som hænger sammen med et af de største Templer udi samme Stad. Angaaende de Magnet-steene, som siges at holde Kisten udi Luften, da er det en raa ugrundet Fabel, som kand henføres til anden Digt, der findes udi Mahomeds Historie. Det samme kand ogsaa siges om den Beretning, som findes udi Vassæi Spanske Historie om Mahomeds Død, nemlig, at hans Legeme blev opædt af Hunde; thi saaledes taler bemeldte Autor derom: Mahomed havde forsikret sine Tilhængere, at han skulde opstaae paa den tredie Dag efter hans Død; hans Venner derfor vaagede over Legemet udi Forhaabning at see Spaadommen opfyldt; men saasom det stank meget, maatte de forlade det; og, da de komme tilbage, fandt de det opædt af Hunde. Til denne Fabel er Autor Lucas Tudensis, hvilken Vassæus og andre blindt have efterfuldt; thi man er gierne lettroende i de Ting, som fortælles om eens Fiender. De Pillegrime, som komme fra Mecca, besøge undertiden paa Veyen Mahomeds Grav, og der aflegge deres Andagt, om de finde det for got: thi de ere der til efter Loven ikke forbundne, som een Deel bilder sig ind; men derom er talt paa et andet Sted.

Saaledes endtes denne merkelige Mands Liv, efter at han havde levet 63 Aar efter Arabisk Regning, som giør 61 Christne Aar; thi jeg har forhen merket, at som Araberne regne Aaret efter Maanens Gang, saa ere de kortere end vore Aar. Han øvede sit Prophete-Embede udi 23 Aar, nemlig 13 til Mecca og 10 til Medina, og ved List og Skinhellighed blant et grovt og ulærdt Folk bragte det saa vidt, at han af en fattig Kiøbmandssvend blev en stor og mægtig Regent, og udspirede af det Herredom, han lagde Grundvold til, et Monarkie, som udi 80 Aar udstrakte sig videre end det Romerske. Det samme Monarkie stoed udi fuld Blomster 300 Aar, men det blev siden adspreded udi mange andre Riger og Herredomme, som endnu staae ved Magt, og ere de Fornemste deraf det Tyrkiske, det Persiske, og store Mogols Rige. I det øvrige har den Mahomedanske Lærdom sneget sig ind overalt, og opfyldt alle fire Verdens Deele; thi det er ikke at beskrive, med hvilken Nidkierhed Mahomedanerne søge at forplante deres Lærdom, til hvilken ende de holde Missionarier blant Hedninger, lige saa vel som de Christne, og paa mange Steder have større Fremgang, endeel efterdi de føre et udvortes helligt Levnet, og forrette deres Gudstjeneste med stor Andagt, endeel ogsaa efterdi de tilstede en Mand at have mange Hustruer, og foraarsager den sidste Post besynderlig, at mange Hedniske Konger antage heller Mahomeds end Christi Lov, efterdi de ingenlunde kand bevæges til at forlade deres Hustruer, og forsage de Vellyster, som den Christne Lærdom fordømmer.

Mahomed var vel skabt og behagelig at ansee. Han affecterede at ligne Abraham, og vilde, at Folk skulde troe, at han var samme Patriarch liig. Han havde stor Skarpsindighed, og kunde see dybt i en Sag, besad udi en høy Grad den Konst at giøre sig behagelig og at vinde Folks Hierter, og var det i sær denne naturlige Gave, han kunde tilskrive sin Lærdoms saavel som Magts Forfremmelse. Hans Ungdoms Tiid fremdrog han udi Ryggesløshed, fandt allene Behag udi at røve, plyndre og at udøse Blod, hvilken Levemaade var udi høyeste Mode blant Araberne; skiøndt hans Tilhængere paastaae, at han udi sit fierde Aar allerede var en fuldkommen Helgen. De sige, at da han en Dag løb og spillede med andre Børn, tog Engelen Gabriel ham til Side, aabnede hans Bryst, og udtog hans Hierte, udi hvilket han aftoede en liden sort Blodsdraabe, som var Syndens Tønder eller fomes peccati, og, at siden den Tiid intet syndigt var udi hans Person. Dog indfører han selv udi Alcoranens 48de Cap.: GUd, som giver ham Syndernes Forladelse, saavel for tilkommende som forbigangne Tiid.

Denne falske Prophet med alle hans Udyder og daarlige Lærdom er dog udi saadan hellig Anseelse blant Efterkommerne, at mange Pillegrime, efterat de have beseet hans Grav, udrive deres Øyne, foregivende, at intet andet er værdigt at beskues efter saadant herligt Syn, ja den Ærbødighed gaaer saa vit, at de tage ikke i Betænkning at give det Cameel Sted udi Himmerig, som Mahomed reed paa. Et selsomt Kiendemerke paa det menneskelige Kiøns urimelige Tilbøyeligheder, helst eftersom Mahomeds Levned var en Kiede af Laster og Udyder.

Hans tvende Hoved-Lyder vare Ærgierighed og Løsagtighed; thi der er neppe et Capitel i Alcoranen, som jo indeholder de Ting, som tiene til at fornøye hans Ærgierighed, eller som jo tilstaaer Mennesker fri Omgiengelse med Qvindekiøn, enten i dette eller det tilkommende Liv. Saa længe hans første Hustrue Cadigha levede, synes der, at han lod sig nøye med hende alleene; thi han turde maa skee ikke støde for Hovedet sin Velgiørerinde, der havde ophøyet ham fra Støvet. Men efter Cadighæ Død slog han sig løs, og antog en stor Mængde saavel af Hustruer som af Medhustruer. Nogle holde for, at han havde 15, andre 21 Hustruer, hvoriblant Abubekers Dotter Ayesha var den, som han mest elskede; thi, endskiønt Mahomed havde hende mistænkt for en og anden liden Utroeskab, kunde han dog ikke bevæges til at skille sig ved hende; tvertimod han sammenskrev det 24 Cap. udi Alcoranen saavel for at forsvare hendes Ære, som for at undskylde sig selv, at han beholdt hende, og erklærer han paa Guds vegne for sine Tilhængere, at all den Snak, som er bleven udstrøed om Ayesha, er Løgn og Bagvaskelse, forbyder dem at tale derom, og truer alle dem, som bagvasker ærlig Qvindekiøn med timelig og evig Straf. Han giftede sig med samme Ayesha, da hun endda var meget ung, og lod hende oplære udi alle de Videnskaber, som da lagdes Vind paa udi Arabien, sær udi Sproget og Antiqviteter, og, som hun havde got Hoved og var lærvillig, blev hun med tiden veltalend og lærd. Hun hadede frem for andre Ali, efterdi han havde foreholdet Mahomed hendes Skrøbeligheder og alt for fri Levemaader. Og, som hun efter Mahomeds Død var udi stor Anseelse, hindrede hun ved sin Myndighed Ali at komme paa Thronen. Hun blev ligesom et Orakel for alle Muselmanner; thi man raadførede sig med hende udi de allervigtigste Sager, og, naar noget forekom udi Mahomed Lov, som var vanskeligt at førstaae, blev hun ombeded at sige dem Lovgiverens Meening, førdte derfor Navn af Prophetinde eller de Troendes Moder.

Haphsa Omars Dotter var nest Ayesha mest i Anseelse af Mahomeds Hustruer. Det er til denne Haphsa, som Mahomed gav sin Apostolats Kiste udi Forvaring, udi hvilken laae Originalerne af hans Aabenbaringer, det er, de Materialier, hvoraf han sammensmedede Alcoranen.

Sewda den 3die af Mahomeds Hustruer, var den, som han mindst elskede; thi han havde i sinde at forskyde hende. Men hun ved sin Føyelighed og Ydmyghed bøyede Mahomeds Hierte, at han stod fra saadant Forsæt, sær, eftersom hun foregav sig at ville alleene nøyes med den Ære at føre Navn af Mahomeds Hustrue, og ikke forlange at søge Seng med ham, men overlade sin Nat, naar Ordenen tilfaldt hende, til en anden. Den Kierlighed Mahomed bar til Ayesha, hvilken han derved oftere kunde betiene, drev ham til at imodtage det Tilbud; og forblev saaledes Sewda stedse Mahomeds Hustrue, saa længe som han levede.

Den 4de, nemlig Zainab var tilforn gift med Zeid. Mahomeds frigivne Slave, hvorom tilforn er talt. Udi denne Zainab forelskede Mahomed sig udi sin høye Alder. Den Forargelse, som saadan ublu Kierlighed kunde foraarsage blant hans Tilhængere, holdt ham nogen Tiid tilbage, men han kunde ikke overvinde sin kiødelige Begierlighed, tvang derfor bemeldte Zeid at forskyde sin Hustrue, paa det han kunde tage hende igien. Denne Gierning blev ilde omtalt, og fandtes der de, som sagde: er det en Guds Prophet, som for at mætte sine kiødelige Vellyster, undseer sig ikke at give saadan Forargelse. Men det kostede Mahomed intet at faae et nyt Himmel-Brev, og at erholde Guds Samtykke, saavel til denne, som alle andre onde Gierninger, skiøndt de stridede mod hans egen Lærdom. Her kom da for Lyset det 33 Capitel af Alcoranen, kalded Kietteriers Capitel, hvorudi Gud erklærer, at han har gived Zainab til sin Prophet, og undet ham Frihed at føre sig hende til Nytte, ligesom han best kunde; ja det som meere er. Gud taler ham haardt til formedelst hans alt for store Kydskhed, og bebreider ham hans Undseelse, at han af Frygt at mishage Folket, undholdt sig fra at tage en Hustru, som Gud havde gived ham, ligesom han frygtede meer Mennesker end Gud. Men denne Digt udslettede dog ikke de onde Tanker man havde fatted om ham. Ja der findes endnu de iblant Mahomedanerne, der ingen Farve tør satte paa denne Gierning, men understaae sig at sige, at han syndede derudi. Men Zainab førdte sig denne Fabel til Nytte, og brugte den til at byde de andre Mahomeds Hustruer Trods, foregivende, at de alle burde vige for hende, thi de vare blevne hans Hustruer formedelst deres Slegt og Byrd, da derimod hun var given ham til Ægtefelle af GUd, som boer over de 7 Himle.

Foruden disse og mange andre Hustruer, hvorom Historien lidt eller intet taler, havde Mahomed adskillige Medhustruer, blant hvilke den meest bekiendte var en Ægyptisk ung Pige, som var fød Christen af den Jacobitiske Sect. En Ægyptiske Statholder, for at vinde Mahomeds Venskab, saasom han kiendte Mahomeds Løsagtighed, havde foræred ham samme Pige. Han optændtes strax af Kierlighed til hende; men den Omgiengelse, han havde med hende, var hemmelig, for ikke at støde sine Hustruer for Hovedet. Men Ayesha og Haphsa fik ikke alleene Nys om denne nye Kierlighed; men endogsaa troffe Mahomed paa friske Gierninger, og gik det da løs paa Bebrejdelser og haarde Ord, hvilke forvirrede Mahomed saaledes, at han ved Eed forbandt sig, ingen Omgiengelse at have med hende, med de Vilkor, at de vilde tie med ham, og ikke giøre denne Gierning kundbar, eftersom den kunde foraarsage Forargelse blant hans Tilhængere. Hans Hustruer modtoge disse Vilkor, tilgave ham sin Utroeskab, og duldte Sagen. Men Mahomeds Kierlighed var sterkere end hans eedlige Forpligtelse. Han faldt udi forrige Forseelse, og blev greben anden gang af hans Hustruer igien, hvilke nu med bittre Ord bebreidede ham baade Menederie og Ukydskhed, ja forlode ham, og begav sig enhver til sin Faders Huus. Dette rygtedes over alt, og opvakte stor Eftertale, hvorudover Mahomed efter Sædvane, for ogsaa at sette Farve paa denne Gierning, lod komme for Lyset det 66 Capitel af Alcoranen, kalded det Capitel om Forbud, hvorudi han forestiller GUD tilladende, saa vel Mahomed, som alle andre Musulmanner at ligge hos deres Piger, saa ofte som dem lystede, mod deres Hustruers Villie. De første Ord af samme Capitel er disse: O Prophet! hvi forbyder du det, som GUd tillader, alleene for at behage dine Hustruer? GUd har jo tilladt dig at ligge hos dine Tjenestepiger. Af alle Mahomeds Love har ingen staaed hans Tilhængere bedre an end denne, og har det siden været en vedtagen Skik blant dem at holde saa mange Slavinder, som de have Midler til at Kiøbe og underholde, og ere de Børn, som fødes af saadanne, agtede lige saa lovlige, som de der avles af deres retmessige Hustruer. Den Tyrkiske Keiser, som gifter sig aldrig, holder ikke uden saadanne Slavinder, alle paa en lige Fod, alleene de som bringe Prindser til Verden, blive beærede med den Titel af Sultaninder, det er at sige Dronninger. Ayesha og Haphsa, da de merkede, hvorledes Sagen faldt ud, at denne nye Lov fandt Bifald, og at Mahomed truede dem med skilsmisse, arbeidede de paa Forlig, og underkastede sig gandske Mahomeds Villie. Han laae derfor hos sin Tienestepige Maria, saa ofte som han lystede; og avlede med hende en Søn kaldet Abraham.

Mahomedanerne for at sætte Farve paa Mahomeds Løsagtighed, foregive, at han holdt saa mange Hustruer, for at avle Propheter. Men alle disse mange Hustruer bragte ham hverken Prophet eller Prophetinde til Verden. Af de 6 Børn han avlede med sin første Hustrue Cadigha, overlevede ham ingen uden den navnkundige Fatima, som blev gift med Ali, hvorom tilforn er talt. Det er besynderligt at merke, at Mahomeds Løsagtighed tog til med Alderen, og at han berømmes af at have haft 40 Mænds Kræfter udi veneriske Sager, saa at han i en Time kunde fornøye 11 Hustruer, som han paa eengang havde. Vel er sandt, at han undertiden udgav Love mod kiødelige Vellyster, men han undtog sig alletider selv; for Exempel, han vilde 1) ikke tilstede nogen anden at holde meer end 4 Hustruer, men forbeholdt sig selv Frihed at tage saa mange, som ham lystede. 2) Alle andre vare forbundne at holde deres Hustruer udi lige Agt og Ære; dersom en af dem fandt sig mindre agted end en anden, havde hun Magt at besværge sig derover for Dommeren, som efter Loven tvang Manden at giøre den klagende Hustrue ret og skiel. Men Mahomed selv havde Frihed at handle med sine Hustruer efter eget Velbehag. 3) Udi det 4de Capitel afAlcoranen kaldet det Capitel om Qvindekiøn forbyder han alle Musulmanner at gifte sig med deres Mødre, Stefmødre, Søstre, Broderdøttre, og med Qvinder, som vare i Ægteskab med andre Mænd; men udi det 33 Capitel af samme Alcoran befrier han sig selv fra samme Lov: et Tegn til en overvettes Begierligked, hvilken han frygtede, ikke kunde mættes, med mindre at Qvindekiøn, endogsaa udi de forbudne Leed, var ham til Tieneste. Han indfører Gud i Alcoranen talende saaledes derom: O Prophet! Jeg tilsteder dig Magt over dine Hustruer, og tillader dig at ægte, hvem dig lyster af dine Blodsforvandte; men saadan Bevilning strækker sig til ingen anden. Det er at sige: ingen maa bedrive Blodskam uden Propheten alleene. Saa at man kand sige: ligesom han var Prophet, saa fik han Privilegium til, og at saadant Privilegium var saadan Prophet værd. Naar man veed dette om Mahomed, at han undseer sig ikke at giøre GUd Autor til saadant Privilegium, kand man ogsaa letteligen troe det, som en lærd Mahomedaner fortæller, nemlig, at Mahomed vidnede, at Engelen Gabriel tilrede ham en Spise, hvoraf han fik saadanne Kræfter, at han kunde befordre 40 Fruentimmer paa een gang. Man maa forundre sig over, at Mahomeds Lærdom er saa haard mod Qvindekiøn, efterdi han selv var saa stor Elsker deraf, i sær, efterdi hans elskelige Hustrue Ayesha regierede alle gejstlige Sager efter hans Død, og kunde forklare Alcoranen, ligesom hende lystede. Det er en vanskelig Knude at løse, uden man vil sige, at just derfor Qvindekiøn blev udelukt af Paradiis, efterdi Ayesha vilde være der alleene, saasom hvert Kiøn hader sig selv. Men at løse Knuden paa den Maade er meer artigt end grundigt.

Saa løsagtig, som Mahomed var, saa mistænkelig var han ogsaa mod de Qvinder han elskede, hvorudover han foregav, at hans Hustruers Utroeskab var strafværdigere end andres. Og, naar nogen af hans Tilhængere kom ofte udi hans Huus, og talede med een og anden af hans Hustruer, blev han derover saa uroelig, at han lod indføre udi Alcoranen, at ingen maatte gaae ind udi Prophetens Huus uden Tilladelse, og naar nogen var buden til Giest af ham, skulde han strax efter Maaltid gaae bort, uden at fordrive Tiden med hans Hustruer; og, omendskiøndt Propheten selv undsaae sig ved at vise dem Dørren, saa undsaae GUd sig ikke ved at sige dem Sanden. Udi samme Capitel forbyder han sine Hustruer at tale med Mands Personer, uden med bedekte Ansigter. Og, saasom han var saa mistænkelig, siges der, at han udgav en Lov, hvorved tillodes en Mand at slaae sin Hustrue, hvilken Lov han ogsaa selv efterfuldte. Men som nogle af hans Tilhængere forargede sig derover, holdende for, at det var aldeeles ikke Prophetisk at prygle sin Hustrue, ophittede han en Distinction, som ingen steds kunde have haft Virkning, uden blant taabelige Araber, nemlig: Jeg slaaer ikke min Hustrue, saa vit som hun er min Hustrue, men saa vit som hun er en slem Qvinde.

Af disse Historier sees da, at Mahomeds Hoved-Passioner vare Ærgierighed og Løsagtighed, og er fast den heele Alcoran grunded derpaa; thi det meste er skreved ved Leilighed, for at sette Farve paa een og anden ond Gierning, som flyder af de samme tvende Lyder. Heraf kommer det, at Alcoranen siger sig saa ofte selv imod, og at den heele Mahomedanske Lærdom er en Kiede af Contradictioner. Udi Begyndelsen havde han meer Godhed for Jøder, end for Christne, hvorfor han grundede sine Love meere paa Jødisk end Christen Lærdom; men siden, da han blev vreed paa Jøderne, grundede han sine Aabenbaringer meer paa Christne Love. Der er kommet for Lyset et Arabisk Skrift under den Titel af en gammel Capitulation med de Christne, hvilken Ricaut, Salmasius og Hinkelman holder for at være rigtig, men andre at være opdigted.

Der findes mange, som i Betragtning af de selsomme Ting, som findes udi den Mahomedanske Lærdom, holde Mahomed heller for en Drømmer, der troede selv hvad han lærede, end for en Bedrager. Monsr. Bayle er dog ikke af den Meening; thi han siger: En Mand, som havde troet lang Tid, at GUd havde skikked ham en Engel for at aabenbare ham den rette Religion, kunde ikke andet end bringes af sine Drømme, naar han saae, at han ikke kunde bekræfte sit Kald ved Jertegn; thi, da Koreischiterne bøde sig til at antage hans Lærdom, naar han bevisede den ved Jertegn, dristede han sig ikke til at give nogen Forsikring derom, sigende, enten, at Mirakler vare ikke nødige, eller visende dem til Alcoranens Ypperlighed; hvilken Opførsel kommer meer overeens med en Bedrager end med en Drømmer eller gall Mand. Men man kand sige, at en Fanaticus er ikke let at bringe af Vildfarelse, og hvo som tvivler derom, kand kun læse Vederdøbernes og andre Svermeres Historier, saa det endnu udi mine Tanker kand være et Problema om den store Arabiske Prophet var en Bedrager eller en Mand af en forvirred Hierne. Jeg tilstaaer gierne, at der fortælles visse Historier om Mahomed, som vise, at han heller var en Bedrager, end en Drømmer; thi der siges, at han vænnede en Due til at æde Korn af sine Øren, og bildte sine Tilhængere ind, at den hellig Aand udi en Dues Lignelse viftede ham udi Ørene: iligemaade, at, da hans Haandskriver Abdalla vilde aabenbare Prophetens Bedragerie, lod han ham indebrænde udi hans Huus og foregive, at Ilden var falden ned af Himmelen for at straffe samme Abdalla, efterdi han vilde forfalske Alcoranen: item, at han lod sætte een af sine Tienere ned udi en tom Brynd, nær ved den alfare Vey, paa det han skulde udraabe disse Ord; naar Mahomed gik forbi, geleided af en stor Mængde Folk: Mahomed er den GUds Elskelige. Men paa det at saadant Bedragerie ikke skulde aabenbares, bød han strax sine Folk at fylde Brynden med Steen, foregivende, han vilde lade bygge et Tempel paa samme Sted. Jeg siger, at disse Historier kunde nok bevise, at Mahomed var en Bedrager, hvis man var forsikred om, at de vare sandfærdige. Den lærde Engelænder Pocock, da han fandt det Eventyr om Duen udi Grotii Skrift de Veritate Relig. Christ. spurdte han ham, hvor han havde seet den Historie, som ikke findes hos nogen Arabiske Skribent. Hvortil Grotius svarede, at han havde læset den udi nogle Christne Skrifter. Hvorudover man seer, at af disse Historier Tvistigheden ikke kand hæves. Jeg beskylder dog ingen for Vildfarelse, der holder ham for Bedrager; tvert imod, jeg giver ham selv den Titel; jeg bekiender alleene, at det meste, som antegnes om hans Opførsel og Lærdom, synes at være Foster af en forvirred Hierne.

Dette maa være nok taled om Mahomeds Person, hvilken Historien udviser at have været en meget ulærd Mand, der ikke ringeste Kundskab haver haft om geistlige og verdslige Historier. Hvorudover han med saa stor Fliid søgte at undgaae Disputer, paa det hans tykke Vankundighed ikke skulde røbes. 2.) En vellystig og løsagtig Mand, som sees af hans mange Elskover, over hvilke hans Tilhængere selv forargede sig, og 3.) en hadefuld og hevngierig Mand, der aldrig tilgav nogen sin Brøde. Hvad Lærdommen er angaaende, da, omendskiøndt adskillige barmhjertige Christne, blant hvilke Gottfried Arnhold, og den lærde Reland have søgt at sette Farve derpaa, holdende for, at Alcoranen ikke altid maa forklares efter Bogstaven, men allegorice, iligemaade, at de Christne have opdigted adskillige Ting, som ikke findes udi den Mahomedanske Troes Bekiendelse, saa kand man dog sige, at der ere faa slige urimelige Bøger til i Verden, som Alcoranen. Monsr. Reland har udi sit Skrift om Mahomeds Lærdom anførdt den Mahomedanske Troes Bekiendelse, og deraf vil viise, at intet derudi skrider mod den sunde Morale, og bestaaer samme Bekiendelse af efterfølgende Artikler.

Den første Artikel handler om GUDS Væsen, hvor GUd beskrives, som Verdens skaber og Regent, der har af intet dannet alting, som ingen har avlet, ey heller er avlet af nogen.

Den anden handler om Mahomed og hans Bog. Den eene forestilles, som Guds Apostel, og den anden, som en Bog, ved hvilken GUd har afskaffed forrige Love.

Den tredie handler om GUds Forsyn, at GUd styrer og regierer alle skabte Ting, de gode med de onde. Angaaende Prædestinationen, da troes den saa sterkt, som udi nogen Sect. Dog holder man for, at ingen maa tale derom, med mindre han er vel øved udi Alcoranens Læsning, og udi Sonnah, som er deres mundtlige Lov.

Den fierde angaaer Begravelser. Der holdes for, at tvende Engle stille sig ved den Dødes Grav, og giøre ham efterfølgende Spørsmaal: Hvo har været din Gud? hvo har været din Prophet? hvor har din Kebla været, det er, til hvilken Sted har du henvendet dit Ansigt, naar du har giort dine Bønner? Den, som svarer vel til disse Spørsmaal, finder strax et klart Lys skinnende udi sin Grav; men den, som svarer ikke ret, bliver indvikled udi Mørkhed, indtil Dommens Dag.

Den femte handler om alletings Undergang, naar Engelen Israfil blæser udi sin Trompett.

Den siette, om Opstandelsen, som vil bestaae derudi, at GUd først vil opvække Dødens Engel, og siden alle Menneskers Siæle, som han vil foreene med Legemerne igien.

Den syvende, om Dommens Dag, da GUd tillige med Mahomed vil dømme hvert Menneske efter dets Fortjeneste.

Den ottende, sigter til Mahomeds Forbønner. Saadanne Forbønner holdes for at være to slags. De første, som skal skee paa Dommens Dag, hvor alle Troende ladende see Anger og Ruelse over deres bedrevne Synder, skal ved Mahomeds Forbøn indlades udi Paradis; dog skal det være saadanne, som have øved fleere gode end onde Gierninger. Det andet slags Forbønner, som komme sildere, skal giøres for tvende art Mennesker, 1.) for dem, hvis gode og onde Gierninger ere udi lige Vægt, og som efter Dommen have været henvisede til et Sted imellem Himmel og Helvede. 2.) For dem, hvis onde Gierninger overgaae de gode, thi det er at merke, at ingen Musulman, det er, en troende Mahomedan kand komme udi ævig Fordømmelse, men deres Helvede skal kun være, som de Roman-Catholskes Skiersild, saa at udi denne Lærdom er en vis slags Originismus.

Den niende og tiende Artikel handler om Menneskets Gierninger, hvordan de paa Dommens Dag blive lagde paa Veyeskaaler, for at see, hvilke ere vigtigste, enten de gode eller de onde. De, hvis Gierninger holde Vægten lige, blive henviisede til et tredie Sted imellem Himmel og Helvede, hvor de forblive, indtil Mahomed med sin anden Forbøn løser dem ud.

Den elfte handler om den lange Broe, som udi Længden overgaaer heele Verden, men udi Bredden er saa subtil som Spindelvævtraad. Derover skal de Retfærdige passere som en Liunild; men de Ugudelige skal anvende nogle 100 Aar derpaa, og omsider falde ned udi Helvede.

Den tolfte beskriver Himmerige meget prægtig, og endelig den 13de afmaler Helvede med en forskrækkelig Farve; og er dette Summen af den Mahomedanske Troes Bekiendelse, hvilken Mons. Reland fremfører til Beviis paa, at den Lærdom er ikke saa slem, som den afmales af de Christne, hvilke have antegned adskillige Meeninger, som ere falske og opdigtede, og som med Spot og Latter læses af Mahomedaner. Men denne grundlærde Mand maa sige saa meget, som han lyster, til den Mahomedanske Lærdoms Forsvar, saa behøver man kun at læse Alcoranen, for at blive langt anderledes overbevised, nemlig, at det meste, som derud, indholdes, er Foster af en Drømmers og forvirred Mands Hierne. Dog, saasom der er ingen Religion i Verden saa daarlig, at der jo derud, findes ogsaa noget got, saa findes der besynderlig 3 Lærdoms Puncter, som ere meget gode, og som Mahomedanerne efterleve med saadan Iver, at de derudi giøre de Christne tilskamme. Den første er deres Almisser, som besynderlig bestaae udi Hospitalers skiftelser; thi det er kun alleene udi de Mahomedanske Lande, hvor alle slags fremmede finde fri Huus og Opvartning allevegne paa deres Reiser udi de saa kaldte Caravanserais, som ere stiftede, saavel af Konger og Førster, som af andægtige Undersaatter, reisende Folk til Husvalelse. Den anden Post er angaaende den Religions Frihed, som gives alle andre Secter; thi enhver, hvad Troe han end bekiender, boer tryggelig og sikker udi de Mahomedanske Lande, naar han alleene betaler en liden aarlig skat, efter Mahomeds Anordning. Heraf kommer det, at mange betrængte Christne flygte fra Roman-Catholske Lande, hvor det holdes for en Dyd at steyle og brænde Folk, alleene, efterdi de ikke vil troe de Ting, som de ikke kand begribe, til de Mahomedanske, hvor de have Religions fri Øvelse.

Den tredie Punct bestaaer udi deres Bønner, hvilke giøres paa visse Tider om Dagen, og det med en ubestridelig Andagt, saa at en Mahomedaner, skiøndt han seer sit Huus udi Brand eller færdig til at plyndres, bevæges han ikke af Stedet, førend hans Bøn er til Ende. Og er det sandelig udi den Post, hvorudi de Christne mest gøres til Skamme; thi de fleeste af dem bede ikke uden ved Leilighed, naar de intet andet have at bestille: gemeene Folk synge og læse vel ofte, og maa skee meer end Mahomedanerne, men frembære ikke deres Bønner med den Ærbødighed, som disse sidste. En Mahomedaner, naar han vil bede, sætter alle verdslige Tanker til Side, og staaer lige som henrykt udi sin Andagt. En Christen Haandverksmand derimod stiller sig ind for GUd med sit Verktøy under Armen: en Skomager synger Davids Poenitentze-Psalmer med en Syl udi Haanden; en Skrædder med en Sax; en Timmermand med en Øxe, og en Snedker med en Høvl. Om saadan Andagt er GUd behagelig eller ey, skal jeg ikke kunde sige. Vist nok er det, at en Konge vilde tage det unaadigt, om en Undersaat kom frem med en Supplic udi saadan skikkelse: om, for Exempel, en Snedker tilbad sig en Konges Naade, og tilligemed en Skrubhøvl udi Haanden jevnede en Planke. Jeg vil ikke tale om, at mangen Skrædder intonerer: Jeg vil din Priis udsiunge, og tilligemed giør et falskt Snitt, og klipper sin Neste en Alen til kort. Jeg understaaer mig ikke at sige, at saadan Andagt er syndig, saasom de slags Bedemaader ere overalt brugelige udi Christendommen. Dette alleene drister jeg mig til at paastaae, at, naar man vil tale med GUd, bør det skee med all muelig Ærbødighed. Til Slutning kand man giøre imellem Christum og Mahomed saadan Lignelse. Chrisius er forud spaaed af mange Propheter, Mahomed af ingen. Christus efter sine egne Fjenders Tilstaaelse giorde mange Mirakler; Mahomed efter egen Bekiendelse giorde ingen. Christus har forudsagt mange Ting, som ere siden fuldbyrdede; Mahomed har intet forudspaaet. Christus har erklæret, at hans Rige er ikke af denne Verden; Mahomed banede sig Vey med Sværd til et verdsliqt Kongerige. Christus prædikede Kaars og Gienvordighed for sine Tilhængere; Mahomed lovede dem verdslig Ære og Høyhed. Christi Paradis er aandelig; Mahomed kiødelig. Chrisius befaler Folk at randsage hans Ord; Mahomed holder sine Tilhængere udi tyk Vankundighed. Christi Lærdom er forplanted ved Martyrdom og Lidelse; Mahomeds ved Sværd. Christus er opvakt fra de Døde; Mahomed Grav og Liigkiste sees endnu udi Medina. En Christen derfor har utallige Beviisligheder, endogsaa af egne Fjenders Skrifter til sin Troes Rigtighed; da derimod en Mahomedaner kand ikke give andet end et Pythagoræisk [græsk tekst indsættes senere], det er, Mahomed har saa sagt det.

Det eeneste, som en Mahomedaner har at raabe paa, er Alcoranens Stiil, som er et Munster for Veltalenhed udi det Arabiske Sprog. Men enten har Mahomed skrevet Alcoranen selv, eller han har ladet den smede for sig af andre; har han ladet smede for sig, saa falder denne Beviislighed af sig selv; og har han selv skrevet den, saa er det underligt, at han aldrig vidste at giøre rede for dens Indhold, men flygtede for alle dem, der giorde ham Spørsmaal, og forlangede Forklaring over hans Lærdom.

De andre Argumenter, som skrabes sammen, for at bevise hans Prophete-Embede, ere saa elendige, at de intet Svar behøve. Bemeldte Argumenter ere efterfølgende. Der staaer udi 5te Mosis B. Cap. 33. v. 2. HErren er kommen fra Sinai, og er reised sig op fra Sehir. Han har skinnet for dem af det Bierg Pharan. Her forstaae de ved Sinai Mosis Lov, som blev given paa samme Bierg, ved Sehir Christi Evangelium; thi de sige, at Sehir ere de Bierge, hvor Christus først aabenbarede sig, og endelig ved Pharan, som skal være Bierge ved Mecca. Mahomeds Ankomst. Men de løbe gale udi Landkortet; thi Pharan er en Sted udi den steenagtige Arabien over 500 Miile fra Mecca. De Udørkener, som strekke sig fra samme Stad indtil Jødeland, kaldes udi den hellige Skrift Pharans Ørk, og Biergene, som der ere Pharans Bierge, hvor Moses nyelig for sin Død atter opregnede Loven for Israels Børn.

Den anden Beviislighed er af samme Surdey. Der staaer udi Psalmen den 50. v. 2. GUd har ladet sit Lys skinne fra Sion; og udi den Syriske Oversættelse: GUd har ladet see fra Sion en hærlig Krone. Det Ord herlig eller ypperlig heder udi de Arabiske Oversættelser Mahmudan, hvorudover Mahomedanerne have giordt Mahmudan til Mahomed, og læse dette Psalmens Sprog saaledes: GUd har viset fra Sion Mahomeds Krone.

Hos Esaiam Cap. 21. v. 7. findes disse Ord: Og han saae en Vogn og tvende Ryttere, en Vogn trækked af Esler, og en anden Vogn trækked af Cameeler. Udi den gamle latinske Oversættelse lyde Ordene saaledes: og han saae en Vogn og tvende Ryttere, een siddende paa et Esel, en anden paa en Cameel. Her ved den Person siddende paa et Esel forstaaer de Christum, efterdi han kom ridende til Jerusalem paa et Esel, og ved den anden Person, som sidder paa en Cameel, forstaaer de Mahomed, efterdi han pleyede alletider at ride paa en Cameel.

Udi Johannis Evangelio Cap. 16. v. 7. taler Christus saaledes til sine Disciple: Det er Eder nyttigt, at jeg gaaer bort; thi dersom jeg ikke gaaer bort, da skal Trøsteren ikke komme til Eder; men, hvis jeg gaaer bort, vil jeg skikke ham til Eder. Her paastaaer Mahomedanerne, at ved Trøsteren betegnes Mahomed. Hvorudover een af de Titler, som de give ham, er Trøsteren. De sige ogsaa, at Mahomeds Navn udtrykkelig udi samme Vers har været indført, saa vel som udi adskillige andre Skriftens Steder, men at de Christne af Ondskab have kradset dem ud. De skamme sig ogsaa ikke, at udgive for vist, at der udi Paris er et Udskrift af Evangelio, hvorudi Mahomeds Navn ofte findes. Mahomed selv udi det 61 Cap. af Alcoranen, kalded det Capitel om Feltslag, siger: Erindrer Eder, at JEsus Mariæ Søn taler saaledes til Israels Børn: jeg er GUds Sendebud. Han har skikked mig for at bekræfte det gamle Testamente, og for at lade Eder vide, at efter mig skal komme en Prophet, hvis Navn skal være Mahomed. Disse Beviisligheder ere saa elendige, at jeg troer neppe nogen har villet spilde Tid paa at giendrive dem. Saa derfore de Mahomedaner gøre ikke ilde, som alt saadant forbigaae, og holde sig alleene til den store Fremgang, den Mahomedanske Lærdom har haft over heele Verden, skiønt det samme beviiser ikke meer Mahomeds guddommelige Apostolat, end andre Seyervindinger udi Asien kand gotgiøre, at Confusius, Zoroaster, Cingiskan og andre vare GUds Propheter, sær, naar man veed, udi hvilken elendig Tilstand Christendommen var paa de Tider, item, paa hvilke svage Fødder det Romerske Kejserdom stod, hvilket blev Mahomed til Bytte udi Østen, ligesom Gother, Vender, Longobarder udi Vesten og Norden.

Man maae meere undre sig over, at denne selsomme Religion har kundet staae saa længe ved Magt. Saadant kand blant mange Aarsager, som paa et andet Sted er omtalte, besynderligen tilskrives dette, at de tilstede andre Religioners fri Øvelse; da derimod de Roman-Catholske tvinge Folks Samvittigheder, hvilket har givet Monsr. Bayle anledning til et artigt Indfald: Mahomedanerne, siger han, ere efter deres Lov forbundne til at forplante Religionen med Sværd, men herske dog ikke over Samvittigheder. De Christne derimod ere efter Evangelium alleene forbundne til at prædike, men forplante dog Troen med Sværd og Ild. Hvorudover denne sidste hellige Troe tager ligesaa meget af, som den daarlige Mahomedanske tager til, hvilket vilde skee tvertimod, hvis de Christne og Mahomedaner begge levede efter deres Troe.

Sammenligning.