Kære Karsten,

Har set interviewet med dig i aftes i »Deadline« igennem et par gange.

Du siger som sædvanlig mange kloge og præcise ting. Du mener at det kan give nogle muligheder i denne fastlåste situation, at sagen prøves ved Den Internationale Domstol i Haag, bl.a. for at man kan få afgjort den aktuelle betydning af begrebet 'Jugoslavien' i resolution 1244. jf hvad Boris Tadic nyligt har sagt.

Det sidste er dog nok et relativt nemt spørgsmål at klare, ville jeg formode [jeg tvivler nemlig på at nogen i virkeligheden er i tvivl]:

1/ Som du anførte i aftes omtaler Sikkerhedsrådets resolution 1244 (inkl. appendix'erne) Jugoslavien.

2/ Jugoslavien er i mellemtiden ophørt og erstattet af to selvstændige stater, Montenegro og Serbien.

3/ Kosovo har mig bekendt - i hele den jugoslaviske periode siden 1' Verdenskrig - 'de jure' (efter juraen) været opfattet som en provins af Serbien - og kun indirekte været en del af Jugoslavien.

4/ Kosovo var tilsvarende - altså 'de jure' - en sådan serbisk provins i sommeren 1999 (da 1244 blev vedtaget) - og er det også nu i 2007/2008.

5/ M:gro har i øvrigt aldrig rejst krav på Kosovo eller dele heraf - og agter heller ikke at gøre det. Ved det sidste Jugoslavien's ophør var de involverede parter enige om Kosovo's 'placering'. 2/ Det er - som allerede antydet - korrekt som du sagde i aftes at der står Jugoslavien i 1244 (inkl. appendix'erne), og at Montenegro derfor var en slags part.

6/ De virkelige forhold, forholdene de facto, har skiftet ikke så lidt - og har siden 1999 - slet ikke været som formalia, juraen, udsiger.

7/ Fra sommeren 1999 har FN med 1244 etableret et særligt styre vha SRSG'en (dvs. i sidste ende med Sikkerhedsrådet's tilslutning), UNMIK og KFOR etableret en særlig og nærmere bestemt form for lokalstyre, herunder inkl. valget af en lokal præsident, et lokalt parlament og en lokal regering.

Så langt, så godt ... og så langt (dvs. punkterne 1-7) antager jeg at vi er fuldkommen enige.

8/ En retslig afgørelse vil - men afhængig af hvem der rejser sagen og afhængig af hvilken konkret påstand der nedlægges - med ret stor sandsynlighed slå fast, at en ordning der ikke anerkender Serbien som den formelt fortsættende stat efter Jugoslavien (dvs. hvad Kosovo angår), ikke er i overensstemmelse med gældende ret, specielt 1244, og at den derfor ikke lovligt kan gennemføres.

9/ En retslig afgørelse vil selvfølgelig ikke 'sige' direkte: Vær så elskværdige at gå tilbage til Sikkerhedsrådet og skaf jer en passende resolution, hvis I vil have ændret jura'en (uden serbisk tilslutning). Har man derimod opnået serbisk tilslutning er situationen ganske anderledes. Jeg tror personligt at alle EU-udenrigsministrene - hele vejen rundt - forudsér akkurat dette, og at dét er én af grundene til at kun en enkelt af dem har indtaget et 'særstandpunkt', mens alle de andre, inkl. fx Grækenland, har stemt for, og at langt de fleste - om ikke alle - ønsker at Serbien kommer med i EU snarest muligt. Langt de fleste, om ikke alle, ønsker desuden at man snart kan komme videre på Balkan, både i relation til Serbien, Kosóva og Albanien.

Så vidt juraen og folkeretten og en smule mere.

10/ En formel løsning forudsætter, som allerede antydet, i bund og grund serbisk accept - akkurat hvad du sagde i "Deadline", men det eneste de kan (ud over at tage endnu et skridt på forhandlingsbanen og indgå en 'handel', hvad der umuliggøres af nationalisterne) er 'at sige nej' ... eller at skaffe sig en kortere pause ved at sende sagen i retten.

11/ Dette 'nej' vil dog ikke betyde så meget - i sig selv - i det store billede, for det udelukker ikke at man sagtens kan rulle videre med et samarbejde mellem EU og Serbien - og samtidig få løst nogle af de udestående problemer.

12/ Det betyder derimod en del i relation til albanerne i Kosóva. Det albanske flertal vil udråbe Kosóva som selvstændig stat - men det vil dog næppe ændre ret meget på noget som helst, for denne stat vil hvile på en begrænset og skrøbelig 'indre' økonomi, på ret store pengetilførsler fra udlands-Kosóva-albanere, på et meget omfattende sort-og-gråt 'element' og på en temmelig omfattende international støtte, ikke mindst fra EU.

13/ Som tiden går vil forskellige lande sikkert anerkende Kosóva, men det bliver nok med en del betingelser mht Nord-Kosovo, mindretallets muligheder og sikkerhed, de gamle mindesmærker - og med mange krumspring, eftersom den nye stat ikke hviler på Sikkerhedsrådet's accept.

14/ Nord-Kosovo vil blive liggende hvor det ligger, dvs. uden for Kosóva Albansk-rækkevidde ... og det afgørende stridspunkt vil slet ikke blive (tror jeg) om Kosóva bliver anerkendt (med klare forbehold og en del krumspring), men hvad Nord-Kosovo vil gøre med serbisk bistand. Vil det prøve at løsrive sig selv? Vil det prøve at forene sig med Serbien? Forhåbentlig og formentlig vil Nord-Kosovo træde vande. For man må antage at i dét øjeblik Nord-Kosovo blot forsøger at løsrive sig, så er diskussionen slut, så er tingene afklaret, foreløbigt kun 'de facto', men efter et stykke tid også 'de jure'.

15/ Så kan der opstå en pausefægtning, hvor man vil forsøge at etablere en voldgiftsløsning, men en sådan kan ikke etableres. Primært af politiske grunde hvis russerne gør som jeg vil formode, insisterer på en løsning hvor de kan nedlægge veto. Men også formelt, for der skal nok være en del jurister der vil mene at sagen slet ikke KAN være en voldgiftssag, eftersom 1244 - med dens forudsætninger - foreligger.

16/ Det er akkurat hér omkring (pkt. 14) at der er mulighed for at indgå en 'handel', hvis der overhovedet skal ske noget inden for overskuelig tid, men den skal i givet fald gennemføres ved Sikkerhedsrådet's mellemkomst og med dettes efterfølgende godkendelse, hvad der forudsætter Rusland's og Kina's accept, hvad der igen forudsætter at Serbien accepterer en sådan situation.

17/ Albanerne vil have meget svært ved at acceptere en delingsløsning (der er adskillige 'fundamentalister' også på dén del af banen), og der skal nok en Madeleine Albright eller én af mindst samme 'pondus' til for at få det til at lykkes, og det vil kræve en hel del finansiel overtalelse - og en noget mere klartskuende amerikansk præsident end ham man råder over lige nu.

18/ Personligt synes jeg at Kosóva Albanerne har spillet deres kort ret dårligt. Hvis de havde vist seriøs imødekommenhed over for mindretallet (så at sige ved at modernisere klassisk albansk venlighed) og sagt: De forrige tider ere uigenkaldeligt forbi. Vi rækker hånden ud og garanterer at VI vil garantere mindretallets sikkerhed og fremtidige muligheder.

Sammenlagt:

19/ Eftersom den nuværende situation ikke KAN fortsætte (hvilket beror på skændighederne i 2004, den internationale erkendelse af at situationen i Kosovo/Kosóva var kørt helt fast, inkl. at økonomien og de sociale forhold havde det meget dårligt), så er der ikke så meget andet at gøre end at skære skarpt igennem. Hverken serberne eller albanerne kan flytte sig ved en forhandling pga deres baglande osv. Dertil kommer at hverken Martti Ahtisaari eller den nylige internationale trojka har kunnet få tingene til at rykke. Der er (hvis der skal ske noget fornuftigt) kun én ting at gøre: At foretage en fornuftig deling. Når så både den ene og den anden part skriger NEJ NEJ NEJ, så må man sige - som sandt er: Det er 100% jeres egen skyld:

I - albanere - har ikke víst at I ville og kunne garantere mindretallet. I - serbere - har ganske vist tilbudt en vidtgående suverænitet for området, men I har ikke forstået at I har trådt så meget på albanerne i tiden frem til 1999 at der ikke er nogen, der har tiltro til at I også i fremtiden vil holde dette løfte. I må - begge parter - indsé at der må skæres igennem, således at begge dele af Kosovo bliver en del af EU, sådan at grænserne kommer til at få mindre og mindre betydning - og sådan at alle parter kan nyde godt af et økonomisk samarbejde med andre dele af EU.

Nedenfor følger Karsten Fledelius' bemærkninger:

Jeg er på mange punkter enig med dig. Dog ser jeg lidt anderledes på Haag-muligheden: Jeg mener, at Kosovo i det mindste siden 1974 er både en del af Serbien og en del af Forbundsrepublikken, således var der også en repræsentant for Kosovo i Jugoslaviens kollektive præsidentskab. Man kan også argumentere for, at Kosovos status må påvirkes af den voldelige fratagelse af områdets status i 1989, som var et brud med forfatningens § 4 og 5. Da Jugoslavien yderligere afløses af et andet Jugoslavien i 1992 uden kosovarernes godkendelse, hviler Kosovos tilhørsforhold til det nye Jugoslavien og Serbien på et tyndt grundlag.

Det er først med 1244, at der sker en international vurdering af forholdet, og det er som en del af "Jugoslavien". Dette er en del af fredsaftalen i juni 1999. Den forudsætter eksistensen af et Jugoslavien, som ikke mere eksisterer, end ikke af navn. Dette er en helt unik situation, som ikke direkte kan sidestilles med andre områder, der ønsker løsrivelse fra en anden stat.

Jeg har været tilhænger af deling, indtil Søren Jessen-Petersen overbeviste mig om det modsatte. Fordi flertallet af serberne faktisk bor syd for Ibar-floden, og det samme gælder den overvejende del af de ortodokse kulturminder. Det er ikke som i tilfældet Sønderjylland/Slesvig, hvor der var en klar forskel mellem de nordlige amter med dansk flertal og de sydlige med tysk. Det der ganske langsomt er ved at ske, er at der siver serbere fra syd mod nord og albanere den modsatte vej, så med tiden kan billedet godt blive dette. Men det flytter ikke kulturminderne.

Både danske og serbiske kilder peger på, at der godt kunne etableres ordentlige forhold mellem nationaliteterne lokalt, hvis der ikke skete indblanding udefra. Men det sker der desværre. Lokale aftaler bliver forhindret af uniformerede mænd, som besøger de pågældende landsbyer om natten. De radikale på begge sider ønsker at umuliggøre et lokalt samliv, de lever af et gensidigt had mellem befolkningsgrupperne. Mit håb er, at EU vil være i stand til gennem økonomiske projekter som involverer alle befolkningsgrupper i at danne basis for den helt nødvendige lokale sameksistens og samarbejde om fælles fremskridt. Men det er svært p.g.a. de bevidst destruktivt-splittende kræfter på begge sider, hvoraf serberne i stigende grad synes at gå efter en deling som næstværste løsning.

FN's Sikkerhedsråd har drøftet situationen 19.12.2007, men har måttet konstatere at man ikke kan komme længere pt.

Hvad vil der nu ske? [20.12.2007]

Regeringen i Kosóva - som ledes af Hashim Thaçi - vil tage initiativ til at Regeringen eller nok snarere Parlamentet om ret kort tid vil udråbe området som selvstændig stat.

USA og EU-landene vil ganske givet anerkende dette, mens Serbien vil protestere. Selv om kun 5-10 % af indbyggerne i Kosovo/Kosóva er serbere, vil en serbisk Regering ikke - af indenrigspolitiske grunde - kunne acceptere en selvstændighed. Et stort mindretal eller endda et flertal må skønnes at ville fastholde relationen til området, ikke af økonomiske grunde, men af historiske og ideologiske.

USA og EU-landene vil - mest sandsynligt - udtale sig på en måde der viser at man vil opretholde en militær og politimæssig tilstedeværelse, og at man vil insistere på at mindretallene beskyttes fuldt ud (Anders Fogh Rasmussen har udtalt sig i denne retning).

Hashim Thaçi har ganske vist udtalt at regeringen i Kosóva vil respektere minoriteterne og give dem positiv særbehandling, men det forekommer at være en ret hul udtalelse, eftersom tiltag i dén retning fra 1999 og til nu har været særdeles begrænsede. Desuden kan der være grund til hvad 'urolige' elementer kan finde på, jf. de albanske overgreb på serbere og serbiske mindesmærker i 2004.

Rusland - der er permanent medlem af Sikkerhedsrådet, og som vil kunne nedlægge veto mod en beslutning dér - vil ikke medvirke til selvstændigheden, men kan på den anden side heller ikke gennemtvinge en model, der - i praksis - forhindrer den.

Det er ikke at vente at Rusland vil bøje sig, præsident Putin sidder sikkert i sadlen i Rusland - og har tidligere vist USA's Præsident Bush at han ikke agter at vige hvad Kosovo-spørgsmålet angår. Det centrale er for Putin næppe Kosovo i sig selv, men de fremtidige relationer til Serbien. Hvad Rusland KAN er fx at insistere på at resolution 1244 skal respekteres.

1244 åbner nemlig ikke i sig selv mulighed for selvstændighed, kun for vidtgående autonomi (hvilket den serbiske regering siger at den er indforstået med). Indtil 1244 måtte blive ændret af Sikkerhedsrådet, udgør den en fundamental del af retsgrundlaget. Uanset at 1244 beroede på en aftale med Jugoslavien (som i mellemtiden er ophørt at eksistere), vil det formentlig vise sig - hvis sagen prøves ved en international domstol eller ved en international voldgift - at en domstol eller voldgiftsret vil mene at Serbien har overtaget de rettigheder og forpligtelser, der tidligere lå på Jugoslavien.

Hvilken betydning det i øvrigt vil have for international ret, hvis man kortslutter processen, er svært at sige. Netop mht Kosovo er der gjort mange juridiske krumspring, og nogle er rent faktisk 'lykkedes' (fx vedtog FN's Sikkerhedsråd omtalte 1244, selv om NATO-interventionen oprindelig var illegal ('ulovlig'). Vedtagelsen af 1244 hvilede på at Jugoslavien [og Serbien] havde tiltrådt Rambouillet-udkastet i juni 1999, men desuden var den givetvis stærkt influeret af at regeringerne i mange lande fandt at Præsident Milosevic m.fl. langt havde overskredet grænserne for politisk anstændighed.

Det meste af Kosóva er albansk. Der er enklaver der er beboet af etniske mindretal forskellige steder - især i en stor del af Mitrovica og i området derfra og mod nord i retning af Serbien. Hvis Thaçi's regering skulle forsøge at håndhæve sin regeringsmagt dér, vil det gå helt galt.

Det har i international presse været nævnt at serberne nord for Ibar-floden skulle kunne finde på at erklære sig uafhængig af resten af Kosóva. Det vil næppe ske, i det mindste ikke før man i Serbien accepterer Kosóva's selvstændighed.

USA og EU vil skulle opretholde en militær og politisk tilstedeværelse, for at sikre mindretallene og for at sikre almindelig ro og orden. Dertil vil man være nødt til at finansiere 'området' og dets udvikling.

Hvis ro og orden kan opretholdes osv., vil status stort set være at der ganske vist er flyttet rundt på nogle formalia - hvad der har en vis ideologisk betydning - men at realiteterne stort set vil være uændrede - dvs. triste og grålige og uden noget egentligt fremtidsperspektiv. Investeringerne er få, arbejdsløsheden stor og den økonomiske udvikling har - især hvad angår de 'hvide' dele af den - stået i stampe.

Hvortil kommer at det som USA og flere af EU-landene er mest interesserede i er at man videreudvikler det økonomiske samarbejde med Serbien.


International Crisis Group har for nyligt henvendt sig til statslederne i EU og udsendt en rapport. Rapporten kan i sin helhed findes her: http://www.crisisgroup.org/library/documents/europe/balkans/188_kosovo_countdown___a_blueprint_for_transition.pdf

'Henvendelsen' findes her:

With negotiations between Serbia and Kosovo now complete, the European Union has a historic opportunity to send an unequivocal message of readiness to take a leading role in Kosovo when heads of state and government meet later this week, on 14 December, at the European Council.

The substance of that message should ideally be in the form of a declaration of the Council which:

notes that the Troika’s mandate has been exhausted, and that the international community, in particular the EU, has explored with Belgrade and Pristina every reasonable status outcome for Kosovo in search of a mutually acceptable outcome;

reaffirms that the Ahtisaari plan remains the best basis for the settlement of the Kosovo issue; and

states that the EU is ready to rapidly assume, in consultation with other key international actors, a significant role in Kosovo in the implementation of the Ahtisaari plan, including by preparing itself to deploy a civilian European Security and Defence Policy (ESDP) rule-of-law mission and the International Civilian Office (ICO).

What matters enormously, in Crisis Group’s judgment, is that such a message be sent to UN Secretary-General Ban Ki-moon before the UN Security Council meets on 19 December to discuss Kosovo, in the hope and expectation that the Secretary General will explicitly then welcome the EU pledge to deploy these missions to further implement UN Security Council resolution 1244. Such a response by the Secretary-General would greatly facilitate EU action in early 2008 for mission deployment.

Contributing to the urgency of getting a clear message from the UN Secretary General this month is the fact that in January 2008 five new members will join the UN Security Council who will be bound to require time to familiarise themselves with the issues. This will further delay processes, making it ever more possible that the situation on the ground could overtake capitals, with Kosovo declaring independence without effective supervision of the kind everyone agrees is essential.