|
bjoerna.dk Kultursociolog Bjørn Andersen post@bjoerna.dk Albanerinden Christian Winther's og Albert Küchler's Albanerinde Version 3.2 - 17.11.2005. |
The Albanian girl and the Danish artists 
Vajza shqiptare dhe artistët danezë |
Albert Küchler: Christian Winthers albanerinde.
Købt af brygger Carl Jacobsen i 1894 og givet til Glyptoteket.
Finn Theilgaard, chargé d'affaires på den Danske Ambassade i Tirana, er faldet over en pudsig passage i litteraturhistorien. Digteren Christian Winther skal være blevet forelsket i en albanerinde mens han var i Rom - og fået Albert Küchler til at male hende.
Hvordan kan dét hænge sammen?, spørger Theilgaard i sommervarmen. Skulle det være en rigtig albanerinde? Måske fra de albanske landsbyer i Syditalien? Eller er der en anden forklaring?
Den varmblodige digters dame kom næppe fra Albanien - ej heller fra de albanske landsbyer, men med stor sandsynlighed fra Albanerne, morgenrødens bjerge, ikke så mange kilometer sydøst for Rom. Alberto Crielesi mener at klædningen er karakteristisk for netop dé bjerge. Per Nyholm fra »Jyllands-Posten« fortæller at modellerne kom ind og satte sig på Den Spanske Trappe, hvor kunstnerne samlede dem op. Og endelig véd man at de mange danske kunstnere, Winther indbefattet, var glade for Albanerne og af og til tog på udflugt til dem og området ved Nemi - se fx følgende billede fra Det Danske Akademi i Rom's internetside:
Skitse af Marstrand, 1845
Så kunne dén historie være ude om det ikke var fordi der er kommet andet frem om de to kunstnervenner, Winther og Küchler. Den ene blev forelsket i ét væk og lod sine penge rulle, den anden ville ikke have nogen, men forsagede kvinderne og den materielle verden og gik i kloster.
Winther i Rom
Winther (1796-1876) havde i 1830, efter nogle år hvor han havde haft svært ved at koncentrere sig om sine teologiske studier, arvet en pæn skilling efter sin morbror. Som mange andre kunstnere begav han sig sydpå, men til forskel fra dem førte han sig som grandseigneur og øste penge ud med begge hænder - som skrevet står hos Salmonsen.
I november kom han til Rom hvor tiden gik med at gå i selskab hos Frederik 7's forskudte mor og danske og italienske honoratiores. Med selv at være vært. Med at blive inspireret - og ikke mindst med at gøre godt indtryk på det kvindelige køn. Hen over vinteren faldt han for den unge albanerinde og fik Albert Küchler (1803-1886) til at male et portræt af hende, så han altid kunne have hende for øje.
Winther og damen, den lille heks kalder han hende et sted, må have været heftigt engageret dén korte tid det har varet, og da han rejste nordpå følte han sig forpligtet til at give hende en frugtbringende vigne, en vingård.
Winther gjorde i det mindste ét forsøg på at skrive til albanerinden da han var kommet til Firenze, men det var svært for han kunne ikke nok italiensk - og muligvis var den lille heks analfabet? Da han ikke kunne bede Küchler om at hjælpe, for han gået lidt ud i den vide verden, bad han sin og Küchlers gode ven, billedhuggeren H.W. Bissen, om blot én enkelt gang at træde til som postillon d'amour. Nok kunne Winther have bedt andre, men han var mest tryg ved at overlade sit forelskede vasketøj til Bissen.
Om Albanerbjærgets grønne
Sider møder os da nok
atter hine stolte Skjønne
med den ravnesorte Rok:
Ak, Assunta, Serafina,
Nunziata, Orsola,
Betta, Cecca, Gelsomina,
Nina - ak, Veronica!
Christian Winther
Da først Winther kom tilbage til København fandt han andre at forelske sig i, og albanerinden blev et fjernere og fjernere bekendtskab. Maleriet måtte han slippe nogen tid senere og for kun 30 rigsdaler, da han var i stærk forlegenhed og manglede til huslejen i Laxegade.
Winther kunne ikke holde på penge, endsige få dem til at yngle; de måtte rulle - og derfor måtte han ofte hutle sig igennem. Der findes frygtelige breve hvor han prøver at skaffe sig kongens mønt - og der er en beretning om at han måtte ligge til sengs efter at fogeden var gået med indbo og gangklæder.
Undertiden var Winther heldig hvad det økonomiske angik, som da kongehuset ansatte ham som professor for prins Frederik (7's) tilkommende, prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Og skønt man temmelig pludselig afskedigede ham et års tid senere, gav man ham løn lang tid efter. Årsagerne til pludseligheden er der gættet en del på; man véd ikke noget med sikkerhed, men Nikolaj Bøgh antager at Winther havde gjort haneben til prinsessen og at hun - eller Frederik - syntes det var for meget.
Küchler, Andersen og æslet
De der kender til Guldalderen véd om Küchler. Engang imellem skrives der et par ord eller en artikel om ham, men hans billeder er på vej i glemmebogen - både de verdslige og de religiøse. Der er et par danske kirker der har ét af hans billeder; Ballerup Kirke har hans »Opstandelsen« fra 1848 som har tjent som altertavle men som i dag befinder på østvæggen i sideskibet - og Toreby Kirke på Lolland har én af hans kopier: Peruginos »Begrædelsen«. Ét eller to verdslige billeder er blevet hængende - ikke mindst det indtagende portræt af Andersen.
Albert Küchler: Portræt af Andersen. Rom, januar 1834.
Alvorlig ser han ud, digteren, men der var også en anden side - både den ufrivilligt komiske og den løsslupne, som Küchler fortalte om til Nikolaj Bøgh på sine gamle dage:
»Ja, vi havde megen Morskab af ham, da han var her. Engang red vi paa Æsler ud i Sabinerbjærgene, og paa én Gang var Andersen væk. Hans Æsel hørte hjemme i en Bondegaard derude, han kunde ikke styre det, det løb hjem og midt ind i Stuen med ham. Dèr stod det, han kunde hverken faa det frem eller tilbage, og Folkene saa jo ganske forskrækkede paa den aparte Rytter, som kom dem saa nær paa Livet og gjorde de underligste Dikkedarer til dem.
Aa, der var saa mange Historier! Han vilde altid, at man skulde spøge med ham, og saa vilde han altid have fat i mig.
Engang sad vi paa et Osteri, og saa blev han ved med at sparke mig paa Knæerne. »Lad nu være, lad nu være med det!« sagde jeg; men han vilde ikke. Saa tog jeg fat i Benet, lige idet han sparkede, og trak i ham og fik Støvlen af, som jeg saa smed igjennem en Døraabning ind til en Del Bønder og saadan Nogen, der sad i Rummet ved Siden af. Dèr maatte han saa humpe ind og hente Støvlen; men han blev forresten ikke vred.«
Küchler i centrum for de andre
Er Küchler ved at være glemt er han dog ikke helt usynlig for eftertiden, for de andre kunstnere kunne lide ham og tog ham med når de malede billeder fra kolonien. Han står midt på balkonen - mellem Marstrand og Blunck - på Constantin Hansens billede af kunsterne i Rom; og forresten: Måske har Küchler ligefrem hjulpet Constantin Hansen ved at skitsere ham? Der er nemlig påfaldende store fællestræk mellem Hansen på Hansens billede og Hansen på Küchlers lille portræt af ham. Begge fra 1837 og begge på Statens Museum for Kunst. Der findes ganske tilsvarende skitser, som Hansen selv har gjort af Bindesbøll, Blunck, Sonne, Rørbye og Küchler. Måske er der også en skitse af Marstrand et sted?
Han sidder, Küchler, igen præcis i midten, på Blunck's billede fra Osteriaet La Gensola. På første version af billedet fodrer han en hund - han holdt meget af dyr - på anden arbejder han på sin skitseblok.
Selv på Marstrands billede »Romerske borgere forsamlede til lystighed i et osteri« fra 1839 er Küchler og flere af de andre fra kredsen med. Og så er han forresten dén Albert, der optræder i Ludvig Bødtchers digt - »Morgen i Nemi« - der begynder sådan:
Lyt, Albert! det er sikkert Dag, —
Jeg tæller Morgenklokkens Slag,
Som om Søen fra Genzano runger;
Küchler havde en munter side - både i det daglige og i sine tidlige billeder, og dén var meget værdsat. Vilhelm Bergsøe skriver i 1873 i »Illustreret Tidende«:
»Flere af vore Læsere ville vistnok med udelt Glæde mindes et Genrebillede, som hænger i den danske Afdeling paa Christiansborg. Det forestiller en ung Maler, som har nøgen, mandlig Model. Amagerkonen banker paa hans Dør for at falbyde Appelsiner, og en af hans Kammerater, ligeledes en ung Konstner, trækker hende indenfor Døren, hvor hun hviner himmelhøit af Forskrækkelse, medens hans overgivne Ven med Modellen lystigt leende læner sig bagover med Palletten i Haanden.
Dette Billede, der i sit Motiv saa meget minder om Eckersberg, er af Albert Küchler, og Enhver, som dengang skulde have stillet hans Horoskop, vilde have spaaet den danske Genre en Række glimrende Frembringelser. Nu er han Munk. Den lystige Genre og den nøgne Model have i over tyve Aar været banlyste fra hans tarvelige Celle. Eckersbergs Aand har maattet vige for Vievandet, og naar man nu seer hans Billeder — ak, da er der, efter vor Opfattelse, samme Forskjel paa før og nu, som paa en sprudlende Hostrupsk Vaudeville og — en Prædiken i Fasten, og det ovenikjøbet en af de længste.«
Küchler »forsvinder«
Bergsøe prøver at forklare, hvorfor Küchler blev katolik (og siden munk), og hvorfor hans billeder i dén grad ændrede karakter. Måske var der en sammenhæng? Måske skiftede Küchler standpunkt og stil fordi han på én gang blev grebet af før-raffaelitisk maleri og af en moderne kunstnerisk bevægelse, der lagde vægten på det indadvendte, det inderlige, det fromme frem for det naturalistiske og udadvendt energiske? Måske stræbte Küchler også efter det simple og overskuelige - både i sin kunst og i sit liv?, kunne man tilføje.
Küchler havde altid haft en spirituel interesse - og finansierede sin rejse til Rom i 1830 med et billede med et religiøst motiv: »Jesus helbreder de syge«. For dét fik han nemlig Kunstakademiets Guldmedalje og et 3-årig stipendium.
Bergsøe skriver:
»Kan der gives en Mand med en ideal Stræben og Trang til at udtrykke den nogen bedre Lod end Stilhed, Fred og Arbejdsfrihed, forbunden med en fuldstændig sorgfri Tilværelse? Küchler følte dette; thi da en af hans Venner og Kammerater i kraftige Udtryk udtalte sin Forundring over hans Valg, svarede han blot: »Du veed ikke, hvad det er. Tænk Dig, aldrig et Øieblik at have Frygt for Fremtiden, aldrig at eie Noget, aldrig at skulle vende en Skilling i sin Haand!««
Jørgen Roed: Portræt af fransciskaneren Fra Pietro (Albert Küchler). Rom, 1862.
Küchlers spring ind i den katolske verden i 1844 betød at han - i det mindste i en periode - kom på afstand af de andre danske kunstnere. Det store flertal forstod ikke hans spring.
I en periode på omkring 3 år forsvandt han - nu kaldet Fra Pietro - endogså helt ud af syne, for han sluttede sig i begyndelsen af 1850'erne sammen med to andre og gik til Neustadt i Øvre-Schlesien for at etablere et kloster, der på en mere fundamental måde end ellers skulle efterleve den Hellige Frans' fattigdomsidealer. Eksperimentet mislykkedes, og Küchler vendte tilbage til Rom hvor han - ved pave Pius IX's mellemkomst - blev optaget i San Bonaventura-klosteret på Palatinerhøjen.
I de følgende år malede han religiøse billeder og hjalp på dén måde sit kloster til en indtjening. Han havde også kontakt til det danske miljø og blev, om ikke ombejlet, så jævnlig besøgt af tilrejsende danske kunstnere og forfattere. Også Christian IX og hans dronning kom indenfor - og det førte til at han i sine sidste år fik en lille pension hjemmefra, der selv sagt gik i klosterets kasse.
Küchler fortrød, efter eget udsagn, aldrig at være blevet munk eller franciskaner - og han døde mæt af dage mere end 80 år gammel. Var han død tidligere, var han sandsynligvis blevet begravet ved sit kloster, men da klostervirksomheden blev indskrænket i slutningen af 1800-tallet, måtte begravelsen ske andetsteds. Per Nyholm skriver: »Küchlers grav finder man gennem porten til venstre for Peterskirkens facade. Man nærmer sig - kun om formiddagen, pænt klædt på - og spørger venligt, men bestemt schweizeren, om at få adgang til Campo Santo Teutonico. Sandsynligvis får man adgang. Inde på kirkegården, som egentlig er en have, finder man også Syvende Frederiks noget løsagtige moder.«
Danske kunstnere i Rom: The Colli Albani and Nemi Villa Projects 1998-2002 - se: http://www.dkinst-rom.dk/nemi/
Christian Winther var i Albanerbjergene på sin første rejse til Rom og skrev en smule om dem og deres beboere. Hvis Winther ville have skrevet om albanere fra den anden side af Adriaterhavet - eller evt. fra de albanske landsbyer i Syditalien - ville han have udtrykt sig helt anderledes. Albanien var ikke et land man kendte særlig meget til - eller interesserede sig for - og derfor var der ingen, der ville misforstå sprogbrugen.
Wilhelm Bergsøe udsendte i 1866 sin novelle-cyklus »Fra Piazza del Popolo«, som Küchler skal have været én af modellerne til. I min udgave (Gyldendal 1979) står der s. 442 og frem om den smukke albanerinde Marietta, der kom fra Albanerne, Albanerbjergene.
Ganske enkelte havde et vist kendskab til Albanien på den anden side havet - og talte derfor om albanere i en »østlig« mening; blandt dem var den danske arkæolog Peter Oluf Brøndsted, der besøgte Albanien og Ali Pasha af Tepelena i 1812 - få år efter at Lord Byron havde været på dé kanter.
Brøndsteds beretning om Ali Pasha blev udgivet på engelsk for få år siden: »Interviews with Ali Pacha. Edited by Jacob Isager«, The Danish Institute at Athens 1999. I bogen optrykkes billeder af Ali Pasha og hans Albanske soldater.
Christian Winther's grav, Holmens Kirkegård, København. Julie Winther, hendes datter og søn er begravet sammesteds.
Foto: Bjørn Andersen, 2005. Billedet kan forstørres ved at klikke på det.
»Breve fra og til Christian Winther« udgivet af Morten Borup. Kbh. 1974. Især bd. 1, s. 78.
Nicolaj Bøgh: »Christian Winther. Et livsbillede«, bd. II, Kbh. 1900. Særligt afsnittet »Rejse til Italien 1830-31« (s. 139-172) og nogle bemærkninger om salget af det »albanske« maleri i 1839 eller 1840 (s. 380). Bøgh omtaler »damen« både som »albaneserinde« (s. 155-156) og som italienerinde (s. 380). Det er formentlig først i begyndelsen af 1900-tallet at begrebet »albaner« skiftede betydning blandt danske forfattere.
Én af de første der - for en bredere kreds - skrev om albanere i den »ny« betydning har været sprogforskeren Holger Pedersen, snart efter fulgte journalisten Franz von Jessen; begge besøgte albanerne øst for Adriaterhavet. Dvs. der kom en bog på dansk allerede i 1709 hvor 'Albanerne' er brugt som vi gør i dag - den findes på Det Kgl. Bibliotek hvor jeg har læst i den.
Christian Winther kom i 1854 endnu engang til Rom - nu med sin kone Julie f. Lütthans og hendes datter af første ægteskab, Ida. Winther var på dén tid ikke meget for at rejse, han sad og skrev på »Hjortens Flugt«, men da man mente at Julie's og Ida's helbred ville have godt af at komme sydpå, lod han sig overtale. Nikolaj Bøgh skriver om rejsen i »Christian Winther. Et livsbillede«, bd. III, Kbh. 1901, s. 210 og frem. Der står intet om at Winther har orienteret sig om ungdommens albanerinde og hendes familie, men det er en mulighed. Han og Julie W. besøgte i det mindste Küchler i klosteret (s. 217) »dog [...] saaledes, at hun blev modtagen uden for dette«.
Küchler: »Illustreret Tidende«. Vilhelm Bergsøe i januar 1873 (nr. 695) og M. Galschiøt i februar 1886 (nr. 22). Begge artikler kan findes via Det Kongelige Biblioteks særlige side om »Illustreret Tidende«.
Küchler & Andersen: Nicolaj Bøgh: »Mellem Siljan og Sorrent. Rejsebilleder«, Kbh. 1883. Küchlers erindring om Andersen kan læses s. 84-85. (I samme bog fortæller Nikolaj Bøgh om nogle besøg han selv har gjort sammen med Andersen i Tyskland, dels hos maleren Kaulbach, dels hos forfatteren Fritz Reuter). Uddrag af Bøghs bog kan læses på: http://bjoerna.net/albanerinden/Mellem-Siljan-og-Sorrent-1883.htm
Alberto Crielesi: »Il pittore Fra PIETRO da COPENAGHEN al secolo ALBERT KÜCHLER. Quando la Povertà con l'Arte diventa Poesia«, Roma 1999, især s. 24-25.
Stig Holsting: »Albert Küchler og Birgitte West. To danske katolske kunstnere«, Grenaa 2001.
Niels Ohrt: »Herlige Perugin i Toreby. I anledning af 150-året for Albert Küchlers kopi af Peruginos »Begrædelsen« i Toreby Kirke«, i: »Stiftsbog og landemode-akt for Lolland-Falsters Stift«, 1999, s. 81-91. I artiklen gengives Küchlers billeder i Esbønderup, Ballerup og Toreby kirker. Billedet i Toreby er oprindelig malet til grosserer Hans Puggaard i Store Kongensgade i 1849 og kom først til Toreby i 1919.
Bissen: Haavard Rostrup: »Billedhuggeren H.W. Bissen 1798-1868«, Kbh. 1945.
»H.W. Bissen. Tegninger og modellerede skitser. Udstilling i Thorvaldsens Museum«, Kbh. 1972.
Bjørn Andersen er kultursociolog. Har udgivet Christian den 5-tes Danske Lov i digital form og bøger om albansk historie. Arbejder på et projekt om Holbergs tænkning.
Du må citere hvis du angiver hovedsidens adresse: bjoerna.dk ... Siderne om Albanerne: bjoerna.dk/albanerne.htm ... Søgning på internettet: bjoerna.dk/soegning.htm