Bemærk dette om biernes fødsel. Hvis man ønsker, at de skal samle meget honning og få mange unger, så skal man så salvie og isop ved stokkene, siger Konstantin.

Nedenfor vil jeg skrive hvordan man kan skaffe sig bier og sværme, hvis man ikke har nogen. Fremgangsmåden kan læses hos Demokrit og Varro. Om det er sandt, må bero på at man gør et forsøg.

Byg et hus, der er omkring 10 alen på alle leder med lige og jævne vægge. Lav en dør og sæt vinduer i – et på hver side. I dette hus føres en tyr eller stud ind, som er omkring 30 måneder gammel, og som er sund og rask og vel fedet op. Derefter bestil nogle unge karle til at gå derind og slå studen ned med stærke knipler og så hårdt, at studen dør, men langsomt, og sådan at ben og kød bliver knust. Se til, at der ikke bliver blod tilbage i huset efter studen, for af blodet kommer der ikke bier. Så snart studen eller tyren er død, så skal man stoppe alle huller til på den, både i livet på den, dens øjne, mund, næsebor, ører, og hvor vandet har løbet vaske den med rene hvide klude – der er dyppet i varm beg. Derefter laver man strøelse af timian og lægger studen eller tyren på det med benene opad. Så går man ud af huset og lukker alle vinduer og døren til. Man skal stryge tæt ved døren og vinduerne og alle revner med sej ler, så at der ikke kommer luft ind udefra. Efter tre uger skal man åbne det hele igen, så at der både kommer lys og ren luft ind. Hvis vinden er for stærk, skal man tætne dér, hvor den står ind. Ser man, at der er liv, og at der er luft nok, så skal man lukke til igen og tætne med ler som tidligere. Efter endnu 10 dage, så åbner man, og så vil man finde mange bisværme, den ene over den anden, og af studen er der intet tilbage bortset fra hornene, benene og hårene. Man siger at kongen fødes af hjernen og de andre bier af kødet. Fra marven kommer vel også konger, men det er dem fra hjernen der beholder magten. Dette må være tilstrækkeligt om biernes fødsel, kyskhed og afholdenhed.

Biernes retfærdighed ser man af den lydighed og tjenstvillighed, som de beviser deres herre og konge. De er ikke alene fredelige over for hinanden og samarbejder, når viseren er vel tilpas (som Vergil siger: Rege incolumimens omnibus una est Amisso rupere fidem. Det vil sige, hvis kongen eller viseren er rask og sund, så samarbejder de og handler i fællesskab, er han død, så svigter de hans farver og bryder al tro og love); hvis de har ham i agt og ære, så følger de ham som svendene deres herre og tager sig af ham. Plinius skriver i sin 11' bog, kapitel 17: Hans folk beviser ham (siger Plinius om bierne og viseren) en overmåde stor lydighed. Hele flokken er omkring ham som en fast vold og mur for at beskytte ham og tillader ikke, at han ses af nogen. Al den tid hvor de andre er ude at arbejde, da går han inde i stokken, som den der leder arbejdet, men selv skal han ikke arbejde. De passer alle nøje på ham som drabanter eller vægtere. Begiver han sig ud, så er det deres største lyst at være så nær ved ham som muligt. Bliver han træt, så fører de andre ham på deres skuldre og rygge. Farer han vild et sted, så snuser de frem til ham. Hvor han sætter sig, der slår de andre lejr. Lige som de er retfærdige over for deres konge, således er deres sorg stor, når han dør, og de sætter gerne deres liv på spil for hans skyld. Når de er så tjenstvillige, skyldes det, siger Aristoteles, ikke kongens majestæt og styrke, men hans natur, for han er som en mand, og alle de andre er som kvinder. Havde de ikke ham, så ville det ikke kunne fungere. Derfor elsker de ham som deres tro ægtemand.

Til sidst om deres styrke: De er så modige, at de ikke sparer deres eget liv, men frivilligt og af al deres magt går mod fjender, og at de hellere mister livet end at give tabt.